tirsdag den 1. september 2009
mandag den 25. maj 2009
Afsnit XII – ladhed ("acedia")

Men hvad kvalificerer dovenskaben til at blive en dødssynd? Ja måske skulle jeg nu – lidt bagvendt udfolde hvad en dødssynd egentlig er. De syv fænomener vi har skrevet om, og som man normalt kalder de syv dødssynder er egentlig ikke rigtige synder i sig selv. De syv stammer fra de store middelalderteolog Thomas Aquinas og blev betegnet som hovedsynder, lat. peccata capitalia – hvoraf vi får det engelske capital sin - til forskel fra de mere tilgivelige synder. Forestillingen om hovedsynderne stammede fra pave Gregor 1. den store, der beskrev en række sjælelige tilbøjeligheder og sindstilstande, som sandsynligvis ville føre til onde handlinger. Men disse tilstande var ikke i sig selv gerningssynder og derfor ikke egentlig dødssynder (lat peccata mortalia). Alligevel er alle disse tilstande udtryk for bortvendthed fra Gud, der fører til oprør mod Guds lov. Som tidligere nævnt blev hovmodet den første og mest alvorlige tilbøjelighed, fordi de udtrykte det primære oprør mod Gud, nemlig at ville være sin egen herre. Kirkefaderen Augustin udlægger i sit store værk ”Om Guds stad” (De Civitate Dei), hvordan Satan netop som den første engel falder pga. hovmod. ( Bog.11 kap. 13 og 33). Disse overvejelser fører Augustin til den konklusion, at synden sidder i viljen og i menneskets frie bevidsthed – der dog pga. af arvesynden ikke er fuldstændigt fri. Men det fører for vidt.
Forbindelsen er dog den, at ladhed eller dovenskab – acedia – primært er åndelig ladhed eller dovenskab. At man ikke holder sin bevidsthed klar og vågen, men lader den slumre og derfor fristes af ugudelige tanker og tilbøjeligheder. Det handler således ikke om, at være geschæftig og ha’ gang i en hel masse, heller ikke selvom ens arbejde er læsning. Og det bringer mig frem til nutiden.

