Tilbud fra Studenterpræsten – uge 9, 2009

Som du måske har opdaget har de tre studenterpræster på Københavns Universitet knyttet deres arbejde tættere sammen. Vi vil derfor i højere grad end tidligere minde om de tilbud, der er tilgængelige i andre hjørner af universitetet end lige de natur- og sundhedsvidenskabelige fakulteter, som Nicolai har som sit primære arbejdsområde.

Studiekredsen om kristendom i rockmusikken begyndte i sidste uge. Der bliver lyttet til musik af bl.a. Nick Cave, Love Shop, Leonard Cohen og Bob Dylan, og deltagerne indbydes til også at bidrage med musikeksempler. Nicolai Halvorsen understreger: Det er ikke intentionen at gøre rockmusikken kirkelig, ligesom vi ikke er interesseret i erklæret religiøs musik. Vi vil spille noget af den musik som vi selv holder af. Studiekredsen afholdes i samarbejde med studenterpræsten i Indre By, Stefan Lamhauge Hansen. Der er stadig plads til flere deltagere.

I den lidt mere letbenede, men stadig musikalske, afdeling er sangeftermiddagen på fredag den 27. februar. Der vil blive sunget sange – og salmer! – som har haft deres storhedstid i radioprogrammet Giro 413. Kom og skrål med!

Hvis du savner lidt mere basal indsigt i kristendommen er der mulighed for at hægte sig på studiekredsen ”Om kristendommen” ved studenterpræst Birgitte Kvist Poulsen fra KUA.

Find detaljerne om arrangementerne i semesterprogrammet på den nye hjemmeside: http://studenterpraesterne.ku.dk

Følg desuden med på studenterpræstens blog http://ku-praest.blogspot.com . Her kan du læse føljetonindlæggene – også fra tidligere semestre.

Venlig hilsen

Lise Lotz og Nicolai Halvorsen

Afsnit II – Hovmod

Fraktal ko

Livet. En ligning, der ikke går op.
(Indlæg i MOK uge 8, 2009)

I sidste uge indledte Nicolai vores semesterføljeton om ”Livet. En ligning, der ikke går op” med nogle generelle betragtninger om synd. Jeg vil supplere med et par af mine tanker om synd.

Når jeg tænker på synd, tænker jeg tit på de ti bud. Jeg tænker på, at jeg for år tilbage var overbevist om, at kristendommen umuligt kunne være noget for mig, for jeg kunne jo ikke overholde de ti simple regler, der i sin tid blev hugget i to stentavler. Jeg tænkte, at definitionen på en god kristen måtte være en person som enten overholdt de ti bud – eller i det mindste anstrengte sig rigtig meget for at gøre det. Altså ikke ligefrem mig. De tanker er med tiden blevet nuanceret en del.

Det er gået op for mig, at der jo er INGEN, der kan overholde de ti bud! Der er INGEN, der ikke – i det mindste i tanken – har tænkt en ikke-så-respektfuld tanke om sine forældre. INGEN, der ikke i en snæver vending har ladet en lille hvid eller gråmeleret løgn slippe ud mellem læberne. INGEN, der ikke i et svagt øjeblik har misundt andre for deres ejendele og ønsket, at man selv ejede lige præcis DET glansbillede eller DE supersmarte bukser.

Det er gået op for mig, at pointen med de ti bud måske ikke så meget er, at vi med vold og magt SKAL overholde buddene til punkt og prikke fra fødsel til død – selvom vi selvfølgelig meget gerne må gøre en indsats og prøve! Pointen er snarere at vi skal indse, at det er umuligt. Vi er ikke ufejlbarlige. Vi kan ikke altid gøre det rigtige. Vi har ikke total kontrol over vores tanker og handlinger. Vores livs ligning går simpelthen ikke op. Og det er OK!

Vores ”uperfekthed” – som vi kan vælge at kalde synden - er, som Nicolai skrev i sidste uge, et vilkår. Synden er altså ikke den enkelte uperfekte handling, men selve grundlaget – på godt og ondt - for det at være menneske: vi er ikke perfekte. Vi er ikke guder.

Hovmodet, som jo er dagens udvalgte dødssynd, kan derfor forklares som selve den dræbende tanke, der kan snige sig ind på os: at vi KAN og BØR være perfekte; at vi KAN og BØR gøre det rigtige; at vi KAN og BØR have kontrol.

Fraktal blomkål (romanesco)

Som nævnt tidligere betyder det at have øje for hovmodet jo ikke nødvendigvis, at vi så bare skal lade stå til og holde op med at tænke os om og så ellers bare stjæle, lyve og hore derudaf. Nej, det betyder vel, at vi netop skal tænke sig om og lægge mærke til, når vi - igen – har kvajet os og indse, at det er prisen for at være et menneske. Der vil altid være en lille ”skønhedsfejl”.

Somme tider tænker jeg på vores anstrengelser for at forbedre os som et matematisk billede; en grafisk afbildning af et forhold (fx 1 - ½ - 1/3 – ¼ - 1/5 – 1/6 – 1/7 osv.) som nærmer sig 0, men aldrig når helt derhen. Vi kan – og skal - gøre det bedre og bedre, men vi når aldrig til 0 - det menneskeligt perfekte. Vi er hovmodige, når vi tror, at vi kan nå slutmålet.

Fraktal kunst

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Hjemmesiden er kørende!

Vores nye hjemmeside er nu i luften!

Der er stadig ting der skal rettes (fx. overskriften - det er nu en FÆLLES hjemmeside for alle tre præster på KU, men det styres centralt og bliver fixet, når det bliver fixet), tilføjes, oprettes, arkiveres, organiseres, men det er jo bl.a det, som fremtiden skal bruges til.

Til gengæld ligger Jesper Høgenhavens prædiken fra semesterets åbningsgudstjeneste i fredags den 6. februar allerede klar til dem, som ikke kunne være med i Trinitatis Kirke.

Læg mærke til muligheden for at tilmelde sig en sms-service. Det er noget helt nyt, og ikke totalt indarbejdet, men vi satser på at bruge mobil kommunikation fremover - som et supplement til alt det andet.

God fornøjelse!

Lise Lotz

Akademisk medarbejder for studenterpræsterne/studentermenighedén på KU

Afsnit I - Hovmod

Livet. En ligning, der ikke går op.

I dette forår skal vores skriverier handle om noget så opmuntrende som synd. Vi har valgt at lade den gamle katolske forestilling om de syv dødssynder være styrende. For mange er den kristne tale om synd og synder umoderne, ja hvis ikke helt kvalmende, så dog et udtryk for dårlig smag.

Men det beror alt sammen på en misforståelse, som medier og folkevid vedligeholder.
Synd handler nemlig ikke først og fremmest om hvad vi gør. Synd er et mere omfattende begreb, der i den kristne tænkning omfatter hele menneskeheden. Det er en tilstand mere end en handling. Som der står i hos apostlen Paulus så har skriften ”indesluttet alt under synd”. Synden er altså et vilkår. Det er ikke noget man kan vælge fra eller til. Måske kan man udtrykke det i erfaringen af, at livet sander til, der er altid noget som ikke bliver som det skulle trods de bedste intentioner.

Og så har synd alligevel også med valg at gøre. Der er jo visse handlinger og tilbøjeligheder, som vi ikke bryder os om. I forbindelse med den nuværende økonomiske krise tales der meget om grådighed – og det er netop en af de gamle dødssynder, som vi vil vende tilbage til. Nu synes jeg ikke det først og fremmest er vigtigt at holde dom over andre, men igennem dødssynderne kommer man til at overveje nogle meget væsentlige menneskelige tilbøjeligheder og erfaringer, som de fleste kender til.

I dag skal det handle om Hovmod (latin: superbia) er den første og den største dødssynd. I grunden er hovmodet forestillingen om ikke at have brug for Gud. Det at ville være sin egen herre. Derfor indeholder hovmodet på en måde alle andre synder i sig. Man skal lægge mærke til, at hovmod er en åndelig synd, det er mere noget vi selv vil end det er en drift. Når der tales om synd i dag, er det mest i forbindelse med mad og - i nogle kredse - sex.

Hovmod har derimod ikke meget at gøre med lyst. Andres hovmod er bestemt ikke lystigt og spørgsmålet er om det er sjovt for den hovmodige selv. Det fører væk fra fællesskabet, fordi det ignorerer den sårbarhed vi er fælles om. Nu er min kære læser selvfølgelig ikke hovmodig, men vi akademikere skal alligevel passe på.

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Andre ligninger GÅR op...

Nyt år, nyt semester, nye tider

Velkommen til et nyt år og et nyt semester!

(Indlæg i MOK, uge 6, 2009)

Studenterpræsten er - som i det gamle år og det gamle semester - klar til at tage fat hvad enten det drejer sig om at være part i en personlig samtale, at stå for undervisning og studiekreds, at forestå gudstjenester, at skrive føljeton, eller simpelthen at være til stede.

Så på mange måder ligner tingene sig selv, som de har set ud i de snart ti år som Nicolai har været studenterpræst på de natur- og sundhedsvidenskabelige fakulteter. Bag kulisserne er visse ting dog ændret.

De tre præster på universitetet har indledt et tættere samarbejde, og det betyder bl.a. at de tidligere tre akademiske medarbejdere er blevet til to. De to er til gengæld er rykket fysisk tættere sammen for bedre at kunne løse de opgaver, der nu engang skal løses. Det nye sekretariat har - indtil videre - adresse på KUA, og kontoret på Panum er derfor nu præstens helt alene.

