Evigheden i øjeblikket

Tid og evighed XI 

Sidste gang jeg skrev – hvilket er lang tid siden – afsluttede jeg med et citat på tysk, som der kunne gættes på.

Citatet lød ”Wenn man unter Ewigkeit nicht unendliche Zeitdauer, sondern Unzeitlichkeit versteht, dann lebt der ewig, der in der Gegenwart lebt.” Desværre er der ingen af læserne som har haft tid til at gætte – selvom det kun tog 4 sekunder på Google, at finde svaret.

Det er fra Ludwig Wittgensteins bog Tractatus Logico-Philosophicus fra 1921. Oversat lyder det sådan her: ”Når man med evighed ikke forstår uendelig varighed, men derimod u-tidslighed, så lever den evigt, der lever i nutiden.” (Min oversættelse).

Vores egen Søren Kierkegaard var inde på noget lignende, med sine tanker om at evigheden ligger i øjeblikket. Ligesom også T.S. Eliot skrev om “det ubemærkede nu”, som jeg fortalte i min sidste klumme. Og rigtigt er det, at man ikke skal forveksle evigheden med den slette uendelighed. Også det var vi været omkring i tidligere klummer – det evige liv som en uendelighed af liv bliver formentlig kedeligt og ligger uden for vores forestillingsevne.

Så kære kommende læger, drop tanken om udødeligheden. Vi lever i tiden, og det skal vi nok være glade for, selvom det nogle gang er hårdt og ubarmhjertigt. Alternativet er ikke at leve i det hele taget. Men det bringer mig tilbage til nutiden. For det er svært at leve i nutiden, som Wittgenstein siger. Vi kan i al fald næsten ikke undgå at tænke på fremtiden. Og vi er til stadighed præget af fortiden.

Tidens gang er svær at komme uden om. Men jeg synes ikke man vænner sig til det. Man skal ikke være forfærdelig gammel, for at synes at tiden går for stærkt nogle gange. ”Gud, er det allerede jul igen!” Nogle synes ikke, de får nået nok og har følelsen af at spilde tiden. Andre er så optaget af det, de laver, at de ikke opdager, at tiden går. Men det gør den.

Nu har vi f.eks. lige afsluttet kirkeåret. Det er ikke synkroniseret med kalenderåret og begynder 1. søndag i advent, som er på næste søndag. Det er jo også ganske logisk at fødslen (krybben i Betlehem, I ved nok) ligger i begyndelsen af kirkeåret. Vi har lige 4 uger intro – advent – som netop betyder ”komme”. Men så går det også ret stærkt, for han dør allerede til påske og farer til himmels en gang i maj.

Resten af kirkeåret er åndens eller kirkens tid. Hermed kan vi slutte med den tankevækkende konstatering, at den kristne Guds tre former, treenigheden, kunne svare til tidens tre former: fortid, nutid og fremtid. Fader, søn og Helligånd. Det er næppe helt tilfældigt.

Venlig hilsen
Nicolai Halvorsen, Studenterpræst