Du må ikke vidne falsk mod din næste (VIII)

De ti bud i 2011.

Med andre ord: Du må ikke lyve. Hvor svært kan det være? Meget svært, åbenbart.

Jeg ved godt, at jeg er lidt sær, men jeg har et nærmest autistisk forhold til det at lyve: jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg forstår ikke, at det skal være nødvendigt. Jeg forstår ikke, at mange mennesker bruger løgne – små og store, sorte og hvide – hver dag og hele tiden. Jeg forstår ikke den åndelige dovenskab og den manglende ansvarsfølelse, som jeg ser det som udtryk for.

Måske er det fordi jeg er helt og aldeles enig med Kant, der sagde: Opfør dig sådan, at grundlaget for dine beslutninger også kan danne grundlag for en almengyldig lovgivning. Måske er jeg mere kantianer end bibelfundametalist, for Bibelens Gyldne regel er en lidt anden: "Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem."

Det kan man på en dårlig – eller god – dag vel udlægge som en lidt kræmmeragtig snusfornuft, som ikke nødvendigvis fortjener at blive ophøjet til et almengyldigt livsprincip. Det er vel egentlig et udtryk for noget-for-noget-metaliteten – den slags findes altså også i Bibelen - i modsætning til den kristne nåde-for-ingenting-tanken. Altså at vi modtager noget – nåde og kærlighed – fra Gud uden at vi gør eller kan gøre os fortjent til det; alene fordi han elsker os. På samme måde kunne vi vel forventes at i det mindste stræbe efter at give – her sandhed – uden at forlange at få sandhed eller tak igen. Det er svært, men hvem har lovet os, at livet skulle være nemt? Ønsker vi os et nemt liv eller et sandt liv? Det er vel det store spørgsmål.

Hvorfor er sandheden så svær at håndtere? Hvorfor er det så svært at rumme, at virkeligheden er besværlig og gør ondt, at man lukker øjnene for det og sniger sig udenom med en usandhed? I mine øjne er det kun at trække pinen ud. Og min erfaring fortæller mig, at sandheden vender tilbage som en boomerang. Somme tider med mere brutalitet og ihærdighed end i første ombæring.

”Jamen, jeg vil jo ikke såre nogen,” tænker du måske, og det er da også smukt tænkt. Jeg har det bare – personligt – sådan, at jeg finder det respektløst og derfor sårende, hvis nogen finder det nødvendigt at holde sandheden fra mig. Jeg kan GODT tåle at høre, at du hellere vil i biografen med din fætter, end du vil drikke kaffe med mig. Jeg kan godt klare at se den virkelighed, der er, at jeg ikke i alle sammenhænge og til hver en tid er det vigtigste menneske i dit liv. Det er muligt, at den virkelighed er smertelig, men den er virkelig. Og det er den virkelighed, som jeg gerne vil leve i. Ikke i en eller anden sminket virkelighed, der hele tiden truer med at bryde sammen, hvis ikke vi bruger en masse kræfter på at holde løgnene sammen.

Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Du må ikke stjæle (VII)

De ti bud i 2011

Dette bud er ikke rigtigt omdiskuteret. Et klogt menneske har en gang sagt, at regler, påbud og normers fornuft og rimelighed kan testes ved at vende sagen på hovedet og se, hvad det fører til. Det gør vi lige: ”Du må stjæle” eller mere radikalt ”Du skal stjæle”.  Det holder jo ikke, hvilket en hver kan se.  Selv tyve synes jo ikke det er ok, at stjæle fra dem.

Men hvad menes der med buddet? Hvad vi det sige at stjæle? Hvad er omfattet? Man må efter straffeloven ikke stjæle andre penge, men må man stjæle andres tid? Eller deres opmærksomhed? (Som jeg prøver på med denne klumme).  Det siger straffeloven ikke noget om.

Hvad med fremtiden? Der tales meget om min og mine forældres generationstyveri, hvormed menes at vi kynisk forbruger goder og rager til os uden at tænke på den regning, vi sender videre til børn og især børnebørn og oldebørn.  Selvom det er en mere diffus proces og mere et politisk slogan, så spiller det på den moralske forargelse ved ordet ”tyveri”. 

