Ah, endelig et bud, hvorom det er nemt at sige, Det overholder jeg 100%!
I tidligere føljetonafsnit har Nicolai skrevet om de ti bud som gode og praktiske leveregler, som gør det muligt at holde sammen på et samfund. Her er netop femte bud oplagt at nævne. Det bliver simpelthen noget rod, hvis vi myrder løs på hinanden for et godt ord.
Jeg nævnte efterfølgende (i uge 7), at en pointe med de ti bud – udover det rent praktiske – kunne være, at de simpelthen viser, at det er svært at være menneske, for set i bakspejlet viser det sig, at selv den mest ihærdige og renskurede kristne fundamentalist ikke kan se sig fri for at have forbrudt sig mod buddene. Det er ganske enkelt ikke muligt at leve et helt liv uden at forbryde sig - i større eller mindre grad – mod disse ellers udmærkede principper. Den erkendelse er sund.
Men er det femte bud så en fribillet for de fleste af os? Eller indeholder dette enkle bud også stof til eftertanke? Det kan forekomme så enkelt og absolut, og så er det alligevel svært ikke at prøve at snige fortolkninger ind, der åbner for omgåelser.
Der rejser sig en lang række spørgsmål, som ikke er helt så enkle; faktisk rører det femte bud ved noget af det mest fundamentale og vanskelige i livet, nemlig forholdet mellem liv øg død. Døden er desuden provokerende irreversibel; et taget liv kan ikke gives tilbage igen.
Der rejser sig en lang række spørgsmål, som ikke er helt så enkle; faktisk rører det femte bud ved noget af det mest fundamentale og vanskelige i livet, nemlig forholdet mellem liv øg død. Døden er desuden provokerende irreversibel; et taget liv kan ikke gives tilbage igen.
Hvad er egentlig liv? Hvornår kan vi anse et befrugtet æg for at være liv, som ikke må slås ihjel? Hvorfor kan grænsen flyttes? Gælder buddet også dyr? Må vi slå dyr ihjel, for at få mad på bordet? Hvis vi slagter dem humant? Overtræder jeg det femte bud, når jeg klasker en myg med vilje? Eller når jeg uforvarende træder på en regnorm?
Har planter liv? Kan vi forhandle om buddets gyldighed, når tanker om aktiv dødshjælp dukker op? Er det i orden at dræbe i selvforsvar? Eller for at forsvare sine kære? Eller sine venner? Har jeg retten til at tage mit eget liv?
Hvad med krig? Hvorfor kan en stat – som repræsenterer mig - tillade drab i en politisk sammenhæng? Og hvad skal vi mene om dødsstraf? Kan det give mening i visse sammenhænge og ikke i andre?
Death - Life ambigram |
Jeg har ikke noget enkelt svar. Eller det vil sige, at det enkle svar ville være, at det femte bud gælder absolut, uden undtagelse, altid, overfor alt liv. Det enkle svar vil så bare betyde, at jeg alligevel må indse, at jeg ikke engang kan overholde det femte bud. Slet ikke. Og så er jeg tilbage ved min oprindelige pointe.
Det svar, som skal til, for at jeg kan hævde, at jeg overholder det, kan jeg ikke komme med.
Så jeg kan selvfølgelig også bare acceptere, at det femte bud – eller de ti bud i det hele taget – ikke har nogen relevans eller gyldighed i moralsk forstand. Reglen om at man ikke må slå ihjel er rent praktisk og samfundsopretholdende i den forstand, at grænserne for reglens udbredelse til en hver tid er til forhandling.
Men spørgsmålene er stillet. Og det er måske et mål i sig selv.
Venlig hilsen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar