Det’ en hemmelighed… (I)

Semesterføljeton:

Det kan være svært at holde på en hemmelighed. Det kan der være mange grunde til. Det kan være fordi, man er så glad, at man er ved at sprænges og bare må fortælle den til nogen, eller det kan være fordi, det bare er så fristende at være den første, der fortæller noget om en veninde, som ingen andre vidste. Umiddelbart er det vel sådan, at det er ok at afsløre sine egne hemmeligheder. Det er straks lidt mere ømtåleligt med andres – det kan hurtigt blive til sladder.
Vi lever i en kultur, hvor det kan synes som om, vi har krav på at få indblik i alles hemmeligheder. Der tages ingen hensyn til, hvilke konsekvenser det egentlig har for de folk, der bliver afsløret. Ofte kan det måske være rimeligt nok: Stein Baggers havde vel ingen krav på at have sin hemmelighed for sig selv? Men hvad med jægersoldaterne, der skulle til Irak? Og så er der de mere personlige hemmeligheder. Har hele verden egentlig krav på at få at vide, at Britney Spears har et misbrug? Eller at Tom Cruise har været utro?

Vi føler en let fryd, når kendtes hemmeligheder bliver afsløret, og de bliver sat i en offentlig gabestok, hvor vi alle dømmer dem med vores moralske målestok. Men med hvilken ret sætter vi os til dommer over andre mennesker?

I Bibelen står der: Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke selv fordømmes. For hvem kunne egentlig stå prøven i en sådan offentlig lynchning? Hvem har lyst til at få afsløret alle sine hemmeligheder?

Man kan ligefrem have hemmeligheder, som man har så svært ved at dele med nogen, at det ikke længere er en, der har hemmeligheden, men at det er hemmeligheden, der har en. På en gang tænker man på den hele tiden, men samtidig føles det som det mest umulige at dele med nogen.

Det kan være hemmeligheder, som man føler, vil afsløre en, eller som afslører ens nærmeste, og som man frygter andres reaktion på. At være alene med en sådan hemmelighed kan være noget af det mest ensomme. Men der er det underlige ved hemmeligheder, at man godt kan dele dem med nogen uden, at de ophører med at være hemmeligheder. Man kan indvie en fortrolig i sin hemmelighed, og så er man to om at bære den – men stadig som hemmelighed.

Som præst indvies man i mange hemmeligheder, måske fordi folk ved, at præsten ikke dømmer og har tavshedspligt. Kristendommen bliver ofte anklaget for at være fordømmende, fordi man tror, den handler om at leve moralsk og altid gøre det gode, ’at være hellig’. Men i virkeligheden udtrykker kristendommen en erkendelse af, at alle mennesker bærer på hemmeligheder, og derfor er der ingen mennesker – heller ikke præsten, der kan sætte sig til dommer over andre mennesker. At dele sin hemmelighed med en, som lytter uden at dømme, kan være en god begyndelse til at komme ud af det jerngreb, som en ubærlig hemmelighed kan holde en i. Det kan så at sige sætte en fri, fordi hemmeligheden på den måde ikke længere er herre over en.

Hvad hemmeligheder er for noget, og hvad det egentlig betyder at dele dem med andre, skal forårets føljetoner handle om.

Christine R. Thaning, studenterpræst

(Vikar for Nicolai Halvorsen indtil 15. april 2010)

Afsnit XII – 666. Det sidste tal

Føljeton: Bibelske nøgletal – Religionen og tallene

Vi er nu nået til det sidste MOK i dette år og dermed den sidste afsnit i denne føljeton om bibelske nøgletal. Der er sikkert meget vi ikke har nået, og vi har sikkert også sagt en del vrøvl, men vi håber at Du, kære læser, alligevel har moret dig og måske har fået en ny viden.

Jeg har haft en inklination til en digression og skrive noget om tallet 350. 350 er, som mange nu ved, det antal klokkeslag bevægelsen Grøn Kirke har talt for at udføre d. 15. december i forbindelse med klimatopmødet i Kbh. Og jeg har forsøgt, men jeg blev så træt og jeg havde store vanskeligheder ved at sige det jeg ville i den forbindelse på den korte plads. Så det må komme på anden vis. Man kan følge med på vores blog. Tallet 350 har heller ikke nogen bibelsk basis.

