Time present and time past

OBS! Fortid, fremtid og nutid er blevet lidt sammenblandede. Derfor er der uorden i føljetonafsnittenes rækkefølge og publiceringstidspunkt.

Tid og evighed IX

Time present and time past
Are both perhaps present in time future,
And time future contained in time past.
If all time is eternally present
All time is unredeemable. 

T. S. Eliot på forsiden af - meget passende - TIME Magzine

Sådan begynder den engelske digter T. S. Eliot digtet Burnt Norton, som er det første lange digt i samlingen ”Four Quartets”. Jeg vil ikke indlade mig på en lang analyse af disse linjer, men de har betaget mig, siden jeg som 18-årig læste dem første gang.

Men da vi nu taler om tiden, så kan vi bruge Eliots sætninger som afsæt. Det er ikke indlysende at fortid og fremtid begge skulle være nærværende i fremtiden. Og heller ikke at fremtiden skulle være indeholdt i fortiden. Muligvis er tanken den, at tiden i sin helhed udgør et hele, og på den vis er alt det, der sker i fortiden og i nutiden indeholdt i fremtidens nærværende erindring som det, der skete. Og når al tid er gået, så er alt fortid og dermed kan fremtiden allerede tænkes som det, der er sket. Det som faktisk er sket, kan kun ses i fortidens perspektiv. For os er fremtiden mulighed og dermed ubestemt. Den indeholder ikke blot det som sker, men også det som kunne være sket.

Jeg ved ikke på nuværende tidspunkt, hvem der bliver USA’s næste præsident, men når dette læses i den trykte udgave af MOK, vil det være afgjort (med mindre, det bliver så tæt, at de skal fintælle stemmerne).

Eliot siger i det følgende, at det som er og det som kunne have været ”peger mod samme mål, som er stedse nærværende”. (Dette og følgende danske citater er taget fra Kai Friis Møllers oversættelse, Gyldendal 1955). Måske er det ikke umiddelbart nærværende for os, og måske er det heller ikke klart som en køreplan for Eliot.

Hans digtcyklus giver ikke ganske præcise svar, med det er tydeligt, at der peges i en religiøs retning. Vi ved hverken, hvor vores egen rejse i tiden fører os hen, eller hvor det hele ender. Men der er erfaringer af tidløshed midt i tidens strøm. ”Det ubemærkede Nu, hint øjeblik i og udenfor tiden”. Men enheden af tidløshed og tid gives kun som disse små øjeblikke og så Inkarnationen som, han omtaler som ”Hint vink halvt gættet, hin gave halt forstået”. Inkarnationen er den begivenhed, hvor Gud blev kød. Carno betyder kød på latin.

Her finder man ifølge Eliot ”Den utænkelige enhed”.

Indledningen til Burnt Norton - med noter

Der er nok mere at sige om det. Her får I til slut endnu et citat - på tysk.

Du er velkommen til at gætte og skrive dit svar til praest@sund.ku.dk. Afsløringen finder sted i uge 47. ”Wenn man unter Ewigkeit nicht unendliche Zeitdauer, sondern Unzeitlichkeit versteht, dann lebt der ewig, der in der Gegenwart lebt.”

Nicolai Halvorsen,
Studenterpræst

Tidsrejser og -loops

Tid og evighed X

Jeg er ikke en mester i overvejelser over tidsrejser, men jeg er alligevel ret fascineret – og let skræmt - af tanken. I folkeskolen læste jeg en novelle, som jeg for længst har glemt navnet på, om det helt basale problem ved tidsrejser: hvis man rejser tilbage i tiden, kan man ikke undgå at påvirke den tid, man besøger, og derfor vil tiden frem udvikle sig bare en lille smule anderledes, og det vil derfor ikke være muligt at vende tilbage til den tid, som man kom fra.

Animation af Friedrich A. Lohmueller

Med mindre, selvfølgelig, at tidsrejsen allerede er en forudsætning for forholdene i den tid, som man kommer fra, men så bliver tidsrejsen jo en gentagelse af en rejse, som allerede er foretaget. Og er den anden tidsrejse, gentagelsen, også en forudsætning for tiden, som man rejser fra? Det kan kun blive indviklet. Men spændende at tænke på.

