mandag den 9. maj 2011

De ti Bud - Opsamling og tilføjelser II

De ti bud i 2011

Fy, fy, skamme, skamme” er en klassiker fra 80’erne. Der er vel nok mange ting man ikke må, når man er barn i en pæn familie. Og de ting, som man må, er der ikke meget sjov ved.
Må man male sig med øllebrød? Må man kaste rundt med sutter? 
Må man tegne på tapetet? Må man slå en masse prutter?
Må man hænge i gardinet og hælde mælk på stolen?
Må man spise alle blomsterne og vælte bogreolen?
Næ, næ næ næ næ det må vi ikke
Fy fy skamme skamme fy fy ah ah
slemme slemme fy fy næ næ nix nix
slut forbudt - men hva' må vi så?
Må man bade telefonen? Må man bide i en støvle?

Må man tisse i klaveret? Må man sludre, må man vrøvle?
Må man vaske sig med kaffe og komme mel i huen?
Må man gi' grammofonen ble på og tøm' mudder ind i stuen?
Næ, næ næ næ næ det må vi ikke
Fy fy skamme skamme fy fy ah ah
slemme slemme fy fy næ næ nix nix
slut forbudt - men hva' må vi så?

Må vi godt la' vær' og svine? Må vi sidde musestille?

Må vi gerne vaske hænder? Må vi godt la' vær' at spilde?
Må vi sige nej til kager men ja til torskerognen?
Må vi syn's at far er dygtig når han vasker Folkevognen?
Ja ja ja ja ja det må vi gerne
Næ sikke fin fin ja ja meget fin
stor stor klap klap fin fin flot flot
det var godt - Nå det må vi godt
Må man trampe hårdt i gulvet? Må man tigge må man plage? 
Må man skrige højt og tude for at få en ekstra kage?
Må man hælde sovs i sengen og tørre op med kjolen?
Må man gi' sin undulat et ord'ntligt strint med vandpistolen?
Næ, næ næ næ næ det må vi ikke
Fy fy skamme skamme fy fy ah ah
slemme slemme fy fy næ næ nix nix
slut forbudt - men hva' må vi så?

Er det sådan, de ti bud er? Alt det sjove er forbudt og det kedelige er det, som vi må, skal og bør? Er det mon derfor, at det kan trække overskrifter, når en undersøgelse viser, at kristne fx snyder lige så meget som ”almindelige” mennesker? Altså at det er en almindelig forestilling, at troende rent faktisk overholder de regler, som deres tro stiller frem? Og sover med hænderne over dynen? Tro om igen!

En hovedpointe i kristendommen er en erkendelse af at vi er mennesker, ikke guder. Vi har muligvis guddommelige øjeblikke, men i det store perspektiv er vi ikke i stand til kun at gøre det gode. Vi fejler. De fleste af os gør os umage med vores liv, men vi fejler alligevel. ” … det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.” (Rom. 7,19)

Mon ikke de fleste af os kan genkende den fornemmelse? At man gerne ville gøre noget, men kom til at gøre noget andet. Råbe af kæresten i stedet for at tage det roligt. Drikke øl i stedet for at studere. Tage på stranden i stedet for at ringe til mor på Mors Dag. Store ting. Små ting.

Og betyder det så, at vi er dømt ude? Nej, det betyder lige netop, at vi er dømt inde. Betyder det så, at man kan tillade sig hvad som helst? Nej, det betyder det sådan set ikke. Det er ikke en pointe, at man skal være ligeglad, og at alt er tilladt. Den totalt irriterende og besværlige mellemvej, som er pointen, handler om at åbne øjnene; om at se sin begrænsning, sin sårbarhed og sin afhængighed af det, som er udenfor en selv.

