Hvad – eller hvem – er Gud?

Trosbekendelsen VII

Hvad eller hvem er Gud?  Guder kan være af mange slags.  Som tidligere nævnt så er ens Gud, det man stoler på, og måske også det man frygter.  Men bortset fra dette mere psykologisk-eksistentielle gudsbegreb, så er der de mange religioners bud på, hvad og hvem Gud er. 

Her handler det om den kristne trosbekendelse i den udgave vi kalder den apostolske, som er den mest brugte i folkekirkens gudstjeneste og også i den romersk katolske kirke.  Denne trosbekendelse giver et ret kort bud på, hvem den kristne Gud er. 

Det mest mærkelige ved den kristne Gud er, at han er treenig, at han både er den almægtige Gud fader og et menneske, Jesus, som blev født på et bestemt tidspunkt og levede og døde. Dertil kommer Helligånden som er den relation der knytter faderen og sønnen sammen til en enhed.  De er ét i ånden. 

Det lyder mærkeligt og bureaukratisk og unødigt besværligt. Hvorfor skal der være tre i en?  Det er der flere grunde til. Først må vi fastslå, at det ikke er et naturligt gudsbegreb. Den kristne Gud er en åbenbaret Gud. Det vil sige, at vi ikke selv kan tænke os til den kristne Gud. Vi kan ikke umiddelbart finde ham i os selv og vi kan heller ikke finde ham i naturen.

Det er derimod en Gud som har givet sig til kende i historien. Det fortælles der bl.a. om i Det gamle testamente, hvor Gud åbenbarer sig flere gange for Abraham, Isak, Moses osv. Denne åbenbaring har vi kun gennem disse beretninger, der selv er historiske og derfor meget vel kan være usikre og fejlbarlige. Men disse åbenbaringer gav anledning til jødedommen som religion. 

Jødedommen var speciel i samtiden ved at være monoteistisk, dvs. de holdt fast ved, at der kun var en Gud, Fædrenes Gud. Og de forstod sig som det udvalgte folk.  Set fra kristendommens synspunkt, så var jødedommens epoke en række mislykkede forsøg fra Gud på at gøre sin sag klar. Folket forstod ikke sagen, hvilket i kristendommen klassisk tolkes som en effekt af syndefaldet.

Både erkendelsen og moralen – eller måske rettere forholdet mellem hjerne og hjerte var blevet rodet ved syndefaldet. Gud forsøgte med en række love, for at skabe orden. Mest kendt er de ti bud. Men folket blev på den ene side bange og fik på den anden side større lyst til at bryde loven.  De fleste af os kender til, at forbud giver en trang til at bryde forbuddet. Ligesom det også kan skabe en frygt for straf. 

Guds strategi virkede altså ikke. Derfor måtte han til sidst blive menneske, dvs. han lod en del af sig selv føde. Hvordan det egentlig er foregået er ikke til at vide. Da vores forestillinger om Gud jo under alle omstændigheder kun kan være vores utilstrækkelige billeder og ikke en beskrivelse, så kan vores forestillinger om guds tanker jo ikke være mere dækkende.  Foreløbig synes jeg selv, der er en ret rodet historie. Ikke mindst når man tænker på, at det er Guds historie.

Men forhåbentlig vil det give mere mening senere. Nu er vi nået til Jesu fødsel. Gud blev menneske. Det skal vi høre mere om næste gang. 

Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Djævelen? Og alle hans gerninger? Og alt hans væsen?

Føljeton: Trosbekendelsen VI

Nå, nu er vi mange uger inde i semesteret og det må være på tide, at vi kommer i gang med selve teksten: trosbekendelsen. Og så alligevel. Som Nicolai nævnte i sit allerførste indlæg tilbage i januar, så er det nærmest helt standardiseret i Danmark, at selve bekendelsen indledes med ”forsagelsen”, afvisningen.

Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Djævelen? Ham med horn i panden og gedebukkeben? Alle hans gerninger og alt hans væsen? Allerede her er det fristende at stå af. Jeg forsager jo også Julemanden, hekse og elverpiger. Er vi ikke allerede her ude i overtro, ammestuesnak og primitivt nisseri? Jo, måske. 

Men man kunne jo også prøve at applikere sin begavelse og evne til at bevæge sig fra konkret til abstrakt på den sære formulering. Man kunne prøve at give slip på fristelsen til at ville forstå alting helt og aldeles bogstaveligt. Man kunne måske overveje, om der her er tale om en tekst, der IKKE fungerer som en nyhedsartikel i et dagblad eller en side i en lærebog. 