Derfor kan det ikke undre, at fænomenet tidsrejser er behandlet i adskillige film; gode og mindre gode. Mere eller mindre filosofiske. Mere eller mindre afklarende. Men ingen afklarende nok til, at emnet er udtømt. Der vil komme flere film.

En af mine favoritfilm, Groundhog Day/En Ny Dag Truer, handler ikke ligefrem om tidsrejser, men snarere om, at man kan blive fanget i tiden i en slags loop. Filmens (anti-)helt, Phil Connors, er en midaldrende, småsur og kynisk tv-producer, der meget mod sin vilje er blevet sendt på en opgave, der ifølge ham selv er langt under hans værdighed. Han skal tv-dække en begivenhed i en lille flække, Punxsutawney, Pennsylvania, hvor et murmeldyr (en ”groundhog”) kommer ud af sit vinterhi og under stor festivitas afgør om vinteren bliver kort eller lang ved enten at kaste skygge på jorden eller ej.

Phil Connors (spillet af skønne Bill Murray!) er fanget i tiden.

Af uforklarlige grunde hænger Phil fast i netop dén enkelte dag, og den gentager sig selv igen og igen og igen. HAN kan huske, hvad han har lært og oplevet de foregående dage, men alle andre, som han møder, vågner uden hukommelse af, at dagen har udspillet sig et utal af gange før.

Da først Phil har opdaget pricippet - at han vågner op næste morgen under de præcis samme omstændigheder som morgenen før, uanset hvordan den foregående dag er forløbet – udvikler han forskellige strategier for at prøve at gøre sit liv i evig gentagelse meningsfyldt. Som noget af det første kaster han sig ud i gentagne dage af ren hedonisme – et liv med nydelsen som højeste gode. Det holder ikke i længden, og han bevæger sig over dage fyldt med fx ondskab, velgørenhed eller lærdom, og da livet i gentagelsen bliver for uuholdeligt, tager han sågar livet af sig selv. For blot at vågne op næste morgen kl. 6.00 til endnu en tur i hamsterhjulet.

Nu er det ikke en amerikansk, romantisk komedie for ingenting, så der er naturligvis indbygget en kærlighedshistorie. Uden at afsløre for meget, vil jeg blot nævne, at også på Groundhog Day gælder princippet: kærligheden overvinder alt.

Love Conquers All af Becki Hiscocks (Sikke et navn...)

Filmen er altså ikke så dyster eller videnskabelig som mange andre film om tidsrejser, men den er i mine øjne et rigtigt fornøjeligt udgangspunkt for tanker om livet og om hvordan vi vælger at leve det – med de omstændigheder, som vi ikke kan forandre.

 Lise Lotz,
Akademisk medarbejder

Einsteins drømme

Tid og evighed VIII

Jeg vil gå en lidt anden vej i dag.

26. april 1905 

I denne verden er det straks tydeligt, at det går underligt til. Man ser ingen huse i dalene eller på sletterne. Alle bor oppe i bjergene.

På et eller andet tidspunkt i fortiden opdagede videnskabsmændene, at tiden går langsommere og langsommere, jo længere man kommer væk fra jordens kerne. Virkningen er minimal, men den kan måles med de allerfølsomste instrumenter. Da fænomenet først var blevet kendt, flyttede nogle enkelte mennesker, for hvem det var magtpåliggende at forblive unge, op i bjergene. Nu er alle huse bygget på Dom, Matterhorn, Monte Rosa og andre højtliggende områder. Det er umuligt at sælge boliger andre steder.

