Det er ikke sikkert, man lige ved det, men i vores samfund er det faktisk sådan, at alle har ret til at have en at dele sine inderste hemmeligheder med. Det er jo ikke sikkert, man vil gøre brug af det, men muligheden skal være der.
For noget tid siden talte jeg med en fængselspræst i Anstalten Herstedvester. Det er et fængsel for de allersvageste fanger, der har psykiske problemer eller har begået forbrydelser, der umuliggør, at de afsoner deres straf i et ’normalt’ fængsel - pædofile eller barnemordere. Han fortalte om sit arbejde og bl.a. om den helt specielle status, han har i fængslet. Til forskel fra alle andre ansatte er fængselspræsten fritaget fra på nogen måde at udtale sig om de indsatte.
Når man skal vurdere om en indsat kan prøveløslades, fortalte præsten, så spørger man alle de ansatte, der har haft kontakt med vedkommende. Man spørger personalet, fængselsbetjentene, psykologen og psykiateren. De skal for eksempel udtale sig om, hvorvidt de mener, den indsatte vil begå ny kriminalitet ved en løsladelse, eller om man vil vurdere, at den fængslede kan løslades og i så fald på hvilke vilkår. Den eneste, man ikke spørger, er præsten. Det får de nemlig ikke noget ud af, for præstens tavshedspligt gør, at han ikke må udtale sig.
Præsten er på den måde den eneste, som de indsatte virkelig kan betro sig til uden at være bange for at skade deres egen sag. Det kan synes mærkeligt, at man i samfundet accepterer at have en instans, der kan sidde inde med vigtige oplysninger, nogle hemmeligheder, som man ikke har lov til at udspørge ham om.
Det kan jo i yderste konsekvens være, at præsten ved, at den pædofile har fantasier om at gå ud og misbruge flere børn eller at en voldelig psykopat har planer om et mord. Men det er som om man fra fængslets side og dermed fra samfundets side godt ved, at alle har brug for en fortrolig, hvis opgave ikke er at skrive rapporter eller på anden måde bedømme dem og deres egnethed som samfundsborgere.
Fængselspræsten ved jo godt, at det er nødvendigt for et samfund at håndhæve loven og at et samfund, som ikke gjorde det, hurtigt ville gå i opløsning. Men omvendt respekterer samfundet også præstens udgangspunkt, nemlig det synspunkt, at et menneske altid er mere end, hvad loven siger om det. Også den dømte er jo et menneske og ikke bare en sag eller et tilfælde for loven.
Men mon ikke også, der ligger den lidt mere nøgterne overvejelse bag, at man fra samfundets side godt ved, at den hemmelighed, der for den indsatte kan synes for horribel til at dele med nogen, som har indflydelse på ens videre skæbne og mulige løsladelse, måske kan blive mindre af, at man alligevel har mulighed for at dele den med en.
På den måde bliver præstens rolle jo på sin vis at holde forbryderen fast på, at han ikke er et uhyre, hvis tanker ikke tåler dagens lys, men er et menneske og dermed fortjener at blive behandlet som et, men også at leve op til det. At kunne sige det man tænker på og frygter højt uden at være på vagt er måske det første skridt til at begynde at arbejde med det.
For sådan er det med de hemmeligheder, man ikke selv er for stolt af. De kan vokse og blive alt for store, hvis man ikke har nogen at dele dem med. Vi skal være glade for at bo i et samfund, som ved det, og som har sikret, at alle har mulighed for i hvert fald at have en at dele sin hemmelighed med lige meget hvem og hvor, man er.
Christine R. Thaning, studenterpræst
