Du må ikke stjæle (VII)

De ti bud i 2011

Dette bud er ikke rigtigt omdiskuteret. Et klogt menneske har en gang sagt, at regler, påbud og normers fornuft og rimelighed kan testes ved at vende sagen på hovedet og se, hvad det fører til. Det gør vi lige: ”Du må stjæle” eller mere radikalt ”Du skal stjæle”.  Det holder jo ikke, hvilket en hver kan se.  Selv tyve synes jo ikke det er ok, at stjæle fra dem.

Men hvad menes der med buddet? Hvad vi det sige at stjæle? Hvad er omfattet? Man må efter straffeloven ikke stjæle andre penge, men må man stjæle andres tid? Eller deres opmærksomhed? (Som jeg prøver på med denne klumme).  Det siger straffeloven ikke noget om.

Hvad med fremtiden? Der tales meget om min og mine forældres generationstyveri, hvormed menes at vi kynisk forbruger goder og rager til os uden at tænke på den regning, vi sender videre til børn og især børnebørn og oldebørn.  Selvom det er en mere diffus proces og mere et politisk slogan, så spiller det på den moralske forargelse ved ordet ”tyveri”. 

Og før børn og unge i Danmark og andre vestlige lande bliver alt for moralsk forargede, så kan man sagtens hævde at de heller ikke er helt rene.  Blot ved at være en del af EU stjæler vi hele tiden fra de fattige lande bl.a. pga. den kolossale landbrugsstøtte, som fastholder mange ulandsbønder i fattigdom. Foruden at det også udpiner planeten.

Men det er alligevel lidt svært med kollektiv skyld og ansvar. Hverken min kære læser eller jeg stjæler jo bevidst fra en fattig bonde i Colombia eller Malawi. Vi køber bare ind i Netto, fordi det er billigt og vi gerne vil have vores surt tjente penge til at række længst muligt.

Men måske skal vi erkende, at vores måde at leve på ikke er omkostningsfri. Der er andre som betaler en pris for vores levestandard. Verden er ikke retfærdig, og vi er medskyldige i den uretfærdighed, der findes. Vi kan derfor ikke være pletfri og rene, og det er en god erkendelse, for dem, der mener sig  pletfri og rene har altid været gode til at finde pletter på andre. De er altid gode til at slå andre oven i hovedet med loven. Men der kommer hverken lykke, kærlighed eller fællesskab fra loven eller fra moralske pegefingre. 

Men måske fordi nogen siger at du er god nok, selvom du også er en tyv.  Du er værd at holde af, selvom du ikke er perfekt. Så kunne det være, det blev lettere at holde op med at stjæle, eller med bare at tænke på sig selv.  Så kunne det være vi ikke ville gøre det rigtige af pligt, men fordi vi havde lyst.

Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Du må ikke bryde ægteskab (VI)

De ti bud i 2011

Nu bliver det jo interessant. Sex og utroskab har altid kunnet sælge aviser. Men er det ikke trist med al den begrænsning i den seksuelle udfoldelse? Men er det ikke et lidt kedeligt bud? Er det ikke for alvor tydeligt kristendommen er seksualforskrækket og bare røvkedelig?

Men det må jeg jo klart nok svare nej til. En sådan slutning viser en mangel på læseevner i liga med Penkowas manglende evner til at tælle mus (eller var det rotter). 

Det handler ikke om sex.  Det handler om orden og om ejendomsforhold.  I hvert fald hvis vi ser på buddet oprindelige sammenhæng i Det gamle Testamente.  Hvis man brød ægteskabet og lå med en anden mands kone eller mand (hvis man var en kvinde), så ville der være usikkerhed om hvem der var far til børnene.

Det ville betyde at en anden mands barn kunne komme til at arve min formue og ejendom,  og det er noget rod.  Så det handler ikke om sex, der står ikke noget om sex før eller efter ægteskabet, og i  Det gamle Testamente er det ikke usædvanligt  med flerkoneri. Kong Salomon havde f.eks. mange koner. Det tyder ikke på seksualforskrækkelse, men derimod på et patriarkalsk samfund og et noget antikveret kvindesyn. 

Kvinder kunne nemlig ikke have flere mænd.  Faktisk var kvinder en form for ejendom og derfor var det at bryde ægteskabet og tage en anden mands kone et brud på ejendomsretten.