Ana Maria Hermida: Einstein's Dreams II

Mange stiller sig ikke tilfreds med at anbringe deres hjem på et bjerg. For at opnå den maksimale virkning har de bygget deres huse på pæle. Bjergtoppene verden over er sat til med den slags huse, som på afstand ligner en flok fede fugle, der sidder og hviler sig på lange tynde ben. De, der er mest ivrige efter at leve længst muligt, har bygget deres huse på de højeste pæle. Ja, der er nogle af husene, der hæver sig mellem en halv og en hel kilometer i vejret på deres ranglede ben af træ. Højde er blevet status. Når en person ser opad fra sit køkkenvindue for at få øje på sin nabo, tror han, at denne nabo ikke vil blive stiv i leddene lige så hurtigt som han selv, ikke så tidligt vil tabe håret, ikke så tidligt blive rynket, ikke miste lysten til kærlighed så tidligt. På samme måde har en person, der kikker ned på et andet hus, en tendens til at afskrive dets beboere som fortabte, svage og kortsynede. Nogle praler af, at der har levet hele deres liv højt oppe, at de blev født i det højest beliggende hus på den højeste bjergtop og aldrig har været nede. De priser deres ungdom i spejlet og går nøgne rundt på deres balkoner.

En gang imellem tvinger en uopsættelig forretning folk til at komme ned fra deres huse, og det gør de i en fart, de skynder sig ned på jorden ad deres høje stiger, løber hen til en anden stige eller ned i dalen, udfører deres forretninger og vender derpå så hurtigt som muligt tilbage til deres huse eller til andre højtliggende steder. De ved, at for hvert skridt nedad går tiden en lille bitte smule hurtigere, og de bliver lidt tidligere gamle. Folk nede i jordhøjde sidder aldrig ned. De løber af sted med deres dokumentmapper eller købmandsvarer i hånden.

Et lille antal af beboerne i hver by er holdt op med at tage sig af, om de bliver nogle sekunder tidligere ældre end deres naboer. Disse eventyrlystne sjæle kommer ned i den nedre verden nogle dage ad gangen, ligger og driver under træerne, der vokser i dalene, svømmer dovent i søerne, der ligger under varmere himmelstrøg, ruller rundt på den flade mark. De ser dårligt nok på deres ure og kan ikke fortælle én, om det er mandag eller tirsdag. Når de andre løber misbilligende forbi dem, smiler de bare.

I tidens løb har folk glemt grunden til, at der er bedre højt oppe. Ikke desto mindre bor de fortsat oppe i bjergene, undgår så vidt muligt lavereliggende områder, lærer deres børn at undgå børn nedefra. De tåler af gammel vane kulden i bjergene og nyder ubehaget som en del af deres gode opdragelse. De har endog overbevist sig selv om, at tynd luft er god for kroppen og er som en logisk følge heraf gået på diæt og nægter at indtage andet end den allerletteste mad. Efterhånden er befolkningen blevet tynd ligesom luften, benet, gammel før tiden.

Teksten er fra Alan Lightmans lille bog Einsteins drømme fra 1993. Bogen rummer en samling drømme drømt af en ung kontormand i Bern i 1905. I vågen tilstand har den unge mand storslåede teorier om tidens beskaffenhed, og han er i gang med at skrive en afhandling om tidens relative natur. Om natten omsætter hans tanker sig til sære, konkrete og poetiske billeder af verdener, hvor tiden har forskellige egenskaber. Den unge mand hedder Albert Einstein.

Bogen kan lånes på biblioteket eller købes antikvarisk eller fx. på Amazon (på engelsk - også til Kindle).
14. maj 1905

Der findes et sted, hvor tiden står stille. Regndråberne hænger ubevægelige i luften. Urpendulerne svæver midt i deres sving. Hundene løfter snuden i tavse hyl. Fodgængerne står ubevægelige i støvede gader, deres ben er løftede, som om de holdes oppe af snore. Duften af dadler, mangoer, koriander, kommen hænger i rummet.

Efterhånden som en rejsende kommer nærmere dette sted, uanset fra hvilken retning, bevæger han sig langsommere og langsommere…

Lise Lotz,
Akademisk medarbejder

Den lineære tids tyranni

Tid og evighed VII

Vores tid er lineær. Vi opfatter tiden som en linje, et forløb, der f.eks. kunne være fra fødsel til død. Vores kalender udtrykker denne tid i årstal, der bevæger sig fremad.

