Afsnit XI – Vrede II (”Ira”)

Føljeton: Livet. En ligning, der ikke går op.

"Jeg har det fredeligste sindelag. Mine ønsker består i en beskeden hytte, et stråtag, en god seng, god mad, frisk mælk og smør, blomster uden for vinduet og et par smukke træer foran døren samt, hvis den gode Gud vil gøre min lykke fuldkommen, at han lader mig opleve den glæde, at seks eller syv af mine fjender bliver hængt i disse træer. Rørt om hjertet vil jeg før deres død tilgive dem al den uret, de har begået mod mig i livet - ja, man skal tilgive sine fjender, men ikke før de er hængt". (Heinrich Heine, 1797-1856).

Southern trees bear strange fruit,
Blood on the leaves and blood at the root,
Black bodies swinging in the southern breeze,
Strange fruit hanging from the poplar trees.

Pastoral scene of the gallant south,
The bulging eyes and the twisted mouth,
Scent of magnolias, sweet and fresh,
Then the sudden smell of burning flesh.

Here is fruit for the crows to pluck,
For the rain to gather, for the wind to suck,
For the sun to rot, for the trees to drop,
Here is a strange and bitter crop.
(Abel Meeropol/Lewis Allen, 1903-1986)

Der er meget at sige om vrede. Der ER sagt meget. Der er meget at overveje.

Vreden kender vi fra os selv og andre. Vi ved, at den kan være destruktiv og et udtryk for det negative i livet. Vi ved dog også, at vreden kan være drivkraften bag store, vigtige bedrifter. Vreden kan opleves som inderligt berettiget. Vreden kan være storladen og dramatisk, og kan tjene en markering af et individs grænser. Grænser, som måske ellers er utydelige. ”Jeg finder mig ikke i noget! Her går grænsen!”

Vreden – og de andre dødssynder – udtrykker menneskelige dispositioner, tilbøjeligheder, som ikke er syndige eller forkerte som sådan, men som i sig rummer både positive og negative muligheder for at komme til udtryk. Problemet opstår, når tilbøjeligheden overtager et menneske; når mennesket fx i vrede mister besindelsen eller lader langvarig, indestængt vrede transformeres til bitterhed.

Vrede er bare vrede. En følelse. Kig på den. Den er muligvis grim, deform, svær at styre. Den kan ikke bortreguleres. Den kan ikke forbydes. For den er der. Hos dig og hos andre.

Og der er meget, meget, meget mere at sige om den, end jeg kan nå her.

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Studenterpræst Nicolai Halvorsen og akademisk medarbejder Lise Lotz skriver et afsnit på skift hver uge og vores bidrag til føljetonnen vil være ordnet efter de syv dødssynder: hovmod ("superbia"), griskhed ("avaritia"), nydelsessyge ("luxuria"), misundelse ("invidia"), frådseri ("gula"), vrede ("ira") og ladhed ("acedia").

Afsnit X – Vrede (”Ira”)

Livet. En ligning, der ikke går op.

I det gamle Testamente kan man bl.a. læse at patriarken velsigner sine Sønner. Han havde som bekendt 12, der blev til Israels 12 stammer. Et par af sønnerne bliver dog mere forbandet end velsignet. F.eks. læser man

”Simeon og Levi er brødre, deres knive er voldsredskaber, jeg vil ikke møde op i deres råd, ikke deltage i deres forsamling. Forbandet være en vrede så heftig, en harme så voldsom som deres. Jeg vil splitte dem i Jakob og sprede dem i Israel. (1. Mosebog, kap. 49, v. 5-7)”

Det er svært at se pointen. Måske af Levi’s slægt levitterne var den som gjorde tjeneste ved templet. Dvs. forestod slagtning af offerdyr. Så kunne de bruge deres knive til noget fornuftigt.

Men det virker uforståeligt at vrede kan være en dødssynd. I dag er vrede jo udmærket, især hvis den kommer til udtryk under kontrollerede former. ”jeg føler du er vred nu, ja slå du blot lidt på væggen; det er godt at få det ud.”

Vrede er naturligt, men det er alligevel ikke cool at blive vred. Man skal kunne styre sin vrede. Og hvis det er svært, så kan man komme på kursus eller i terapi. Men hvad hvis man bliver vred over al den terapi og nursing-kultur ?

Forleden så jeg filmen ”Anger management” med Jack Nicholson og Adam Sandler, hvor sidstnævnte kommer i terapi hos førstnævnte. Det går helt galt, men alt ender alligevel godt. Pointen i filmen er næsten aristotelisk – man skal finde vejen mellem eftergivenhed og raseri.

Alligevel har vi stadig et ambivalent forhold til vrede. I almindelighed undertrykker vi den, men vi erkender at der kan være retfærdig vrede. Det er der er flere eksempler på i ovennævnte film eller f.eks. hvis man på urimelig måde bliver slagtet til eksamen. På den anden side har vreden også en destruktion i sig. Ødelæggelser af forskellig art kan følge på vreden. Det går ikke blot ud over de andre, men rammer også den vrede selv. For han må leve med følgerne af sin vrede. Sådan som Simeon og Levi måtte.

Årsagen til at vreden er havnet i dødssynderne er denne ødelæggende kraft. Vreden kan såre og ødelægge fællesskabet, især hvis den fører til vold. Så egentlig kunne man sige, at det mere er volden og ødelæggelsen end vreden, der er problemet. F.eks. er der nogle autonome som har været vrede i weekenden, selvom de var til en stor fest i Hyskenstræde og burde være glade (det er vel det man har fester til), så gik festen over i hærværk og ødelæggelser af butikker og biler mm.

Jeg ved ikke hvor meget det ødelægger et konkret fællesskab, men det ødelægger noget i mig. Måske ødelægger det håbet om et fællesskab, der kunne være. Og sådan er det med mange ting, der sker. Realistisk ved jeg godt, at det store universelle fællesskab ikke er videre sandsynligt. Menneskehedens forsøg på at realisere det har som regel ført til udelukkelse og terror. Men for mig er noget af det væsentlige i kristendommen at håbet og følelsen ikke blot bliver kvalt i illusionsløs realisme, men at det fastholdes som den sande virkelighed.

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Afsnit IX – Frådseri II (”Gula”)

Føljeton: Livet. En ligning, der ikke går op.

Når ugeblade og magasiner præsenterer lækre opskrifter på fx chokolade og konfekt, slår det næsten aldrig fejl: ordet ”syndigt” kommer på banen. Og sammenstillingen af ”syndigt” og ”sundt” giver rigtig mange hits på Google.

Vi lever i et samfund med et ret skizofrent forhold til mad – og dermed til frådseri; denne uges dødssynd. Madligningen går ikke op: på den ene side har vi så meget mad og så let tilgang til det, at vi som samfund betragtet bliver federe og federe. På den anden side ved vi mere og mere om, hvor meget det kan ødelægge vores liv, at lade kroppens biologiske trang til at lagre fedt til trange tider – som aldrig kommer – styre vores forhold til mad.

På den ene side lever vi i et samfund, hvor rigtig meget er styret af lyst: jeg uddanner mig til læge, fordi jeg har lyst til det; jeg bor på Vesterbro, fordi jeg har lyst til det; jeg spiser Hansen Flødeis, fordi jeg har lyst til det. På den anden side forventes vi at kunne tøjle vores lyster og dermed at have kontrol over vores liv. Det er simpelt hen vores pligt, set med samfundets øjne, at sørge for at leve et sundt og langt liv. Et sundt og langt liv, som også bliver et produktivt liv.

