Hemmeligheden eller kend dig selv

Det’ en hemmelighed (X)

Kend dig selv – sådan lyder et gammelt græsk ord. Det stod over Apollontemplet i byen Delfi det gamle Grækenland. En klog opfordring, men er den ikke overflødig? Kender vi ikke udmærket os selv? Mere end vi kender andre i hvert fald. Nogle gange kender vi måske os selv lidt for godt. Eller der er sider af os selv, vi ved om og ikke bryder os om.

Vejen til et sundt sind, går gennem integration af de forskellige sider i os selv. Vi må lære at acceptere de mere ubehagelige sider i os, netop for at de ikke skal tage magten fra os. Men selv om det lykkes, så tror jeg ikke vi kan kende os selv fuldstændigt.

Der foregår en række ting i os selv, som vi ikke kender til. Videnskaben – bl.a. lægevidenskaben – forsøger at finde ud af disse hemmeligheder, for at kunne helbrede sygdomme. Om vi nogensinde får åbenbaret alle kroppens hemmeligheder er et godt spørgsmål, jeg tvivler på at vi kommer til at forstå hjernen til bunds. Og jeg er sådan set også en smule skræmt over konsekvenserne, hvis vi kunne.

Jeg tvivler på at vi ville kunne administrere en fuld kontrol over vores sind. Selvom det netop var ens sind man efter det græske visdomsord burde kende. Selverkendelse er en god ting, men total selverkendelse formentlig en illusion og i hvert fald ikke ønskelig. At det er en illusion kunne begrundes med, at vi ikke er statiske væsner. Vi forandrer os i samspil med omgivelser og historie. Derfor kan man ikke kende sig selv fuldstændigt før man kender hele sin historie. Og hvad det man betyder for andre? Hører det med? Er jeg kun det jeg betyder for mig selv?

Kristeligt set er dette udtryk for synd: at være sig selv nok. At være lukket inde i sig selv. Sandheden om os selv er at vi er mere end os selv. Fuldstændige bliver vi i kærligheden. Der overskrider vi os selv og der bliver vi os selv. Men selv i den fuldkomne kærlighed er der et mysterium.

Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen, studenterpræst