En cykel. Cirkulær og lineær bevægelse forenet. (Af Aahana Miller)

I andre kulturer og religioner har man opfattet tiden som en cirkel eller et hjul. Alting er ifølge denne tidsopfattelse en gentagelse. Vi erfarer denne cykliske tid i årstidernes skiften, men denne tid er sekundær. Det dominerende hos os er det lineære.

Den lineære tid har sin oprindelse i religionen, særligt den jødisk-kristne religion (og her hører Islam også med). Det skyldes, at der er en skabelse, altså at verden har en entydig begyndelse, og så må den logisk også have en slutning. Altså ét lineært forløb. Man kunne så forestille sig, at dette forløb blot var en cyklus i en serie gentagne ens forløb og så ville være tilbage i den cykliske tid.

Alting. Fra begyndelsen til enden. (Af Chloe Kerns på fem - næsten seks - år)

Den gamle kirkefader Augustin kæmpede mod sådanne tanker i sit store værk ”Om Guds stad” fra begyndelsen af 400tallet. Augustins endegyldige argument var specifikt religiøst, at ”Kristus er en gang opstået fra de døde, og sådan opstår han aldrig mere”. Der er én tid og én evighed. I vores moderne sekulariserede tid vil det nok ikke tælle som et godt argument, men vi kunne så henvise til fysikkens og kosmologiens ret grundige eftervisning af ”Big bang” teorien. Det virker som om dette univers har én begyndelse, som ifølge nuværende data ligger ca. 13,8 Mia år tilbage.

Alt dette betyder ikke så meget for vores daglige liv, men det gør tidsopfattelsen alligevel. Det handler om forholdet mellem tid, handling og mening. Meget tyder på, at vi i høj grad anser vores handlinger for det, som giver livet mening. Vi vil gøre en forskel. Vi betragter tiden, som den tid vi har. Vores tid er fra fødsel til død, og det vi får ud af denne tid, giver livet mening.

Det mest ekstreme udtryk for denne tidsopfattelse finder man i CV’et. Der er ikke noget i vejen med et CV, men når det betragtes som det bedste udtryk for vores liv, så mener jeg der er noget galt. Som om vores liv er en enkelt linje. Men består vores liv ikke af flere spor? Er der ikke flere tider? Er ventetid og spildtid alene et tab?

Allerede. Og endnu ikke. (Vajra Being)

Det lineære tidsbegreb fører her til et tyrannisk menneskesyn , fordi vi bliver slaver af vores egne handlinger. Heraf udspringer en del af selvudviklingsbølgens tendens til at se alt som positivt, man skal finde vækstpotentialet i krisen. Det fører ofte til, at andre mennesker bliver reduceret til ressourcer for min udvikling.

Den lineære tid æder livet, den er ren forgængelighed. Den er en endimensional tid uden evighed og den fører til endimensionale mennesker.

Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen,
Studenterpræst

Livets hastighed

Tid og evighed VI

Det er som om tiden går hurtigere og hurtigere, men det kan jo ikke passe. Eller kan det? Urets visere snurrer med samme hastighed som i går, i sidste uge og sidste år, men alligevel kommer juleaftenerne myldrende efter hinanden. Jeg har tænkt på en matematisk forklaring på det fænomen.

Man kan se sådan på det, at et menneskes første leveår udgør 100% af det menneskes levede liv. Allerede det næste år udgør kun 50% af det samme menneskes liv og samlede sansede erfaringer. Når man bliver ti år udgør et år kun 10%, når man fylder tyve er et helt år kun 5% af det samlede liv, når man bliver 40 er det 2,5% og et år for en hundredeårig udgør kun en enkelt sølle procent af det samlede livsforløb.

Her er selvfølgelig ikke taget med i betragtning, at et menneskes åndsevner og hukommelse forandrer sig i tiden mellem fødsel og død, men jeg tror, at tanken har noget for sig. Og så tror da pokker, at årene virker korte og måske mindre indholdsrige, fordi vi oplever så meget, som vi allerede har prøvet før.