Vi lever også i et samfund, som faktisk stadig er præget af en protestantisk etik: ved at være afholdende, altså ikke-frådsende, kan vi yde mere. Ved at arbejde hårdt og længe, kan vi skabe et perfekt samfund. Ved at arbejde endnu hårdere og endnu længere kan vi skabe et endnu ”perfektere” samfund.

De fleste af os ved rigtig meget om sund kost, fordelene ved motion og farerne ved tobaksrygning og for meget alkohol, men rigtig mange af os har faktisk ikke helt kontrol over, hvordan den fornuftige viden omsættes til konsekvent handling. Der bliver opstillet modsætninger, som trækker i os fra flere sider, og mange af os bliver forvirrede og får et bare små-anstrengt forhold til de mange gode hensigter; andre udvikler egentlige spiseforstyrrelser, som jo dog kun overfladisk set handler om mad. Maden er på mange måder at forstå som et magtfuldt symbol på basale, men komplekse mekanismer, og derfor er det tankevækkende, at spiseforstyrrelser er så udbredte, som de er i vores kultur.

Måske er det syndige ikke at spise hverken et eller sytten stykker chokolade. Måske er det syndige – altså det, der fjerner os fra Gud, eller hvad vi nu vil kalde det, som er det egentlige og væsentlige i tilværelsen som menneske – at vi når vi frådser, overstimulerer vores sanser, som dermed går i baglås og på den måde gør vi vores liv mindre end det egentlig er.

Lise Lotz, akademisk medarbejder

P.S. Under forberedelsen til dette afsnit læste jeg i bogen: In the Devils garden. A Sinful History of Forbidden Food af Stewart Lee Allen. I afsnittet om dagens synd, gluttony, læste jeg om en særlig fransk skik.

Jeg har godt hørt om, at man spiser sangfugle visse steder, men her fik jeg flere detaljer: det lille kræ - hortulan, en værling-art på dansk, fanges i net når den - og dens mange, små venner - er på vej til eller fra Afrika. Den puttes i en mørk kasse, så den tror det er evig nat, og den trøstespiser/tvangsfodres med en masse gode sager, så den bliver smældfed og lækker.

Når tiden er kommet druknes den i Armagnac, flås, drysses med salt og peber, og steges i ovnen i ca. 8 minutter. Brændvarm spises den derefter i én mundfuld! Med knogler, indmad og det hele!

Som en særlig kuriositet skal man dække sit hovede med et stort, hvidt tørklæde, mens man gumler. Nogen siger at det er for at bevare så mange dufte som muligt til egen næse, andre mener at det er for at skjule sit hovede fra Gud i skam over dette syndige frådseri. (Nogen mener, at det bare er fordi det kan blive lidt "messy"!)

På YouTube kan man se Jeremy Clarkson fra TopGear gå gluttony-planken ud. Skal man væmmes eller fristes?

Afsnit VIII: Frådseri (”Gula”)

Føljeton: Livet. En ligning, der ikke går op.

Føljetonen er atter på banen efter et par svipsere. Grunden til de manglende føljetoner er ikke så meget ladhed eller dovenskab (en af de kommende dødssynder!), som det er forvirring og forglemmelse. Men nok om det; nu skal det handle om frådseri – Gula.

Bogstaveligt talt har grådighed med overdreven appetit at gøre. Primært i forhold til mad, men grådigheden kan gælde alt muligt. Mht. mad så er grådighed i dag stadig ingen dyd – det er ikke smart at være mad-grådig. Det skyldes dog ikke fællesskabet, men overspiseren der bliver fed og usund. Det er således ikke grådigheden i sig selv, men at man spiser for meget forkert mad. Det samme gælder grådighedens sygelige udtryk Bulimi.

