Jeg har altid ønsket
at digte om efteråret
Som var det en melankolsk kvinde
i dødens klæder
Eller en ilter ung pige
i nostalgiens flammedragt
Efteråret er hvad det er
Farverigt og koldt og vådt
og blæsende
en blæst som
fjerner letheden fra kroppen
og stiver viljen af
Efteråret er rødhårede piger
i sorte frakker
Gamle mænd der blæses væk
Kampåndens børn
der fødes
Efteråret er glatte mudrede stier
Grå himmel
Langsomme kolde åndedræt og stearinlys
Behov for rasende lidenskab
og kold opgivelse
Efteråret er glatheden i dit sind
og trægheden i mit
Efteråret er verden døende,
altings vendepunkt.
Af Kassandra, www.digte.dk
mandag den 27. oktober 2008
Føljeton VI - Nu sneglen med hus på ryg vil vandre
Som nævnt i mit indlæg fra 22. september er der knyttet syv særlige nøgleord til pilgrimsvandringer. Et af dem er langsomhed.
Når man beslutter sig for at gå langsomt, så sker der noget andet, end når man transporterer sig selv hurtigt og effektivt fra A til B. Vi er så vant til at skynde os (ifølge en undersøgelse er fodgængerne i Singapore de hurtigste i Verden, men lige efter er det København og Madrid, der ”går” hurtigst; hurtigere end Paris og London. Også hurtigere end New York, ”the city that never sleeps”. I København går vi ca. 3 gange hurtigere end man gør i Blantyre, Malawi!), at det for mange er næsten fysisk umuligt at sætte farten ned. Men det er altså et forsøg værd.
Tankevirkesomheden går efterhånden også ned i gear, man kan trække vejret dybere – og lur mig, om ikke det er både sundt og godt for enhver semi-stresset dansker! Prøv også fx at spise et æble langsomt. Små bidder. Tyg grundigt. Smag på saften. Hold små pauser mellem hver bid. Det er også sværere end det lyder. I hvert fald for mange af os effektive typer.
Langsomheden som noget positivt – i forbindelse med pilgrimsvandringer – viser sig ved, at sneglen er det dyr, der forbindes med vandringer af mere åndelig karakter. Sneglen er skabt til at være langsom. Den har alt med, som den behøver, og den skal ikke nå noget. Hvis man kan se bort fra det slimede (og fristelsen til at kaste smør, hvidløg og persille på den!) kan man også se skønheden i en snegl, og måske kan du finde/købe et smukt sneglehus til at have i lommen for at minde dig om, at langsomhed har noget at byde på..
Lise Lotz, Akademisk medarbejder for studenterpræsten
Når man beslutter sig for at gå langsomt, så sker der noget andet, end når man transporterer sig selv hurtigt og effektivt fra A til B. Vi er så vant til at skynde os (ifølge en undersøgelse er fodgængerne i Singapore de hurtigste i Verden, men lige efter er det København og Madrid, der ”går” hurtigst; hurtigere end Paris og London. Også hurtigere end New York, ”the city that never sleeps”. I København går vi ca. 3 gange hurtigere end man gør i Blantyre, Malawi!), at det for mange er næsten fysisk umuligt at sætte farten ned. Men det er altså et forsøg værd.
Når man tvinger sig selv til at gå langsomt og til at fokusere på sine skridt, kan der opnås en nærmest meditativ oplevelse.
Tankevirkesomheden går efterhånden også ned i gear, man kan trække vejret dybere – og lur mig, om ikke det er både sundt og godt for enhver semi-stresset dansker! Prøv også fx at spise et æble langsomt. Små bidder. Tyg grundigt. Smag på saften. Hold små pauser mellem hver bid. Det er også sværere end det lyder. I hvert fald for mange af os effektive typer.
Langsomheden som noget positivt – i forbindelse med pilgrimsvandringer – viser sig ved, at sneglen er det dyr, der forbindes med vandringer af mere åndelig karakter. Sneglen er skabt til at være langsom. Den har alt med, som den behøver, og den skal ikke nå noget. Hvis man kan se bort fra det slimede (og fristelsen til at kaste smør, hvidløg og persille på den!) kan man også se skønheden i en snegl, og måske kan du finde/købe et smukt sneglehus til at have i lommen for at minde dig om, at langsomhed har noget at byde på..
