Afsnit VII: Fire

Firetallet har sin helt egen betydning, når man bevæger sig bare lidt væk fra matematikken og logikken. Det vil jeg udbrede mig lidt om her i uge 44…

Der er rigtig mange ting, som der er fire af – også i Bibelen og hele det kristne univers. Hvor det tidligere omtalte tretal – med henvisning treenigheden - anses for at være guddommeligt og komplet, så er firetallet, tre plus en, det, som kommer efter. ”I begyndelsen skabte Gud…” Den treenige Gud kendes på det som han har skabt; det som kom efter Guds eksistens.

Tallet fire henviser derfor til det skabte, det jordiske. Firetallet symboliserer mennesket i dets relation til - og afhængighed - af Gud. Firetallet omfatter hele den vidunderlige, skabte verden: fire verdenshjørner, fire elementer (jord, ild, luft og vand), fire årstider, fire månefaser. I skabelsesberetningen er skabelsen af verden komplet på den fjerde dag; den femte og sjette dag bruges ”bare” til at befolke verden med dyr og mennesker.

Der er også fire ærkeengle og fire store profeter i Det gamle Testamente. Men der er ikke kun fire af de gode ting: fire grumme ryttere fra åbenbaringen på deres farvede heste bringer henholdsvis erobring, krig, samfundsmæssigt kollaps og død. Tilsammen en cocktail, som betyder total ødelæggelse af alt det skabte menneskeliv.

Til slut vil jeg nævne at firetallet også kan symbolisere Kristus i fire forskellige skikkelser: menneske, løve, okse og ørn. Disse fire skikkelser er samtidig symboler for de fire evangelister Matthæus, Markus, Lukas og Johannes.

Der er noget at tænke over næste gang du støder på et firetal!

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Afsnit VI – Tre (part II)

Føljeton: Bibelske nøgletal – Religionen og tallene

en, to, tre …

Som Lise skrev i sidste afsnit, så ligger det nu til mig at fortælle om det særlige kristne 3 tal, nemlig treenigheden. Det mærkværdige udsagn, at Gud selv er både tre og en.

Mange undrer sig sikkert over hvorfor man dog skulle komplicere en sag på den måde. Ville det ikke være meget nemmere blot at have en Gud, der var en og identisk med sig selv, hel og udelelig osv. Og jo, måske virker det nemmere for os, men ser man historisk på det, så er treenigheden ikke en del af problemet, men løsningen på en række problemer.

Kristendommen er jo særlig ved at den hævder at mennesket Jesus er Gud søn og dermed selv Gud. Alligevel taler Jesus selv om Gud, som sin far i himlen. Og i Det ny Testamente berettes også om, hvordan Guds ånd kommer over disciplene i det, der senere skulle blive kendt som pinsen (den hedder pentecost på engelsk, men det er i virkeligheden græsk og betyder ”halvtredsindstyvende” nemlig dag efter påske).

På denne måde har man allerede både Gud som fader, søn og Helligånd, hvilket også hurtigt bliver en formelagtig måde at benævne Gud på. Senere da den kristen kirke vokser, bliver det nødvendigt at koble de bibelske tanker og forestillinger om Gud med den græske filosofi. Det er ikke nemt.

At tale om Gud som menneske er for det første helt håbløst, da Gud må være evig og udelelig og uforgængelig. Og der opstår en række teologier hvor man nedtoner eller helt afviser at Jesus skulle være Gud. En af de mest indflydelsesrige var arianismen (opkaldt efter biskop Arius 256-336), der netop hævdede at sønnen var skabt af faderen og dermed ikke besiddende et evigt endsige guddommeligt væsen. Arius lære blev fordømt på kirkemødet i Nikæa i 325, hvor man også vedtog den nikænske trosbekendelse, der netop stadfæster at ”Sønnen er født ikke skabt, af samme væsen som Faderen”. Men hvad betyder alt dette og hvorfor er det vigtigt?

Ja, det kan man læse mere om på vores blog – eller man komme forbi præsten og spørge eller satse på at det kommer for en dag i en senere klumme.

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Tre-i-én-guden - en studiekreds

Den kristne Gud er bestemt som den treenige Gud. Fader, Søn og Helligånd. Denne forståelse af Gud går tilbage til Det nye Testamente, men bliver for alvor fastlagt i det 4. og 5. århundrede.

For mange både den gang og nu er det er absurd idé, at Gud skulle være tre og en på samme tid. Derfor er det relevant at spørge, hvad meningen er? Og selvom det måske var relevant dengang, er det så stadig en bæredygtig forestilling?

Bortset fra indvendingen at treenighedslæren er uforståelig, så er der også spørgsmålet om Guds køn. Det maskuline dominerer unægtelig og hvad med det kvindelige? Er Helligånden en kvinde? Alle disse spørgsmål - og sikkert en del flere – vil vi diskutere i en afslappet og hyggelig atmosfære. Selvom emnet er svært vil vi forsøge, at gøre det tilgængeligt.

