Folkekirken styrtbløder medlemmer!

Myter V

Det er ikke fordi, der ikke er et problem. I 2012 var der 50% flere der meldte sig ud af Folkekirken end i året før. Medlemstendensen er helt klart for nedadgående og sådan har den været meget længe. Så det er jo ikke fordi vi, der arbejder i og for Folkekirken, bare sidder og synes, at alt er præcis, som det skal være, og at der ikke er grund til at tænke sig om.

Men helt ærligt! Drop nu de dommedagsprofetier. Det er (nogenlunde) i orden, at ca. 20% af befolkningen ikke er medlemmer af Folkekirken, og ikke-medlemmerne skal selvfølgelig have lov til at have deres grunde. Det er for så vidt også helt OK, at de fortæller vidt og bredt om, hvorfor de ikke er medlemmer og evt. prøver at overbevise andre om det meningsfulde i netop det forhold. Men kan vi ikke blive fri for de evindelige trompeter, der gjalder ud, at nu er der mørke og kun mørke for enden af tunnelen for Folkekirken?!

 En ting er, at Grundtvig sagde ”Ordet skaber, hvad det nævner” – der betyder noget i retning af, at det, som du udsiger/tænker med ord og dermed har din aktive bevidsthed på, former din virkelighed – og at gentagelsen af udsagnet, myten, kan blive en selvopfyldende profeti. Noget andet er, at det jo netop afhænger af øjnene, der ser. Mennesket, der fortolker.

Ja, der var 50% flere udmeldte i 2012 end i 2011 – men selvom det tal udgør over 21.000 personer, så er det dog stadig en relativt lille del af den samlede medlemsskare som udgør lige knap 4,5 millioner. I 2012 var der omkring 44.000 indmeldelser (typisk børn, der blev døbt), hvilket er et fald på ca. 3000 i forhold til 2011. Jeg er ikke helt sikker på, hvor dødsfald – altså frafald af medlemmer, der dør – kommer ind i billedet og i hvilket omfang, men det er vistnok sandt, at medlemsprocenten er højere i den gamle del af befolkningen end i den unge.

Det store antal udmeldelser, der ses i denne tid, skyldes formentlig i ganske høj grad diskussionen – og vedtagelsen af loven om – vielse af homoseksuelle.

Kirkestatistiker PeterLüchau udtrykte det således i Kristeligt Dagblad den 28. februar: ”De mennesker, der melder sig ud, er hovedsageligt dem, der allerede har trukket sig væk fra kirken og ikke har haft noget med den at gøre i lang tid. ... Hvis vi ser på de medlemmer, der ligger på kanten af at være medlemmer af folkekirken, er det kendetegnende, at de er venstreorienterede og moralsk frigjorte. Derfor tror jeg snarere, der er sket det, at de er stukket af, efter en masse højreorienterede præster har talt dunder i pressen i forbindelse med debatten om vielsesritualet. Det gad de ikke være med til.”

Vi er stadig nogen, der godt gider at være med.

Venlig hilsen

Lise Lotz       
Akademisk medarbejder

Danske studerende er dovne!

Myter IV

Vi forlader den religiøse sfære for en stund. De fleste studerende er i øjeblikket optaget af regeringens SU-reform og den debat, der udfolder sig i den forbindelse. Her er det blevet hævdet at ”danske studerende er dovne”. Dette udsagn kommer bl.a. (ikke overraskende) fra DanskIndustri. 

Men er det sandt eller er det en myte?  Det vil jeg forsøge at afgøre. 

Ganske uvidenskabeligt vil jeg sige, at jeg selv var eksemplarisk doven i min studietid. Og det var de fleste af mine medstuderende også.  Den gennemsnitlige studietid for teologer lå dengang omkring 10 år i en uddannelse, der var normeret til 6 år (indregnet propædeutiske sprogfag som græsk og latin, som de fleste skulle tage).  Så i forhold til 1980erne er de nuværende studerende ikke dovne, men derimod meget flittige.