Lise Lotz, Akademisk medarbejder for studenterpræsten
mandag den 20. oktober 2008
Føljeton V – My Way
I min studietid var Frank Sinatras version af Paul Ankas sang ”My Way” et stort hit. Den var næsten altid med til festerne. På en studietur til det tidligere Østtyskland (i Martin Luthers fodspor) i 1988 lykkedes det os, at få det polsk 3mandsorkester, der spillede i natklubben på vores hotel i Leipzig til at spille sangen. Og så dansede vi rundt og skrålede med på ”My Way”.
Det kan jo virke lidt parodisk at vi kollektivt fejrede denne hyldest til individualismen og enerens heroiske bekendelse. På den anden side kan man jo synge ”My Way” på sin egen måde. Det er der mange, der har gjort. Hvad der derimod stadig synes at være et paradoks i vores moderne liv, er det at vi holder individualismens ideal højt. At gøre tingene på sin egen måde giver respekt. Og på den anden side lader os ensrette. Samfundet bliver mere og mere ensrettet, f.eks. er det der før var et universitetsstudium udartet til en skole, hvor alle skal kunne det samme.
Selvfølgelig har vi alle vores eget liv og vores egen vej, også selvom den i det ydre ligner mange andres. Hvad der nu endnu mere synes at blive en belastning for de fleste, er kravet om at ens vej skal være succesfuld. Hvis man er i tvivl om, hvad succes er og hvordan man opnår den, så står der en hær af coaches klar med opskrifter og gode vink.
Tilsyneladende er der ikke mange, som spørger, hvor kravet om at være en succes kommer fra. Det kan ikke være fra Frank Sinatra og ”My Way”, for den sang handlede mere om at stå ved det man havde gjort. Den var tilbageskuende på det liv, som havde været.
Det kan jo virke lidt parodisk at vi kollektivt fejrede denne hyldest til individualismen og enerens heroiske bekendelse. På den anden side kan man jo synge ”My Way” på sin egen måde. Det er der mange, der har gjort. Hvad der derimod stadig synes at være et paradoks i vores moderne liv, er det at vi holder individualismens ideal højt. At gøre tingene på sin egen måde giver respekt. Og på den anden side lader os ensrette. Samfundet bliver mere og mere ensrettet, f.eks. er det der før var et universitetsstudium udartet til en skole, hvor alle skal kunne det samme.
Selvfølgelig har vi alle vores eget liv og vores egen vej, også selvom den i det ydre ligner mange andres. Hvad der nu endnu mere synes at blive en belastning for de fleste, er kravet om at ens vej skal være succesfuld. Hvis man er i tvivl om, hvad succes er og hvordan man opnår den, så står der en hær af coaches klar med opskrifter og gode vink.
Tilsyneladende er der ikke mange, som spørger, hvor kravet om at være en succes kommer fra. Det kan ikke være fra Frank Sinatra og ”My Way”, for den sang handlede mere om at stå ved det man havde gjort. Den var tilbageskuende på det liv, som havde været.
Det kan ikke være fra den folkekirkelige kristendom, for her kan man ikke gøre sig fortjent til frelsen ved gode gerninger. Men det er - indrømmet - svært at fatte, at frelsen, det gode liv, lykken ikke kommer i kraft af vores anstrengelser og gode viljer. Men først når man giver slip, så breder vejen sig ud.
Nicolai Halvorsen, studenterpræst
Efterår, opium og himmelsk lys
Det er nu officielt efterår. Vi er tilbage på kontoret, og du er som altid velkommen til at komme forbi for en snak, en chokoladebønne eller et lille pusterum. Også gerne alle tre ting på en gang!
Jeg vil i dag gøre lidt reklame for tilbud arrangeret af vores kollegaer i Indre By og på Amager. På onsdag kl. 15.15 kan du deltage i studiekredsen ”Er religion opium for folket?” med studenterpræsten på KUA, Birgitte Kvist Poulsen og på torsdag kan du få ”Historie on location: Den mystiske indskrift på Frue Plads” med folkene fra Indre By. Check vores kalender for nærmere info: www.sund.ku.dk/praest
Jeg vil i dag gøre lidt reklame for tilbud arrangeret af vores kollegaer i Indre By og på Amager. På onsdag kl. 15.15 kan du deltage i studiekredsen ”Er religion opium for folket?” med studenterpræsten på KUA, Birgitte Kvist Poulsen og på torsdag kan du få ”Historie on location: Den mystiske indskrift på Frue Plads” med folkene fra Indre By. Check vores kalender for nærmere info: www.sund.ku.dk/praest
God fornøjelse!