Onsdagene 23/9; 7/10; 21/10; 18/11; 2/12 – kl. 15.15-17.00 i lokalerne i St. Kannikestræde 8, 1. Sal

Nicolai Halvorsen og Stefan Lamhauge Hansen, studenterpræster

Afsnit V: Tretallet

Føljeton: Bibelske nøgletal – Religionen og tallene
Afsnit V – Tre

Når man ringer til mig - og andre, der bruger 3 som mobilselskab - får man ofte denne sangtekst i ørerne:

Three is a magic number,
Yes it is, it's a magic number.
Somewhere in the ancient, mystic trinity
You get three as a magic number.

The past and the present and the future.
Faith and Hope and Charity,
The heart and the brain and the body
Give you three as a magic number.

[…]

A man and a woman had a little baby,
Yes, they did.
They had three in the family,
And that's a magic number.

Når sangen er nået så langt, er telefonen som regel for længst blevet taget. Men det er blevet slået grundigt fast, at der er noget magisk ved tretallet. (At sangen i virkeligheden er en schoolhouserock-sang, der skal lære amerikanske børn tretabellen, er så den lidt mindre magiske side af sagen!)

Med tre rette linjer kan man danne en af de mest basale geometriske figurer: trekanten, og når noget har tre dimensioner er det for alvor til stede i verden. Tre kan altså ses som det solide, det komplette, det reelle, det hele. En stol med tre ben vipper ikke!

I kristen sammenhæng finder man den mest markante brug af tretallet, når Gud skal beskrives: den kristne gud er ”treenig”. (Det vil Nicolai formodentlig uddybe i næste uges føljetonafsnit, og hvis du vil vide endnu mere om tre-i-én-guden er der også studiekredsen om netop det emne...)

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Afsnit IV – 2tal

Hvis 1 er alle tings moder, sådan som vi hørte i sidste uge, så er to begyndelsen på livet, det dynamiske. To er enheden og forskellen. 0 og 1 som jeg tidligere nævnte. Det binære system. Der skal to til tango og bakterier deler sig i to og siden mange flere. Delingen af ettallet eller den singulære enhed i to dele, der er identiske er den første primære forplantningsproces.

Forud for dette gå vel den mærkelige begivenhed, at biokemiske systemer på mærkværdig vis samler sig og bliver til en celle. De første encellede væsner må have lært at tælle til to. De må have organiseret en skelnen mellem dem selv og deres omverden. Selvom denne skelnen selvfølgelig ikke har været bevidst. Men 2 tallet er på denne måde fundamentalt i livets oprindelse. Modsætningen mellem mig og det andet er også fundamental for os. Også som gruppe eller samfund er denne sondring mellem os og de andre meget fundamental.

Alle fællesskaber er grundlagt på sondringen mellem dem der er med i fællesskabet og dem der er udenfor. Det kan lyde hårdt, men jeg mener det er et faktum. Vi kan ikke i praksis forestille os en kollektiv verden uden forskelle på os og de andre. Men derfor behøvede fællesskaberne ikke at være i kamp med hinanden. Men to tallet er også historien om de kæmpende modsætninger, forskellen på mæthed og sult, på liv og død, på frygt og glæde, lys og mørke, magt og afmagt, rigdom og fattigdom, ja og nej, kærlighed og had.

Alt dette kan man finde mange eksempler på i religionerne. Forskellen mellem Gud og djævel f.eks. eller mellem det udvalgte folk og de andre, mellem de troende og de vantro. Men spørgsmålet er om disse modsætninger lader sig forsone og i givet fald hvordan?

Men for at modsætningen skal forsones må man kunne tælle til tre. For den forsonede modsætning er en ny enhed af det der før var delt. Men mere om det senere.

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Det sker i Studentermenigheden

Afsnit III – Én

Føljeton: Bibelske nøgletal

Ettallet er alle tals moder. Ettallet er den store modsætning til ingenting. Ettallet er helt, komplet og universelt. Før ettallet: intet; efter ettallet: alt.
På den måde er det indlysende at se, at ettallet kan betragtes som guddommeligt; som symbol for Gud, der skaber verden; som Gud, der står alene. Der er basalt set hverken konflikt eller harmoni, for der er ikke andet, end det ene.

Det er ikke mærkeligt, at tre af de store verdensreligioner, de MONOteistiske, hævder, at der kun er én Gud. Troen på én gud skaber orden i det kaos af flerheder, som menneskelivet er. Én Gud er den absolutte modsætning til den samlede menneskehed og på samme tid, den absolutte ækvivalens til det enkelte menneske.

Det første af de ti bud, som står i Det gamle Testamente, siger ”Jeg er din Gud. Du må ikke have andre guder” og i Det nye Testamente kan man læse, at Jesus siger ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud”. Guds placering som ”det store ettal” er altså helt central for den kristne tro. Det har vi til fælles med jøder og muslimer.

At kristendommen så vil være mere avanceret end de andre og hævder den matematiske besynderlighed, at Gud på en og samme gang er én OG tre er så en anden historie, som vi vil komme ind på senere.

Lise Lotz, akademisk medarbejder