Og før børn og unge i Danmark og andre vestlige lande bliver alt for moralsk forargede, så kan man sagtens hævde at de heller ikke er helt rene.  Blot ved at være en del af EU stjæler vi hele tiden fra de fattige lande bl.a. pga. den kolossale landbrugsstøtte, som fastholder mange ulandsbønder i fattigdom. Foruden at det også udpiner planeten.

Men det er alligevel lidt svært med kollektiv skyld og ansvar. Hverken min kære læser eller jeg stjæler jo bevidst fra en fattig bonde i Colombia eller Malawi. Vi køber bare ind i Netto, fordi det er billigt og vi gerne vil have vores surt tjente penge til at række længst muligt.

Men måske skal vi erkende, at vores måde at leve på ikke er omkostningsfri. Der er andre som betaler en pris for vores levestandard. Verden er ikke retfærdig, og vi er medskyldige i den uretfærdighed, der findes. Vi kan derfor ikke være pletfri og rene, og det er en god erkendelse, for dem, der mener sig  pletfri og rene har altid været gode til at finde pletter på andre. De er altid gode til at slå andre oven i hovedet med loven. Men der kommer hverken lykke, kærlighed eller fællesskab fra loven eller fra moralske pegefingre. 

Men måske fordi nogen siger at du er god nok, selvom du også er en tyv.  Du er værd at holde af, selvom du ikke er perfekt. Så kunne det være, det blev lettere at holde op med at stjæle, eller med bare at tænke på sig selv.  Så kunne det være vi ikke ville gøre det rigtige af pligt, men fordi vi havde lyst.

Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Du må ikke bryde ægteskab (VI)

De ti bud i 2011

Nu bliver det jo interessant. Sex og utroskab har altid kunnet sælge aviser. Men er det ikke trist med al den begrænsning i den seksuelle udfoldelse? Men er det ikke et lidt kedeligt bud? Er det ikke for alvor tydeligt kristendommen er seksualforskrækket og bare røvkedelig?

Men det må jeg jo klart nok svare nej til. En sådan slutning viser en mangel på læseevner i liga med Penkowas manglende evner til at tælle mus (eller var det rotter). 

Det handler ikke om sex.  Det handler om orden og om ejendomsforhold.  I hvert fald hvis vi ser på buddet oprindelige sammenhæng i Det gamle Testamente.  Hvis man brød ægteskabet og lå med en anden mands kone eller mand (hvis man var en kvinde), så ville der være usikkerhed om hvem der var far til børnene.

Det ville betyde at en anden mands barn kunne komme til at arve min formue og ejendom,  og det er noget rod.  Så det handler ikke om sex, der står ikke noget om sex før eller efter ægteskabet, og i  Det gamle Testamente er det ikke usædvanligt  med flerkoneri. Kong Salomon havde f.eks. mange koner. Det tyder ikke på seksualforskrækkelse, men derimod på et patriarkalsk samfund og et noget antikveret kvindesyn. 

Kvinder kunne nemlig ikke have flere mænd.  Faktisk var kvinder en form for ejendom og derfor var det at bryde ægteskabet og tage en anden mands kone et brud på ejendomsretten.

Men hvad med i dag? Hvad skal vi med buddet?  Det er min erfaring fra sjælesorg og en række vielsessamtaler at de fleste betragter ægteskabet med ret stor alvor. Det handler om troskab, om at finde den eneste ene. 

Ægteskabet er i langt højere grad end tidligere bygget på følelser og kærlighed, selvom hensyn til børn også spiller en vis rolle. Så i dag må man sige, at den almindelige indstilling er for buddet.  Vi stræber efter at blive i ægteskabet eller også holder vi os fra det. ”Du må ikke bryde ægteskabet” er således stadig et ideal, men realistisk ville vi måske tilføje ”med mindre det ikke kan være anderledes”.  