Hvis vi vil have dagene og årene til at virke lige så spændende og lange som da vi var børn eller bare yngre, er vi nødt til at anstrenge os, for at gøre nye ting hele tiden. Vi må bryde nyt livsterritorium igen, igen, og igen for ikke at mærke den matematiske lovmæssighed, der peger alvorligt mod livets ende. 

Måske kommer vi ind imellem ligefrem til at overanstrenge os på den konto. Måske er det den tidsacceleration, der også får vores kamp mod den til at kræve mere og mere af os. Det er benhårdt arbejde.
Michael Strunge, et af punkkulturens danske ikoner, der har skrevet digtet herunder, holdt til livets hastighed i 27 år. Så kastede han sig ud af et vindue fra 4. sal i 1986. ”Nu kan jeg flyve!” udbrød han.

Knuser uret 
med mine tanker 
jeg lever kun
 med livets hastighed


 

Skifter hurtigt 
til ny forklædning 
jeg behøver forandringer 
med livets hastighed


 

Danner kontrast 
behøver ingen camouflage 
død og træt af
 ikke at være mig selv 

Skifter farve 
anarkistisk kamæleon 
kaster masken 
ændrer leveform 

Mit sind
 gror ud af mit hoved 
skiftede sind 
efter at have været død


 

Endelig
 det lader til at jeg ved nu 
at jeg ikke har
et uforgængeligt selv


 

Hvem ved
 ved hvad ens selv er lig? 
jeg er ligeglad
 skaber selv mit selv


 

Skifter fart 
jeg har brug for fartskift 
jeg ændrer mit liv 
før det ændrer mig

Michael Strunge, 1978 

Kan vi sætte livets hastighed ned? Vil vi? Tør vi?



Lise Lotz
Akademisk medarbejder

Tid og stress

Tid og evighed V

Jeg hævdede for 14 dage siden, at det ikke nytter at stresse, fordi man ikke får mere tid ved at gøre det. 

Det handler altså ikke om tiden i sig selv, men om det vi bruger tiden på. Man kan læse, se fjernsyn, gå på bar, eller til forelæsning osv. Det vælger man selv. Stress kommer ind, når tiden føles så knap, at man ikke kan nå det man skal. Selvom jeg selv vælger, hvad jeg vil bruge min tid på, så har disse valg nogle konsekvenser. Hvis man f.eks. har valgt at læse medicin, så skal man lære nogle bestemte ting, især bestå sine eksamener. Der er altså andre, som delvist kommer til at bestemme, hvad man skal og skal bruge sin tid til. Rigtig mange studerende føler ikke de har tid nok til at læse alt, det de skal. Tiden bliver kort.

 Når eksamen nærmer sig forstærkes følelsen af at have alt for travlt, og troen på at man kan nå det hele fordamper. ”Jeg er stresset, jeg kan ikke nå det”.

Stress ødelægger i sig selv ens evne til at læse, koncentrere sig og huske, det man skal. Man bliver også dårligere til at træffe valg, og man bruger tiden på overspringshandlinger, fordi læsningen er blevet et pres, så bare tanken om bøgerne giver en ubehag. Konsekvensen bliver, at man få læst endnu mindre og bliver mere stresset. Man taler her om en stress-cirkel, mellem krop, tanker, følelser og adfærd.

Hvad skal man gøre?

En helt enkel stresshåndteringsmetode

Man skal overveje, hvad man selv kan gøre og hvad man ikke umiddelbart kan gøre noget ved. Det sidste skal man ikke bruge energi på. F.eks. kan man ikke gøre noget ved, at der er eksamen om f.eks. 57 dage. Man kan heller ikke ændre på, at bogen man skal kunne, er på 3000 sider. Man har måske læst 800 sider og nu ser det sort ud. Man skal læse 39 sider om dagen, hver dag indtil eksamen. Man har aldrig kunnet læse mere end højst 22 på en god dag.

