Hjernens dystopiske teater

Føljeton – Dystopier II 

Nu er semestret rigtig i gang. Det ser allerede sort ud. Jeg er bagud med det hele. Eller i hvert fald det meste. 

Sådan kan man lave sin egen lille dystopi. Som før nævnt betyder dys-topi et dårlig sted. Det er dér man ikke vil være.  Når vi har det dårligt, hvor vi er, så vil fremtiden også ofte blive truende.  Især hvis man er stresset og ikke kan nå det man gerne ville f.eks. at læse semestrets pensum. Hvis man også har det skidt af andre grunde, så får man givet svært ved at koncentrere sig og så bliver det værre. Man får læste mindre og kommer mere bagud.

Baron von Münchausen kunne redde både sig selv og sin hest op af en mose ved at trække sig i håret.
De fleste af os andre kan ikke...

Sandsynligvis kan man ikke ved viljens kraft trække sig selv op ved hårene. Man kan ikke bare tage sig sammen. Det bliver blot et ekstra pres, og det er presset på hjernen som giver stress og gør det svært.

De mere primitive og gamle dele af hjernen som amygdala og det limbiske system er gode til at huske dårlige og angstfyldte oplevelser, og angsten kan kobles til situationer, hvor man ikke burde være bange. Et eksamenslokale f.eks. især hvis man på forhånd har haft negative tanker om eksamen, fordi man måske synes, man har læst for lidt. En panikangst kan også udmærket udløses af længere tids stress.

Når man først begynder at tænke negativt og i tankerne prygler sig selv, fordi man ikke kan tage sig sammen og får lavet for lidt, så kan hjernens eget dystopiske teater køre en ind i en negativ spiral.

Hvordan kommer man ud af det?

Først og fremmest skal man prøve på at lade være med at plage sig selv.  Man må forsøge at se realistisk på, hvordan verden og en selv er lige nu. Og adskille det meget tydeligt fra ens forestilling om, hvordan det burde være.

 Er man for tiden stresset og ukoncentreret, så hjælper det ikke, at man vil være noget andet. Det er en naturlig reaktion, fordi det er ubehageligt at være stresset og ukoncentreret, og amygdala vil have en til at flygte , fordi den sammenblander ubehag med fare. Men man kan ikke være noget andet, end man er.  At ville være noget andet end man er, er det Kierkegaard kalder ”Fortvivlet ikke at ville være sig selv.”

Derfor må man begynde med at acceptere, at man er som man er: bagud, langsom og stresset. Når man ikke længere forsøger at flygte fra det, man ikke kan flygte fra, så får man mere ro og mere energi. Så kan man dernæst prøve at indse, at fremtiden ikke er virkelig. Den er mulighed, og vores forestillinger om den er forestillingen om mulighedens realisering. Men det er en forestilling. Ikke virkeligheden selv.

Vi tager ofte sorgerne på forskud, og lader dermed forestillingen om den dystopiske fremtid påvirke vores nutid. Derfor bliver vi mere stressede og mere negative. Hvis vi kan lade fremtiden være mere åben, hvilket den altid er, så kan man måske få lidt ro til at koncentere sig. Men man skal også huske at slappe af.

Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen

Studenterpræst

Dystopi? Velkommen!

Semesterføljeton om "dystopier"

Jeg har sagt det til de nye studerende, men jeg siger det igen: Velkommen til Panum og medicinstudiet.  Også et velkommen tilbage til alle de gamle. 

Endnu en gang vil akademisk medarbejder Lise Lotz og jeg skrive en føljeton-klumme i løbet af semestret.  Og endnu en gang er der et gennemgående tema, der denne gang er valgt i sidste øjeblik i et anfald af panisk klarsyn eller momentan kollaps. Emnet er dystopi.

For dem der ikke ved det er det et oldgræsk ord, der betyder ”dårligt (dys) sted (topos)” og betegner negative fremtidsvisioner. Det modsatte hedder eutopi, hvoraf den kvikke læser sikker har regnet ud, at ”eu” betyder god på oldgræsk. Nu er emnet ikke helt grebet ud i luften, da SMiK (Studentermenigheden i København) i indre by har temaet dystopi i dette semester. Der er både litteraturstudiekreds og foredrag om emnet, som du kan se i vores program.

I programmet og på vores Facebookside kan du se mere om alle de ting, vi laver. Der er et rigt udvalg af forskellige aktiviteter, hvor du er velkommen. Det er ikke dystopisk alt sammen. I min egen boldgade har jeg den traditionelle filosofiske svampetur d. 28. september. Det plejer at være fornøjeligt, og her er selv den megen regn, der lige nu (mandag før deadline) vælter ned meget velkomment. Uden vand, ingen svampe.