Måske betyder det noget, at teksten er gammel; skrevet i en tid, der var en anden og til et publikum, der var et andet. Måske er det ikke meningen med forsagelsen, der er blevet forældet, men vores evne til at få den til at give mening, der er blevet forringet med tiden. Fordi vi er blevet så forbandet kloge. Fordi vi vil forstå alting helst i 1:1-forhold. Fordi vi ikke tør have tillid til at billedsprog og poesi kan indeholde lige så stor sandhed som fakta.

Hvad hvis nu Djævelen i forsagelsen er et billede på alt det i livet, som gør os ondt, som gør os ensomme, som bringer smerte. Alt det, som vi gerne ville være foruden, men som findes. Alt det, som vi ville ønske, at vi kunne vende ryggen, lave om på, se bort fra, være fri af, forsage, men som vi igen og igen må konstatere finder indpas i vores liv. Måske skal Forsagelsen ikke forstås som en konstatering af, at jeg/vi forsager alt det onde, altså at vi har lykkedes i kampen mod Djævelen i alle hans former, men at vi håber og ville ønske at vi kunne. 

Måske netop derfor giver det mening at forsage Djævelen igen og igen, fordi vi igen og igen har brug for at gøde jorden for muligheden for forandring. Måske. Tro er en tillidsøvelse, og det er forsagelse også.

Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Trosbekendelsen V - Ubetinget tillid

Føljeton - forår 2012

For 14 dage siden stillede jeg spørgsmålet ”hvad har vi ubetinget tillid til?” Enhver må selv svare, men kan vi overhovedet svare? Enhver som er blevet svigtet af forældre, kærester, venner begynder at tvivle.
Kan man overhovedet stole på nogen eller noget, når det kommer til stykket? Kan man overhovedet stole på sig selv?

Restless Heart Syndrome fra deviantART

Den barnlige ubetingede tillid er barnets privilegium. Vi er blevet klogere, men dermed måske også mere ensomme og mere usikre. Men usikkerheden og tvivlen giver en uro, som jeg tror mange længes efter af få slukket. Det er ikke en moderne følelse. Allerede den gamle kirkefader Augustin, skrev i slutningen af 300tallet de berømte ord ”mit hjerte er uroligt”.

Vores hjerter er urolige...

Men Augustin skrev det ikke til sin ven, men til Gud og han fortsatte med ordene ”indtil det finder hvile i dig”. Gudsforholdet ligner et kærlighedsforhold. Det jordiske kærlighedsforhold er stedet, hvor vi stærkest erfarer at hvile i tro og tillid. Det er dér vi erfarer at blive hele.

Vi har nok i dag lidt vanskeligere ved at finde hvile i Gud. Måske fordi vi er forvirrede om, hvad Gud er. Og her kan vi så komme tilbage til trosbekendelsen. For den beskriver jo i få ord, hvad det er for en Gud kristendommen taler om. Troen på Gud som fader og Gud som skaber. Gud som sønnen, der er blevet menneske, død og opstået fra de døde, og på ånden som er kærligheden imellem de to. Hele denne relation af fader, søn og ånd er én Gud.

Det er ikke selvindlysende. Det kan jo lyde som en Gud, der er lidt splittet. Det er også meget svært at se, hvordan trosbekendelsens ord skulle vække en tillid og tro til Gud, som vi kan hvile i. Det kan den næppe i sig selv. Og det er måske ikke trosbekendelsens opgave. Tilliden og troen er selv en gave; ligesom kærligheden er den ikke noget, vi kan arrangere. Vi kan åbne os for den, og det kan vi gøre i samtale, i praksis ved bøn og ved at gå til gudstjeneste. Troen kommer af det, som høres – siges det.

Open your heart

Trosbekendelsen er derimod en redegørelse for den kristne tros indhold i kort form. Som før nævnt en redegørelse for, hvad det er for en Gud, vi så tror på. Hvad det er for en Gud, vi håber at finde hvile i.

Det vil jeg så beskrive nærmere i de kommende afsnit.

Venlig hilsen
Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Trosbekendelsen IV – Guddommeligt teater eller...

Føljeton - forår 2012

Jeg undrer mig ofte, når Trosbekendelsen bliver fremsagt. Det foregår ikke på samme måde i alle kirker, men ofte. Præsten begynder med forsagelsen, mens han vender fronten mod menigheden. Når selve Trosbekendelsen lyder, vender han sig mod alteret og siger resten med ryggen mod kirkerummet.

Det er muligt, at det kun er teologer og andre særligt liturgisk interesserede, der bider mærke i den lille bevægelse, men den giver mig en anledning til at tænke over, at en gudstjeneste er skruet sammen på en måde, der er fristende at sammenligne med et teaterstykke. 

