Trosbekendelsen IV – Guddommeligt teater eller...

Føljeton - forår 2012

Jeg undrer mig ofte, når Trosbekendelsen bliver fremsagt. Det foregår ikke på samme måde i alle kirker, men ofte. Præsten begynder med forsagelsen, mens han vender fronten mod menigheden. Når selve Trosbekendelsen lyder, vender han sig mod alteret og siger resten med ryggen mod kirkerummet.

Det er muligt, at det kun er teologer og andre særligt liturgisk interesserede, der bider mærke i den lille bevægelse, men den giver mig en anledning til at tænke over, at en gudstjeneste er skruet sammen på en måde, der er fristende at sammenligne med et teaterstykke. 

Det er jo sådan, at præsten, ceremonimesteren, som i en stor del af gudstjenesten står midt i rampelyset, har en kompleks rolle at spille. Mange vil ligefrem opfatte det som om præsten spiller hovedrollen i forestillingen. Mange, der sidder på kirkebænkene, vil i forlængelse heraf tænke om sig selv, at de er en del af publikum. Tilskuere. Passive modtagere.

Men faktisk er præsten kun sig selv, når han går på prædikestolen. Når præsten står ved alteret veksler han mellem to roller: han er enten talerør for Gud eller repræsentant for hver enkelt medlem af menigheden – inklusive ham selv. Gud og det enkelte menneske er således aktørerne i dette storladne kammerspil, men af indlysende praktiske grunde er præsten sat til at stå for opførelsen. Det ville blive noget rod med et drama, hvor den ene hovedrolle er usynlig og den anden er alle os andre!

Skiftet mellem de to roller vises ved at præsten vender sig i samme retning, som man må tænke sig, at den han taler for vender. Når han taler for Gud vender han ansigtet mod menigheden og taler til den enkelte. Når præsten ”spiller” et menneske fra menigheden, vender han den anden vej og taler i den retning, som vi symbolsk har besluttet at Gud befinder sig i: i østlig retning; mod alteret.

Man kan så undre sig over, hvad det er der sker ved fremsigelsen af Trosbekendelsen, når det foregår, som jeg indledte med at beskrive. Er forsagelsen noget, som Gud siger til os? Eller skal det bare markeres, at det ikke er en ægte del af Trosbekendelsen? Måske var jeg syg den dag, der blev givet en god forklaring… 

Men egentlig er jeg ikke specielt interesseret i den gode forklaring. Jeg kan godt lide at min undren bliver vakt, og at jeg bliver mindet om, at jeg ikke er passiv tilskuer til det guddommelige teater; jeg har selv en hovedrolle, som godt nok hverken udløser Sølvbjørne eller anden personlig hyldest, men som til gengæld ydmygt fremstilles af en person i en sort dragt, der ved at spille os alle, får forbundet mig med både Gud og medmennesker. Bravo!

Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Trosbekendelsen III – Hvad vil det sig at tro. Tro og tillid.

Føljeton - Forår 2012

Tror du på Gud?  Jeg fik tidligere ofte dette spørgsmål. Det er aftaget lidt, måske fordi jeg er blevet præst og de fleste så antager, at jeg tror på Gud. Der var en del diskussion om spørgsmålet for en del år siden, da den daværende præst i Tårbæk – Thorkild Grosbøll – sagde, at han ikke troede på Gud. Det skabte en del ravage, selvom han havde nogle eftersætninger. 

Men spørgsmålet er ikke helt klart, fordi det ikke er entydigt, hvad det vil sige at tro og heller ikke tydeligt, hvad der ligger i ordet Gud. Trosbekendelsen var fra begyndelsen et forsøg på at præcisere, hvad der lå i ordet Gud. Det var den treenige Gud. Troen på Gud som fader, søn og Helligånd. Her var troen på Gud som fader, skaber og opretholder ikke videre problematisk. Den var fælles med jøderne, og gudstro var det almindelige. Troen på Jesus, mennesket som Gud, var et problem.  

Da jeg var ung, var det omvendt. Troen på Gud var ikke selvfølgelig, men troen på mennesket Jesus og hans næstekærlighed kunne man godt forbinde noget med. Måske er det stadig til dels sådan. Men der er sket noget. Globalisering har bl.a. ført mange anderledes kulturer hertil og også andre religioner. Også andre forhold har sat spørgsmålstegn ved, om vi kunne være helt sekulariserede.

Hvis vi ikke tror på Gud, hvad tror vi så? Næstekærlighed, frihed og demokrati? Eller tror vi mest på os selv? Værdier har erstattet religion eller er religion er blevet koblet til såkaldte vestlige værdier og kultur. DF og Tidehverv er et godt eksempel på det sidste. 

Men undersøgelser viser, at mange har deres egen tro. De tror på Gud, men på deres egen måde. Troen er individualiseret. Troen er for rigtig mange fløjet ud af kirken, som det sted, hvor man formulerede sin tro i fællesskab med andre og som stedet for religiøs opbyggelse. 

Jeg tror, at et af problemerne med trosbekendelsen er, at man føler, at man skal stå inden for noget, man ikke helt kan overskue. At der er en almægtig skaber, opstandelse fra de døde osv. Siger man ja til, at man tror på det, så siger man ja til en form for irrationalitet, som man ikke kan redegøre for.  

Det er lettere at sige, at jeg tror der er mere mellem himmel og jord. Så har man ikke sagt for meget. 

Men troen er ikke alene et sæt meninger om verdens indretning. Selvom troen forudsætter at det som tros er en sandhed, så behøver det jo ikke være en videnskabelig sandhed.  Det handler jo om forhold, der ikke kan bevises og som vi ikke har nogen viden om. Ja måske kan vi ikke vide noget.  Det handler om det, som er uden for vores kontrol.  Troen er tillid. Tillid til at virkeligheden overgår vores forstand.  Det er i den forstand små børn er bedre til at tro. De er tillidsfulde og lægger uden forbehold deres liv i de voksnes hænder. Det er ikke altid klogt, men hvor skulle de vide det fra?  

Tillid og tro - to sider af samme sag.

Guds tro handler om ubetinget tillid. Hvad er det, vi har ubetinget tillid til? Det er tvivlsomt, om vi ved det.  Det handler ikke kun om vores bevidste forestillinger og er derfor skjult for os, såvel som for andre. I den forstand tror vi alle, og i et vist omfang er vi klar over, hvad vi tror på. Penge, magt, os selv, kærlighed, fædrelandet, skønhed, videnskaben eller lidt af hvert.  Men er det ubetinget tillid? Måske er det noget vi længes efter? Mere om dette næste gang. 

Venlig hilsen  Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Trosbekendelsen – og om at lære udenad. En tvivlsbekendelse.

Føljeton II

Jeg er temmelig dårlig til at lære udenad. Måske er jeg simpelthen indrettet sådan. Måske er det noget ved udensadslære, der er mig imod. Måske øver jeg mig bare ikke nok. I hvert fald rammes jeg ofte af et lille skamfuldt stik, når jeg skal præstere noget, som jeg ”bør” kunne udenad.

At huske udenad - to know by heart. Swarovski kan hjælpe, hvis dit eget hjerte er genstridigt...

Her taler vi særligt om intellektuelle præstationer, for jeg har erfaret, at ny kropslig udenadslære – fx trinene i en særlig dans – kan godt lagre sig i mig efter et antal gentagelser og hentes frem ved en senere lejlighed. Måske er der noget andet på færde her. Eller også er det det samme, men anderledes på den måde at små ”skønhedsfejl” i en dans i mange tilfælde kan bortforklares som variationer eller udslag af kunstnerisk frihed. En berigelse af den originale ”remse”. Så nemt slipper man sjældent, når der er tale om at lære ord udenad.

Her SKAL hvert ord være rigtigt; i den rigtige rækkefølge; rigtige endelser og småord. Ikke mindst i kirkelige sammenhænge kan helt små ændringer i øjnene på en alvorlig Holger Fortolker betyde forskellen på liv og død.