En anden ændring, som gerne skulle være i luften, når disse linjer læses, er vores tilstedeværelse på nettet. De tre studenterpræster – og herunder studentermenighederne i Indre By og på KUA – har også fået fælles hjemmeside på adressen http://studenterpraesterne.ku.dk/. Her vil vores aktiviteter være beskrevet og efterhånden vil vores store arkiv med prædikener, billeder og andre gode sager blive flyttet over i det nye digitale miljø.

Her i det gamle miljø, MOK, vil vi i de kommende uger frem mod sommerferien kaste os ud i endnu en føljeton. I dette semester bliver overskriften: ”Livet: en ligning, der ikke går op.” For at give føljetonen struktur – og måske lidt saft, kraft og kulør – vil vi organisere afsnittene efter de syv dødssynder… Nicolai lægger ud i næste uge.

I næste uge udkommer forhåbentlig også det nye fælles trykte program. Heri vil du kunne orientere dig om den samlede vifte af tilbud fra studenterpræsterne. Programmet vil også være at finde som download på den nye hjemmeside.

Rigtig god fornøjelse med studierne – og med studenterpræsternes mange tilbud.

Venlig hilsen

Lise Lotz og Nicolai Halvorsen

XI – Jeg er vejen og afvejen…

Det er svært ikke at bemærke, at det snart er jul. Derfor slutter vores føljeton om også – vi er ved vejs ende. Vi er nået frem til begyndelsen – fødslen. Snart vil mange fejre Jesu fødsel på mangfoldige måder og selvom gaveræs og julestress må høre til denne verdens og syndens perversioner, så hænder det måske at Stella eller en anden almindelig medicinstuderende ser Guds lys, gennem de flimrende tåger af cellebiologien.

Julen handler ikke (kun) om at drikke og æde. Den handler heller ikke om vores veje og planer. Men Julen er kristeligt set et udtryk for at Gud er steget ned (gået?) fra sin himmel, for at komme os i møde. Det kan virke meget forstyrrende, så kan vi lære det. Det er ikke os der styrer alting.

Men er det en grund til panik eller tro og håb? ”God is driving”

Glædelig jul til alle og et digt:

Jeg er vejen og afvejen –
ad vilde stier fører jeg dig

langs sjælens motorveje
trækker jeg dig ud gennem
blodets blindgyder

og selvom du vågner
blandt nisser med
julebryg og skalpeller

så er jeg med dig
på vejen
alle sekunder
indtil vejens
ende

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

”Jeg er vejen…” X – Bekymringsløshed…

Jeg har i mine tidligere klummeafsnit bevæget mig omkring nogle af pilgrimvandrerens syv nøgleord. Den planlagte og bevidste gang ad en kortere eller længere vej kan på en god måde flytte vandrerens fokus til andre områder, end dem, der får mest opmærksomhed i det daglige liv.

Dagens fokusområde er ”bekymringsløshed”, billedmæssigt og konkret symboliseret ved pilgrimmens bredskyggede hat. Den værner mod sol og regn, og gør vandreren i stand til at leve i nuet uanset vejret – altså de ydre omstændigheder.

Nu kan der jo være al mulig grund til at bekymre sig. Får jeg mon mad i aften? Bliver min mor rask? Kan jeg bestå eksamen? Får jeg styr på julegaverne i tide? Og det skal man ikke holde op med. Bekymring er jo et tegn på at man er til stede i sit liv og ikke er ligeglad.

Men de fleste af os kunne nok sætte pris på en pause fra de evindelige bekymringer. Det er slet ikke så let, for de sniger sig jo ind på os. Men det viser sig, at det faktisk er muligt, at skabe sig et afgrænset bekymringsløsheds-rum, når man giver sig selv den opgave at gå. Bekymringerne forsvinder ikke, men de kan sættes på stand-by for en stund så man i højere grad bliver i stand til at leve i nuet – at gribe dagen; ”Carpe Diem”. Det frisættende er i høj grad, at det rum, som man skaber, har en kendt ramme. Man kan være forvisset om, at bekymringerne og grundene til dem, er der endnu, når man vender tilbage fra sin vandring, men at de måske også kan være lidt nemmere at håndtere, når de har været lidt på afstand.

Lad nissehuen være din bekymringsløshedshat i december, og gå hen og giv dig selv – med eller uden alkohol i blodet – pauser fra bekymringerne. Det er en dejlig gave, som kan bruges igen og igen.

I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen?[…] Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage. (Matt. 6, 31-34)

Lise Lotz, akademisk medarbejder for studenterpræsten