Dystopi eller apokalypse?

Føljeton – Dystopier V

I dag vil jeg foretage en lille genreafklaring. Der findes nemlig flere typer af fortællinger, som har dystre perspektiver på fremtiden: dystopiske og apokalyptiske. Både dystopi og apokalyptisk tankegods findes i alle kunstformer. De to kan kombineres, men det kan være interessant at være opmærksom på forskellene.

Apokalypsens fire ryttere: død, sult, pest og krig.

Dystopier er, som både Nicolai og jeg har været inde på, forestillinger, der viser fremtidssamfund, som er kørt af sporet. Afsporingen er typisk sket ad politisk vej  - mere eller mindre styret. Et samfunds ledere har haft reelle idealer for fremtiden, men enten har de ikke kunnet gennemføre deres politiske mål – eller også har de netop gennemført dem, og resultatet er blevet forfærdeligt. Mange beskrivelser af dystopiske verdener viser samfund, som på overfladen er perfekte, men som på den ene eller anden måde er blevet umenneskelige og undertrykkende.

De fire ryttere rider igen - her i Albrecht Dürers streg (1498)

”Fahrenheit 451” er netop beskrivelsen af sådan en verden: ude i en ikke så fjern fremtid, har man skabt et roligt og ordentligt samfund ved at hindre individers ret til at tænke selv og tænke kritisk. Spørgsmålet er så, om ro og orden ovetrumfer alt andet.

Og igen.

Den anden negative fremtidsforestilling, som vi ofte møder i litteratur og på film er apokalypsen. Eller ligefrem post-apokalypsen. Ordet ”apokalypse” er græsk og betyder ”afsløring” eller det mere religiøst ladede ”åbenbaring”. Apokalypser er værker, der afslører fremtiden: ofte simpelthen de sidste tider, verdens ende, Ragnarok. De postapokalyptiske værker beskriver tiden efter katastrofen.

Bibelens sidste og vildeste skrift, Johannes’ Åbenbaring, er prototypen på en apokalypse. Teksten udvikler sig efter en nogenlunde fredsommelig begyndelse til noget, der minder om et langt syretrip med vanvittige beskrivelser af himmelske febersyner, dæmoniske væsener og altødelæggende naturkatastrofer. Det hele kulminerer i Dommedag, dagen da alle, både levende og døde, skal dømmes – og dømmes hårdt – efter deres gerninger, og de stakler, der ikke står indskrevet i livets bog, bliver kastet i en brændende sø af ild og svovl.

Og igen.

Efter den voldsomme dom skifter åbenbaringsskriftet dog gear, og skriftet slutter af med smukke og fredelige billeder af en ny himmel og en ny jord, hvor alt er godt. Johannes’ Åbenbaring er i tidens løb blevet læst af mere eller mindre vanvittige profeter, som mener at kunne læse tegn i teksten, der peger en helt konkret afslutning, og de har ofte nogle helt klare forestillinger om, hvad den enkelte kan gøre for at undgå at blive en af dem, der skal i ildsøen.

Og igen.

Apokalyptiske film med forskelligt udkomme er fx Armageddon (egentlig det bibelske navn for stedet, hvor det sidste og afgørende slag mellem det gode og det onde skal stå og derfor et andet ord for Dommedag), hvor Bruce Willis afværger katastrofen og Melancholia, hvor der ikke er nogen Bruce Willis. Postapokalyptiske film er fx The Road med Viggo Mortensen og 12 Monkeys, hvor Bruce Willis er på banen igen.

Og igen.

En tur i biffen til en god film om en ond fremtid kan måske hjælpe med at bearbejde den naturlige usikkerhed, som mange af os har, når vi kigger ud i fremtiden. Filmen ”This isthe end” går i biografen lige nu og giver efter sigende verdens ende et godt grin med på vejen.

Og igen.

Søren Kierkegaard sagde: "På et teater gik der engang ild i kulissen. En klovn gik op på scenen og advarede publikum. De troede, det var en vittighed, og de grinede og klappede. Han gentog beskeden, de jublede endnu mere. Sådan tænker jeg, at verden vil gå under i jubel af vittige hoveder, der tror, det er en vits."

Men så trænger de også til en kaffepause.

 Grine? Græde? Valget er frit. Men enden er - måske - nær…

Venlig hilsen

Lise Lotz

Akademisk medarbejder

Hvad skal vi med dystopier?

Føljeton: Dystopier IV

Dystopi er et forholdsvis nyt ord. Filosoffen og politikeren John Stuart Mill skulle være den første, der brugte ordet i 1860erne. Men forestilling om sted som er uønskeligt, en dårligere og ond verden er ret gammel. I tidligere tider var det dog mest udpræget helvede og andre verdener efter dette livs afslutning, der var tale om.

Helvede er et udpræget dystopisk sted. Uophørlig pine i ild og hvad man ellers kan tænke sig af torturformer. Sådan er det i al fald ofte blevet præsenteret. En af de mest udfoldede – og poetiske – fremstillinger af helvede er Dante Alighieri’s fra hans ”komedie” fra slutningen af 1300 tallet.

Find Holger! Eller fx. korrupte politikere... (evt. på et større billede.)

Helvede har her 9 cirkler eller ringe, med tilsvarende stigning i rædsler, der svarer til de overtrædelser de pågældende beboere har gjort sig skyldige i, da de levede. Dantes helvede har en egen logik og orden. I tredje ring finder vi således de glubske, der nu selv får deres ansigt spist af helvedeshunden Cerberus. I anden ring finder vi dem, der lod sig fange af de erotiske lidenskaber og begær, og de jages nu i en storm efter hinanden, hvor de samtidigt aldrig kan røre hinanden.

Nu tror jeg ikke på Dantes helvede, men det har sin ganske præcise funktion. Dels skulle det tjene til advarsel for de levende, så de huskede på at opføre sig ordentligt. Og dels tjente Dantes beskrivelse til at understrege Guds retfærdige orden, hvilket ikke altid var til at se i denne verden. Dante selv var i eksil det meste af sit liv pga. af politisk forfølgelse. Hans parti tabte og så var ud af vagten, hvis man ikke ville dø.

Dystopiernes funktion har også sidenhen været at advare samtiden mod en uheldig udvikling. Således George Orwells berømte 1984, der er skrevet i 1948 og som advarer mod den stalinistiske kommunismes konsekvenser ved at fremmale et gennemført overvågningssamfund.

Ray Bradburys ”Fahrenheit 451” fra 1953 , hvis titel henviser til den formodede temperatur, hvor papir selvantænder. Her fremmales en verden, hvor bøger er forbudte og et særligt ”brandvæsen” rykker ud og brænder de forbudte bøger. Udover at spille på bogbrænding, som havde fået en opblomstring hos nazisterne i 1930erne og 40erne, så var Bradburys bog også præget af McCarthys antikommunistiske vendetta og censur.

Samfund har altid dystopier, fordi vi skal fremmale, det vi vil undgå. Politikerne udmaler ofte de forfærdelige konsekvenser modstandernes politik vil have. For få år siden var klimakatastrofer oppe i tiden. De spøger stadig, men nu er det også det sociale og økonomiske kollaps.

En endnu ikke udkommet bog af Kaspar Colling Nielsen fremmaler en snarlig voldelig revolution og borgerkrig i Danmark, beskrevet i tilbageblik af en 450 årig mand, der var ung under krigen. Om alt så er godt i den verden, hvor døden kan udsættes næsten uendeligt og dyr kan tale og tænke eller om også det er et dystopisk sted. Det må vi læse, når bogen kommer.

Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen 
Studenterpræst

Forestillinger om fremtiden. Forestillinger om nutiden.

Føljeton: Dystopier. III.

”Fremtiden” eksisterer kun som forestilling. Enhver forestilling om fremtiden udspringer af forestillingen om nutiden. Din opfattelse af, hvordan livet på jorden er skruet sammen lige nu og her, farver din opfattelse af, hvordan du tror, at fremtiden vil blive.

