Trosbekendelsen – og om at lære udenad. En tvivlsbekendelse.

Føljeton II

Jeg er temmelig dårlig til at lære udenad. Måske er jeg simpelthen indrettet sådan. Måske er det noget ved udensadslære, der er mig imod. Måske øver jeg mig bare ikke nok. I hvert fald rammes jeg ofte af et lille skamfuldt stik, når jeg skal præstere noget, som jeg ”bør” kunne udenad.

At huske udenad - to know by heart. Swarovski kan hjælpe, hvis dit eget hjerte er genstridigt...

Her taler vi særligt om intellektuelle præstationer, for jeg har erfaret, at ny kropslig udenadslære – fx trinene i en særlig dans – kan godt lagre sig i mig efter et antal gentagelser og hentes frem ved en senere lejlighed. Måske er der noget andet på færde her. Eller også er det det samme, men anderledes på den måde at små ”skønhedsfejl” i en dans i mange tilfælde kan bortforklares som variationer eller udslag af kunstnerisk frihed. En berigelse af den originale ”remse”. Så nemt slipper man sjældent, når der er tale om at lære ord udenad.

Her SKAL hvert ord være rigtigt; i den rigtige rækkefølge; rigtige endelser og småord. Ikke mindst i kirkelige sammenhænge kan helt små ændringer i øjnene på en alvorlig Holger Fortolker betyde forskellen på liv og død.

En præst blev i 1999 fradømt retten til at fungere som præst, fordi han ville døbe børn ”til” treenigheden og ikke ”i” treenighedens navn, som det er formuleret i det autoriserede dåbsritual. Her var der godt nok ikke tale om, at præsten ikke kunne sit rituals ordlyd udenad, men giver alligevel et fingerpeg om, hvor vigtige også helt små ord er, og om hvor alvorlige konsekvenser det kan få, hvis man ikke har styr på dem.

Måske er det en blanding af præstationsangst og stemmen fra min indre Rasmus Modsat, der gør, at jeg i kirken altid er ca. et splitsekund bagefter, når trosbekendelsen skal siges højt i fællesskab. Måske er det også noget med, at det selv efter mange års øvelse i at tolke ordlyden hen til en mening, som jeg kan stå inde for, er svært for mig at sige højt, at jeg tror på ”syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv” og alt det andet hokus pokus.

Jeg arbejder stadig på sagen. Jeg arbejder på at tillade mig selv at lære og sige ting udenad, som jeg ikke nødvendigvis forstår til bunds. Jeg øver mig i at sige ordene i trosbekendelsen som den rituelle og poetiske formular det også er. Jeg prøver at huske trygheden og skønheden i, at jeg ved at sige ordene indskriver mig i et fællesskab, som ikke er afhængigt af min mentale kapacitet.

Jeg prøver - og lykkes somme tider med – at tage springet ud på troens og tillidens dybe vand. Med skønhedsfejl, mangler og variationer. Jeg tvivler. Jeg tror.

Venlig hilsen
Lise Lotz, akademisk medarbejder