Bulimi handler som andre spiseforstyrrelser om skam, kontrol og mangel på kontrol. Men hvor den moderne bulimi er ødelæggende for bulimikeren, så var grådigheden i gamle dage ødelæggende for fællesskabet. Hvis en spiste al maden i huset, så døde de andre af sult. For der var ikke uendelig meget mad. Det samme gælder overspiserne og de overvægtige. De skal reddes fra sig selv. Det er kun i det store regnskab, at de belaster os alle ved f.eks. at bliver mere syge. Men her skal de sunde og slanke vogte sig for hovmod. Vi kan let ende i rethaverisk dydssamfund, hvor alle rygere, fede og andre utilpassede skal sendes på ”rehab” eller genopdragelseslejr.

Hvis staten synes fedme og livsstilssygdomme er et samfundsproblem, så foreslår jeg en brandbeskatning på usundt fedt. 1 liter sødmælk 50 kr. – og McDonald’s, grillen og alle de andre fedtpushere må enten ændre menuen eller gå konkurs. En Big Mac til 400 kr. gider vi alligevel nok ikke betale, så hellere spise billig sushi.

I dag har vi mad nok, ja måske for meget mad. Men grådigheden findes stadig, nu er de blot en økonomisk grådighed der er rådende. Eller i al fald i stor stil har været rådende. Men det har jeg allerede skrevet om i klummen om griskhed (nr. 2. bloggen 23/2). Det er ikke cool at rage til sig på andres bekostning. Den økonomiske grådighed har dog fået en på hatten med finanskrisen og tak for det.

Det turde være oplagt, grådighed ikke skaber vækst for alle i en uendelighed. Det bliver dog næppe kapitalismens endeligt, men forhåbentlig bliver det klart, at der må være lidt regulering og kontrol af markedet. Ellers skabes der mere grådighed end godt er. Der er nok en lille grådig-fætter i maven på os alle og jeg anbefaler, at vi ikke opmuntrer ham. Selvom alt er tilladt, så er det ikke alt, der er gavnligt, som Paulus sagde.

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Husk at checke den nye hjemmeside!

Der er masser at komme efter på studenterpræsternes og studentermenighedens nye hjemmeside: studenterpraesterne.ku.dk; der er arrangementer, prædikener, billeder og meget andet godt.

Check fx.

• "Forår i Bredgade",


• fredagsgudstjenester,


• pinsefrokost,


• koncert med Fangekoret,


• strikkecafeen Den Røde Tråd,


• studiekredsen Vinyl Religiøsitet

Alt er gratis med mindre andet er angivet.

Afsnit VII: Invidia - Misundelse

Livet. En ligning, der ikke går op.

Misundelse kender vi alle til. Tænk blot på ham, der stryger gennem semestret uden at anstrenge sig synderligt scorer 10 eller 12 til eksamen. Eller hende der ikke bare ser godt ud, men som også lige scorede ham den smukke fra 8. semester. Og så fik hun vist også en super lækker lejlighed nede ved søerne til ingen penge – og arrggghh!!
Ja man bliver som det hedder grøn af misundelse. Grøn er ellers sådan en pæn farve, men ikke som ansigtskulør. Heldigvis er misundelsens søster skadefryden, der kan varme når det viser sig, at hende den smukke dumpede, fik klamydia eller havde sat alle sine midler i Roskilde Bank.

Tilsyneladende var skadefryden ikke nogen dødssynd i middelalderen. Men Misundelsen var. Det var som vist er nævnt tidligere, fordi misundelsen – invidia – ikke blot ødelagde livet for den misundelige, men også ofte fik den misundelige til at ødelægge livet for den eller dem misundelsen gjaldt.

Invidia betyder ”at kaste fjendtlige blikke på” eller at se på nogen med onde øjne. Den dækker både misundelse og jalousi. Hos de gamle romere optræder det nogle gange personificeret, en tradition, der fortsætter op i middelalderen. Sjovt nok er invidia en kvinde, selvom mænd absolut også kan være misundelige og kunne det førhen. I Shakespeares store tragedie ”Othello” er den centrale intrigemager Hofsnogen Jago. Han er helt og aldeles drevet af hadefuld misundelse og forurettelse over at være blevet forbigået ved en forfremmelse. Desuden er han på alle måder sin herre Othello intellektuelt overlegen og ved sine intriger og rænker skaber han en voldsom jalousi hos Othello, der fejlagtigt tror at hans kone Desdemona er ham utro med løjtnanten Cassio, han som netop fik posten foran Jago. Shakespeares drama er en gribende fortælling om, hvor ødelæggende misundelse og jalousi kan være.