Det kan de ti bud hjælpe med til. Vi – og buddene - må gerne stille krav til os og til vores indsats i tilværelsen, men vi må også gerne tage imod den lettelse det er at vide, at vi er elskede, selvom vi maler os med øllebrød, tigger og plager og glemmer at sige ja til torskerogn.
Billedet udlånt af www.fiskehuset.com. Tak!
Venlig hilsen
Lise Lotz, akademisk medarbejder

mandag den 2. maj 2011

De ti Bud - Opsamling og tilføjelser I

De ti bud i 2011

Hvad skal vi så egentlig med de ti bud i dag? Det giver ikke megen mening bare at have dem som moralske forskrifter, som noget man ganske ureflekteret bare skal overholde. Selve indholdet i forbuddene kan være meget gode retningslinjer, men som det er fremgået, så kan vi faktisk ikke overholde buddene.
Det kan være særdeles svært ikke at lyve, eller ikke at begære næstens kvinde eller ejendele. Jeg mener ikke rent faktisk at stjæle hans eller hendes ting eller kæreste – det kan også være svært – men bare det at tænke på at gøre det. Begæret – det er sådan set allerede det, som er forbudt.
Som det også fremgår i Jesu bjergprædiken i Matthæusevangeliet, hvor buddene skærpes: bare du ser på din næste hustru, har du begået hor med hende i dit hjerte. (Matt. 5, 28).
Meningen med denne skærpelse i kristen forstand, er som Lise allerede har været inde på, at retfærdig bliver man ikke ved at overholde loven (eksempelvis de ti bud), men man bliver det af tro på Jesus som Guds søn, fordi han som den eneste kunne overholde loven. Det er det man kalder lovens anden brug, at den fører til tro på Kristus, fordi man ikke kan overholde den og derfor bliver fortvivlet.
Det virker antikveret. Men det er faktisk aktuelt. I dag er loven bare ikke konkret, men det at være god nok. Enhver der føler at de lige skal løbe lidt mere for at bliver tynde nok, læse lidt mere for at blive gode nok, gøre noget for at blive god – de handler som den, der fortvivlet forsøger at bliver retfærdig ved egne gerninger.
Men det er meget svært at blive god nok. God nok er noget man er, noget andre skal sige til en og noget man skal tro. Psykologisk kan det være meget svært at tro, og det bedste middel er kærlighed. Som en mor eller far, der elsker sit barn, der derfor altid er god nok, og som moren måske nok kan skælde ud, men altid vil bære over med. Men forældre-kærlighed kan mangle, den kan svigte og den kan virke pinlig, når man er ved at blive voksen og skal klare sig selv.
Kristus er billedet på Guds kærlighed, den kærlighed der går i døden for den elskede. Den kærlighed, der aldrig svigter. Den kan ikke garantere, at man består eksamen; men i Guds øjne er du alligevel så god som ny, et Guds barn.
Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

mandag den 11. april 2011

”Du må ikke begære din næstes ..." (X)

De ti bud i 2011

Ja, din næstes hvad? Som optakt til dagens afsnit gik jeg lige for en sikkerheds skyld både til salmebogen og på Wikipedia for at checke, hvad det helt præcis er, der står i det tiende bud. Og tænk, jeg blev totalt forvirret! Her er jeg, teolog og alting, der tror, at de ti bud er det ti bud. Mejslet i sten. WRONG!
Jeg ved jo godt, at der er noget om kildekritik og gamle tekster. Jeg ved også godt, at forskellige kirkelige retninger har hver deres udlægning af buddenes ordlyd og rækkefølge, men jeg havde egentlig den simple forestilling, at der ligesom var taget en beslutning om, hvordan den danske folkekirke forstår de ti bud. At det er vedtaget, hvad det er, som nogen kan tvinge nogen andre til at lære udenad. Sådan er det ikke! Man er nødt til at tænke lidt selv. Hvor anstrengende!