Vores forestillinger og tidligere erfaringer gør, at vi ofte regner med at vores forestillinger om den nære fremtid, har relativt stor vægt: eftersom jeg sider trygt og godt ved computeren lige nu og det plejer at gå fint i længere stræk, så er min forestilling om, at jeg også sidder trygt og godt ved computeren om et minut temmelig fast i kødet. Jeg forestiller mig, at min te vil være lidt koldere, at et nyt musiknummer vil spille, og at jeg vil være nået lidt længere i teksten. Jeg forestiller mig, at jeg vil blive færdig med at skrive inden deadline, for sådan går det som regel.

Men selv dét er jo bare en forestilling. Måske får jeg om et øjeblik en idé, der er så fantastisk, at jeg dropper det, som jeg er i gang med nu og om kort tid i stedet er på vej til at blive verdensberømt forfatter. Måske ringer pakkeposten på døren med en pakke fra en ukendt onkel i Amerika. Måske inviterer en ven i Sydamerika mig via Facebook på en rejse til de varme lande. Måske forandres mit liv radikalt til det bedre lige om et øjeblik. Eller til det værre. Måske ringer telefonen med dårlige nyheder. Måske går strømmen. Måske bliver jeg ikke færdig. Måske bliver det jeg får skrevet i dag så ringe, at jeg bliver fyret. Måske, måske, måske.

Og det er bare den nære fremtid. Når vi begynder at forestille os fremtiden i et lidt større perspektiv, så kommer vores realiteter, forestillinger og erfaringer på spil med endnu større råderum. Hver enkelt menneskes grundtone kommer endnu tydeligere til syne, når vi hver især prøver at forestille os fremtiden – den fjernere fremtid. Vil det mon overvejende gå godt – eller skidt. ”Det” kan både være vores individuelle liv eller samfundets, klodens, menneskehedens liv. Vi samler os måske ligefrem i politiske partier eller andre grupperinger, der deler vores forestillinger om fremtiden.

Det tankevækkende er, at det måske først er, når vi begynder at forestille os fremtiden og når vi kigger nærmere på de billeder, som vi får dannet i den forbindelse, at vi for alvor kan se, hvordan vi opfatter livet lige nu og her. Nutiden er så tæt på, at den kan være svær at se ordentligt, hvorimod fremtidsscenarierne, som vi konstruerer, kan give os perspektiv. Når vi forestiller os fremtidsscenarier som enten lykkelige (og utopiske) eller ulykkelige (og dystopiske) kan vi - ud over at få pejlemærker til det, som vi vil opnå eller undgå - blive klogere på os selv.

Måske er det derfor at det er så populært med fremtidsvisioner i fiktionens verden. Egentlig kunne man bare afskrive den slags som gold spekulation eller ligegyldig fantasi, men fortællingerne peger tilbage på udgangspunktet; den tid og den sammenhæng, som de blev skabt i og den tid og den sammenhæng som de bliver fortolket i.

Den 24. oktober inviterer Studentermenigheden 50 personer i Cinemateket. Filmen ”Fahrenheit 451” er på programmet. Den er fra 1966 og er baseret på en roman fra 1953. Filmen handler om en ikke-årstalsangivet dyster fremtid hvor fortiden – og ikke mindst bøgerne fra fortiden – bliver anset for at være farlige og potentielt samfundsomstyrtende, og derfor er totalt forbudt. Vi ser filmen i 2013. Der er basis for indviklede overvejelser om tid, fortid, fremtid og nutid!

Hvis du kan forestille dig, at du har tid – og lyst – den dag, kan du få en billet. Læs mere på Facebook hvordan.

Politisk kommentator Christopher Arzrouni indleder filmen.

Venlig hilsen

Lise Lotz

Akademisk medarbejder

Hjernens dystopiske teater

Føljeton – Dystopier II 

Nu er semestret rigtig i gang. Det ser allerede sort ud. Jeg er bagud med det hele. Eller i hvert fald det meste. 