Men selvom misundelse og jalousi sjældent fører til noget godt, så er det fejlagtigt at tro, at man kan udrydde det. Alligevel er der vel nogle som er mindre misundelse og jaloux anlagt end andre. man kunne se misundelsen som en uforstilt sult, som en frygt for ikke at få det man gerne vil have. Man ser det, man mangler hos andre og misunder dem det.

Man er misundelig, fordi man føler at man har ret til det de andre har. Misundelse bunder således i en rettighedstænkning. Samtidig er det et begær efter at eje noget som måske ikke kan ejes. Det gælder i hvert fald jalousien, som er begæret efter at eje den andens kærlighed. Selvom der også ligger en umådelig værdsættelse af den andens kærlighed, så er jalousien en pervasion, fordi den ikke kan finde ro i kærligheden, men tvivler på den.

Men meget tyder på, at den voldsomme misundelse og jalousi bunder i en mangel på kærlighed. Og dermed også en manglende tro på at kærligheden rent faktisk er sandfærdig.

Kristendommens løsning af dette, er som bekendt at overbyde. Gud siger til menneskene: Selvom i er onde – og misundelige – så viser jeg jer, at jeg elsker jer ubetinget. For gennem kærligheden kommer friheden til at elske andre. Men den kærlighed er netop ikke en ret, men en gave.

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Afsnit VI: Luxuria - (Cali-)fornication

Livet. En ligning der ikke går op.

"Næst efter kønsdriften er af de menneskelige drifter jernbanedriften den, der sætter de fleste lidenskaber i bevægelse," lyder et gammelt ord fra dansk politik.

Eftersom vi ikke her skal beskæftige os med jernbanedriften, så er vi i denne uge fokuseret på den drift, der måske har været sværest at styre i tidens løb, selvom man, som Nicolai skrev i sidste uge, i de fleste samfund har gjort forsøget. Og i en kristen sammenhæng er det sket ved at koble kønsdriften og ikke mindst dens fornøjelige sider med synd.

TV-serien Californication følger den californiske forfatter Hank Moody, spillet af David Duchovny fra X-files, der lever et noget udsvævende liv, med masser af drinks og ikke mindst masser af skønne kvinder, men som alligevel er lidt af en lækker antihelt. Han drømmer om at få sin ex, som også er mor til hans datter, tilbage, men han fucker bogstavelig talt op igen og igen, så det ikke er en mulighed. Han roder rundt i sit liv, men han kan sætte ord på det, så vi må overgive os. Han hader sig selv, men vi der kigger på, elsker ham.

For livet går ikke op. Hank er måske et ekstremt eksempel, men han er et menneske af kød og blod, der kæmper med sine drømme og længsler, og som igen og igen må konstatere, at livet ikke er som det kunne være. Livet er ikke som det burde være. Livet er, som det er, og det indbefatter skønhedsfejl i massevis; både store og små. Når vi følger Hanks liv kan vi – hvis vi altså kan se bagom hans overfladisk set syndige og derfor forkastelige liv – se et menneske, der arbejder med sit liv. Tænker over det. Tager sine præmisser på sig. Og fejler igen – og igen. Og kæmper videre.

I may not go down in history, but I will go down on your sister. Hank Moody

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Fornication er et af de engelske ord for – syndig – sex især før/udenfor ægteskabet. Californication er titlen på en sang af Red Hot Chili Peppers, der handler om ”det søde liv” i Californien.