Forud for dette gå vel den mærkelige begivenhed, at biokemiske systemer på mærkværdig vis samler sig og bliver til en celle. De første encellede væsner må have lært at tælle til to. De må have organiseret en skelnen mellem dem selv og deres omverden. Selvom denne skelnen selvfølgelig ikke har været bevidst. Men 2 tallet er på denne måde fundamentalt i livets oprindelse. Modsætningen mellem mig og det andet er også fundamental for os. Også som gruppe eller samfund er denne sondring mellem os og de andre meget fundamental.
Alle fællesskaber er grundlagt på sondringen mellem dem der er med i fællesskabet og dem der er udenfor. Det kan lyde hårdt, men jeg mener det er et faktum. Vi kan ikke i praksis forestille os en kollektiv verden uden forskelle på os og de andre. Men derfor behøvede fællesskaberne ikke at være i kamp med hinanden. Men to tallet er også historien om de kæmpende modsætninger, forskellen på mæthed og sult, på liv og død, på frygt og glæde, lys og mørke, magt og afmagt, rigdom og fattigdom, ja og nej, kærlighed og had.
Alt dette kan man finde mange eksempler på i religionerne. Forskellen mellem Gud og djævel f.eks. eller mellem det udvalgte folk og de andre, mellem de troende og de vantro. Men spørgsmålet er om disse modsætninger lader sig forsone og i givet fald hvordan?
Men for at modsætningen skal forsones må man kunne tælle til tre. For den forsonede modsætning er en ny enhed af det der før var delt. Men mere om det senere.
Nicolai Halvorsen, studenterpræst
Ingen kommentarer:
Send en kommentar