Lise Lotz, Akademisk medarbejder for studenterpræsten
mandag den 6. oktober 2008
Føljeton IV - Enkelhed og kompleksitet - i labyrinten
Labyrinter er indviklede og superenkle på samme tid. Og man kan gå i dem!
I sommer deltog jeg i en international konference for studenterpræster og andre ”religious professionals”, og i en workshop fik jeg chancen for at gå i en labyrint. Det skal lige nævnes, at man på engelsk skelner mellem en maze, som man kan blive væk i og en labyrint, som kun har én vej til midten og ofte den samme vej ud. Her taler vi om den sidste slags; den ægte labyrint.I aulaen på et topmoderne universitet i Tampere, Finland blev et særligt bemalet lærred på ca. 10 x 10 meter rullet ud; en forkølet ghettoblaster spillede noget stemningsfuld musik, en dygtig vejleder - Di Williams fra Universitetet i Edinburgh - forklarede ganske kort, hvad det hele gik ud på og - vips! - var der skabt et "rum" af ro og fordybelse. Lige udenfor kantinen. Til venstre for trappen. Til højre for det store auditorium.
Hvem skulle have troet, at det skulle blive en stor oplevelse? Ikke noget mysti-fystisk. Ikke noget åndeligt hokus-pokus. Bare en super-rar oplevelse af for en kort stund at have et enkelt formål: at gå. Ind til midten og ud igen.Vejen var udstukket. Ingen beslutninger. Ingen prioriteringer. Ingen bekymringer. Bare gå i mit eget stilfærdige tempo. Tømme hjernen for al dens rod. Følge gangenes snoninger til højre og venstre i en sikker forvisning om, at jeg nok skulle nå frem til målet. Og efter en lille pause, da jeg nåede centrum, kunne jeg på samme måde gå ud igen.Labyrintens gange var tydelige.
Der var malet nogle sten- (eller kartoffel-!)lignende figurer, som skabte en fornemmelse af fasthed og tryghed omkring ruten. Og samtidig var gangenes grænser ikke mere faste og bestemmende end at det naturligvis var den letteste ting i verden forsigtigt at træde til siden, når vi - for vi var flere, der gik - mødtes i de relativt smalle gange.
Sådan kan det at gå en bestemt rute – som man gør i en labyrint eller i større skala på en pilgrimsfærd – være en befriende oplevelse, og hvis du har fået lyst til at prøve på egen hånd kan jeg anbefale et besøg i Valbyparken. Her blev der i anledning af Kulturåret 1996 etableret en klassisk labyrint i sten, og den er et perfekt udflugtsmål i efterårsferien. Kontakt mig, hvis du vil høre nærmere!
Lise Lotz, akademisk medarbejder for studenterpræsten
Sådan kan det at gå en bestemt rute – som man gør i en labyrint eller i større skala på en pilgrimsfærd – være en befriende oplevelse, og hvis du har fået lyst til at prøve på egen hånd kan jeg anbefale et besøg i Valbyparken. Her blev der i anledning af Kulturåret 1996 etableret en klassisk labyrint i sten, og den er et perfekt udflugtsmål i efterårsferien. Kontakt mig, hvis du vil høre nærmere!
Lise Lotz, akademisk medarbejder for studenterpræsten
Efterårshilsen
Nu falmer skoven trindt om land,
og fuglestemmen daler;
nu storken flyver over strand,
ham følge muntre svaler.
Så er kastanjerne blanke og fine, og træernes blade er ved at få nye farver. Efteråret nærmer sig. I næste uge holder skolerne efterårsferie, og det gør vi også. Når vi vender tilbage i uge 43, er dagen næsten 7 timer kortere end ved Sankt Hans, og man kunne måske fristes til at flyve sydpå som svalerne for at kunne bevare munterheden.
Men man kan jo også blive her i det mørke og kolde nord og arbejde på at værdsætte de kontraster, som årstiderne bringer. En tid til solbadning og en tid til eftertanke. En tid til cykelture og en tid til teselskaber. En tid til kolde øl og en tid til bløde, uldne halstørklæder.
Vi ønsker alle et dejligt efterår.