I stedet vil jeg skrive om et af de sidste tal i biblen og et afgjort nøgletal, som man har spekuleret over i århundreder. Nemlig dyrets tal 666. Det nævnes i biblen i Johannes Åbenbaring (der også kaldes apokalypsen, men det er blot græsk for åbenbaring).

Her tales der i kap. 13 om to dyr, dyret fra havet og dyret fra jorden og det sidste dyr forfører menneskene og får dem til at tilbede det første dyr: Det får alle, store og små, rige og fattige, frie og trælle, til at sætte et mærke på deres højre hånd eller deres pande, så ingen kan købe eller sælge undtagen den, der bærer dette mærke, dyrets navn eller dets navns tal. Her kræves der visdom! Den, der har forstand, må regne på dyrets tal, for det er et mennesketal. Dets tal er 666.

Og man har regnet lige siden. Ved at bruge de talværdierne på de hebræiske bogstaver kunne man regne sig frem til at Neron Kaisar – kejser Nero stavet på græsk - gav tallet 666 efter transskription til hebræisk. Men hvis man stavede det på latin - Nero Caesar – blev resultatet 616. Dette tal findes faktisk i nogle manuskripter man har.

Der findes jo ikke nogen original bibel, men en række håndskrifter med variationer, som man på forskellige måde efter kritisk analyse samler til det man mener, er en sandsynlig ældst tekst. Men mange forskere mener, at 616 faktisk er det originale tal. Men det får næppe nogen folkelig opbakning. Heller ikke hos Jehovas Vidner, der mener at 666 er 3 gange det uperfekte tal. 6 er nemlig 7-1 og angiver en mangel i forhold til 7 som er Guds tal og symbol på fuldkommenhed.
Omvendt kan man sige at man får 666 hvis man tager 350 og siger 3x50 = 150 og ganger det med 4.44. Og i Johannesevangeliet kap. 4. vers 44 står der ”Og han havde selv vidnet, at en profet ikke er agtet i sit fædreland”. Der er nok en skjult mening her!

God jul.

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

PS: Få nu ikke Hexakosioihexekontahexafobi! Det er bare et tal!

Afsnit XI – Fyrre

Bibelske nøgletal – Religionen og tallene

Nu speeder vi yderligere op og springer endnu flere tal over. MOK-semesteret er ved at være slut og vi skal lige have nogle af de store, spændende tal med inden alt går op i eksamenslæsning, julegaveindkøb og andre decemberglæder.

Tallet fyrre er et interessant tal, som findes og bruges mange steder i en kristen sammenhæng. Tallet kan forstås som produktet af fem og otte.

Som jeg tidligere skrev om tallet fire, så symboliserer det tal det jordiske, det skabte, som på en gang er fuldendt og afhængigt. Afhængigt af Gud. Tallet fem symboliserer – udover det, som Nicolai skrev om, da han udfoldede sider af femtallets betydning – det skabte PLUS det ekstra, som Gud kan tilføre, nemlig den mærkelige ting ”nåde”. Nåde er det ekstra, det ufortjente, det uforklarlige, det som gør, at liv kan opstå som et mysterium vi ikke kan begribe, men bare tage imod.

Otte kan i denne sammenhæng forstås som fornyelsens og overflodens tal. Efter syv dages perfekt skabelse er den ottende dag den ekstra; en ny uge begynder.

Og når vi så ganger fem med otte og får fyrre, så har vi et tal, med et komplekst indhold. Nåde og fornyelse.

HUSK! Vi taler mytologisk sprog her! Ikke naturvidenskabeligt og rationelt!

Tallet fyrre går igen og igen i de bibelske fortællinger: da Noah har bygget arken efter anvisninger fra Gud regner det i fyrre dage og fyrre nætter, så alle væsener – der ikke er ombord i den store redningsflåde – udslettes fra jordens overflade. her kan vi i høj grad tale om fornyelse: hele kloden udslettes og fornys med Noahs mellemkomst.