Der er fx ikke helt klarhed om, hvorvidt niende bud omhandler din næstes hus eller din næstes hustru. Nicolai skrev med udgangspunkt idet upassende i at begære sin næstes hus i sidste uge, men det vil så betyde, at hustruen bliver smidt i fællespulje i det tiende bud sammen med din næstes andre mindre ejendele. Det er højst sandsynligt, at i den kontekst, som buddene er skrevet i, er det en helt naturlig opdeling. Kvinder, kvæg og andre materielle goder skal man ikke hverken stjæle eller overveje at stjæle fra sin næste. Men der kan også argumenteres for at hustruen har en lille særstilling.
Det giver i hvert fald mig anledning til at tænke på ny. Hvor meget skal der tolkes på de ti bud for at få dem til at give mening? 
Når jeg nu forud har besluttet mig for, at de ti bud er gode at få forstand af, hvor meget kan jeg så tillade mig at vride det, der rent faktisk står, for at jeg kan holde det ud? Er der frit valg? Hvis bare argumenterne er i orden?
Jeg har ikke svaret. Vi er allerede nået igennem de ti bud, men mon ikke Nicolai og jeg i de kommende uger vil tænke lidt videre og dele vores overvejelser med dig…

Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder

mandag den 4. april 2011

”Du må ikke begære din næstes hus” (IX)


De ti bud i 2011 

Begæret er en stærk kraft.  Det er naturligt må man gå ud fra. Vi begærer alt muligt helt af os selv.  Gamle Freud mente at begæret hørte til urkræfterne, drifterne og meget af det var gemt i underbevidstheden.  Ethvert samfund måtte tøjle begæret og begrænse det, da det ellers ville være destruktivt. Enhver grundlæggende lov er en sådan begrænsning af begæret. 

Med ordet begær tænker vi ofte mest på det seksuelle begær og det har vi været inde på. De ti bud absolut ikke udtryk for en seksualforskrækkelse, men styrer blot begæret udenom andre mænds koner.  Hvis man læser hele moseloven er der dog en del flere forbud på det område.  Men her er det altså specifikt næstens hus som skal skærmes mod begæret. 
Begæret mod næstens hus får i dag afløb i populære programmer som hammerslag og liebhaverne, men der er formentlig ikke mange i vores del af verden som decideret stjæler andres huse.

Det virker også lidt sært at der skulle være et helt specifikt bud om næstens hus. Det skyldes en senere inddeling.  Oprindeligt var det første bud, forbuddet mod andre guder delt i to; men det samlede man til et og så havde man kun 9 bud. Den gik ikke, derfor delte man det sidste bud i to, fordi det allerede gentog forbuddet ” du må ikke begære”.  ”Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.«

Men hustruer, trælle, okser og ejendom må vente til næste uge.
Covet (= begær) by Sarah Jessica Parker - I had to have it
Imidlertid må vi konstatere at begæret i dag vurderes mere positivt. Det er jo grundlaget under markedet og den liberale økonomi.  Det går galt ind i mellem, hvor begæret efter penge skaber bobler, der brister efter en tid. 

Den nuværende økonomiske krise begyndte fordi flere amerikanere havde fået lov til at låne penge i deres huse, selvom de ikke var noget værd.  Boblen bristede og rigtig mange mistede deres hus og  arbejde. Alligevel er der vist ikke rigtigt lavet love, som for alvor regulerer den form for begær.
Mit eksempel viser også forskellen på de ti buds etik og nutidens samfund. De ti bud er udtryk for en nærhedsetik, den handler om næsten, dem der er i lokalsamfundet.  Men nutidens samfund kræver andre love og reguleringer, for det de gør på den anden side af kloden, det påvirker også os.
Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

mandag den 28. marts 2011

Du må ikke vidne falsk mod din næste (VIII)

De ti bud i 2011.

Med andre ord: Du må ikke lyve. Hvor svært kan det være? Meget svært, åbenbart.

Jeg ved godt, at jeg er lidt sær, men jeg har et nærmest autistisk forhold til det at lyve: jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg forstår ikke, at det skal være nødvendigt. Jeg forstår ikke, at mange mennesker bruger løgne – små og store, sorte og hvide – hver dag og hele tiden. Jeg forstår ikke den åndelige dovenskab og den manglende ansvarsfølelse, som jeg ser det som udtryk for.

Måske er det fordi jeg er helt og aldeles enig med Kant, der sagde: Opfør dig sådan, at grundlaget for dine beslutninger også kan danne grundlag for en almengyldig lovgivning. Måske er jeg mere kantianer end bibelfundametalist, for Bibelens Gyldne regel er en lidt anden: "Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem."