Lise Lotz, Akademisk medarbejder for studenterpræsten
P.S. Som nævnt i sidste uge holder vi på torsdag aften et fælles fremtidsmøde – med gratis spisning! - sammen med studerende og ansatte fra studentermenighederne på KUA og Indre By. Du er meget velkommen, hvis du vil være med til at forme fremtiden for det folkekirkelige arbejde på Københavns Universitet. Kontakt mig for mere info: lotz@adm.ku.dk
Så er kastanjerne blanke og fine, og træernes blade er ved at få nye farver. Efteråret nærmer sig. I næste uge holder skolerne efterårsferie, og det gør vi også. Når vi vender tilbage i uge 43, er dagen næsten 7 timer kortere end ved Sankt Hans, og man kunne måske fristes til at flyve sydpå som svalerne for at kunne bevare munterheden.
Men man kan jo også blive her i det mørke og kolde nord og arbejde på at værdsætte de kontraster, som årstiderne bringer. En tid til solbadning og en tid til eftertanke. En tid til cykelture og en tid til teselskaber. En tid til kolde øl og en tid til bløde, uldne halstørklæder.
Vi ønsker alle et dejligt efterår.
Lise Lotz, Akademisk medarbejder for studenterpræsten
P.S. Som nævnt i sidste uge holder vi på torsdag aften et fælles fremtidsmøde – med gratis spisning! - sammen med studerende og ansatte fra studentermenighederne på KUA og Indre By. Du er meget velkommen, hvis du vil være med til at forme fremtiden for det folkekirkelige arbejde på Københavns Universitet. Kontakt mig for mere info: lotz@adm.ku.dk
mandag den 29. september 2008
Føljeton III - At gå på salmesporet
(Bjørn Nørgaards illustration til "Dagen går med raske fjed" i Min første Salmebog )Sidste føljeton sluttede Lise med at citere et salmevers. Det første vers af Grundtvigs ”Der er en vej, som verden ikke kender” Den er nr. 379 i den seneste udgave af Den danske Salmebog, men findes også i den forrige udgave (nr. 338).
I denne klumme vil jeg holde salmesporet, for selvom man kan gå – på sine fødder – så kan man også vandre i ånden. Og at synge salmer er ofte sådan en åndelig vandretur, hvis man altså kan følge med i teksterne.
Salmer og digte er ofte ikke så fortællende og det er måske derfor det er svært. I en roman er det lettere at identificere sig med personerne. Her er det mere oplagt at handlingsforløbet bliver en vej man følger igennem romanens personer. I salmer og digte er der ikke altid et tydeligt handlingsforløb, der føres man ofte mere gennem et symbolsk univers.
Sådan er det jo også med den vej, som verden ikke kender i den ovennævnte salme. Det er en åndelig vej. Selvom det er et udtryk for noget meget konkret: frelsesvejen, den rette vej man bør følge til det sande liv. Det gælder for mange af de salmer, hvor ordet ”vej” indgår i første linje. (bl.a. ”Den vej som vi alle går alene” salmebogens nr. 551 og også 602, 603, 690 – se titler og henvisninger på bloggen)
Men blot det at synge en salme, kan være at følge en vej. Det gælder ikke mindst de bibelhistoriske salmer. Et eksempel kunne være salmebogens nr. 761 ”Den klare sol går ned” som er af Thomas Kingos aftensalmer. Det er en aftensalme, men man føres via det Jeg der taler i teksten ind i tanker om den forestående død. Først ved den banale konstatering af, at vi nu ”nærmer er ved døden end som før” før det konstaterende almen ”Tiden mig/så sagtelig/oplukker dødens dør.” Kingo var et 1600tals menneske og derfor bruger han ret stærke billeder til flittigt at understrege at vejen her på jorden før til graven. Verdens herlighed får omsider ende ”Mørken grav/og ormegnav/ vi sidst i verden når.”
Det kan lyde sort og deprimeret, men for Kingo modsvares det af Guds nåde, der sluttelig skal føre til evigt liv. Så efter at være ført gennem tak til Gud (v. 4) og bøn om tilgivelses for det har gjort forkert (v. 5) så påkaldes englehæren for at føre os til ro i visheden om at Gud både vil vække os efter søvnen og også vil vække os efter døden. Kingo var efter sigende mørkeræd og bange for at sove.
Kom mægtig englehær, lys Herrens ro og fred
på sjæl og legem, og hvad mer mig kommer ved!