Dette gælder generelt for studerende på KU. De er hurtigere end tidligere med et gennemsnit på 6,6 år ifølge en af de seneste undersøgelser. Men det fremgår af samme undersøgelser, at forsinkelserne ikke er jævnt fordelt. De mere skoleprægede - dvs. strukturerede og undervisningstunge uddannelser som f.eks. medicin - har en endnu lavere gennemførselstid. Hvis studerende gennemsnitligt har en lidt længere studietid og det primært gælder humaniora-studerende, så må det betyde at andre (bl.a. medicinstuderende) har en betydeligt kortere.

Det påpeges også i konklusionen af Rigsrevisionens rapport om forskningsbaseretundervisning (side 2), at der er en sammenhæng mellem mængden af undervisning og de studerendes aktivitet.

Min egen uvidenskabelige fornemmelse af medicin- og tandlægestuderende aktivitet er, at det er særdeles højt. For en del studerendes vedkommende antager jeg, at det i hvert fald i semestrene overstiger 37,5 timer om ugen.

Men det handler jo ikke kun om hvor meget tid de studerende bruger, men også om de rent faktisk gennemfører. Her har en OECD rapport vist, at danske studerende har den 4. højeste gennemførselsprocent i verden. Det overrasker nok nogle. Flere studiechefer spår, at dette tal vil falde, hvis man sløjfer det 6. SU år. 

Til sammenligning viste en amerikansk undersøgelse fra 2010, at mindre end 60 % af de studerende på højere uddannelser i USA har gennemført inden 6 år.  

 Men hvad lærer de studerende af al denne aktivitet.  Meget tyder på, at de hurtige og meget flittige studerende mest lærer overfladisk udenadslære, hvorimod den kritiske og selvstændige videns tilegnelse har sværere vilkår.  Dette mener Berit Lassesen, der adjunkt på Center for Undervisning og Læring på Aarhus Universitet. Hun får det sidste ord.

Fuck Yeah Lazy College Senior

"Der vil altid være enkelte dovne studerende, der slipper afsted med at springe over, hvor gærdet er lavest, men der er også masser utrolige dygtige studerende, der knokler helt vildt, og det i virkeligheden foretager sig er overfladelæring, fordi de ikke har lært andet, end at det vigtigt med karakteren til næste eksamen."

Venligst

Nicolai Halvorsen

Studenterpræst

Myter? Jamen, det står i avisen!

Myter III

Som du har kunnet læse i MOK (og her på bloggen) de sidste to mandage, så handler dette semesters føljeton fra studenterpræsten og undertegnede om myter – især dem, der er forbundet med forestillinger om kirke, kristendom, tro og andet i den boldgade. For der er – ved Gud! – mange myter i omløb. Den store udfordring er selvfølgelig at skille myter fra Sandhed. Eller fra ”den anden slags” sandhed.

The myth of "myth"

According to the late philosopher Joseph Campbell, a myth is not "untrue" as we normally think of untruth--it is not a falsehood or a lie. In fact, according to Campbell, a myth is actually the essence of truth, but it is wrapped up in a fairy tale that makes it memorable.

When the human race passed on its knowledge from generation to generation through oral tradition, the messages had to be memorable.   A myth contains the truth wrapped inside a story.  The "story" part of the myth is like a wrapper that makes the kernel of truth memorable.  Usually the story is the most visible part of the myth, but it is not the important part.  And the story is not intended to be literally true. Fra Ten unmyths of project estimation af Phillip Armour

Der er jo ofte mindst et gran af sandhed, selv i en myte. Myter kan bruges til at forklare noget, der ellers er uforklarligt, kompliceret eller bare svært at begribe. Myter er historier, der er til at forstå, som har et – relativt – klart budskab, og som man kan forholde sig til. Myter giver sandheder en slags krop, som Sandheden ellers ikke har og gør det muligt at fortælle og genfortælle sandheden.

Så myter kan sagtens være sande uden at være Sande. Sandheden fortælles på flere måder og - som Nicolai har antydet - så er noget så håndfast og ”Sandt” som tal og dertilhørende statistik et fremragende grundmateriale, når myter skal skabes.