Det kan man på en dårlig – eller god – dag vel udlægge som en lidt kræmmeragtig snusfornuft, som ikke nødvendigvis fortjener at blive ophøjet til et almengyldigt livsprincip. Det er vel egentlig et udtryk for noget-for-noget-metaliteten – den slags findes altså også i Bibelen - i modsætning til den kristne nåde-for-ingenting-tanken. Altså at vi modtager noget – nåde og kærlighed – fra Gud uden at vi gør eller kan gøre os fortjent til det; alene fordi han elsker os. På samme måde kunne vi vel forventes at i det mindste stræbe efter at give – her sandhed – uden at forlange at få sandhed eller tak igen. Det er svært, men hvem har lovet os, at livet skulle være nemt? Ønsker vi os et nemt liv eller et sandt liv? Det er vel det store spørgsmål.
Hvorfor er sandheden så svær at håndtere? Hvorfor er det så svært at rumme, at virkeligheden er besværlig og gør ondt, at man lukker øjnene for det og sniger sig udenom med en usandhed? I mine øjne er det kun at trække pinen ud. Og min erfaring fortæller mig, at sandheden vender tilbage som en boomerang. Somme tider med mere brutalitet og ihærdighed end i første ombæring.

”Jamen, jeg vil jo ikke såre nogen,” tænker du måske, og det er da også smukt tænkt. Jeg har det bare – personligt – sådan, at jeg finder det respektløst og derfor sårende, hvis nogen finder det nødvendigt at holde sandheden fra mig. Jeg kan GODT tåle at høre, at du hellere vil i biografen med din fætter, end du vil drikke kaffe med mig. Jeg kan godt klare at se den virkelighed, der er, at jeg ikke i alle sammenhænge og til hver en tid er det vigtigste menneske i dit liv. Det er muligt, at den virkelighed er smertelig, men den er virkelig. Og det er den virkelighed, som jeg gerne vil leve i. Ikke i en eller anden sminket virkelighed, der hele tiden truer med at bryde sammen, hvis ikke vi bruger en masse kræfter på at holde løgnene sammen.
Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder

mandag den 21. marts 2011

Du må ikke stjæle (VII)


De ti bud i 2011

Dette bud er ikke rigtigt omdiskuteret. Et klogt menneske har en gang sagt, at regler, påbud og normers fornuft og rimelighed kan testes ved at vende sagen på hovedet og se, hvad det fører til. Det gør vi lige: ”Du må stjæle” eller mere radikalt ”Du skal stjæle”.  Det holder jo ikke, hvilket en hver kan se.  Selv tyve synes jo ikke det er ok, at stjæle fra dem.

Men hvad menes der med buddet? Hvad vi det sige at stjæle? Hvad er omfattet? Man må efter straffeloven ikke stjæle andre penge, men må man stjæle andres tid? Eller deres opmærksomhed? (Som jeg prøver på med denne klumme).  Det siger straffeloven ikke noget om.
Hvad med fremtiden? Der tales meget om min og mine forældres generationstyveri, hvormed menes at vi kynisk forbruger goder og rager til os uden at tænke på den regning, vi sender videre til børn og især børnebørn og oldebørn.  Selvom det er en mere diffus proces og mere et politisk slogan, så spiller det på den moralske forargelse ved ordet ”tyveri”. 
Og før børn og unge i Danmark og andre vestlige lande bliver alt for moralsk forargede, så kan man sagtens hævde at de heller ikke er helt rene.  Blot ved at være en del af EU stjæler vi hele tiden fra de fattige lande bl.a. pga. den kolossale landbrugsstøtte, som fastholder mange ulandsbønder i fattigdom. Foruden at det også udpiner planeten.
Men det er alligevel lidt svært med kollektiv skyld og ansvar. Hverken min kære læser eller jeg stjæler jo bevidst fra en fattig bonde i Colombia eller Malawi. Vi køber bare ind i Netto, fordi det er billigt og vi gerne vil have vores surt tjente penge til at række længst muligt.