Denne betragtningsmåde er i selv stressende og derfor ufrugtbar. I et forsøg på at få kontrol, laver man et regnestykke. Men facit stresser, og derfor går det allerede her galt.

Og en lidt mere kompliceret...

Man skal bryde cirklen og tage kontrol over sin tid, så tiden bliver positiv. Man skal ikke nødvendigvis læse alle de 2200 sider, men skal kunne sit stof. Man må sætte sine egne mål, og få sin læsning til at være en positiv oplevelse. Det er vigtigt at få ro på. Holde pauser. Og så skal man lave en realistisk plan og hvis den ikke fungerer, så skal man lave planen om.

Det vigtige er at få troen på at man faktisk godt kan læse det her stof tilbage. Om nødvendigt må man få hjælp. Man bestemmer ikke selv om man består eksamen, men man vælger i grunden selv, hvad man bruger sin tid på.

Studenterrådgivningen har udgivet en grundig folder om stress. Den kan hentes som pdf-fil.

Nicolai Halvorsen 
Studenterpræst

Modeller af tiden

Tid og evighed IV

Nicolai sagde i sidste uge, at det mærkelige ved tiden er, at den går hele tiden. Det er én mærkelig ting ved tiden; der er mange andre mærkelige ting, ved tiden der gør, at den er svær at begribe, når man tænker nærmere efter. (Det kunne man så eventuelt lade være med, men vi er nogen, der gerne vil prøve at forstå verden omkring os.)

For at kunne fatte abstrakte begreber bruger mennesker ofte det trick at lave modeller af det, der ellers er totalt uoverskueligt. Modellerne forenkler og konkretiserer og er på mange måder væsensforskellige fra det, som modellerne skal forklare.

Sprog kan opfattes som en model, der fx ved hjælp af ordet ”elefant” på en enkel måde beskriver noget, som i virkeligheden er en meget stor og kompleks størrelse. Man kan også lave en anden model: en naturtro legetøjselefant i størrelse 1:18. Uanset hvor anatomisk korrekt elefanten er gengivet, er den stadig en grov forenkling af virkelighedens elefant.

"Elephant", "Teapot" af Clare Lisbeth

På samme måde med tiden. Vi har et ord, der er præcist nok til, at vi alle sammen nogenlunde ved, hvad vi taler om, men som samtidig ikke siger noget væsentligt om, hvad begrebet betyder. Historisk kommer ordet ”tid” af indoeuropæisk og betyder ”afsnit” og senere ”tidsafsnit”, men i dag har ordet en meget bredere betydning. Så vi konstruerer også andre modeller af tiden, for at forstå den og måske ligefrem for at – føle at vi kan – kontrollere den.

Den mest udbredte tidsmodel i det mindste i vores del af verden er nok uret; det klassiske analoge ur med en rund skive og visere der bevæger sig rundt og rundt i en lang evindelighed. Selvom mange af os ikke længere går med armbåndsur, fordi vi altid har vores mobiltelefoner med indbygget digitalt ur på os, så er urskive stadig en model, der giver mening. Den tæller og måler tidens afsnit helt i forlængelse af ordets oprindelige betydning.

Digtalt timeglasarmbåndsur. Til drenge og piger.

Samtidig viser uret, at tiden på en måde gentager sig selv igen og igen. Sekundviseren kommer tilbage til start hvert minut, minutterne begynder forfra hver time og timeviseren nulstiller så at sige sig selv to gange i døgnet.

Digitaluret viser på en anden måde tidens fremadskriden. Det giver ikke den samme cirkulære fornemmelse som et analogt ur, men det er dog klart, at tiden begynder forfra hver dag.

En tredje tidsmodel er timeglasset, som både er hyggelig og gammeldags, men også ubønhørlig, for når sandet er løbet igennem, så er det slut. Man kan selvfølgelig være så heldig, at timeglasset kan vendes og genstartes, men det kræver en hjælpende hånd udefra.

Mere om 14. dage…

Lise Lotz 
Akademisk medarbejder