Men hvad med i dag? Hvad skal vi med buddet?  Det er min erfaring fra sjælesorg og en række vielsessamtaler at de fleste betragter ægteskabet med ret stor alvor. Det handler om troskab, om at finde den eneste ene. 

Ægteskabet er i langt højere grad end tidligere bygget på følelser og kærlighed, selvom hensyn til børn også spiller en vis rolle. Så i dag må man sige, at den almindelige indstilling er for buddet.  Vi stræber efter at blive i ægteskabet eller også holder vi os fra det. ”Du må ikke bryde ægteskabet” er således stadig et ideal, men realistisk ville vi måske tilføje ”med mindre det ikke kan være anderledes”.  

Og der er jo rigtigt mange som bliver skilt og i mange tilfælde er det godt sådan. Hvis ægteskabet nedbryder menneskerne i det, så kan er det måske en god idé at skilles ad. Det viser bl.a. at vi har en mere individualistisk kultur, at både kvinder og mænd er økonomisk uafhængige.  Men det viser også, at følelser – herunder romantisk kærlighed – kan være et skrøbeligt fundament at bygge et liv på.

At ægteskabet så stadig er ret populært – så populært at nu også homoseksuelle gerne vil ha’ det og helst også med kirkens velsignelse (hvilket jeg i parentes bemærket går ind for) – det må skyldes at det måske er en meget god ramme om livet.  At frihed måske ikke altid er friheden til bare at være sig selv.  Ja måske bliver man netop sig selv ved fællesskabet med et andet selv.

Du må ikke slå ihjel (V)

De ti bud i 2011

Ah, endelig et bud, hvorom det er nemt at sige, Det overholder jeg 100%!

I tidligere føljetonafsnit har Nicolai skrevet om de ti bud som gode og praktiske leveregler, som gør det muligt at holde sammen på et samfund. Her er netop femte bud oplagt at nævne. Det bliver simpelthen noget rod, hvis vi myrder løs på hinanden for et godt ord.

Jeg nævnte efterfølgende (i uge 7), at en pointe med de ti bud – udover det rent praktiske – kunne være, at de simpelthen viser, at det er svært at være menneske, for set i bakspejlet viser det sig, at selv den mest ihærdige og renskurede kristne fundamentalist ikke kan se sig fri for at have forbrudt sig mod buddene. Det er ganske enkelt ikke muligt at leve et helt liv uden at forbryde sig - i større eller mindre grad – mod disse ellers udmærkede principper. Den erkendelse er sund.

Men er det femte bud så en fribillet for de fleste af os? Eller indeholder dette enkle bud også stof til eftertanke? Det kan forekomme så enkelt og absolut, og så er det alligevel svært ikke at prøve at snige fortolkninger ind, der åbner for omgåelser. 

Der rejser sig en lang række spørgsmål, som ikke er helt så enkle; faktisk rører det femte bud ved noget af det mest fundamentale og vanskelige i livet, nemlig forholdet mellem liv øg død. Døden er desuden provokerende irreversibel; et taget liv kan ikke gives tilbage igen.

Hvad er egentlig liv? Hvornår kan vi anse et befrugtet æg for at være liv, som ikke må slås ihjel? Hvorfor kan grænsen flyttes? Gælder buddet også dyr? Må vi slå dyr ihjel, for at få mad på bordet? Hvis vi slagter dem humant? Overtræder jeg det femte bud, når jeg klasker en myg med vilje? Eller når jeg uforvarende træder på en regnorm? 

Har planter liv? Kan vi forhandle om buddets gyldighed, når tanker om aktiv dødshjælp dukker op? Er det i orden at dræbe i selvforsvar? Eller for at forsvare sine kære? Eller sine venner? Har jeg retten til at tage mit eget liv?

Hvad med krig? Hvorfor kan en stat – som repræsenterer mig - tillade drab i en politisk sammenhæng? Og hvad skal vi mene om dødsstraf? Kan det give mening i visse sammenhænge og ikke i andre?

Death - Life ambigram

Jeg har ikke noget enkelt svar. Eller det vil sige, at det enkle svar ville være, at det femte bud gælder absolut, uden undtagelse, altid, overfor alt liv. Det enkle svar vil så bare betyde, at jeg alligevel må indse, at jeg ikke engang kan overholde det femte bud. Slet ikke. Og så er jeg tilbage ved min oprindelige pointe.