  

Gentagelse er et andet grundelement. Når en historie – sand eller Sand – er blevet fortalt og hørt tilstrækkeligt mange gange, så får den en Sandhedskarakter, som alene kommer af gentagelsen og en derved langsomt svækket kritisk sans overfor historien. Det sker helt umærkeligt, og det kan vække stærke følelser og voldsomme reaktioner, hvis man sætter spørgsmålstegn ved historier og vaner, som er blevet gentaget så ofte, at mennesker har bygget deres tilværelse på den dermed opbyggede sandhedsværdi. Det gælder ikke kun områder der har med religion at gøre, men ”livssandheder” i al almindelighed.

Og hvis noget har stået i avisen, så virker det stadig et langt stykke hen ad vejen Sandheds-etablerende.

Dette og meget mere ser vi nærmere på i løbet af foråret.

Venlig hilsen

Lise Lotz
Akademisk medarbejder

Men der er plads til flere...

Myter II

I medierne og i den almindelige samtale i befolkningen hører man ofte, at kirkerne er tomme. Er det en myte? Det hører man somme tider fra præster og andre kirkelige personer.

Først må man definere hvad der skal besvares. Hvad ligger der i udsagnet?  Taler man om deltagelsen i søndagsgudstjenesterne  eller taler man om det generelle aktivitetsniveau i kirkerne. Og hvad ser man det i forhold til?  Ser man det i  forhold til det samlede antal siddepladser i kirkerne eller sammenligner man med andre institutioners tilslutning?

Et af de store problemer med at forholde sig til spørgsmålet er, at der ikke findes ret meget statistik.

Og så er der dem, der "connecter" med Gud - eller noget - UDEN at gå i kirke...

Der laves ikke ensartede opgørelser af kirkegængere eller lignende. Nogle steder er det gjort, andre steder slet ikke. Danmarks Statistik har opgørelse over antallet af kirkelige handlinger som dåb, konfirmation, vielse (kirkelig velsignelse) og bisættelse/begravelse. Og her er der tal både for folkekirkelige og andre.

Der er dog flere undersøgelser, der viser, at antallet af mennesker, der kommer i en  kirke en gang om ugen er på ca. 2,5 % af danskerne. (Tallene er lavet af analyseinstituttet Gallup i 2008). Det dækker dog ikke hele befolkningen. Men viste i 1995 at der var ca. 86.000 mennesker, der kom en gang om ugen.

I  en nyere undersøgelse siger Gallup, at antallet af mennesker, der kommer i folkekirken en gang om ugen opgør de nu til 113.000. Men det er stadig kun dem, der kommer en gang om ugen. Udvider man man dem, der kommer lidt sjældnere, kan tallet være så højt som 213.000 på en uge. Sammenligner man med antallet af tilskuere til superligakampe, så ligger det samlet på ca.  46.000 på uge.

Ifølge Danmarks Statistik Antal var der i 2011 i alt 147.091 kirkelige handlinger. Dette dækker konfirmationer, bisættelser, vielser, dåb. Hvis vi sætter deltagertallet lavt til 5 pr handling, får vi 147.091 x 5 deltagere på et år , så får vi et ugentligt gennemsnit på 13.133 deltagere. Hvis vi dividerer med antallet af sogne (menighedsråd), så får vi et ugentlig gennemsnit på 7 personer på sogn. Hertil kommer, at der en del sogne med flere kirker. En del bisættelser foregår også på kapeller, men de her nævnte er alle med præstelig medvirken. Det lyder ikke af meget. Men hertil skal så lægges dem, der bare går i kirke, deltager i babysalmesang, foredrag, koncerter og andre aktiviteter.

Endelig er der flere steder på landet, hvor sognene er meget små. Der vil man have en oplevelse af faldende kirkegang og tomme kirker. Kommer der 5 i en kirke, hvor der er 1000 medlemmer i sognet er det en besøgsgrad på en halv %. Men kommer der 50  i en kirke med 14.000 medlemmer, udgør det kun  ca. 0.36% af medlemmerne. 

Så generelt er udsagnet om de tomme kirker en myte.  Men der er mange steder plads til flere.

Nicolai Halvorsen, Studenterpræst

Myter, løgn, forbandet løgn og statistik…

Myter I

Her fra studenterpræsten lyder der igen et velkommen til forårssemestret!

