Livets hastighed

Tid og evighed VI

Det er som om tiden går hurtigere og hurtigere, men det kan jo ikke passe. Eller kan det? Urets visere snurrer med samme hastighed som i går, i sidste uge og sidste år, men alligevel kommer juleaftenerne myldrende efter hinanden. Jeg har tænkt på en matematisk forklaring på det fænomen.

Man kan se sådan på det, at et menneskes første leveår udgør 100% af det menneskes levede liv. Allerede det næste år udgør kun 50% af det samme menneskes liv og samlede sansede erfaringer. Når man bliver ti år udgør et år kun 10%, når man fylder tyve er et helt år kun 5% af det samlede liv, når man bliver 40 er det 2,5% og et år for en hundredeårig udgør kun en enkelt sølle procent af det samlede livsforløb.

Her er selvfølgelig ikke taget med i betragtning, at et menneskes åndsevner og hukommelse forandrer sig i tiden mellem fødsel og død, men jeg tror, at tanken har noget for sig. Og så tror da pokker, at årene virker korte og måske mindre indholdsrige, fordi vi oplever så meget, som vi allerede har prøvet før.

Hvis vi vil have dagene og årene til at virke lige så spændende og lange som da vi var børn eller bare yngre, er vi nødt til at anstrenge os, for at gøre nye ting hele tiden. Vi må bryde nyt livsterritorium igen, igen, og igen for ikke at mærke den matematiske lovmæssighed, der peger alvorligt mod livets ende. 

Måske kommer vi ind imellem ligefrem til at overanstrenge os på den konto. Måske er det den tidsacceleration, der også får vores kamp mod den til at kræve mere og mere af os. Det er benhårdt arbejde.
Michael Strunge, et af punkkulturens danske ikoner, der har skrevet digtet herunder, holdt til livets hastighed i 27 år. Så kastede han sig ud af et vindue fra 4. sal i 1986. ”Nu kan jeg flyve!” udbrød han.

Knuser uret 
med mine tanker 
jeg lever kun
 med livets hastighed


 

Skifter hurtigt 
til ny forklædning 
jeg behøver forandringer 
med livets hastighed


 

Danner kontrast 
behøver ingen camouflage 
død og træt af
 ikke at være mig selv 

Skifter farve 
anarkistisk kamæleon 
kaster masken 
ændrer leveform 

Mit sind
 gror ud af mit hoved 
skiftede sind 
efter at have været død


 

Endelig
 det lader til at jeg ved nu 
at jeg ikke har
et uforgængeligt selv


 

Hvem ved
 ved hvad ens selv er lig? 
jeg er ligeglad
 skaber selv mit selv


 

Skifter fart 
jeg har brug for fartskift 
jeg ændrer mit liv 
før det ændrer mig

Michael Strunge, 1978 

Kan vi sætte livets hastighed ned? Vil vi? Tør vi?



Lise Lotz
Akademisk medarbejder