Og der er jo rigtigt mange som bliver skilt og i mange tilfælde er det godt sådan. Hvis ægteskabet nedbryder menneskerne i det, så kan er det måske en god idé at skilles ad. Det viser bl.a. at vi har en mere individualistisk kultur, at både kvinder og mænd er økonomisk uafhængige.  Men det viser også, at følelser – herunder romantisk kærlighed – kan være et skrøbeligt fundament at bygge et liv på.

At ægteskabet så stadig er ret populært – så populært at nu også homoseksuelle gerne vil ha’ det og helst også med kirkens velsignelse (hvilket jeg i parentes bemærket går ind for) – det må skyldes at det måske er en meget god ramme om livet.  At frihed måske ikke altid er friheden til bare at være sig selv.  Ja måske bliver man netop sig selv ved fællesskabet med et andet selv.

Du må ikke slå ihjel (V)

De ti bud i 2011

Ah, endelig et bud, hvorom det er nemt at sige, Det overholder jeg 100%!

I tidligere føljetonafsnit har Nicolai skrevet om de ti bud som gode og praktiske leveregler, som gør det muligt at holde sammen på et samfund. Her er netop femte bud oplagt at nævne. Det bliver simpelthen noget rod, hvis vi myrder løs på hinanden for et godt ord.

Jeg nævnte efterfølgende (i uge 7), at en pointe med de ti bud – udover det rent praktiske – kunne være, at de simpelthen viser, at det er svært at være menneske, for set i bakspejlet viser det sig, at selv den mest ihærdige og renskurede kristne fundamentalist ikke kan se sig fri for at have forbrudt sig mod buddene. Det er ganske enkelt ikke muligt at leve et helt liv uden at forbryde sig - i større eller mindre grad – mod disse ellers udmærkede principper. Den erkendelse er sund.

Men er det femte bud så en fribillet for de fleste af os? Eller indeholder dette enkle bud også stof til eftertanke? Det kan forekomme så enkelt og absolut, og så er det alligevel svært ikke at prøve at snige fortolkninger ind, der åbner for omgåelser. 

Der rejser sig en lang række spørgsmål, som ikke er helt så enkle; faktisk rører det femte bud ved noget af det mest fundamentale og vanskelige i livet, nemlig forholdet mellem liv øg død. Døden er desuden provokerende irreversibel; et taget liv kan ikke gives tilbage igen.

Hvad er egentlig liv? Hvornår kan vi anse et befrugtet æg for at være liv, som ikke må slås ihjel? Hvorfor kan grænsen flyttes? Gælder buddet også dyr? Må vi slå dyr ihjel, for at få mad på bordet? Hvis vi slagter dem humant? Overtræder jeg det femte bud, når jeg klasker en myg med vilje? Eller når jeg uforvarende træder på en regnorm? 

Har planter liv? Kan vi forhandle om buddets gyldighed, når tanker om aktiv dødshjælp dukker op? Er det i orden at dræbe i selvforsvar? Eller for at forsvare sine kære? Eller sine venner? Har jeg retten til at tage mit eget liv?

Hvad med krig? Hvorfor kan en stat – som repræsenterer mig - tillade drab i en politisk sammenhæng? Og hvad skal vi mene om dødsstraf? Kan det give mening i visse sammenhænge og ikke i andre?

Death - Life ambigram

Jeg har ikke noget enkelt svar. Eller det vil sige, at det enkle svar ville være, at det femte bud gælder absolut, uden undtagelse, altid, overfor alt liv. Det enkle svar vil så bare betyde, at jeg alligevel må indse, at jeg ikke engang kan overholde det femte bud. Slet ikke. Og så er jeg tilbage ved min oprindelige pointe.

Det svar, som skal til, for at jeg kan hævde, at jeg overholder det, kan jeg ikke komme med.

Så jeg kan selvfølgelig også bare acceptere, at det femte bud – eller de ti bud i det hele taget – ikke har nogen relevans eller gyldighed i moralsk forstand. Reglen om at man ikke må slå ihjel er rent praktisk og samfundsopretholdende i den forstand, at grænserne for reglens udbredelse til en hver tid er til forhandling. 

Men spørgsmålene er stillet. Og det er måske et mål i sig selv.

Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder