Afsnit X – Vrede (”Ira”)

Livet. En ligning, der ikke går op.

I det gamle Testamente kan man bl.a. læse at patriarken velsigner sine Sønner. Han havde som bekendt 12, der blev til Israels 12 stammer. Et par af sønnerne bliver dog mere forbandet end velsignet. F.eks. læser man

”Simeon og Levi er brødre, deres knive er voldsredskaber, jeg vil ikke møde op i deres råd, ikke deltage i deres forsamling. Forbandet være en vrede så heftig, en harme så voldsom som deres. Jeg vil splitte dem i Jakob og sprede dem i Israel. (1. Mosebog, kap. 49, v. 5-7)”

Det er svært at se pointen. Måske af Levi’s slægt levitterne var den som gjorde tjeneste ved templet. Dvs. forestod slagtning af offerdyr. Så kunne de bruge deres knive til noget fornuftigt.

Men det virker uforståeligt at vrede kan være en dødssynd. I dag er vrede jo udmærket, især hvis den kommer til udtryk under kontrollerede former. ”jeg føler du er vred nu, ja slå du blot lidt på væggen; det er godt at få det ud.”

Vrede er naturligt, men det er alligevel ikke cool at blive vred. Man skal kunne styre sin vrede. Og hvis det er svært, så kan man komme på kursus eller i terapi. Men hvad hvis man bliver vred over al den terapi og nursing-kultur ?

Forleden så jeg filmen ”Anger management” med Jack Nicholson og Adam Sandler, hvor sidstnævnte kommer i terapi hos førstnævnte. Det går helt galt, men alt ender alligevel godt. Pointen i filmen er næsten aristotelisk – man skal finde vejen mellem eftergivenhed og raseri.

Alligevel har vi stadig et ambivalent forhold til vrede. I almindelighed undertrykker vi den, men vi erkender at der kan være retfærdig vrede. Det er der er flere eksempler på i ovennævnte film eller f.eks. hvis man på urimelig måde bliver slagtet til eksamen. På den anden side har vreden også en destruktion i sig. Ødelæggelser af forskellig art kan følge på vreden. Det går ikke blot ud over de andre, men rammer også den vrede selv. For han må leve med følgerne af sin vrede. Sådan som Simeon og Levi måtte.

Årsagen til at vreden er havnet i dødssynderne er denne ødelæggende kraft. Vreden kan såre og ødelægge fællesskabet, især hvis den fører til vold. Så egentlig kunne man sige, at det mere er volden og ødelæggelsen end vreden, der er problemet. F.eks. er der nogle autonome som har været vrede i weekenden, selvom de var til en stor fest i Hyskenstræde og burde være glade (det er vel det man har fester til), så gik festen over i hærværk og ødelæggelser af butikker og biler mm.

Jeg ved ikke hvor meget det ødelægger et konkret fællesskab, men det ødelægger noget i mig. Måske ødelægger det håbet om et fællesskab, der kunne være. Og sådan er det med mange ting, der sker. Realistisk ved jeg godt, at det store universelle fællesskab ikke er videre sandsynligt. Menneskehedens forsøg på at realisere det har som regel ført til udelukkelse og terror. Men for mig er noget af det væsentlige i kristendommen at håbet og følelsen ikke blot bliver kvalt i illusionsløs realisme, men at det fastholdes som den sande virkelighed.

Nicolai Halvorsen, studenterpræst