AD! Skal vi VENTe?!

Ja, det skal vi faktisk..

På søndag er det den første søndag i advent, og selvom ordet i virkeligheden handler om at ”Han kommer”, så er betydningen, at vi nu skal vente og forberede os. Mentalt. Fordybe os. Geare ned, faste og gøre os klar til den helt store fest ved at gøre ugerne op til selve jesusbarnets fødselsdag beskedne, eftertænksomme og rolige, så kontrasten mellem hverdag og fest rigtig kan træde frem.

Det er jo ikke ligefrem sådan julemåneden ser ud for de fleste danskere her i begyndelsen af det 21. århundrede! Julen begynder i slutningen af november, og de kommende uge kører for manges vedkommende i det allerhøjeste gear. Der skal købes gaver, klippes julepynt, bages småkager, holdes julefrokoster og juleafslutninger, gøres julerent, drikkes julebryg og glögg, og mange af os ender med at være helt udmattede, flæskestegsforstoppede og nissehadende, når vi når frem til den 24. december. Den store dag bliver ofte et antiklimaks, som slet ikke kan leve op til de oppiskede forventninger og overgå de mange festlige sammenhænge, som vi har været i i løbet af december.

Det skal vi ikke nødvendigvis lave om på., men nu er tanken ført i marken: adventstiden er tænkt som en mental forberedelsestid, hvor vi gør os tanker om betydningen bag juleunderet: at et lille barn blev født, som skulle være ”en stor glæde, der skal være for hele folket”. Vi har lov til at holde lidt igen på de indledende juleløjer, hvis vi trænger til en aften hjemme i sofaen. Dén historie, der begynder i krybben julenat, udvikler sig så mærkeligt, at den godt kan fortjene en tanke eller to. Og man kan jo altid tage en pebernød, mens man tænker.

Lise Lotz, Akademisk medarbejder for studenterpræsten

Føljeton IX – Vejledning i Biblen…

Forleden blev jeg spurgt, hvordan man skulle læse i Biblen. Det var en yngre kvinde, som uforfærdet var gået i gang med at læse Den nye Aftale, som den nye hverdagsdanske oversættelse af Det ny Testamente hedder. Det viste sig alligevel at være vanskeligt. Problemet var ikke at forstå sproget, men det virkede meget lidt relevant for hende selv. Det var talt ind i en anden verden end hendes. Og var der endelig en forståelig vejledning, så virkede det umuligt at leve op til de krav der blev stillet. Kvinden læste henvendelsen som en direkte opfordring til hende selv, som en direkte vejledning.

Mange har sikkert en forestilling om religion som vejledning. Mange former for kristendom er og har været meget moralsk og derfor er det ikke mærkeligt at mange forbinder kristendommen med påbud og forbud. Men der findes ikke nogen direkte vejledning i Det ny Testamente. Få sider inde i Matthæusevangeliet støder man på en lang belæring af Jesus, som kaldes bjergprædikenen. Her hører man (i Den Nye Aftale’s formulering): I ved hvad der står i Loven: ”du må ikke slå ihjel” og ”den der slår ihjel, skal dømmes ved den lokale domstol”. Men jeg siger jer: den der bliver vred på en fra byen, skal dømmes ved den lokale domstol… Og hvis nogen kalder andre for idioter, skal han straffes med helvedes ild.

Som direkte påbud er det en umulighed. Hvem har ikke kaldt andre en idiot? Og hvem bryder sig om at blive fordømt, når man læser? Men der kunne tænkes at være en mening, men måske er den som ens eget liv lidt mindre ligefrem. Ligesom livet kan være fuld af hemmeligheder og vildveje, så forstår man det bedre i sammenhæng. Ja måske forstår man det først, når det er slut.

Jan Lindhardt – den tidligere bisp i Roskilde – har sagt, at man skal læse Biblen som et brev fra den elskede. Jeg siger jer: læs den først som en god historie. Og endelig: Biblen vil aldrig kunne vejlede dig til at blive et godt menneske, men den vil føre dig til tilgivelsens og forsoningens plads, så du kan leve et sandt liv, selvom du aldrig bliver god nok.