En præst blev i 1999 fradømt retten til at fungere som præst, fordi han ville døbe børn ”til” treenigheden og ikke ”i” treenighedens navn, som det er formuleret i det autoriserede dåbsritual. Her var der godt nok ikke tale om, at præsten ikke kunne sit rituals ordlyd udenad, men giver alligevel et fingerpeg om, hvor vigtige også helt små ord er, og om hvor alvorlige konsekvenser det kan få, hvis man ikke har styr på dem.

Måske er det en blanding af præstationsangst og stemmen fra min indre Rasmus Modsat, der gør, at jeg i kirken altid er ca. et splitsekund bagefter, når trosbekendelsen skal siges højt i fællesskab. Måske er det også noget med, at det selv efter mange års øvelse i at tolke ordlyden hen til en mening, som jeg kan stå inde for, er svært for mig at sige højt, at jeg tror på ”syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv” og alt det andet hokus pokus.

Jeg arbejder stadig på sagen. Jeg arbejder på at tillade mig selv at lære og sige ting udenad, som jeg ikke nødvendigvis forstår til bunds. Jeg øver mig i at sige ordene i trosbekendelsen som den rituelle og poetiske formular det også er. Jeg prøver at huske trygheden og skønheden i, at jeg ved at sige ordene indskriver mig i et fællesskab, som ikke er afhængigt af min mentale kapacitet.

Jeg prøver - og lykkes somme tider med – at tage springet ud på troens og tillidens dybe vand. Med skønhedsfejl, mangler og variationer. Jeg tvivler. Jeg tror.

Venlig hilsen
Lise Lotz, akademisk medarbejder

Forårsprogrammet 2012

Open publication

Trosbekendelsen 1: Forsagelsen

Velkommen til 2012 og velkommen til et nyt semester.  Vi håber at kunne underholde og måske oplyse vores gamle læsere, men ikke mindst ser vi frem til, at nye studerende også vil blive nye læsere.

”Vi” er studenterpræst Nicolai Halvorsen og akademisk medarbejder Lise Lotz, begge uddannet i teologi og så alligevel meget forskellige både i teologi og andre ting. Men vi vil skrive en føljeton her i løbet af semestret, som vi har gjort en del år nu. Dette semester vil vores føljeton kredse om Den apostolske trosbekendelse, der unægtelig er et at de meste centrale dokumenter ikke bare i folkekirken, men i kristendommen i almindelighed.

Zzzzzzzz....?

Nu kan vi allerede høre hundredvis af læsere, som jubler af begejstring – eller var det lyden af snorken, fordi læserne faldt i søvn? Trosbekendelsen! Det dokument fra 300tallet, det lyder godt nok kedeligt.  Ja, vi kan i munterhed næppe konkurrere med bestsellere som ”Bevægeapparatets anatomi” eller standardværket i cellebiologi, men livet er ikke bare sjov og ballade.  Det er også alvor, og herunder hører trosbekendelsen.  Det er til gengæld meget nyttigt at kende til trosbekendelsen, da det forøger ens score-chancer i Den Teologiske Fredagsbar med mange længder.

Men nu må det være nok med indledningen. Vi må til sagen.  Der er dog ikke meget spalteplads tilbage, så vi nøjes med lige at nævne ”forsagelsen”. Når man bliver døbt i den danske folkekirke, tilspørges gudmor eller gudfar på trosbekendelse, men vi har før det et spørgsmål om djævlen. Populært kaldet Forsagelsen.

Nogen forsager nisser.

”Forsager du djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen?” Og så skal man helst svare ”ja”. Den bruges også i gudstjenestens trosbekendelse ”Vi forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen”.  Den hører egentlig ikke til trosbekendelsen i sig selv, men siden oldkirken har forsagelsen af djævlen eller Satan været faste led i forbindelse med dåb. Når vi i modsætning til mange andre lutherske kirker i dag, stadig har det med i Danmark, så skyldes det som så meget andet N.F.S. Grundtvig.
Se, nu når vi ikke mere i dag. Men det vigtige er ikke at tale om djævlen eller det onde, men at forsage det.

Men kan dog som tidligere læse denne klumme på vores blog, hvor der foruden billeder vil være links til videre studier og mulighed for at kommentere og stille spørgsmål.

Man skal ikke forsage hjælpemidler...

Hold hjertet varmt og hovedet koldt – vi ses næste uge.

Venlig hilsen
Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Læs Trosbekendelsen på Folkekirken.dk
Læs om Satan, Gudssønnen, der blev hersker i Helvede (Astrid Korsbæk Madsen) på Kristendom.dk

Føljetonen om De ti Bud - nu som samlet tekst.

Lige til at downloade og printe ud. Glædelig jul!

Teksten er skrevet på skift af studenterpræst Nicolai Halvorsen og akademisk medarbejder Lise Lotz, og den udkom både her på bloggen og i MedicinerOrganisationernes Kommunikationsorgan (kaldet MOK) i løbet af foråret 2011. 

Open publication - Free publishing - More etik

Biblen. Læs selv videre...

Biblen for begyndere – en føljeton XII

Som semesterets føljeton måske har antydet, så er Biblen en bog med en vis betydning – uanset om man tror på det, som står i den eller ej. For nogle mennesker er daglig bibellæsning en afgørende del af tilværelsen, for andre står Biblen i reolen og bliver åbnet ved mere eller mindre hyppige, særlige lejligheder og for atter andre er Biblen et symbol på fundamentalisme og overtro.

For de fleste mennesker i en vestlig kultur sniger bibelske idiomer – faste sproglige udtryk som fx ”at sætte sit lys under en skæppe” eller ”at skille fårene fra bukkene” – sig ind i det daglige sprog, og uanset hvordan man forholder sig til Biblen må det vel gælde her, som i så mange andre felter: det er godt at vide, hvad man taler om.

Derfor er dagens opsamlingsheat en henvisning til nogle ressourcer, hvor det er muligt at skaffe egenindsigt i Biblen.

Først den klassiske model i papir: Bibelselskabet, som udgiver autoriserede Bibler i Danmark, har 30 forskellige bibeludgaver til salg på deres hjemmeside. Det går fra helt små lommemodeller kun med Det nye Testamente til kr. 50 over standardudgaver med faktasider til kr. 200 og slægtsbibler til kr. 500 til luksusmodellen i kalveskind til kr. 1700.

Bibelselskabet tilbyder desuden – helt gratis - en online-bibel, som er søgbar på alle leder og kanter. Du kan søge på ord, skriftsteder, prædikentekster, til særlige højtider eller du kan simpelthen følge en bibellæseplan med daglige tekstlæsningsforslag, så man i løbet af et (kirke-)år kommer godt rundt i den store bog.

Den helt nyligt påbegyndte 2011-2012 (det nye kirkeår begynder som bekendt (?) første søndag i advent) bibellæseplan har som særligt tema Ørken og vand. Planen kan hentes som pdf-fil på Bibelselskabets hjemmeside.

For ganske nylig har Bibelselskabet herudover udgivet en Bibel-app, Bible Pomegranate, til iPhone og iPad. Adgang til selve Pomegranate-universet koster kr. 12, og der følger en engelsk bibeloversættelse med i prisen. Adgang til danske oversættelser skal tilkøbes.

Der findes masser af andre Bibelapp’s bl.a. på engelsk. Mange af dem er gratis, nogle har fx oplæsningsfunktion og nogle er tilrettelagt for børn. Søg, og I skal finde! (Matt. 7,7)

Den seriøse bibelstuderende kan finde en guldgrube af viden hos Biblos.com. Sprolige sammenligninger, lexikon, ordbog, atlas, tidslinjer, bibelsk mål og vægt, persongalleri mmm.

I den muntre ende vil jeg anbefale The lolcat Bible. Den er især sjov, hvis man har et vist kendskab til Biblen OG lolcat-lingoen. Her er fx skabelsen: Boreded Ceiling Cat makinkgz Urf n stuffs . 1 Oh hai. In teh beginnin Ceiling Cat maded teh skiez An da Urfs, but he did not eated dem. Senere møder vi Happy Cat (Jesus) og Basement Cat (Satan). Check også: The Saga of Ceiling Cat.

Venlig hilsen
Lise Lotz, akademisk medarbejder