Ummm. Paddehattesky.

Desuden har jeg også igen mit laboratorium – sprog for tro. Det er et særligt tilrettelagt forum for en lille kreds, hvor vi fortroligt prøver at sætte ord på, hvad vi tror på, hvad betyder tro for os, hvad er lykke og andre lignende store spørgsmål. Ring eller skriv til mig, hvis du synes, det lyder spændende.

Endelig skal jeg også nævne vores store studietur næste år. Den går til New York. Studieturene er altid utroligt spændende og sjove med studerende fra flere fakulteter. Og New York er uforlignelig.

Udover alle de mange gode aktiviteter er der også altid mulighed for at få en samtale med mig eller en af de andre præster, hvis du har brug for det. Hvis der er noget, der nager eller plager, så kom med det samme, før det vokser sig ufremkommeligt stort. 

Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen
Studenterpræst

(Indlæggene her bliver skrevet til og udgivet i MOK, MedicinerOrganisationernes Kommunikationsorgan hver mandag i semesteret.) 

Livet er en jammerdal. Om utopi og dystopi.

Semesterføljeton om "Dystopier"I
”Livet er en jammerdal.” Det kan vi lige så godt vænne os til – og forberede os på. Udtryk som Tårernes Dal eller Denne verdens Jammerdal har været brugt både i Bibelen, Brorsons salmer og i Gustav Wieds Livsens Ondskab som et udtryk for livet på jorden, og det er da heller ingen hemmelighed, at de fleste menneskeliv i perioder vil føles som sådan. Triste, ubærlige og elendige.

Ordet dystopi er et spin-off af udtrykket utopi. Det ord er opfundet af forfatteren, humanisten, statsmanden og filosoffen Thomas More. Han udgav bogen Utopia i 1516, og i den beskrev han et fiktivt - men lykkeligt - ønskesamfund på øen og landet Utopia, og han redegjorde for landets religiøse, sociale og politiske strukturer. En dystopi, derimod, er en forestilling om en verden, et sted eller et landskab (topos), der er ”dys” – som i ”dys”-funktionelt, altså dårligt eller forkert.

Ordet blev brugt første gang af den liberale tænker og politiker John Stuart Mill i 1868, som en hån mod sine politiske modstandere, der i hans syn - fejlagtigt - så sig selv som fortalere for et virkeligt Utopia. Mill udtalte, at de var på vej mod Dystopia i stedet.

Hvem afgør, om vi er på vej mod det ene eller det andet...?

Mennesker har til alle tider – efter bedste evne - beskrevet verden, både som den faktisk så ud, og som man kun frygte eller glæde sig til, at den kunne se ud. I dette semester vil Nicolai og jeg se nærmere på forskellige gode eller onde verdensforestillinger – og blande dem med vores egne.

 Som Nicolai skrev i sidste uge, arbejder studentermenigheden i indre by også med et tema om ”Dystopier”. Det bliver fulgt op af foredrag og film. Semesterets dystopiske film udgøres af en visning af Truffauts filmatisering af Ray Bradburys roman ”Fahrenheit 451”.

Filmens - og romanens - titel henviser til den temperatur, ved hvilken papir selvantænder.

Filmen, der er fra 1966, handler om et fremtidssamfund, hvor bøger anses for at være samfundsomstyrtende, og derfor er de strengt forbudt. Indsamlede ulovlige bøger brændes i store bål af særlige "brandmænd". Filmen følger en af disse brandmænd, der langsomt begynder at tvivle på rigtigheden af sin livsopgave.

Filmen vises i Cinemateket 24. oktober kl. 19 og indledes af skribent og debattør Christopher Arzrouni.  Læs mere på vores facebookside, hvis du er interesseret i en fribillet til forestillingen.

Venlig hilsen

Lise Lotz 
Akademisk medarbejder

P.S. Læs mere: en række links til ebøger om u- og dystopier (Tak til The University of Adelaide!)

At læse for lidt, for meget – eller forkert…

Myter XIV

Vi er ved at være færdige med forårets klummerække. Vi har forsøgt at ”buste” eller bekræfte nogle populære myter. Vi håber at du, kære læser, har været underholdt, ja, måske er du ligefrem blevet en smule klogere eller har fået noget at tænke over. 