Det svar, som skal til, for at jeg kan hævde, at jeg overholder det, kan jeg ikke komme med.

Så jeg kan selvfølgelig også bare acceptere, at det femte bud – eller de ti bud i det hele taget – ikke har nogen relevans eller gyldighed i moralsk forstand. Reglen om at man ikke må slå ihjel er rent praktisk og samfundsopretholdende i den forstand, at grænserne for reglens udbredelse til en hver tid er til forhandling. 

Men spørgsmålene er stillet. Og det er måske et mål i sig selv.

Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Du skal ære din far og din mor (IV)

De ti bud i 2011

Den er svær. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan præstere en sammenhængende, udtømmende, gennemført og meningsfuld redegørelse for det fjerde bud. Du må tage til takke med famlende overvejelser. Måske kan du selv famle videre.

Det er jo fuldkommen umuligt at forestille sig, at oplyste, kritiske, veluddannede, ansvarlige og fornuftsstyrede mennesker ærer far og mor, fordi de er far og mor. Det er muligt, at man har gode og ordentlige forældre, der fortjener ære og respekt, men det kan lige så vel tænkes at man har mindre gode og mindre ordentlige forældre, som det er svært at mobilisere ærbødighed overfor. Og ære udført som pligt, er det ære?

Det er ikke ret moderne at ære nogen. Og da slet ikke mor og far. I Danmark anno 2011 er det vist mere moderne, at forældre ærer deres børn. Det er jo forældrene, der har valgt at sætte dem i verden, og det er forældrene, der har ansvaret for at børnenes trivsel og velfærd er i orden – helt op i en temmelig høj alder.

Buddet om at man skal ære sine forældre kan anses for at være en slags ”overgangsbud”. De første bud handler om Gud, og om hvordan mennesker skal forholde sig til Gud – eller noget absolut; noget der er væsensforskelligt fra en selv. De sidste bud handler om mennesker, og om hvordan vi skal forholde os til hinanden – dem, der er ligesom vi selv er. Forældre er en mellemkategori og samtidig en allegori, der kan hjælpe til at forstå forholdet til Gud.

Forældre kan ikke skiftes ud, hvor fristende, det end kunne være. Man kan ikke un-friend’e sine forældre. Ikke helt og aldeles. Forældre har det biologiske ansvar for at et barn eksisterer og i mange børns perspektiv har forældre en slags gudestatus - indtil de med alderen bliver klogere og opdager, at deres forældre er mennesker ligesom alle andre.

Det kan være en vanskelig og smertefuld overgangsfase, for det giver stabilitet og tryghed i tilværelsen, at der er en fast struktur. Noget der er op og ned, som ikke står til diskussion. Når man selv bliver voksen og selv skal skabe retning og mening i sin tilværelse, går det måske op for en, at selv når man fejler, har man gjort sit bedste – og den indsats er måske værd at ære; både i sig selv og sine forældre.

Thumbs up til de gamle...

Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Du skal holde hviledagen hellig (III)

De ti bud i 2011

De fleste synes måske ikke, det er noget oprivende bud. Hviledage og helligdage er vel noget man enten tager selv eller tager som de kommer. Og som studerende har man jo alligevel aldrig fri. Selvom der ikke er undervisning, så er der et pensum. Der er meget man skal nå og tiden er knap, så derfor må man bruge tiden. Og hvorfor skal det så være vigtigt med hviledagen, og hvorfor skal lige den være hellig?

Jeg vil godt indrømme, at det er et af de mindre væsentlige bud. Men jeg synes der er en pointe i at tid er forskellig. Ikke al tid er den samme. Det er simpelthen et ganske udmærket livsprincip, at der er en tid til at arbejde og en tid til at holde fri. Fysiologisk og mentalt giver det mening, at kroppen har brug for både aktivitet og hvile. Hjernen kan ikke indlære 20 timer i døgnet 7 dage om ugen. Så derfor er det menneskeligt set fornuftigt at holde fri ind i mellem.

Søndag - Sunday. Pudsigt, at Herrens dag har navnet Solens dag

Gennem historien har der været forskellige fortolkninger af, hvordan man så skulle helligholde hviledagen. Visse jødiske kredse holder på, at man skal lave så lidt som muligt, idet de tolker arbejde som stort set enhver fysisk aktivitet. Det skyldes nok, at buddet i den originale udgave i 2. Mosebog er mere omfattende: Husk sabbatsdagen og hold den hellig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer. For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den. (2. Mosebog, 20, 8-11)

I mere ortodokse jødiske kredse må man derfor ikke varme mad, ikke tage telefonen og man bør ikke gå udenfor. Andre er mere afslappede.

For lidt over 100 år siden opstod en mængde andelsmejerier i Danmark og de grundtvigske bønder arbejdede om søndagen, hvorimod de missionske ikke gjorde. Det var bekosteligt og upraktisk for et mejeri ikke at køre om søndagen, men de missionske holdt på at hviledagen skulle holdes hellig.

I Danmark har søndagen været helligdag i ca. 1000 år pga. kristendommen og det har stadig betydning for lovgivning om lukkeloven og den slags. Selvom det bunder i buddet om at holde hviledagen hellig og passe sin kirkegang, så er det i dag mere en kamp om butikkernes begær efter evig åbningstid og de ansattes kamp for fritid. Men netop den kamp viser også, at hviledagen måske netop skal sikres ved lov, fordi det er et alment menneskeligt behov at der er forskel på dagene, og fordi vi åbenbart altid skal sikres mod at alting bliver arbejde.
Man skal ikke være hysterisk, for liv står over loven. Derfor skal læger arbejde også om søndagen, hvis det er nødvendigt. Men for dem som ikke er på vagt, er det måske heller ikke en dårlig idé at passe sin gudstjeneste – uanset hvilken religion man har.

Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

"Du må ikke misbruge Guds navn"

De ti bud i 2011. Det andet bud.

De ti Bud. Er det ikke noget med, at man skal sove med hænderne over dynen og man ikke må slå ihjel? Handler de ti bud ikke om, at man kun er OK, hvis man opfører sig som et dydsmønster og følger nogle dødssyge regler, som andre har udstukket for længe siden? Er de ti bud ikke en arkæologisk kuriositet, som – i bedste fald - hører til på et museum over den danske kulturarv? Med streg under –arv.

Jo, det kunne man da godt være fristet til at mene. Og man kan jo også sagtens mene, som Nicolai antydede i sidste uge, at de ti bud i det store og hele er praktiske foranstaltninger, som gør det muligt at holde sammen på et samfund. Det er så pokkers upraktisk, hvis folk går rundt og slår hinanden ihjel hele tiden og stjæler hinandens ting.

Men der er måske også noget andet på spil. Måske kan de ti bud forsigtigt antyde overfor et moderne menneske, at selvom det er indlysende, at verden er centreret omkring MIG, så er JEG ikke fejlfri. Det har de fleste af os sandsynligvis oplevet, hvis vi tænker rigtigt godt efter.

Tro det eller lad være: pointen med de ti bud er IKKE, at man med al vold og magt skal forsøge at overholde dem for dermed at kvalificere sig til at være en god kristen – eller i bredere forstand et godt menneske. Pointen er, at vi skal prøve efter bedste evne - og uvægerligt opdage, at vi ikke kan lade være med at bryde buddene igen og igen.

Vi opdager med tiden, at selv vores allerbedste vilje ikke er nok til af få vores indsats i livet til at blive pletfri. Uanset hvor mange timer vi studerer, er der altid noget, vi ikke får styr på. Uanset hvor meget vi prøver at tale pænt til vores forældre, så lykkes det ikke altid. Uanset hvor meget vi anstrenger os for ikke at begære vores næstes nye iPhone, så stikker det måske alligevel lidt i hjertet. 

Og netop dét er et vilkår, der er fælles for os alle sammen. Vi kan ikke følge reglerne. Vi er ikke perfekte. Vi lyver og bander og snyder og horer og stjæler og slår ihjel. Nogen selvfølgelig mere – og mere bogstaveligt - end andre. Men vi gør det alle sammen. Og så er det alligevel i orden. I det store perspektiv.

Bud nummer to handler om, at vi ikke må ”misbruge Guds navn”. Vi må altså ikke bande og sige s’Gu’ og Fanden. Det sker ganske ofte for mange af os, og hvad er der egentlig galt i det? Den sociale konvention der siger, at det ikke lyder pænt, er måske lidt svær at tage alvorligt. Sociale konventioner er jo spændetrøjer, der forhindrer mig i at udfolde mig frit?

Muligvis, men at vise respekt for Guds navn ved ikke at bruge og misbruge det i tide og utide, viser måske, at vi stadig mener, at der faktisk er noget i verden, som har særlig værdi. Der er noget der er menneskeligt, fejlbarligt og vidunderligt, og der er noget, der er guddommeligt, fejlfrit og vidunderligt.

Forskellen mellem de to vinkler på tilværelsen hjælper mig til at huske og forstå, at alting ikke bare er dagligdag og havregrød. Og alting er ikke fest og farver. Forestil dig en uge uden weekend. Eller en weekend uden uge for den sags skyld. Begge dele vinder ved at være hinandens modsætning. Og det kan noget så oldnordisk som et bud om at jeg ikke må misbruge Guds navn hjælpe mig til at huske. Det er s’Gu da ikke så dårligt?

Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder

”Du må ikke have andre guder end mig”

De ti bud i 2011. Det første bud.

De ti bud kommer os ved, fordi flere af dem stadig taler til os. De fungerer som grundlæggende påbud, som virker rimelige. Desuden har de været virksomme op gennem historien og har derfor fået en stor betydning. Det er altså vigtigt at vide noget om denne sag, hvis man vil være et dannet menneske.

I dag skal det handle om det første bud. Allerede her melder der sig et spørgsmål. Hvad er det første bud?

Guldkalven bliver til kalvekoteletter...

Hvis du ikke husker det, er det er ikke nødvendigvis fordi du ikke har fulgt med i kristendomsstimerne. Der er flere traditioner. Allerede i biblen er der to udgaver (2. Mosebog 20, 2-17 & 5. Mosebog 5,6-21), som dog er meget ens. Men i de senere traditioner har man inddelt buddene forskelligt. Men for alle gælder det at det centrale i det første bud er ”Du må ikke have andre guder end mig”. Men hvem taler? Det står allerførst: »Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset.

Men måske vil du sige: ”Jeg tror slet ikke på Gud”; men her tales ikke om tro. Her tales om at have en Gud. Hvad vil det sige. Her lader vi den gamle reformator Martin Luther svare: ”En Gud kaldes det, som man venter sig alt godt fra, og som man tager sin tilflugt til i al nød. Altså er det at have en Gud intet andet, end at man af hjertet stoler og tror på ham. Det er alene hjertets tillid og tro, der afgør, både hvad der er Gud og afgud” (Den store katekismus).

Efter den definition er det svært ikke at have en gud, men om vi holder os til Herren, er mere tvivlsomt.

I dag stoler vi nok mere på os selv, vores kundskab, magt, penge, status og uddannelse. Men sådan har det nok altid været. For de gamle israelitter var det nødvendigt at indskærpe buddet, netop fordi folket hele tiden tilbad alle mulige andre guder. Luther mente på sin tid at Mammon (penge) og Bugen (mad og drikke) var udbredte afguder. Det synes stadig at være tilfældet.

Men i dag synes det som om den gamle Gud – Herren – har mistet meget af sin autoritet. Alligevel er han ikke helt forsvundet. Der er stadig nogen som tror. Ikke mindst når man er helt lost. Når lægerne har opgivet: ”Der er ikke mere vi kan gøre nu, nu må vi bare håbe. Skal vi ringe efter præsten?”

Selvom vi formentlig alle svigter og stoler på alt muligt mærkeligt meget af tiden, så fungerer den gamle Gud stadig som krisegud. Selvom det heller ikke er altid han redder de syge. Men problemet med bøn og helbredelse må vi gemme til senere.

Vi er blevet gode til så meget og kan klare meget selv. Måske bl.a. fordi vi gik over til den ene Gud og ikke længere betragtede træer og sten som fyldt med ånder. Den anden del af det første bud – som i den Ortodokse kirke er et selvstændigt bud – det er det såkaldte billedforbud.

Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud.

Det var et problem den gang, men virker ikke som det store problem nu. Selvom man måske kan tænke sit, når sidemanden taler om sin iPhone.

Pocket God - til iPhone

Venlig hilsen
Nicolai Halvorsen, studenterpræst