Det lader sig ikke skjule
– vi skal til at jule. Julen nærmer sig,
og det lader sig ikke forhindre. Mange er også glade for julen. Kirkeligt set er
det en fin højtid, hvor folk kommer i kirken i stort tal, og vi ved alle, at
kvantitet er det afgørende måleparameter i dag. Det sidste kunne være en
anledning for den dystopiske tænkning.
Jeg vil mene, at et
samfund, der efterhånden alene orienterer sig efter kvantitativ mål, er et
dystopisk samfund. Hvor mange kommer der i kirken? Hvor mange studerende kan vi
få igennem, og hvor hurtigt kan vi gøre det? Hvor mange penge kan vi spare? Hvor
mange penge får vi i løn? Hvor mange gange om uge har du sex? Hvor mange seere har jeres lokaltv? Hvor mange
likes får dine posts på Facebook? Hvor
mange artikler kan man få forskerne til at producere? Hvor mange dit og dat?
Det eneste, vi efterhånden mangler et
kvantitativt mål for, er, hvor meget bullshit det er tilladt at lukke ud. Det
er der dog en filosof på princeton som har undersøgt. I 2005 udgav professor
emeritus i filosofi ved Princeton Universitet Harry G. Frankfurt en
opsigtsvækkende lille pamflet med titlen On Bullshit. Frankfurt er i dag
84 år og har levet længe nok til at vide to ting: 1) At vi som regel ikke aner,
hvad vi taler om, og 2) At det sjældent afholder os fra at tale alligevel.
(Information 23. nov. 2013) Han siger,
at bullshit er en mere
samfundsnedbrydende praksis end løgnen.
Det er derfor glædeligt at
studerende over hele landet har protesteret højlydt mod den såkaldte studiefremdriftsreform, som er
endnu et politisk tiltag for konvertering af universitet og kvalitet til
pølsefabrik og kvantitet. Nu endda en pølsefabrik for unge mennesker, der får
problemer i livet og ikke bruger tid til at tænke på andet end at bestå
eksamen.
Et godt tegn på at
dystopien er realiseret er forvrængningen af sproget. Selv ikke George Orwell
kunne have fundet på ordet ”studiefremdriftsreform”. Men det er newspeak i hans
stil, for ordet lyder positivt, men det betegner noget dårligt. Når sagen er, at vi angiveligt har krise, og
man skal spare (hvilket så ikke gælder bankdirektører og dem, der er for rige
til at fejle), så kunne man i det mindste anstændigvis sige det lige ud.
Men den egentlige krise er
måske, at vi kun kan tænke på vækst og konkurrence, hvor bedre betyder
mere indtægt (kvantitet) for mindre
udgift. Det er åndelig fattigdom. Godt nok sagde Jesus, at de fattige i ånden
var salige, men jeg tror, at han mente noget andet. Han gik i hvert fald ikke
op i kvantitet og konkurrence-evne. Han var på alle moderne parametre en
fiasko.
Måske skulle vi bruge
julen til at tænke på, hvordan vi får et kvalitetssamfund. Konkurrence er måske
udmærket til mange ting, men jeg tror ikke, at konkurrencesamfundet er et
kvalitetssamfund.
Venlig hilsen og glædelig
jul fra
Nicolai Halvorsen
Studenterpræst