Det sidste vil vi gerne beklage, da tænkning  jo er stærkt forstyrrende for yngre medicinstuderende. Du, som har travlt med at memorere lærebøgerne i cellebiologi, anatomi eller andre vigtige sager, kan jo ikke bruge mentale kræfter på at tænke…

Derfor vil jeg afstå fra at komme med endnu en myte i dag. Nok er nok. I stedet vil jeg henvise til en øvelse, der er god i pauserne i læsningen: Fokusér på din vejrtrækning. 

Og så alligevel. Noget af det, som måske forstyrrer dig, er uro og stress. Rigtig mange studerende har det i nogen grad og en del har det i svær grad, og det er noget hø. Efter min erfaring forsøger rigtig mange at handle sig ud af det ved at forsøge at læse mere, hvilket er en dum idé. Hvis nogen mener, at I læser for lidt, så er det en myte. Måske læser ganske få af jer for lidt, men de fleste læser for meget.

Men det værste er, at det virker som om, alle synes, at de læser for lidt, selvom det ikke er problemet. En del læser bl.a. derfor forkert, fordi de altid har en følelse af at være bagud. Den følelse er ikke motiverende for læsningen. Sørg derfor for at lave et realistisk pensum i forhold til, hvad du kan nå. 

Drop perfektionismen og drop forsøget på at kontrollere det, du ikke kan kontrollere. F.eks. om du dumper eller består. Det bestemmer andre. Du bestemmer derimod, hvordan du læser, og hvordan du har det, mens du læser.

Men tillykke til dem, der har overstået deres eksamener og alt det bedste til dem, der endnu har nogen til gode. Husk at eksamener og karakterer er ikke det vigtigste her i livet.

Rigtig god sommer og på gensyn!

Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen
Studenterpræst

P.S. Jeg holder ferie i uge 28-30 (8.-29. juli)

Internettet gør os dummere...

Myter XIII

I sidste uge skrev Lise omSøren Kierkegaard, og det bliver nok ikke det sidste vi skal høre om ham i år, selvom 200 års fødselsdagen nu er blevet fejret.  Jeg vil ikke bidrage til tumulten om SAK, men Lises spørgsmål om det vanskelige ved at læse Kierkegaard fik mig til at tænke på noget. 

Læser unge mennesker egentlig bøger? Andet end pensum? Har de sværere ved at koncentrere sig om lange og vanskelige tekster end tidligere, og skyldes det, at man hele tiden er online og forstyrres af telefoner, sms’er mails, Facebook og Twitter?  Eller formuleret som en myte: Er det en myte, at nutidens bestandige onlineaktivtet påvirker koncentrationsevnen?

Ja, det synes jeg selv den gør, men er det sandt?  Jeg møder en del unge, der har svært ved at koncentrere sig, men hvis man foreslår dem at slukke for mobilen og logge ud af Facebook og andre sociale – og forstyrrende medier – så synes de jeg er åndsvag.  Det er jo ikke en mulighed! Så dør man. 

Eftersom jeg selv er blevet påvirket af internettet med de hurtige, men overfladiske svar og derfor finder al materiale til disse klummer i en hurtigt og panisk googling af nettet, så har jeg ikke rigtigt kunne finde gode videnskabelige undersøgelser. 

Der er givetvis lavet nogle, men jeg har ikke kunnet finde dem. Men jeg har fundet noget. Den amerikanske it-journalist og forfatter Nicholas Carr skrev for nogle år siden bogen The Shallows: What the Internet IsDoing to Our Brains, hvor han har undersøgt sagen og talt med videnskabsfolk, der har undersøgt sagen.  Han tenderer som jeg i retning af at bekræfte myten. Vi bliver overfladiske (deraf bogens navn) af de bestandige forstyrrelser og undersøgelser viser at internet og onlineaktivtet påvirke koncentrationsevnen.

En anden artikel i the Guardian, Is technology and theinternet reducing pupils' attention spans? af Duncan Jeffries, er stort set på samme linje, men mener dog at sagen må nuanceres. Man kan også meget godt med internet og mere forskning behøves.

Og sådan er der en række artikler og undersøgelser, der viser at det tilsyneladende har en negativ effekt på koncentrationsevnen. Men der er nok mere at sige om det. 

Så selvom vi kan konkludere, at det nok er sandt, at bestandig onlineopkobling påvirker koncentrationsevnen negativt, så kunne der givet bruges mere forskning. Ideen er hermed givet videre. 

En af de mere interessante tilgange var Paul Miller – en ung teknologijournalist og redaktør på ”The Verge”. Han forlod internettet fuldstændigt (heller ingen mail – kun snail-mail) et helt år og har skrevet om det: I’mstill here: back online after a year without the internet. Det er ret sjovt at læse, hvis man kan koncentrere sig så langt.

Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen
Studenterpræst