Gak ormesæk, og sov! Gud skal i morgen dig
vække her,
men siden der
til liv evindelig.
I denne klumme vil jeg holde salmesporet, for selvom man kan gå – på sine fødder – så kan man også vandre i ånden. Og at synge salmer er ofte sådan en åndelig vandretur, hvis man altså kan følge med i teksterne.
Salmer og digte er ofte ikke så fortællende og det er måske derfor det er svært. I en roman er det lettere at identificere sig med personerne. Her er det mere oplagt at handlingsforløbet bliver en vej man følger igennem romanens personer. I salmer og digte er der ikke altid et tydeligt handlingsforløb, der føres man ofte mere gennem et symbolsk univers.
Sådan er det jo også med den vej, som verden ikke kender i den ovennævnte salme. Det er en åndelig vej. Selvom det er et udtryk for noget meget konkret: frelsesvejen, den rette vej man bør følge til det sande liv. Det gælder for mange af de salmer, hvor ordet ”vej” indgår i første linje. (bl.a. ”Den vej som vi alle går alene” salmebogens nr. 551 og også 602, 603, 690 – se titler og henvisninger på bloggen)
Men blot det at synge en salme, kan være at følge en vej. Det gælder ikke mindst de bibelhistoriske salmer. Et eksempel kunne være salmebogens nr. 761 ”Den klare sol går ned” som er af Thomas Kingos aftensalmer. Det er en aftensalme, men man føres via det Jeg der taler i teksten ind i tanker om den forestående død. Først ved den banale konstatering af, at vi nu ”nærmer er ved døden end som før” før det konstaterende almen ”Tiden mig/så sagtelig/oplukker dødens dør.” Kingo var et 1600tals menneske og derfor bruger han ret stærke billeder til flittigt at understrege at vejen her på jorden før til graven. Verdens herlighed får omsider ende ”Mørken grav/og ormegnav/ vi sidst i verden når.”
Det kan lyde sort og deprimeret, men for Kingo modsvares det af Guds nåde, der sluttelig skal føre til evigt liv. Så efter at være ført gennem tak til Gud (v. 4) og bøn om tilgivelses for det har gjort forkert (v. 5) så påkaldes englehæren for at føre os til ro i visheden om at Gud både vil vække os efter søvnen og også vil vække os efter døden. Kingo var efter sigende mørkeræd og bange for at sove.
Kom mægtig englehær, lys Herrens ro og fred
på sjæl og legem, og hvad mer mig kommer ved!
Gak ormesæk, og sov! Gud skal i morgen dig
vække her,
men siden der
til liv evindelig.
Nicolai Halvorsen, studenterpræst
P.S. Mere om salmer:
Der er en række salmer hvori ordet "vej" eller "vejen" indgår i første linje bl.a. dem nævnt nedenfor. De efterfølgende numre henviser til den senste udgave af Den danske Salmebog og de kan alle findes, læses og melodierne kan høres på http://www.salmebogenonline.dk/ .
Det er forskelligt hvilke veje der er tale om og hvem der går på denne vej. Det kan være udtryk for at vi skal lade vores veje stå under Guds forsyn og omsorg ( nr. 36, 37,38) eller det kan være efterfølgelsens vej. At gå i Jesu fodspor. (600,602,603 og 613). Måden det tolkes på er også varierende, hvilket ses ret tydeligt, hvis man sammenligner 603 og 613. Der er også 239 år imellem.
En vej eller anden, vor Herre ved råd DDS 24
Befal du dine veje DDS 36
Min Gud befaler jeg min vej DDS 37
På alle dine veje DDS 38
Nu ved jeg vej til himmerig DDS 342
Der er en vej, som verden ikke kender DDS 379
Du som vejen er og livet DDS 484
Den vej som vi alle går alene DDS 551
O Jesus, går du da din vej DDS 600
Den snævre vej er bred nok til Guds rige DDS 602
Den vej du gik im kors og trang DDS 603
Herre, du vandrer forsoningens vej DDS 613
Den ypperligste vej 690
Der er også en lang række salmer om at gå bl.a.
Gak ud min sjæl, betragt med flid 726,
Gak under Jesu kors at stå (191)
Dig vandre vi så gerne med (782)
Du som gik foran os (457)
Herre hvor skal vi gå hen? (459)
Så hvis man vandre rundt i salmebogen, er der mulighed for at komme meget langt omkring.
Abonner på:
Opslag (Atom)
