Afsnit VIII: Frådseri (”Gula”)

Føljeton: Livet. En ligning, der ikke går op.

Føljetonen er atter på banen efter et par svipsere. Grunden til de manglende føljetoner er ikke så meget ladhed eller dovenskab (en af de kommende dødssynder!), som det er forvirring og forglemmelse. Men nok om det; nu skal det handle om frådseri – Gula.

Bogstaveligt talt har grådighed med overdreven appetit at gøre. Primært i forhold til mad, men grådigheden kan gælde alt muligt. Mht. mad så er grådighed i dag stadig ingen dyd – det er ikke smart at være mad-grådig. Det skyldes dog ikke fællesskabet, men overspiseren der bliver fed og usund. Det er således ikke grådigheden i sig selv, men at man spiser for meget forkert mad. Det samme gælder grådighedens sygelige udtryk Bulimi.

Bulimi handler som andre spiseforstyrrelser om skam, kontrol og mangel på kontrol. Men hvor den moderne bulimi er ødelæggende for bulimikeren, så var grådigheden i gamle dage ødelæggende for fællesskabet. Hvis en spiste al maden i huset, så døde de andre af sult. For der var ikke uendelig meget mad. Det samme gælder overspiserne og de overvægtige. De skal reddes fra sig selv. Det er kun i det store regnskab, at de belaster os alle ved f.eks. at bliver mere syge. Men her skal de sunde og slanke vogte sig for hovmod. Vi kan let ende i rethaverisk dydssamfund, hvor alle rygere, fede og andre utilpassede skal sendes på ”rehab” eller genopdragelseslejr.

Hvis staten synes fedme og livsstilssygdomme er et samfundsproblem, så foreslår jeg en brandbeskatning på usundt fedt. 1 liter sødmælk 50 kr. – og McDonald’s, grillen og alle de andre fedtpushere må enten ændre menuen eller gå konkurs. En Big Mac til 400 kr. gider vi alligevel nok ikke betale, så hellere spise billig sushi.

I dag har vi mad nok, ja måske for meget mad. Men grådigheden findes stadig, nu er de blot en økonomisk grådighed der er rådende. Eller i al fald i stor stil har været rådende. Men det har jeg allerede skrevet om i klummen om griskhed (nr. 2. bloggen 23/2). Det er ikke cool at rage til sig på andres bekostning. Den økonomiske grådighed har dog fået en på hatten med finanskrisen og tak for det.

Det turde være oplagt, grådighed ikke skaber vækst for alle i en uendelighed. Det bliver dog næppe kapitalismens endeligt, men forhåbentlig bliver det klart, at der må være lidt regulering og kontrol af markedet. Ellers skabes der mere grådighed end godt er. Der er nok en lille grådig-fætter i maven på os alle og jeg anbefaler, at vi ikke opmuntrer ham. Selvom alt er tilladt, så er det ikke alt, der er gavnligt, som Paulus sagde.

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Husk at checke den nye hjemmeside!

Der er masser at komme efter på studenterpræsternes og studentermenighedens nye hjemmeside: studenterpraesterne.ku.dk; der er arrangementer, prædikener, billeder og meget andet godt.

Check fx.

• "Forår i Bredgade",


• fredagsgudstjenester,


• pinsefrokost,


• koncert med Fangekoret,


• strikkecafeen Den Røde Tråd,


• studiekredsen Vinyl Religiøsitet

Alt er gratis med mindre andet er angivet.

Afsnit VII: Invidia - Misundelse

Livet. En ligning, der ikke går op.

Misundelse kender vi alle til. Tænk blot på ham, der stryger gennem semestret uden at anstrenge sig synderligt scorer 10 eller 12 til eksamen. Eller hende der ikke bare ser godt ud, men som også lige scorede ham den smukke fra 8. semester. Og så fik hun vist også en super lækker lejlighed nede ved søerne til ingen penge – og arrggghh!!
Ja man bliver som det hedder grøn af misundelse. Grøn er ellers sådan en pæn farve, men ikke som ansigtskulør. Heldigvis er misundelsens søster skadefryden, der kan varme når det viser sig, at hende den smukke dumpede, fik klamydia eller havde sat alle sine midler i Roskilde Bank.

Tilsyneladende var skadefryden ikke nogen dødssynd i middelalderen. Men Misundelsen var. Det var som vist er nævnt tidligere, fordi misundelsen – invidia – ikke blot ødelagde livet for den misundelige, men også ofte fik den misundelige til at ødelægge livet for den eller dem misundelsen gjaldt.

Invidia betyder ”at kaste fjendtlige blikke på” eller at se på nogen med onde øjne. Den dækker både misundelse og jalousi. Hos de gamle romere optræder det nogle gange personificeret, en tradition, der fortsætter op i middelalderen. Sjovt nok er invidia en kvinde, selvom mænd absolut også kan være misundelige og kunne det førhen. I Shakespeares store tragedie ”Othello” er den centrale intrigemager Hofsnogen Jago. Han er helt og aldeles drevet af hadefuld misundelse og forurettelse over at være blevet forbigået ved en forfremmelse. Desuden er han på alle måder sin herre Othello intellektuelt overlegen og ved sine intriger og rænker skaber han en voldsom jalousi hos Othello, der fejlagtigt tror at hans kone Desdemona er ham utro med løjtnanten Cassio, han som netop fik posten foran Jago. Shakespeares drama er en gribende fortælling om, hvor ødelæggende misundelse og jalousi kan være.

Men selvom misundelse og jalousi sjældent fører til noget godt, så er det fejlagtigt at tro, at man kan udrydde det. Alligevel er der vel nogle som er mindre misundelse og jaloux anlagt end andre. man kunne se misundelsen som en uforstilt sult, som en frygt for ikke at få det man gerne vil have. Man ser det, man mangler hos andre og misunder dem det.

Man er misundelig, fordi man føler at man har ret til det de andre har. Misundelse bunder således i en rettighedstænkning. Samtidig er det et begær efter at eje noget som måske ikke kan ejes. Det gælder i hvert fald jalousien, som er begæret efter at eje den andens kærlighed. Selvom der også ligger en umådelig værdsættelse af den andens kærlighed, så er jalousien en pervasion, fordi den ikke kan finde ro i kærligheden, men tvivler på den.

Men meget tyder på, at den voldsomme misundelse og jalousi bunder i en mangel på kærlighed. Og dermed også en manglende tro på at kærligheden rent faktisk er sandfærdig.

Kristendommens løsning af dette, er som bekendt at overbyde. Gud siger til menneskene: Selvom i er onde – og misundelige – så viser jeg jer, at jeg elsker jer ubetinget. For gennem kærligheden kommer friheden til at elske andre. Men den kærlighed er netop ikke en ret, men en gave.

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Afsnit VI: Luxuria - (Cali-)fornication

Livet. En ligning der ikke går op.

"Næst efter kønsdriften er af de menneskelige drifter jernbanedriften den, der sætter de fleste lidenskaber i bevægelse," lyder et gammelt ord fra dansk politik.

Eftersom vi ikke her skal beskæftige os med jernbanedriften, så er vi i denne uge fokuseret på den drift, der måske har været sværest at styre i tidens løb, selvom man, som Nicolai skrev i sidste uge, i de fleste samfund har gjort forsøget. Og i en kristen sammenhæng er det sket ved at koble kønsdriften og ikke mindst dens fornøjelige sider med synd.

TV-serien Californication følger den californiske forfatter Hank Moody, spillet af David Duchovny fra X-files, der lever et noget udsvævende liv, med masser af drinks og ikke mindst masser af skønne kvinder, men som alligevel er lidt af en lækker antihelt. Han drømmer om at få sin ex, som også er mor til hans datter, tilbage, men han fucker bogstavelig talt op igen og igen, så det ikke er en mulighed. Han roder rundt i sit liv, men han kan sætte ord på det, så vi må overgive os. Han hader sig selv, men vi der kigger på, elsker ham.