Sådan kan man lave sin egen lille dystopi. Som før nævnt betyder dys-topi et dårlig sted. Det er dér man ikke vil være.  Når vi har det dårligt, hvor vi er, så vil fremtiden også ofte blive truende.  Især hvis man er stresset og ikke kan nå det man gerne ville f.eks. at læse semestrets pensum. Hvis man også har det skidt af andre grunde, så får man givet svært ved at koncentrere sig og så bliver det værre. Man får læste mindre og kommer mere bagud.

Baron von Münchausen kunne redde både sig selv og sin hest op af en mose ved at trække sig i håret.
De fleste af os andre kan ikke...

Sandsynligvis kan man ikke ved viljens kraft trække sig selv op ved hårene. Man kan ikke bare tage sig sammen. Det bliver blot et ekstra pres, og det er presset på hjernen som giver stress og gør det svært.

De mere primitive og gamle dele af hjernen som amygdala og det limbiske system er gode til at huske dårlige og angstfyldte oplevelser, og angsten kan kobles til situationer, hvor man ikke burde være bange. Et eksamenslokale f.eks. især hvis man på forhånd har haft negative tanker om eksamen, fordi man måske synes, man har læst for lidt. En panikangst kan også udmærket udløses af længere tids stress.

Når man først begynder at tænke negativt og i tankerne prygler sig selv, fordi man ikke kan tage sig sammen og får lavet for lidt, så kan hjernens eget dystopiske teater køre en ind i en negativ spiral.

Hvordan kommer man ud af det?

Først og fremmest skal man prøve på at lade være med at plage sig selv.  Man må forsøge at se realistisk på, hvordan verden og en selv er lige nu. Og adskille det meget tydeligt fra ens forestilling om, hvordan det burde være.

 Er man for tiden stresset og ukoncentreret, så hjælper det ikke, at man vil være noget andet. Det er en naturlig reaktion, fordi det er ubehageligt at være stresset og ukoncentreret, og amygdala vil have en til at flygte , fordi den sammenblander ubehag med fare. Men man kan ikke være noget andet, end man er.  At ville være noget andet end man er, er det Kierkegaard kalder ”Fortvivlet ikke at ville være sig selv.”

Derfor må man begynde med at acceptere, at man er som man er: bagud, langsom og stresset. Når man ikke længere forsøger at flygte fra det, man ikke kan flygte fra, så får man mere ro og mere energi. Så kan man dernæst prøve at indse, at fremtiden ikke er virkelig. Den er mulighed, og vores forestillinger om den er forestillingen om mulighedens realisering. Men det er en forestilling. Ikke virkeligheden selv.

Vi tager ofte sorgerne på forskud, og lader dermed forestillingen om den dystopiske fremtid påvirke vores nutid. Derfor bliver vi mere stressede og mere negative. Hvis vi kan lade fremtiden være mere åben, hvilket den altid er, så kan man måske få lidt ro til at koncentere sig. Men man skal også huske at slappe af.

Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen

Studenterpræst

Dystopi? Velkommen!

Semesterføljeton om "dystopier"

Jeg har sagt det til de nye studerende, men jeg siger det igen: Velkommen til Panum og medicinstudiet.  Også et velkommen tilbage til alle de gamle. 

Endnu en gang vil akademisk medarbejder Lise Lotz og jeg skrive en føljeton-klumme i løbet af semestret.  Og endnu en gang er der et gennemgående tema, der denne gang er valgt i sidste øjeblik i et anfald af panisk klarsyn eller momentan kollaps. Emnet er dystopi.

For dem der ikke ved det er det et oldgræsk ord, der betyder ”dårligt (dys) sted (topos)” og betegner negative fremtidsvisioner. Det modsatte hedder eutopi, hvoraf den kvikke læser sikker har regnet ud, at ”eu” betyder god på oldgræsk. Nu er emnet ikke helt grebet ud i luften, da SMiK (Studentermenigheden i København) i indre by har temaet dystopi i dette semester. Der er både litteraturstudiekreds og foredrag om emnet, som du kan se i vores program.

I programmet og på vores Facebookside kan du se mere om alle de ting, vi laver. Der er et rigt udvalg af forskellige aktiviteter, hvor du er velkommen. Det er ikke dystopisk alt sammen. I min egen boldgade har jeg den traditionelle filosofiske svampetur d. 28. september. Det plejer at være fornøjeligt, og her er selv den megen regn, der lige nu (mandag før deadline) vælter ned meget velkomment. Uden vand, ingen svampe.