Der er til stadighed uenighed om hvilken status Biblen har i kristendommen. En del holder på at Biblen er Guds åbenbarede og ufejlbarlige ord – indblæst dirkete i forfatterne via Helligånden. De holder derfor på at Biblen skal læse bogstaveligt som den står og forstås umiddelbart. Det mener jeg ikke.

Jeg mener ikke det er muligt at læse og forstå noget som helst uden at fortolke det. Desuden mener jeg, at der er mange selvmodsigelser i Biblen, som kalder på forklaring.

Jeg mener, at Det nye Testamente (NT) er et vidensbyrd om mennesket Jesus, som Guds søn. I den forstand er Jesus en åbenbaring af Guds virkelighed. Men NT er skrevet af personer som har hørt om disse begivenheder og som selv er blevet påvirket af dem. Det primære er altså begivenheden.

Efter det fulgte det vi kalder kirken, som dem der troede at Jesus var en sand åbenbaring af Guds virkelighed. Herfra kommer dels den praksis at døbe, at holde gudstjeneste og nadver. Og det er i disse menigheder at Biblen er blevet til.

Jeg betragter mig som grundtvigianer, fordi jeg er enig med Grundtvig i hans kirkelige anskuelse. At kirken var der før Biblen, og at det centrale i kristendommen er det talte levende ord, som høres i bekendelse ved dåb og nadver. Det betyder ikke at Guds virkelighed ikke kan vise sig andre steder, men det betyder at Guds virkelighed ikke nås gennem læsning i Biblen. Biblen er en glimrende bog og kilde til stor indsigt, men den består af menneskelige og fejlbarlige vidnesbyrd og derfor må den også kunne kritiseres.

Nicolai Halvorsen, Studenterpræst

Føljeton VIII: Frihed fra... / frihed til...

Frihed. Et absolut plusord. Frihed er, når der ikke er nogle snærende bånd. Ikke nogen begrænsninger. Ikke noget der står i vejen for det, som jeg vil. Jo mere frihed, jo bedre. Lykken må være, at være 100% fri. Fri fra alt.

Eller kunne det mon være en lille smule mere komplekst; det her floromvundne plusord?

Tidligere tænkte jeg frihed, som jeg beskrev det herover. Jo mere frihed, jo bedre. Frihed fra autoriteter og traditioner og regler var noget, der var værd at stræbe efter, for disse ting repræsenterede det modsatte af frihed, nemlig bundethed, rammer, fasthed – ufrihed.

Og så oplevede jeg alligevel ind imellem, at den frihed, som jeg jo besad – og besidder – i rigt mål: frihed til at vælge uddannelse, frihed til at leve stort set som jeg vil, frihed til at rejse, frihed til at ytre mig, frihed til at vælge mine venner, frihed til – næsten selv – at bestemme hvornår jeg vil stå op, frihed til at spise, læse, købe, tænke, gøre – den næsten grænseløse frihed kunne opleves som en belastning. For med frihed følger ansvar. Når jeg selv beslutter alt i min tilværelse, så bærer jeg også ansvaret for konsekvenserne. Selv. Og de nærmest uendeligt mange valgmuligheder kunne – og kan stadig – gøre mig nærmest handlingslammet.

Og hvad har det nu med semesterføljetonnens tema ”Jeg er vejen…” at gøre? Jo, såmænd det, at frihed er et af pilgrimsvandrerens nøgleord. For man kan jo hævde, at det er meget lidt frit, at vælge at gå en rute, som andre har valgt, som andre har gået før, og som er fastlagt fra begyndelse til enden. Men det forunderlige er, at oplevelsen ved at gå pilgrimsruten – eller i den mindre labyrint – kan være den stik modsatte: at det at vælge at gå en vej, som er udstukket på forhånd, kan opleves som en utrolig frihed. Man bliver måske ikke fri FRA alt, men man bliver fri TIL noget vigtigt. Fri til at være sig selv på ruten.