For livet går ikke op. Hank er måske et ekstremt eksempel, men han er et menneske af kød og blod, der kæmper med sine drømme og længsler, og som igen og igen må konstatere, at livet ikke er som det kunne være. Livet er ikke som det burde være. Livet er, som det er, og det indbefatter skønhedsfejl i massevis; både store og små. Når vi følger Hanks liv kan vi – hvis vi altså kan se bagom hans overfladisk set syndige og derfor forkastelige liv – se et menneske, der arbejder med sit liv. Tænker over det. Tager sine præmisser på sig. Og fejler igen – og igen. Og kæmper videre.

I may not go down in history, but I will go down on your sister. Hank Moody

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Fornication er et af de engelske ord for – syndig – sex især før/udenfor ægteskabet. Californication er titlen på en sang af Red Hot Chili Peppers, der handler om ”det søde liv” i Californien.

Afsnit V: Nydelsessyge, utugt - Luxuria

Livet. En ligning der ikke går op.

Med denne uges dødssynd bevæger vi os ind på det vi aldrig bliver trætte af at tale om: Sex! Kilden til den søde kildren og roden til megen ufred og roderi, årsagen til mangen sorg og glæde. De fleste, hvis ikke alle, samfund har reguleret sex på en eller anden måde.

Biologisk er seksualiteten jo kilden til forplantning, og har dermed at gøre med frugtbarhed. Frugtbarheden er et religiøst centrum i rigtig mange religioner og derfor findes der også mange steder religiøs sex. Men eftersom seksualitet også er årsag til børn og dermed samfundets reproduktion, så har det altid været et væsentligt politisk område. Alligevel har sex til alle tider været forbundet med en biologisk drift. Ligesom vi er indstillet til at spise og bliver sultne, så er vi også indstillet til sex og bliver lystne. Der er derfor ikke noget at sige til, at det altid har været et konfliktområde.

”Luxuria” betyder egentlig yppighed, overflod eller udsvævelse, vores ord luksus, kommer herfra; men i middelalderen blev det betegnelse som seksuel udsvævelse og som dødssynd oversættes det som utugt. I Dantes komedie, hvor han rejser gennem helvede, skærsilden og paradis, der finder man ofrene for utugten i helvedes 2. kreds.

Her rives sjælene rundt i en storm, der pisker dem snart i den ene retning og snart i den anden. ”Og jeg forstod at sådan straffes de som begik den kødets synd at sætte lysten og lidenskaben højere end fornuften” (Dantes guddommelige komedie, helvede 5. sang, s. 60, Multivers 2000.) Og her møder Dante så et par Paolo og Francesca, der har en rørende og foruroligende historie. Den være læseren anbefalet. Vi må videre.

Hos Dante og i middelalderen er det kærligheden til Gud, der forstyrres af det seksuelle begær. Seksualiteten skulle tæmmes, så den fornuftigt kunne udtrykkes efter Guds orden i ægteskabet med forplantning for øje.

I vores protestantiske verden er seksualiteten nu om stunder blevet verdsliggjort, ægteskabet er ikke længere et sakramente. Grundtvig mente f.eks., at ægteskabet var en fornuftig ramme om børneopdragelsen. Efter præventionens almene indførelse i sidste århundrede, så er seksualiteten blevet mere fri. Men friheden kan være en byrde, fordi vi jo bindes til vores handlinger. Ansvaret bliver man ikke fri for. Derfor er utugt så absolut et nutidigt tema.

Seksuel troskab er en dyd, i hvert fald i seriøse parforhold. Selvom utroskaben så vidt jeg kan se stadig florerer. Vi har ikke længere en fast defineret Gud, der dømmer. Nu er det en offentlig moralisme på TV, som hos dr. Phil eller Oprah eller andre steder. Ikke ulig Dantes tid er selvkontrol blevet vores højeste dyd. Udskejelser i druk, hor eller æden er derfor det vi stadig forbinder med synd.

Jeg vil blot bemærke Jesu ord i bjergprædiken ”I har hørt, at der er sagt: ”Du må ikke bryde et ægteskab.” Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.” Pointen ved denne stramning er, at vi alle er henvist til Guds tilgivelse, for ingen kan overholde loven. Det er ikke en opfordring til utugt, men en opfordring til at erkende sin egen svaghed og dermed menneskelighed.

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Studenterpræst Nicolai Halvorsen og akademisk medarbejder Lise Lotz skriver et afsnit på skift hver uge og vores bidrag til føljetonnen vil være ordnet efter de syv dødssynder: hovmod ("superbia"), griskhed ("avaritia"), nydelsessyge ("luxuria"), misundelse ("invidia"), frådseri ("gula"), vrede ("ira") og ladhed ("acedia").

Afsnit IV – Griskhed - grådighed

Føljeton: Livet. En ligning, der ikke går op.

L.O.C. - den store vinder fra DMA i weekenden - er katolik. Den danske lutheranske folkekirkekristendom har en klar forståelse af synd som en indstilling til Gud og verden og ikke selve handlingerne, men alligevel lever dødssynderne i den almindelige folkelige forståelse. De er jo også dejligt saftige og nemme at danne sig indre billeder af, og de fleste kan genkende andre - eller ligefrem sig selv - i beskrivelsen af dødssynderne.

Martin Luther pointerede, at det, der er vigtigt er om vores gerninger bliver gjort i tro eller vantro og at det at løfte et halmstrå kan være mere dydigt - altså det modsatte af syndigt - end at bygge en kirke. Det er jo på en gang befriende og voldsomt anstrengende.

Vi slipper - hvis vi mener, at Luther har fat i noget af det rigtige - for at skulle bygge kirker, opføre os fromt, holde og fra god mad, musik og dans og andre syndige morsomheder, og kan nøjes med at flytte rundt på et halmstrå eller to, MEN til gengæld må vi - hvis vi synes at det er vigtigt - igen og igen overveje, om vores - eller andres - gerninger gøres i tro eller vantro.

Og her kommer de syv dødssynder alligevel ind i billedet, for vi har simpelthen brug for nogle pædagogiske redskaber til vores overvejelser. En akademisk og ren overvejelse om tro contra vantro er for de fleste hverken interessant eller lærerig.

L.O.C. har fokuseret sin seneste udgivelse Melankolia/XxxCouture omkring de syv dødssynder, og han tumler, ligesom ex-biskop Lindhardt, som Nicolai talte om i sidste uge med tanken om, at det, som engang blev anset for at være (døds-)synder, i dag ofte betragtes som dyder eller i det mindste nødvendigheder for at kunne begå sig i verden.


Sangen "Flere midler" kredser om guldkalven, grådigheden, avaritia:

[Vers 1]
Han lugter af 3nætter rundt i butikken
Han er sprængladt på midten nogen har trukket splitten
Kan gøre en prinsesse til en ussel bitch
Og det gælder alle han pusha t ligesomthe clipse
Vi snakker ill slasker eller sort chater
Vi snakker proclæn der tager livet fra dig
Ruller rundt med 20 gram af verdens 8 vidunder
Han er nattens konger for selv bitches er kunder
Men det siger ham ikk noget at få en smule hoved
For han har brudt føreste regel har det selv i sit blod
Så ligemeget budgettet har han brugt det halve af det
Fører kniven gennem mavesækken på guldkalven
Han vil have det de andre de har
Ifølge ham er han ikk langt derfra
Ser penge som en vej ud af slum
Så kobler ud og banker lortet i bund imens han synger

[Omkvæd]
Gi mig de fucking penge, gi mig de fucking penge,
Gi mig de fucking penge, gi mig de fucking penge
Lidt flere midler til at flash,
Lidt mindre grundt til stress
Lille bitch jeg er aldrig tilfreds
Jeg vil ha det fyldte bæger til at briste

[Vers 2]
Hun er blond af valg og helt dum på befordring
Ikk til at styre i hele landet eller holde i line
I fuck me boots i alt for kort skjørt
Hun er knædyb i mænd og mere end bar en flirt
Ku få dig forført eller tage livet af dig
For at få mad på bordet og holde live i sin datter
For den lille prinsesse gør det til at døje med
At se virkeligheden gennem et tykt lag af løgne
Hun er ude på det dybe typen man stå og falder med
Den tasmanske djævel på lagnerne
Før du aner det er du bundet til en seng
For ingenting er gratis i verden lille dreng
Hun smeder sin egen lykke og sit held
Hun har sat en lille pris på et stykke af sig selv
De falder på stribe for et vift med hendes finger
Hun er ikk som de andre kvinder og hun synger