Velkommen til 2013 særligt til de nye studerende. Vi har i studentermenigheden en række arrangementer og måske er der noget for dig. Se mere i vores folder eller på Facebook. Men her i MOK er vi friske med endnu en serie klummer og efter den noget tunge serie om "Tid og evighed" i efteråret vil vi i dette forår køre en – formentlig – lettere genre med titlen ”Mythbusters”.

Vi vil efterprøve en række hårdnakkede myter især om kirke og religion og se om de har noget på sig, eller om de faktisk ikke har grobund i virkeligheden.

Vi lader hånt om jubilaren Søren Kierkegaard (han fylder 200 år den 5. maj i år), med mindre vi kan finde en god myte, der knytter sig til ham. Ellers har vi tænkt at undersøge spørgsmål som ”Er kirkerne virkelig tomme – eller er det en myte?”, ”er folkekirken ved at sygne hen; lide en langsom død?”, ”lever religiøse mennesker længere (og er de gladere)?” Men det kunne også være spørgsmål som ”er teologistuderende troende?” Eller ”Er medicinstudiet virkelig så hårdt?”

Det sidste spørgsmål vil vi gerne have hjælpe til. Har du viden om emnet, så fortæl os endelig om det! Vi vil også invitere læserne til at komme med gode myter, som de gerne vil have be- eller afkræftet. Vi vil dog ikke besvare spørgsmål om enkeltpersoner eller spørgsmål, der alene handler om smag.

Desuden er det muligt, at vi vil invitere nogle gæsteskribenter i forårets løb. Vi vil prøve at bedømme myterne på bedst mulig og mest videnskabelig måde, selvom der givet også vil være fortolkningsmæssige spørgsmål undervejs.

Som en klog mand har sagt, så findes der løgn, forbandet løgn og statistik. Velkommen til forårssemesteret!

Nicolai Halvorsen, Studenterpræst

Om at blive født lige præcis på sin fødselsdag

Tid og evighed XII

De gamle grækere var ikke så tossede. De opfandt mytologiske skikkelser, der som fuldfede, næsten-levende metaforer kunne kødeliggøre begreber, der ellers kan være svære at forstå.

Til at illustrere det komplekse fænomen tid havde man to gudelignende figurer, Chronos og Kairos.

Chronos er legemliggørelsen af den tid, som kan måles. Den tid, som vi tæller og kontrollerer med vores kronometre, ure. Det er selvfølgelig også Chronos, der sørger for at ting bliver ordnet kronologisk og ham, der holder øje med anakronismer. Det er kronos, der forsyner os med stopure og kalendere, aftaler og tidspunkter, fødselsdage, ferier og deres afslutning og i sidste ende sørger for, at vi husker at dø.

Chronos' sidekick er Kairos, som er den anden tid. Den særlige tid. Det helt specielle øjeblik når evigheden bryder ind i timeligheden. Kairos er den rette tid, Guds øjeblik; det kvalitative modstykke til Chronos' kvantitative bogholdertid. I kristendommen er det ultimative kairosøjeblik den tid, som også kaldes tidens fylde.

(Udtrykket tidens fylde stammer fra den tid, da man målte tiden ved at lade vanddråber ramme ned i et kar. Tidens fylde var det særlige øjeblik, da karret var fyldt og tiden var inde til et nyt.)

Tidens fylde er i kristen sammenhæng et udtryk for, at tiden for Jesu fødsel var den helt rigtige - helt uanset hvad den moderne kronosorienterede videnskab måtte kunne regne sig frem til. Med Jesus skete netop det helt særlige møde mellem det jordiske og det guddommelige: Gud lod sig føde som et lille, fattigt menneskebarn.

Det er selvfølgelig et spørgsmål om tro, om man tror på netop den historie, men de fleste, som har oplevet et af disse øjeblikke, hvor tiden står stille og på en gang bliver bittelille og kæmpestor, vil forhåbentlig kunne se det smukke i ideen om tidens fylde.