Man er naturligvis nødt til at begive sig ind på ruten i tillid til – eller man kunne måske ligefrem sige tro på – at ruten er OK. At de, som har gået der før, har haft fat i noget. Og selvom man udviser tillid, behøver man jo ikke at tage hovedet under armen. Hvis ruten bliver for lang, et træ vælter ned over vejer eller man får frygtelig hjemve, så er man også fri til at holde pause eller afbryde rejsen. For måske at genoptage den senere. Man er fri til at være med – og fri til at lade være. Friheden ligger gemt i tilliden.

Lise Lotz, akademisk medarbejder for studenterpræsten

Føljeton VII – På mine fødder

Den engang århusianske rockgruppe Gnags (pladeaktuel med albummet Legepladsen) lavede en gang et hit med titlen ”Fodgænger”:

Ja, jeg kan gå på mine fødder

Jeg er fodgænger, så er man da noget

Jeg kan gå igennem byen

Koster ikke noget,

så har man da råd

Det er helt tilbage fra albummet X, som kom i 1983. Det kan være nummeret får fornyet aktualitet med den økonomiske krise, for fodgænger har de fleste alligevel råd til at være. I disse klimatider er fødderne også meget bæredygtige.

I nutiden har fødderne fået renæssance med fænomenet pilgrimsvandring. Flere og flere går ad gamle ruter til Santiago de Compostella eller ad Hærvejen. Alle steder vandres der. Formålet med pilgrimsvandringer er ofte at få ro. Der er et mentalt aspekt. At finde eller genfinde sig selv, hvilket er godt for mange, der i det daglige drøner af sted og glemmer, hvem de er og hvad der egentlig betyder noget. Den indsigt havde Gnags allerede for 15 år siden, ”jeg er fodgænger, så er man da noget.”

At gå skaber bevidsthed om, hvem man er. Her åbner sig en række filosofiske og videnskabelige døre. F.eks. kroppens og bevægelsens indre sammenhæng med bevidstheden. ”Jeg går, altså er jeg (fodgænger)”. Man kunne også nævne bipodaliteten som et afgørende udviklingsmæssigt træk. Men jeg skynder mig at smække alle døre i og gå videre.

Som nævnt i en tidligere klumme, så er det i kristendommen Guds vej til os, som er det primære. Man kan ikke gå sig til frelsen. Men når det er sagt, så gik Jesus også meget rundt og mange gik med ham. Jesus var en fodgænger. Og mange blev frelst på vejen. Dvs. de blev frie fra de fysiske eller mentale byrder, der lammede dem. Denne frihed er stadig tilgængelig for troen. Men når man er fri til at gå og har genfundet sig selv, så skal man gå hen til de andre. Selv mod ensrettet.

Venter på dig,

venter på en fodgænger

Venter på kys og kærlige ord

Nicolai Halvorsen, Studenterpræst

Efterår. Af Kassandra, www.digte.dk

Jeg har altid ønsket
at digte om efteråret

Som var det en melankolsk kvinde
i dødens klæder
Eller en ilter ung pige
i nostalgiens flammedragt

Efteråret er hvad det er

Farverigt og koldt og vådt
og blæsende
en blæst som
fjerner letheden fra kroppen
og stiver viljen af

Efteråret er rødhårede piger
i sorte frakker
Gamle mænd der blæses væk
Kampåndens børn
der fødes

Efteråret er glatte mudrede stier
Grå himmel
Langsomme kolde åndedræt og stearinlys
Behov for rasende lidenskab
og kold opgivelse

Efteråret er glatheden i dit sind
og trægheden i mit

Efteråret er verden døende,
altings vendepunkt.

