For 14 dage siden stillede jeg spørgsmålet ”hvad har vi ubetinget tillid til?” Enhver må selv svare, men kan vi overhovedet svare? Enhver som er blevet svigtet af forældre, kærester, venner begynder at tvivle.
Kan man overhovedet stole på nogen eller noget, når det kommer til stykket? Kan man overhovedet stole på sig selv?
Restless Heart Syndrome fra deviantART |
Den barnlige ubetingede tillid er barnets privilegium. Vi er blevet klogere, men dermed måske også mere ensomme og mere usikre. Men usikkerheden og tvivlen giver en uro, som jeg tror mange længes efter af få slukket. Det er ikke en moderne følelse. Allerede den gamle kirkefader Augustin, skrev i slutningen af 300tallet de berømte ord ”mit hjerte er uroligt”.
Vores hjerter er urolige... |
Men Augustin skrev det ikke til sin ven, men til Gud og han fortsatte med ordene ”indtil det finder hvile i dig”. Gudsforholdet ligner et kærlighedsforhold. Det jordiske kærlighedsforhold er stedet, hvor vi stærkest erfarer at hvile i tro og tillid. Det er dér vi erfarer at blive hele.
Vi har nok i dag lidt vanskeligere ved at finde hvile i Gud. Måske fordi vi er forvirrede om, hvad Gud er. Og her kan vi så komme tilbage til trosbekendelsen. For den beskriver jo i få ord, hvad det er for en Gud kristendommen taler om. Troen på Gud som fader og Gud som skaber. Gud som sønnen, der er blevet menneske, død og opstået fra de døde, og på ånden som er kærligheden imellem de to. Hele denne relation af fader, søn og ånd er én Gud.
Det er ikke selvindlysende. Det kan jo lyde som en Gud, der er lidt splittet. Det er også meget svært at se, hvordan trosbekendelsens ord skulle vække en tillid og tro til Gud, som vi kan hvile i. Det kan den næppe i sig selv. Og det er måske ikke trosbekendelsens opgave. Tilliden og troen er selv en gave; ligesom kærligheden er den ikke noget, vi kan arrangere. Vi kan åbne os for den, og det kan vi gøre i samtale, i praksis ved bøn og ved at gå til gudstjeneste. Troen kommer af det, som høres – siges det.
Open your heart |
Det vil jeg så beskrive nærmere i de kommende afsnit.
Venlig hilsen
Nicolai Halvorsen, studenterpræst
Ingen kommentarer:
Send en kommentar