Måske kan den nådige mangel på total udslettelse efter den bibelske klimakatastrofe give håb om, at vi heller ikke skal dø alle sammen i hverken 2012 eller i anden nær fremtid…

En anden markant brug af en fyrre dage lang prøvelsesperiode, der indvarsler fornyelse, er fastetiden op til den kristne påske. Periodens længde er begrundet af fortællingen om Jesus, der drager ud i ørkenen, og opholder sig der i fyrre dage uden at få vådt eller tørt.

Mens han er der, møder han Satan selv, der i flere omgange forsøger at friste ham til at tage den nemme vej ud fx ved at omdanne stenene i ørkenen til brød.

Satan forsøger at få Jesus til at bruge sin magt til at redde sig selv materielt, fysisk, men hans forsøg bliver afvist, og Jesus kommer efter de fyrre dage fornyet tilbage til sin (u)almindelige tilværelse. På samme måde er fasten en fyrre dages prøvelsesperiode, som fører frem til fornyelsens store højtid påske og – med lidt held? – et fornyet syn på livet.

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Afsnit X – Tallet tolv

Vi springer nu nogle tal over. Det er sikkert uretfærdigt, men vi nærmer os jul og semesterets og føljetonens afslutning så derfor.

Og 12 er mere væsentligt end 8- 11 tilsammen. 12 er et særligt tal. Det er et sublimt tal, der har et perfekt antal divisorer. Det er det laveste tal med nøjagtig seks divisorer og har mange andre matematiske fortrin. Dertil kommer at tolv er målet for et dusin. Og alle medicinstuderende ved hvor mange par ribben, der normalt er i et menneske.

I religionerne er 12 et yndet nummer og givetvis ikke uden forbindelse til tallet matematiske fortrin. Odin havde iflg. nordisk mytologi 12 sønner, den hinduistiske Gud Surya har 12 navne og indenfor Shia-islam har profeten 12 legitime efterfølgere. Også patriarken Jakob fra Det gamle Testamente også havde 12 sønner. Jakob bliver også kaldt Israel og hans sønner udgjorde landets tolv stammer. Derfor spiller 12 et stor rolle i den jødiske og gammeltestamentlige religion.

I forlængelse af dette er det ikke tilfældigt at Jesus har 12 disciple. Fra Det ny Testamentes tid og i århundreder fremover læste man bøgerne vi kalder Det gamle Testamente som profetier. Israels tolv stammer peger frem mod og bliver først fuldt forklaret ved Jesus og hans tolv disciple. Da disse som apostle senere bliver den første kirke, så man Guds kirke præfigureret i Israels tolv stammer. Da Judas Iskariot ryger ud af discipel-skaren må man også vælge en ny, da der skulle være 12. Der var kampvalg mellem Matthias og Josef Barsabbas, og det blev så Matthias der blev valg ved lodtrækning. Matthias har derfor siden været helgen for spil.

I Johannes Åbenbaring – som nævnt sidst et skrift med megen talsymbolik – finder vi en række henvisninger til 12 tallet, som spiller på de 12 stammer og apostle. I kap. 7 får vi at vide at der er 144.000 ( 12x 12.000) beseglede af de 12 stammer. 12.000 fra hver stamme. De 144.000 er førstegrøden af de frelste.

Vi møder også en kvinde i kap. 12, der har en krone med tolv stjerner. Kvinden fremstiller symbolsk jomfru Maria. Da EU’s flag er en cirkel med 12 stjerner, har det fået flere til at overveje om EU er et katolsk projekt. Det er blevet set som symbol på at EU er genrejsningen af det katolske romersk-tyske kejserdømme. Men EU er i samme forbindelse også set som dyrets – antikrists – regering.

(EU-parlamentsbygningen i Strassbourg)

Alt sammen formentlig afvist af både kommissærer og Pave, men benægtelse er jo i konspirationssammenhænge lige så godt som bekræftelse.