Jeg går ind for læsning og ikke mindst går jeg helt ind for flittige medicinstuderende, der passer deres studier. Jeg vil ikke opfordre til ladhed. Men det synes mig som om en del studerende læser hele tiden og det er hverken sundt for sjælen eller for legemet. Det er formentlig heller ikke vejen til gode karakterer. Det er nemlig sådan at hjernen ikke kan kapere mere end højest 5-6 timers effektiv læsning om dagen, hvis man altså ikke laver andet intellektuelt arbejde. Forelæsninger og undervisning trækker altså en del timer fra. Eksamenslæsere kunne sikkert lære noget af middelalderens munke og nonner. Nemlig hård tidsstyring og variation. Som alle der har læst eller set Rosens navn ved, så var og er munkelivet som regel styret af tidebønner. Den inddeler dagen i 7 dele – der i dagtimerne har tre timers interval. Selve bønnen var dels sang af davids salmer, bøn, evt. læsning og ved en af de sene bønner evt. også prædiken. Men i mellem bønnerne var der forskelligt arbejde. Nu er jeg ikke fortaler for en tilbagevenden til en middelalderlig katolsk fromhedstradition, men den stramme inddeling af dagen med pauser (bøn/meditation) giver utvivlsomt ro og fokus.
Alligevel vel jeg være protestantisk og sige, at man altså ikke frelses af sine gerninger. Det gælder også psykologisk: man bliver ikke god nok ved at arbejde eller anstrenge sig. For hvornår er det nok? Man kan jo altid lige gøre lidt mere. Nej god nok – det der psykologisk svarer til frelse – er noget man er eller bliver ved det andre gør ved en. Primært ved at de elsker en eller i hvert fald anerkender en som man er. Også selvom man ikke er perfekt. Og det er stadig en pointe i kristendommen, at Gud anerkender dig som du er og at han allerede har frelst dig og det er ikke noget du skal gøre dig fortjent til.
God eksamen og god sommer.
Nicolai Halvorsen, studenterpræst
Link til Augustin De civitate 11,13 og 11,33
http://www.ccel.org/ccel/schaff/npnf102.iv.XI.13.html
http://www.ccel.org/ccel/schaff/npnf102.iv.XI.33.html
Link til forskellige ordsprog om ladhed
http://detdan.dk/ordsprog_a-z/L/ladhed.htm
Tidebøn se http://www.katolsk.dk/fileadmin/user_upload/mini_lex/t.html
Om cicsterciensernes liv, herunder også tidebønner http://www.esrum.dk/besoeg/historie/cistercienserne/
Studenterpræst Nicolai Halvorsen og akademisk medarbejder Lise Lotz skriver et afsnit på skift hver uge og vores bidrag til føljetonnen vil være ordnet efter de syv dødssynder: hovmod ("superbia"), griskhed ("avaritia"), nydelsessyge ("luxuria"), misundelse ("invidia"), frådseri ("gula"), vrede ("ira") og ladhed ("acedia").
mandag den 18. maj 2009
Afsnit XI – Vrede II (”Ira”)
"Jeg har det fredeligste sindelag. Mine ønsker består i en beskeden hytte, et stråtag, en god seng, god mad, frisk mælk og smør, blomster uden for vinduet og et par smukke træer foran døren samt, hvis den gode Gud vil gøre min lykke fuldkommen, at han lader mig opleve den glæde, at seks eller syv af mine fjender bliver hængt i disse træer. Rørt om hjertet vil jeg før deres død tilgive dem al den uret, de har begået mod mig i livet - ja, man skal tilgive sine fjender, men ikke før de er hængt". (Heinrich Heine, 1797-1856).

Blood on the leaves and blood at the root,
Black bodies swinging in the southern breeze,
Strange fruit hanging from the poplar trees.
Pastoral scene of the gallant south,
The bulging eyes and the twisted mouth,
Scent of magnolias, sweet and fresh,
Then the sudden smell of burning flesh.
Here is fruit for the crows to pluck,
For the rain to gather, for the wind to suck,
For the sun to rot, for the trees to drop,
Here is a strange and bitter crop.
(Abel Meeropol/Lewis Allen, 1903-1986)
Vreden – og de andre dødssynder – udtrykker menneskelige dispositioner, tilbøjeligheder, som ikke er syndige eller forkerte som sådan, men som i sig rummer både positive og negative muligheder for at komme til udtryk. Problemet opstår, når tilbøjeligheden overtager et menneske; når mennesket fx i vrede mister besindelsen eller lader langvarig, indestængt vrede transformeres til bitterhed.

Vrede er bare vrede. En følelse. Kig på den. Den er muligvis grim, deform, svær at styre. Den kan ikke bortreguleres. Den kan ikke forbydes. For den er der. Hos dig og hos andre.
Og der er meget, meget, meget mere at sige om den, end jeg kan nå her.
Lise Lotz, akademisk medarbejder
Studenterpræst Nicolai Halvorsen og akademisk medarbejder Lise Lotz skriver et afsnit på skift hver uge og vores bidrag til føljetonnen vil være ordnet efter de syv dødssynder: hovmod ("superbia"), griskhed ("avaritia"), nydelsessyge ("luxuria"), misundelse ("invidia"), frådseri ("gula"), vrede ("ira") og ladhed ("acedia").
mandag den 11. maj 2009
Afsnit X – Vrede (”Ira”)
I det gamle Testamente kan man bl.a. læse at patriarken velsigner sine Sønner. Han havde som bekendt 12, der blev til Israels 12 stammer. Et par af sønnerne bliver dog mere forbandet end velsignet. F.eks. læser man

Det er svært at se pointen. Måske af Levi’s slægt levitterne var den som gjorde tjeneste ved templet. Dvs. forestod slagtning af offerdyr. Så kunne de bruge deres knive til noget fornuftigt.
Men det virker uforståeligt at vrede kan være en dødssynd. I dag er vrede jo udmærket, især hvis den kommer til udtryk under kontrollerede former. ”jeg føler du er vred nu, ja slå du blot lidt på væggen; det er godt at få det ud.”
Vrede er naturligt, men det er alligevel ikke cool at blive vred. Man skal kunne styre sin vrede. Og hvis det er svært, så kan man komme på kursus eller i terapi. Men hvad hvis man bliver vred over al den terapi og nursing-kultur ?
Forleden så jeg filmen ”Anger management” med Jack Nicholson og Adam Sandler, hvor sidstnævnte kommer i terapi hos førstnævnte. Det går helt galt, men alt ender alligevel godt. Pointen i filmen er næsten aristotelisk – man skal finde vejen mellem eftergivenhed og raseri.
Alligevel har vi stadig et ambivalent forhold til vrede. I almindelighed undertrykker vi den, men vi erkender at der kan være retfærdig vrede. Det er der er flere eksempler på i ovennævnte film eller f.eks. hvis man på urimelig måde bliver slagtet til eksamen. På den anden side har vreden også en destruktion i sig. Ødelæggelser af forskellig art kan følge på vreden. Det går ikke blot ud over de andre, men rammer også den vrede selv. For han må leve med følgerne af sin vrede. Sådan som Simeon og Levi måtte.
Årsagen til at vreden er havnet i dødssynderne er denne ødelæggende kraft. Vreden kan såre og ødelægge fællesskabet, især hvis den fører til vold. Så egentlig kunne man sige, at det mere er volden og ødelæggelsen end vreden, der er problemet. F.eks. er der nogle autonome som har været vrede i weekenden, selvom de var til en stor fest i Hyskenstræde og burde være glade (det er vel det man har fester til), så gik festen over i hærværk og ødelæggelser af butikker og biler mm.

Nicolai Halvorsen, studenterpræst
mandag den 4. maj 2009
Afsnit IX – Frådseri II (”Gula”)

Vi lever i et samfund med et ret skizofrent forhold til mad – og dermed til frådseri; denne uges dødssynd. Madligningen går ikke op: på den ene side har vi så meget mad og så let tilgang til det, at vi som samfund betragtet bliver federe og federe. På den anden side ved vi mere og mere om, hvor meget det kan ødelægge vores liv, at lade kroppens biologiske trang til at lagre fedt til trange tider – som aldrig kommer – styre vores forhold til mad.

Vi lever også i et samfund, som faktisk stadig er præget af en protestantisk etik: ved at være afholdende, altså ikke-frådsende, kan vi yde mere. Ved at arbejde hårdt og længe, kan vi skabe et perfekt samfund. Ved at arbejde endnu hårdere og endnu længere kan vi skabe et endnu ”perfektere” samfund.
De fleste af os ved rigtig meget om sund kost, fordelene ved motion og farerne ved tobaksrygning og for meget alkohol, men rigtig mange af os har faktisk ikke helt kontrol over, hvordan den fornuftige viden omsættes til konsekvent handling. Der bliver opstillet modsætninger, som trækker i os fra flere sider, og mange af os bliver forvirrede og får et bare små-anstrengt forhold til de mange gode hensigter; andre udvikler egentlige spiseforstyrrelser, som jo dog kun overfladisk set handler om mad. Maden er på mange måder at forstå som et magtfuldt symbol på basale, men komplekse mekanismer, og derfor er det tankevækkende, at spiseforstyrrelser er så udbredte, som de er i vores kultur.
Måske er det syndige ikke at spise hverken et eller sytten stykker chokolade. Måske er det syndige – altså det, der fjerner os fra Gud, eller hvad vi nu vil kalde det, som er det egentlige og væsentlige i tilværelsen som menneske – at vi når vi frådser, overstimulerer vores sanser, som dermed går i baglås og på den måde gør vi vores liv mindre end det egentlig er.
Lise Lotz, akademisk medarbejder
P.S. Under forberedelsen til dette afsnit læste jeg i bogen: In the Devils garden. A Sinful History of Forbidden Food af Stewart Lee Allen. I afsnittet om dagens synd, gluttony, læste jeg om en særlig fransk skik.
Jeg har godt hørt om, at man spiser sangfugle visse steder, men her fik jeg flere detaljer: det lille kræ - hortulan, en værling-art på dansk, fanges i net når den - og dens mange, små venner - er på vej til eller fra Afrika. Den puttes i en mørk kasse, så den tror det er evig nat, og den trøstespiser/tvangsfodres med en masse gode sager, så den bliver smældfed og lækker.
Når tiden er kommet druknes den i Armagnac, flås, drysses med salt og peber, og steges i ovnen i ca. 8 minutter. Brændvarm spises den derefter i én mundfuld! Med knogler, indmad og det hele!
Som en særlig kuriositet skal man dække sit hovede med et stort, hvidt tørklæde, mens man gumler. Nogen siger at det er for at bevare så mange dufte som muligt til egen næse, andre mener at det er for at skjule sit hovede fra Gud i skam over dette syndige frådseri. (Nogen mener, at det bare er fordi det kan blive lidt "messy"!)På YouTube kan man se Jeremy Clarkson fra TopGear gå gluttony-planken ud. Skal man væmmes eller fristes?

mandag den 27. april 2009
Afsnit VIII: Frådseri (”Gula”)
Føljetonen er atter på banen efter et par svipsere. Grunden til de manglende føljetoner er ikke så meget ladhed eller dovenskab (en af de kommende dødssynder!), som det er forvirring og forglemmelse. Men nok om det; nu skal det handle om frådseri – Gula.

Bulimi handler som andre spiseforstyrrelser om skam, kontrol og mangel på kontrol. Men hvor den moderne bulimi er ødelæggende for bulimikeren, så var grådigheden i gamle dage ødelæggende for fællesskabet. Hvis en spiste al maden i huset, så døde de andre af sult. For der var ikke uendelig meget mad. Det samme gælder overspiserne og de overvægtige. De skal reddes fra sig selv. Det er kun i det store regnskab, at de belaster os alle ved f.eks. at bliver mere syge. Men her skal de sunde og slanke vogte sig for hovmod. Vi kan let ende i rethaverisk dydssamfund, hvor alle rygere, fede og andre utilpassede skal sendes på ”rehab” eller genopdragelseslejr.
Hvis staten synes fedme og livsstilssygdomme er et samfundsproblem, så foreslår jeg en brandbeskatning på usundt fedt. 1 liter sødmælk 50 kr. – og McDonald’s, grillen og alle de andre fedtpushere må enten ændre menuen eller gå konkurs. En Big Mac til 400 kr. gider vi alligevel nok ikke betale, så hellere spise billig sushi.
I dag har vi mad nok, ja måske for meget mad. Men grådigheden findes stadig, nu er de blot en økonomisk grådighed der er rådende. Eller i al fald i stor stil har været rådende. Men det har jeg allerede skrevet om i klummen om griskhed (nr. 2. bloggen 23/2). Det er ikke cool at rage til sig på andres bekostning. Den økonomiske grådighed har dog fået en på hatten med finanskrisen og tak for det.

Det turde være oplagt, grådighed ikke skaber vækst for alle i en uendelighed. Det bliver dog næppe kapitalismens endeligt, men forhåbentlig bliver det klart, at der må være lidt regulering og kontrol af markedet. Ellers skabes der mere grådighed end godt er. Der er nok en lille grådig-fætter i maven på os alle og jeg anbefaler, at vi ikke opmuntrer ham. Selvom alt er tilladt, så er det ikke alt, der er gavnligt, som Paulus sagde.
Nicolai Halvorsen, studenterpræst