Af Kassandra, www.digte.dk

Føljeton VI - Nu sneglen med hus på ryg vil vandre

Som nævnt i mit indlæg fra 22. september er der knyttet syv særlige nøgleord til pilgrimsvandringer. Et af dem er langsomhed.

Når man beslutter sig for at gå langsomt, så sker der noget andet, end når man transporterer sig selv hurtigt og effektivt fra A til B. Vi er så vant til at skynde os (ifølge en undersøgelse er fodgængerne i Singapore de hurtigste i Verden, men lige efter er det København og Madrid, der ”går” hurtigst; hurtigere end Paris og London. Også hurtigere end New York, ”the city that never sleeps”. I København går vi ca. 3 gange hurtigere end man gør i Blantyre, Malawi!), at det for mange er næsten fysisk umuligt at sætte farten ned. Men det er altså et forsøg værd.

Når man tvinger sig selv til at gå langsomt og til at fokusere på sine skridt, kan der opnås en nærmest meditativ oplevelse.

Tankevirkesomheden går efterhånden også ned i gear, man kan trække vejret dybere – og lur mig, om ikke det er både sundt og godt for enhver semi-stresset dansker! Prøv også fx at spise et æble langsomt. Små bidder. Tyg grundigt. Smag på saften. Hold små pauser mellem hver bid. Det er også sværere end det lyder. I hvert fald for mange af os effektive typer.

Langsomheden som noget positivt – i forbindelse med pilgrimsvandringer – viser sig ved, at sneglen er det dyr, der forbindes med vandringer af mere åndelig karakter. Sneglen er skabt til at være langsom. Den har alt med, som den behøver, og den skal ikke nå noget. Hvis man kan se bort fra det slimede (og fristelsen til at kaste smør, hvidløg og persille på den!) kan man også se skønheden i en snegl, og måske kan du finde/købe et smukt sneglehus til at have i lommen for at minde dig om, at langsomhed har noget at byde på..

Lise Lotz, Akademisk medarbejder for studenterpræsten

Føljeton V – My Way

I min studietid var Frank Sinatras version af Paul Ankas sang ”My Way” et stort hit. Den var næsten altid med til festerne. På en studietur til det tidligere Østtyskland (i Martin Luthers fodspor) i 1988 lykkedes det os, at få det polsk 3mandsorkester, der spillede i natklubben på vores hotel i Leipzig til at spille sangen. Og så dansede vi rundt og skrålede med på ”My Way”.

Det kan jo virke lidt parodisk at vi kollektivt fejrede denne hyldest til individualismen og enerens heroiske bekendelse. På den anden side kan man jo synge ”My Way” på sin egen måde. Det er der mange, der har gjort. Hvad der derimod stadig synes at være et paradoks i vores moderne liv, er det at vi holder individualismens ideal højt. At gøre tingene på sin egen måde giver respekt. Og på den anden side lader os ensrette. Samfundet bliver mere og mere ensrettet, f.eks. er det der før var et universitetsstudium udartet til en skole, hvor alle skal kunne det samme.

Selvfølgelig har vi alle vores eget liv og vores egen vej, også selvom den i det ydre ligner mange andres. Hvad der nu endnu mere synes at blive en belastning for de fleste, er kravet om at ens vej skal være succesfuld. Hvis man er i tvivl om, hvad succes er og hvordan man opnår den, så står der en hær af coaches klar med opskrifter og gode vink.

Tilsyneladende er der ikke mange, som spørger, hvor kravet om at være en succes kommer fra. Det kan ikke være fra Frank Sinatra og ”My Way”, for den sang handlede mere om at stå ved det man havde gjort. Den var tilbageskuende på det liv, som havde været.

Det kan ikke være fra den folkekirkelige kristendom, for her kan man ikke gøre sig fortjent til frelsen ved gode gerninger. Men det er - indrømmet - svært at fatte, at frelsen, det gode liv, lykken ikke kommer i kraft af vores anstrengelser og gode viljer. Men først når man giver slip, så breder vejen sig ud.

Nicolai Halvorsen, studenterpræst