Afsnit II – Hovmod

Fraktal ko

Livet. En ligning, der ikke går op.
(Indlæg i MOK uge 8, 2009)

I sidste uge indledte Nicolai vores semesterføljeton om ”Livet. En ligning, der ikke går op” med nogle generelle betragtninger om synd. Jeg vil supplere med et par af mine tanker om synd.

Når jeg tænker på synd, tænker jeg tit på de ti bud. Jeg tænker på, at jeg for år tilbage var overbevist om, at kristendommen umuligt kunne være noget for mig, for jeg kunne jo ikke overholde de ti simple regler, der i sin tid blev hugget i to stentavler. Jeg tænkte, at definitionen på en god kristen måtte være en person som enten overholdt de ti bud – eller i det mindste anstrengte sig rigtig meget for at gøre det. Altså ikke ligefrem mig. De tanker er med tiden blevet nuanceret en del.

Det er gået op for mig, at der jo er INGEN, der kan overholde de ti bud! Der er INGEN, der ikke – i det mindste i tanken – har tænkt en ikke-så-respektfuld tanke om sine forældre. INGEN, der ikke i en snæver vending har ladet en lille hvid eller gråmeleret løgn slippe ud mellem læberne. INGEN, der ikke i et svagt øjeblik har misundt andre for deres ejendele og ønsket, at man selv ejede lige præcis DET glansbillede eller DE supersmarte bukser.

Det er gået op for mig, at pointen med de ti bud måske ikke så meget er, at vi med vold og magt SKAL overholde buddene til punkt og prikke fra fødsel til død – selvom vi selvfølgelig meget gerne må gøre en indsats og prøve! Pointen er snarere at vi skal indse, at det er umuligt. Vi er ikke ufejlbarlige. Vi kan ikke altid gøre det rigtige. Vi har ikke total kontrol over vores tanker og handlinger. Vores livs ligning går simpelthen ikke op. Og det er OK!

Vores ”uperfekthed” – som vi kan vælge at kalde synden - er, som Nicolai skrev i sidste uge, et vilkår. Synden er altså ikke den enkelte uperfekte handling, men selve grundlaget – på godt og ondt - for det at være menneske: vi er ikke perfekte. Vi er ikke guder.

Hovmodet, som jo er dagens udvalgte dødssynd, kan derfor forklares som selve den dræbende tanke, der kan snige sig ind på os: at vi KAN og BØR være perfekte; at vi KAN og BØR gøre det rigtige; at vi KAN og BØR have kontrol.

Fraktal blomkål (romanesco)

Som nævnt tidligere betyder det at have øje for hovmodet jo ikke nødvendigvis, at vi så bare skal lade stå til og holde op med at tænke os om og så ellers bare stjæle, lyve og hore derudaf. Nej, det betyder vel, at vi netop skal tænke sig om og lægge mærke til, når vi - igen – har kvajet os og indse, at det er prisen for at være et menneske. Der vil altid være en lille ”skønhedsfejl”.

Somme tider tænker jeg på vores anstrengelser for at forbedre os som et matematisk billede; en grafisk afbildning af et forhold (fx 1 - ½ - 1/3 – ¼ - 1/5 – 1/6 – 1/7 osv.) som nærmer sig 0, men aldrig når helt derhen. Vi kan – og skal - gøre det bedre og bedre, men vi når aldrig til 0 - det menneskeligt perfekte. Vi er hovmodige, når vi tror, at vi kan nå slutmålet.

Fraktal kunst

Lise Lotz, akademisk medarbejder