Læs evt. mere på http://www.seekingtruth.co.uk/europe.htm

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Den fødende kvinde og dragen
v1 Og et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved. v2 Hun skulle føde, og hun skreg af smerte i sine fødselsveer. v3 Og der viste sig et andet tegn på himlen, en stor ildrød drage med syv hoveder og ti horn og syv kroner på sine hoveder. v4 Dens hale fejede en tredjedel af himlens stjerner bort og styrtede dem ned på jorden. Dragen stillede sig foran kvinden, der skulle føde, for at sluge hendes barn, så snart hun fødte. v5 Og hun fødte en søn, en dreng, som skal vogte alle folkeslagene med et jernscepter. Og hendes barn blev bortrykket til Gud og hans trone. v6 Men kvinden flygtede ud i ørkenen; dér har hun et sted, som Gud har gjort rede til hende, for at hun kan få sin føde dér i tolv hundrede og tres dage.

(Johs. Åb. 12,1)

Afsnit X: Syv

Vi har tidligere skrevet om de syv dødssynder. Vi er flere der har set filmen Seven. Vi er nogle der har set filmen Det syvende segl. Jeg og mange andre holder meget af De syv samuraier. Til gengæld har vi ikke set filmen seven pussy one dick.

Men alligevel henslæber vi livet – i munterhed og sorg – i uger, der alle har syv dage. Og det skyldes som alle ved religion. En gang i Australien hørte jeg en sige, at hvis du regner din uge i 7 dage, så er du jøde, kristen eller muslim; selvom 7-dages ugen nu bruges over det meste af verden, så er der stadig folk, der bruger andre kalendere. Historisk har man i Kina f.eks. haft uger på 5,10 og 30 dage og Igbo folket fra Nigeria har en 4 dages uge. Her har det været tradition at opkalde børn efter den ugedag de var født. I så fald skulle jeg havde heddet Nicolaifredag

Men syv er selvfølgelig tallet fra den jødisk-kristne kultur, fordi det tog Herren seks dage at skabe jorden og han hvilede på den syvende (1. Mosebog kap. 2, v. 1). Og det indskærpes senere at fordi Herren hvilede, så skal folket også gøre det (2.mos 31:13-17). I kristendommen overtager man de syv dage, men flytter helligdagen til søndag, fordi det er Herrens dag, den dag Jesus opstod fra de døde. Eller rettere den dag kvinderne kom ud til graven og fandt at den var tom ( Markusevangeliet kap. 16, v. 1- 2). Her angives det, at det er lige efter sabbat og at det er den første dag i ugen. Det er nok en overraskelse for de fleste at Søndag er den første dag i ugen. Men også på dette punkt er Danmark blevet sekulariseret, idet det pr 1. jan. 1973 i overensstemmelse med ISO 8601 blev indført at mandag skulle være den første dag i ugen.
Men lad mig slutte med et andet syvtals symbolik. I Det ny Testamentes sidste bog. Johannes Åbenbaring, som er en vision med en masse talsymbolik, pålægges det Johannes at skrive til de syv menigheder i Asien. Der er rigtig mange syvtaller: Syv engle, syv lysestager og altså syv menigheder. Hele skriftet er således en slags brev, men i kap. 2 gives der mere specifikke anvisninger.

Dette vil jeg nu ikke gå mere ind i, men blot nævne at Grundtvig på sin egen sære måde brugte dette som en slags historisk profeti om kristendommen som bevægede sig gennem syv geografiske menigheder/lande og sprog, alt efter hvor kristendommen i en given epoke havde haft føringen. Denne skabelon brugte han så til at skrive en slags kirkehistorie på vers Kristenhedens Syvstjerne hed den. Jeg kan nævne at den sjette menighed var den nordiske ( og Grundtvigs egen tid), den syvende antog han ville komme i Indien. Men ikke i Kina, for der havde de te, politi og eksamener.