Nedtællingen til juleaften er begyndt. På bedste kronosmanér tæller vi ned - eller snarere op - med vores julekalendere og adventskranse til det, som vi drømmer om og længes efter: det øjeblik, når anden er sprød, gaverne er pakket ind, lysene er tændt og vigtigst af alt: at vi kan mærke den udefinerbare juleglæde, der giver alting mening. Måske indfinder den sig når vi hører Last Christmas første gang, måske når vi tager hinanden i hænderne og går rundt om juletræet, måske når vi pakker Tante Sofies skrækkelige striktrøje ud og ved, at hun mener det godt.

Det kan også være, at juleglæden ikke dukker op; at julen snarere bringer fokus på alt det, som ikke er som det skal være, og at andres juleglæde ender med at stikke som en torn i øjet. Den 1., 2., 8., 24. og 25. december kommer og går uden tilsynekomsten af den glæde, som alle taler om.

Men det er jo på godt og ondt netop kendetegnet ved Kairos. Han kommer ikke nødvendigvis nøjagtig til den tid, som Chronos har udregnet og planlagt. Vi har lov til - og er somme tider nødt til - at tro og håbe, at tiden - min tid, din tid - er gravid som Maria, og at glæden bliver født lige præcis på sin fødselsdag - i tidens fylde.

Tillykke med lige netop din fødselsdag og glædelig jul!

Evigheden i øjeblikket

Tid og evighed XI 

Sidste gang jeg skrev – hvilket er lang tid siden – afsluttede jeg med et citat på tysk, som der kunne gættes på.

Citatet lød ”Wenn man unter Ewigkeit nicht unendliche Zeitdauer, sondern Unzeitlichkeit versteht, dann lebt der ewig, der in der Gegenwart lebt.” Desværre er der ingen af læserne som har haft tid til at gætte – selvom det kun tog 4 sekunder på Google, at finde svaret.

Det er fra Ludwig Wittgensteins bog Tractatus Logico-Philosophicus fra 1921. Oversat lyder det sådan her: ”Når man med evighed ikke forstår uendelig varighed, men derimod u-tidslighed, så lever den evigt, der lever i nutiden.” (Min oversættelse).

Vores egen Søren Kierkegaard var inde på noget lignende, med sine tanker om at evigheden ligger i øjeblikket. Ligesom også T.S. Eliot skrev om “det ubemærkede nu”, som jeg fortalte i min sidste klumme. Og rigtigt er det, at man ikke skal forveksle evigheden med den slette uendelighed. Også det var vi været omkring i tidligere klummer – det evige liv som en uendelighed af liv bliver formentlig kedeligt og ligger uden for vores forestillingsevne.

Så kære kommende læger, drop tanken om udødeligheden. Vi lever i tiden, og det skal vi nok være glade for, selvom det nogle gang er hårdt og ubarmhjertigt. Alternativet er ikke at leve i det hele taget. Men det bringer mig tilbage til nutiden. For det er svært at leve i nutiden, som Wittgenstein siger. Vi kan i al fald næsten ikke undgå at tænke på fremtiden. Og vi er til stadighed præget af fortiden.

Tidens gang er svær at komme uden om. Men jeg synes ikke man vænner sig til det. Man skal ikke være forfærdelig gammel, for at synes at tiden går for stærkt nogle gange. ”Gud, er det allerede jul igen!” Nogle synes ikke, de får nået nok og har følelsen af at spilde tiden. Andre er så optaget af det, de laver, at de ikke opdager, at tiden går. Men det gør den.

Nu har vi f.eks. lige afsluttet kirkeåret. Det er ikke synkroniseret med kalenderåret og begynder 1. søndag i advent, som er på næste søndag. Det er jo også ganske logisk at fødslen (krybben i Betlehem, I ved nok) ligger i begyndelsen af kirkeåret. Vi har lige 4 uger intro – advent – som netop betyder ”komme”. Men så går det også ret stærkt, for han dør allerede til påske og farer til himmels en gang i maj.

Resten af kirkeåret er åndens eller kirkens tid. Hermed kan vi slutte med den tankevækkende konstatering, at den kristne Guds tre former, treenigheden, kunne svare til tidens tre former: fortid, nutid og fremtid. Fader, søn og Helligånd. Det er næppe helt tilfældigt.

Venlig hilsen
Nicolai Halvorsen, Studenterpræst