Men måske skal vi erkende, at vores måde at leve på ikke er omkostningsfri. Der er andre som betaler en pris for vores levestandard. Verden er ikke retfærdig, og vi er medskyldige i den uretfærdighed, der findes. Vi kan derfor ikke være pletfri og rene, og det er en god erkendelse, for dem, der mener sig  pletfri og rene har altid været gode til at finde pletter på andre. De er altid gode til at slå andre oven i hovedet med loven. Men der kommer hverken lykke, kærlighed eller fællesskab fra loven eller fra moralske pegefingre. 
Men måske fordi nogen siger at du er god nok, selvom du også er en tyv.  Du er værd at holde af, selvom du ikke er perfekt. Så kunne det være, det blev lettere at holde op med at stjæle, eller med bare at tænke på sig selv.  Så kunne det være vi ikke ville gøre det rigtige af pligt, men fordi vi havde lyst.

Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

mandag den 14. marts 2011

Du må ikke bryde ægteskab (VI)


De ti bud i 2011

Nu bliver det jo interessant. Sex og utroskab har altid kunnet sælge aviser. Men er det ikke trist med al den begrænsning i den seksuelle udfoldelse? Men er det ikke et lidt kedeligt bud? Er det ikke for alvor tydeligt kristendommen er seksualforskrækket og bare røvkedelig?

Men det må jeg jo klart nok svare nej til. En sådan slutning viser en mangel på læseevner i liga med Penkowas manglende evner til at tælle mus (eller var det rotter). 
Det handler ikke om sex.  Det handler om orden og om ejendomsforhold.  I hvert fald hvis vi ser på buddet oprindelige sammenhæng i Det gamle Testamente.  Hvis man brød ægteskabet og lå med en anden mands kone eller mand (hvis man var en kvinde), så ville der være usikkerhed om hvem der var far til børnene.

Det ville betyde at en anden mands barn kunne komme til at arve min formue og ejendom,  og det er noget rod.  Så det handler ikke om sex, der står ikke noget om sex før eller efter ægteskabet, og i  Det gamle Testamente er det ikke usædvanligt  med flerkoneri. Kong Salomon havde f.eks. mange koner. Det tyder ikke på seksualforskrækkelse, men derimod på et patriarkalsk samfund og et noget antikveret kvindesyn. 
Kvinder kunne nemlig ikke have flere mænd.  Faktisk var kvinder en form for ejendom og derfor var det at bryde ægteskabet og tage en anden mands kone et brud på ejendomsretten.

Men hvad med i dag? Hvad skal vi med buddet?  Det er min erfaring fra sjælesorg og en række vielsessamtaler at de fleste betragter ægteskabet med ret stor alvor. Det handler om troskab, om at finde den eneste ene. 

Ægteskabet er i langt højere grad end tidligere bygget på følelser og kærlighed, selvom hensyn til børn også spiller en vis rolle. Så i dag må man sige, at den almindelige indstilling er for buddet.  Vi stræber efter at blive i ægteskabet eller også holder vi os fra det. ”Du må ikke bryde ægteskabet” er således stadig et ideal, men realistisk ville vi måske tilføje ”med mindre det ikke kan være anderledes”.  
Og der er jo rigtigt mange som bliver skilt og i mange tilfælde er det godt sådan. Hvis ægteskabet nedbryder menneskerne i det, så kan er det måske en god idé at skilles ad. Det viser bl.a. at vi har en mere individualistisk kultur, at både kvinder og mænd er økonomisk uafhængige.  Men det viser også, at følelser – herunder romantisk kærlighed – kan være et skrøbeligt fundament at bygge et liv på.

At ægteskabet så stadig er ret populært – så populært at nu også homoseksuelle gerne vil ha’ det og helst også med kirkens velsignelse (hvilket jeg i parentes bemærket går ind for) – det må skyldes at det måske er en meget god ramme om livet.  At frihed måske ikke altid er friheden til bare at være sig selv.  Ja måske bliver man netop sig selv ved fællesskabet med et andet selv.