Ummm. Paddehattesky.

Desuden har jeg også igen mit laboratorium – sprog for tro. Det er et særligt tilrettelagt forum for en lille kreds, hvor vi fortroligt prøver at sætte ord på, hvad vi tror på, hvad betyder tro for os, hvad er lykke og andre lignende store spørgsmål. Ring eller skriv til mig, hvis du synes, det lyder spændende.

Endelig skal jeg også nævne vores store studietur næste år. Den går til New York. Studieturene er altid utroligt spændende og sjove med studerende fra flere fakulteter. Og New York er uforlignelig.

Udover alle de mange gode aktiviteter er der også altid mulighed for at få en samtale med mig eller en af de andre præster, hvis du har brug for det. Hvis der er noget, der nager eller plager, så kom med det samme, før det vokser sig ufremkommeligt stort. 

Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen
Studenterpræst

(Indlæggene her bliver skrevet til og udgivet i MOK, MedicinerOrganisationernes Kommunikationsorgan hver mandag i semesteret.) 

Livet er en jammerdal. Om utopi og dystopi.

Semesterføljeton om "Dystopier"I
”Livet er en jammerdal.” Det kan vi lige så godt vænne os til – og forberede os på. Udtryk som Tårernes Dal eller Denne verdens Jammerdal har været brugt både i Bibelen, Brorsons salmer og i Gustav Wieds Livsens Ondskab som et udtryk for livet på jorden, og det er da heller ingen hemmelighed, at de fleste menneskeliv i perioder vil føles som sådan. Triste, ubærlige og elendige.

Ordet dystopi er et spin-off af udtrykket utopi. Det ord er opfundet af forfatteren, humanisten, statsmanden og filosoffen Thomas More. Han udgav bogen Utopia i 1516, og i den beskrev han et fiktivt - men lykkeligt - ønskesamfund på øen og landet Utopia, og han redegjorde for landets religiøse, sociale og politiske strukturer. En dystopi, derimod, er en forestilling om en verden, et sted eller et landskab (topos), der er ”dys” – som i ”dys”-funktionelt, altså dårligt eller forkert.

Ordet blev brugt første gang af den liberale tænker og politiker John Stuart Mill i 1868, som en hån mod sine politiske modstandere, der i hans syn - fejlagtigt - så sig selv som fortalere for et virkeligt Utopia. Mill udtalte, at de var på vej mod Dystopia i stedet.

Hvem afgør, om vi er på vej mod det ene eller det andet...?

Mennesker har til alle tider – efter bedste evne - beskrevet verden, både som den faktisk så ud, og som man kun frygte eller glæde sig til, at den kunne se ud. I dette semester vil Nicolai og jeg se nærmere på forskellige gode eller onde verdensforestillinger – og blande dem med vores egne.

 Som Nicolai skrev i sidste uge, arbejder studentermenigheden i indre by også med et tema om ”Dystopier”. Det bliver fulgt op af foredrag og film. Semesterets dystopiske film udgøres af en visning af Truffauts filmatisering af Ray Bradburys roman ”Fahrenheit 451”.

Filmens - og romanens - titel henviser til den temperatur, ved hvilken papir selvantænder.

Filmen, der er fra 1966, handler om et fremtidssamfund, hvor bøger anses for at være samfundsomstyrtende, og derfor er de strengt forbudt. Indsamlede ulovlige bøger brændes i store bål af særlige "brandmænd". Filmen følger en af disse brandmænd, der langsomt begynder at tvivle på rigtigheden af sin livsopgave.

Filmen vises i Cinemateket 24. oktober kl. 19 og indledes af skribent og debattør Christopher Arzrouni.  Læs mere på vores facebookside, hvis du er interesseret i en fribillet til forestillingen.

Venlig hilsen

Lise Lotz 
Akademisk medarbejder

P.S. Læs mere: en række links til ebøger om u- og dystopier (Tak til The University of Adelaide!)