Føljeton – Dystopier V
I dag vil jeg foretage en
lille genreafklaring. Der findes nemlig flere typer af fortællinger, som har
dystre perspektiver på fremtiden: dystopiske og apokalyptiske. Både dystopi og
apokalyptisk tankegods findes i alle kunstformer. De to kan kombineres, men det
kan være interessant at være opmærksom på forskellene.
 |
| Apokalypsens fire ryttere: død, sult, pest og krig. |
Dystopier er, som både
Nicolai og jeg har været inde på, forestillinger, der viser fremtidssamfund,
som er kørt af sporet. Afsporingen er typisk sket ad politisk vej - mere eller mindre styret. Et samfunds
ledere har haft reelle idealer for fremtiden, men enten har de ikke kunnet
gennemføre deres politiske mål – eller også har de netop gennemført dem, og
resultatet er blevet forfærdeligt. Mange beskrivelser af dystopiske verdener
viser samfund, som på overfladen er perfekte, men som på den ene eller anden
måde er blevet umenneskelige og undertrykkende.
 |
| De fire ryttere rider igen - her i Albrecht Dürers streg (1498) |
”Fahrenheit 451” er netop
beskrivelsen af sådan en verden: ude i en ikke så fjern fremtid, har man skabt
et roligt og ordentligt samfund ved at hindre individers ret til at tænke selv
og tænke kritisk. Spørgsmålet er så, om ro og orden ovetrumfer alt andet.
 |
| Og igen. |
Den anden negative
fremtidsforestilling, som vi ofte møder i litteratur og på film er apokalypsen.
Eller ligefrem post-apokalypsen. Ordet ”apokalypse” er græsk og betyder
”afsløring” eller det mere religiøst ladede ”åbenbaring”. Apokalypser er værker,
der afslører fremtiden: ofte simpelthen de sidste tider, verdens ende, Ragnarok.
De postapokalyptiske værker beskriver tiden efter katastrofen.
Bibelens sidste og
vildeste skrift, Johannes’ Åbenbaring, er prototypen på en apokalypse. Teksten
udvikler sig efter en nogenlunde fredsommelig begyndelse til noget, der minder
om et langt syretrip med vanvittige beskrivelser af himmelske febersyner,
dæmoniske væsener og altødelæggende naturkatastrofer. Det hele kulminerer i
Dommedag, dagen da alle, både levende og døde, skal dømmes – og dømmes hårdt –
efter deres gerninger, og de stakler, der ikke står indskrevet i livets bog,
bliver kastet i en brændende sø af ild og svovl.
 |
| Og igen. |
Efter den voldsomme dom
skifter åbenbaringsskriftet dog gear, og skriftet slutter af med smukke og
fredelige billeder af en ny himmel og en ny jord, hvor alt er godt. Johannes’
Åbenbaring er i tidens løb blevet læst af mere eller mindre vanvittige profeter,
som mener at kunne læse tegn i teksten, der peger en helt konkret afslutning,
og de har ofte nogle helt klare forestillinger om, hvad den enkelte kan gøre
for at undgå at blive en af dem, der skal i ildsøen.
 |
| Og igen. |
Apokalyptiske film med
forskelligt udkomme er fx Armageddon (egentlig det bibelske navn for stedet,
hvor det sidste og afgørende slag mellem det gode og det onde skal stå og
derfor et andet ord for Dommedag), hvor Bruce Willis afværger katastrofen og
Melancholia, hvor der ikke er nogen Bruce Willis. Postapokalyptiske film er fx
The Road med Viggo Mortensen og 12 Monkeys, hvor Bruce Willis er på banen igen.
 |
| Og igen. |
En tur i biffen til en god
film om en ond fremtid kan måske hjælpe med at bearbejde den naturlige
usikkerhed, som mange af os har, når vi kigger ud i fremtiden. Filmen ”This isthe end” går i biografen lige nu og giver efter sigende verdens ende et godt
grin med på vejen.
 |
| Og igen. |
Søren Kierkegaard sagde: "På
et teater gik der engang ild i kulissen. En klovn gik op på scenen og advarede
publikum. De troede, det var en vittighed, og de grinede og klappede. Han
gentog beskeden, de jublede endnu mere. Sådan tænker jeg, at verden vil gå
under i jubel af vittige hoveder, der tror, det er en vits."
 |
| Men så trænger de også til en kaffepause. |
Grine? Græde? Valget er
frit. Men enden er - måske - nær…
Venlig hilsen
Lise Lotz
Akademisk medarbejder
Ingen kommentarer:
Send en kommentar