Henvisninger
Oversigt over ugedage hvert år siden 1500
http://www.rmadsen.dk/kal/
Om Igbo
http://en.wikipedia.org/wiki/Igbo_Culture#Calendar
Om uger
http://en.wikipedia.org/wiki/Week
Kristenhedens syvstjerne – se strofe 80 f
http://www.grundtvig-byen.dk/gr/1986.pdf

Afsnit IX: Seks

Der er også interessante ting at sige om tallet seks.

Seks kan opfattes som to plus fire. Totallet handlede om menneskets relation og modsætning til Gud og firetallet om den skabte verden. Sekstallet kan derfor ses som det menneskelige tal; mennesket som uperfekt og i skabelsens vold. Mennesket – og slangen - blev ifølge myten skabt på den sjette dag; seks dage skal mennesket arbejde i sit ansigts sved før hviledagen kommer som den syvende dag.

Den sekstakkede stjerne er kendt som Bethlehemsstjernen, Davidsstjernen – eller jødestjernen. Hvis man tænker sig at fjerne spidserne, får man en sekskantet figur, som minder om en bicelle. Samtidig er det formen på tværsnittet af visse kistetyper. En teori er derfor, at ligesom bilarven ligger i sin celle og venter på at (gen-)fødes som fuldt færdigudviklet bi, ligger den døde i kisten og venter på at genopstå til evigt liv.


Gamle bybrønde var ofte sekskantede og disse brønde – tillige med kilder og søer – blev anset for at være Moder Jords modermund. Når konen på gården skulle føde, var det visse steder skik, at vælte brøndstenen bort.

Ordet er i familie med ordet ”sex”…

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Afsnit VIII: Fem

Efter at Lise skrevom tallet fire i sidste uge, så vil nogle sikkert forvente at der kommer noget om tallet fem. Og det gør der. Fem er ikke et fremtrædende bibelsk nøgletal. Det har symboliseret Jesu fem sårmærker. Og så er der selvfølgelig de fem mosebøger, der kaldes penta-teuchen efter græsk penta + teuchos (volume/bog). Ordet penta forbinder de fleste nok med et pentagram, en femkant. Og pentagrammet forbinder de fleste nok med det okkulte, djævledyrkelse mv. Men det er faktisk en ret ny betydning. Pentagrammet har derimod været kendt meget længe.


I babylonisk religion for ca. 3500 år siden havde pentagrammet astrologisk betydning, idet det henviste til de fem kendte planeter. Astronomisk laver planeten venus noget der ligner et pentagram i dens såkaldte inferiøre conjunktioner i løbet af 13 omdrejninger mod jordens 8. Dette bruges også i astrologi. Pythagoræerne brugte pentagrammet som symbol for lykke og sundhed. De kaldte det Hygieia, der var navnet på sundhedens gudinde og som vi kender som Hygiejne. For de middelalderlige ny-pythagoræere stod spidserne i femkanten for de fem elementer: vand, jord, ild, idé(ånd) og luft. Hvis man tager forbogstaverne af de græske ord i den rækkefølge får man ordet Hygieia.

For Gnostikerne var pentagrammet også symbol på fuldkommenhed eller verdensaltet. I den middelalderlige kristendom brugtes pentagrammet til at beskytte mod hekse og onde ånder, efter den førnænvte symbolisering af Jesu fem sårmærker.

Allerede pythagoræerne og Euclid vidste, at pentagrammet havde særlig affinitet til det gyldne snit.
De fleste kender Leonardo da Vincis berømte mand, der står i pentagrammet i en cirkel. Men det var okkultismen i tidens efter Leonardo, der udviklede tanken om pentagrammet udfra pythagoræernes elementlære.

Senere i 1800tallet kom den forståelse til, at ånden var den øverste spids i femkanten, der tronede over de andre materielle elementer og som sådan repræsenterede den det gode. Men hvis man vendte femkanten, så den havde to spidser op blev det en repræsentation af det onde. I stedet for tegnet på et menneske, blev det tegnet på en ged med to horn.

Og således er pentagrammet blevet forbundet med satanisme, hvilket er ganske forkert.

Nicolai Halvorsen, Studenterpræst