Det er jo sådan, at præsten, ceremonimesteren, som i en stor del af gudstjenesten står midt i rampelyset, har en kompleks rolle at spille. Mange vil ligefrem opfatte det som om præsten spiller hovedrollen i forestillingen. Mange, der sidder på kirkebænkene, vil i forlængelse heraf tænke om sig selv, at de er en del af publikum. Tilskuere. Passive modtagere.

Men faktisk er præsten kun sig selv, når han går på prædikestolen. Når præsten står ved alteret veksler han mellem to roller: han er enten talerør for Gud eller repræsentant for hver enkelt medlem af menigheden – inklusive ham selv. Gud og det enkelte menneske er således aktørerne i dette storladne kammerspil, men af indlysende praktiske grunde er præsten sat til at stå for opførelsen. Det ville blive noget rod med et drama, hvor den ene hovedrolle er usynlig og den anden er alle os andre!

Skiftet mellem de to roller vises ved at præsten vender sig i samme retning, som man må tænke sig, at den han taler for vender. Når han taler for Gud vender han ansigtet mod menigheden og taler til den enkelte. Når præsten ”spiller” et menneske fra menigheden, vender han den anden vej og taler i den retning, som vi symbolsk har besluttet at Gud befinder sig i: i østlig retning; mod alteret.

Man kan så undre sig over, hvad det er der sker ved fremsigelsen af Trosbekendelsen, når det foregår, som jeg indledte med at beskrive. Er forsagelsen noget, som Gud siger til os? Eller skal det bare markeres, at det ikke er en ægte del af Trosbekendelsen? Måske var jeg syg den dag, der blev givet en god forklaring… 

Men egentlig er jeg ikke specielt interesseret i den gode forklaring. Jeg kan godt lide at min undren bliver vakt, og at jeg bliver mindet om, at jeg ikke er passiv tilskuer til det guddommelige teater; jeg har selv en hovedrolle, som godt nok hverken udløser Sølvbjørne eller anden personlig hyldest, men som til gengæld ydmygt fremstilles af en person i en sort dragt, der ved at spille os alle, får forbundet mig med både Gud og medmennesker. Bravo!

Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Trosbekendelsen III – Hvad vil det sig at tro. Tro og tillid.

Føljeton - Forår 2012

Tror du på Gud?  Jeg fik tidligere ofte dette spørgsmål. Det er aftaget lidt, måske fordi jeg er blevet præst og de fleste så antager, at jeg tror på Gud. Der var en del diskussion om spørgsmålet for en del år siden, da den daværende præst i Tårbæk – Thorkild Grosbøll – sagde, at han ikke troede på Gud. Det skabte en del ravage, selvom han havde nogle eftersætninger. 

Men spørgsmålet er ikke helt klart, fordi det ikke er entydigt, hvad det vil sige at tro og heller ikke tydeligt, hvad der ligger i ordet Gud. Trosbekendelsen var fra begyndelsen et forsøg på at præcisere, hvad der lå i ordet Gud. Det var den treenige Gud. Troen på Gud som fader, søn og Helligånd. Her var troen på Gud som fader, skaber og opretholder ikke videre problematisk. Den var fælles med jøderne, og gudstro var det almindelige. Troen på Jesus, mennesket som Gud, var et problem.  

Da jeg var ung, var det omvendt. Troen på Gud var ikke selvfølgelig, men troen på mennesket Jesus og hans næstekærlighed kunne man godt forbinde noget med. Måske er det stadig til dels sådan. Men der er sket noget. Globalisering har bl.a. ført mange anderledes kulturer hertil og også andre religioner. Også andre forhold har sat spørgsmålstegn ved, om vi kunne være helt sekulariserede.

Hvis vi ikke tror på Gud, hvad tror vi så? Næstekærlighed, frihed og demokrati? Eller tror vi mest på os selv? Værdier har erstattet religion eller er religion er blevet koblet til såkaldte vestlige værdier og kultur. DF og Tidehverv er et godt eksempel på det sidste. 

Men undersøgelser viser, at mange har deres egen tro. De tror på Gud, men på deres egen måde. Troen er individualiseret. Troen er for rigtig mange fløjet ud af kirken, som det sted, hvor man formulerede sin tro i fællesskab med andre og som stedet for religiøs opbyggelse. 

Jeg tror, at et af problemerne med trosbekendelsen er, at man føler, at man skal stå inden for noget, man ikke helt kan overskue. At der er en almægtig skaber, opstandelse fra de døde osv. Siger man ja til, at man tror på det, så siger man ja til en form for irrationalitet, som man ikke kan redegøre for.  

Det er lettere at sige, at jeg tror der er mere mellem himmel og jord. Så har man ikke sagt for meget. 

Men troen er ikke alene et sæt meninger om verdens indretning. Selvom troen forudsætter at det som tros er en sandhed, så behøver det jo ikke være en videnskabelig sandhed.  Det handler jo om forhold, der ikke kan bevises og som vi ikke har nogen viden om. Ja måske kan vi ikke vide noget.  Det handler om det, som er uden for vores kontrol.  Troen er tillid. Tillid til at virkeligheden overgår vores forstand.  Det er i den forstand små børn er bedre til at tro. De er tillidsfulde og lægger uden forbehold deres liv i de voksnes hænder. Det er ikke altid klogt, men hvor skulle de vide det fra?  

Tillid og tro - to sider af samme sag.

Guds tro handler om ubetinget tillid. Hvad er det, vi har ubetinget tillid til? Det er tvivlsomt, om vi ved det.  Det handler ikke kun om vores bevidste forestillinger og er derfor skjult for os, såvel som for andre. I den forstand tror vi alle, og i et vist omfang er vi klar over, hvad vi tror på. Penge, magt, os selv, kærlighed, fædrelandet, skønhed, videnskaben eller lidt af hvert.  Men er det ubetinget tillid? Måske er det noget vi længes efter? Mere om dette næste gang. 

Venlig hilsen  Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Trosbekendelsen – og om at lære udenad. En tvivlsbekendelse.

Føljeton II

Jeg er temmelig dårlig til at lære udenad. Måske er jeg simpelthen indrettet sådan. Måske er det noget ved udensadslære, der er mig imod. Måske øver jeg mig bare ikke nok. I hvert fald rammes jeg ofte af et lille skamfuldt stik, når jeg skal præstere noget, som jeg ”bør” kunne udenad.

At huske udenad - to know by heart. Swarovski kan hjælpe, hvis dit eget hjerte er genstridigt...

Her taler vi særligt om intellektuelle præstationer, for jeg har erfaret, at ny kropslig udenadslære – fx trinene i en særlig dans – kan godt lagre sig i mig efter et antal gentagelser og hentes frem ved en senere lejlighed. Måske er der noget andet på færde her. Eller også er det det samme, men anderledes på den måde at små ”skønhedsfejl” i en dans i mange tilfælde kan bortforklares som variationer eller udslag af kunstnerisk frihed. En berigelse af den originale ”remse”. Så nemt slipper man sjældent, når der er tale om at lære ord udenad.

Her SKAL hvert ord være rigtigt; i den rigtige rækkefølge; rigtige endelser og småord. Ikke mindst i kirkelige sammenhænge kan helt små ændringer i øjnene på en alvorlig Holger Fortolker betyde forskellen på liv og død.

En præst blev i 1999 fradømt retten til at fungere som præst, fordi han ville døbe børn ”til” treenigheden og ikke ”i” treenighedens navn, som det er formuleret i det autoriserede dåbsritual. Her var der godt nok ikke tale om, at præsten ikke kunne sit rituals ordlyd udenad, men giver alligevel et fingerpeg om, hvor vigtige også helt små ord er, og om hvor alvorlige konsekvenser det kan få, hvis man ikke har styr på dem.

Måske er det en blanding af præstationsangst og stemmen fra min indre Rasmus Modsat, der gør, at jeg i kirken altid er ca. et splitsekund bagefter, når trosbekendelsen skal siges højt i fællesskab. Måske er det også noget med, at det selv efter mange års øvelse i at tolke ordlyden hen til en mening, som jeg kan stå inde for, er svært for mig at sige højt, at jeg tror på ”syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv” og alt det andet hokus pokus.

Jeg arbejder stadig på sagen. Jeg arbejder på at tillade mig selv at lære og sige ting udenad, som jeg ikke nødvendigvis forstår til bunds. Jeg øver mig i at sige ordene i trosbekendelsen som den rituelle og poetiske formular det også er. Jeg prøver at huske trygheden og skønheden i, at jeg ved at sige ordene indskriver mig i et fællesskab, som ikke er afhængigt af min mentale kapacitet.

Jeg prøver - og lykkes somme tider med – at tage springet ud på troens og tillidens dybe vand. Med skønhedsfejl, mangler og variationer. Jeg tvivler. Jeg tror.

Venlig hilsen
Lise Lotz, akademisk medarbejder

Forårsprogrammet 2012

Open publication