[Omkvæd]

[Vers 2]
Jeg er halv dansk musikker der gør de andre rapper usikre
For mit lort gir bitches røde kinder ligesom lussinger
Blevet kaldt alt fra plagiat, ginial til spritter
Folk gir mig press fordi de tror der guld i mig
Har både dyre vaner og trang til hoes
Så nogen vil sikkertkalde mig beskadiget gods
Har været nede og skrabe bunden til hudlødhed
Men fuck at give op jeg blir´ved med at blive ved
Har lært at smide et par sætninger sammen
Så jeg kan leve over middel og bar pop ud af rammen
Både forsøgt penge afpresset og slæbt i retten
Plus stønner opkald klokken lort om natten
Jeg har faderskabs sager mer end en stoker
Og når den her plade dropper begynder lortet forfra
Ka kapere det der kendis pis alene
Bar følg mig op til orange scene så jeg kan synge

[Omkvæd]

Man har koblet dæmonen eller afguden Mammon til dødssynden avaritia - grådighed, og på billedet herover ligner han jo unægtelig en uheldig krydsning mellem en fed guldkalv og en grådig muldvarp. Han kan rage til sig med alle lemmer og det er ikke just noget forbillede til efterfølgelse.

Problemet er bare, at de fleste af os alligevel har en hemmelig flirt med Mammon, for hvem vil ikke gerne have bare lidt mere? Hvem vil ikke gerne vinde i lotto, selvom vi dybest set har, hvad vi har brug for? Hvem synes at det er fedt, når bankkontoen går i nul?

Vi lever ikke ligefrem i et samfund styret af Happiness Economics, men forskning støtter det interessante - og buddhistiske - synspunkt, at når et menneske har opnået de basale nødvendigheder, så tilføjer ekstra materiel velstand ikke noget til det menneskes livsglæde.

Der er noget at arbejde med. God fornøjelse!

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Afsnit III – Griskhed

Føljeton: Livet. En ligning, der ikke går op.

Er det sjovt at være grisk?



Jeg husker en gang en, der sagde, at mange missionsfolk talte om synden, som om det var noget sjovt. For dem der har set og husker Lars v. Triers film ”Breaking the Waves” passer det ret godt på den skildring af befolkningen i den lille skotske by, hvor Bess bor. De gamle mænd, der er imod musik og sex udstråler alt andet end munterhed. Det dydige liv efter Guds bud er ikke morsomt.

Det er selvfølgelig en misforståelse. Selvom det også må siges, at ikke alle missionsfolk er sådan. Men min pointe er at synden er alt andet end sjov.

Måske kan der være letsindighed forbundet med synd, men der kan også være forglemmelse eller stædighed. For lidt viljestyrke kan føre til synd og for meget viljestyrke kan føre til synd.

Dagens dødssynd er griskhed (latin: Avaritia). Den hører med blandt de tilsyneladende sjove. På den anden side må man overveje, hvor sjovt det er at rage til sig på andres bekostning. De fleste kan se, at griskhed er et udtryk for en indre tomhed, en længsel mod en sand fylde, som er blevet perverteret.

Griskheden er meget aktuel. Finanskrisen har afsløret næsten hele den finansielle sektor som griske. Som flere har bemærket ligger det muligvis indbygget i kapitalismen, der fremmer spekulation og akkumulering af profit.

Kapitalismen bunder i en forståelse af menneskets egocentrisme som en samfundsordnende kraft. Men hvis man forstår griskhed som udtryk for et fokus på mine egocentriske behovs opfyldelse, så er griskhed i dag en dyd. Stort set hele samfundet er indrettet på, at vi tænker på hvad der er godt for os. Det gælder ikke kun, hvor der er flest penge. Vi vil bruge andre ord om det end griskhed f.eks. nytte. Det er den tankegang, der ligger bag udtryk som ”hvad skal jeg bruge det til”. Problemet her er for mig at se, at man faktisk også bliver nødt til at tænke på helheden. Ikke blot på mig, men på os.

Læs mere om griskhed af tidligere biskop i Roskilde Jan Lindhardt på følgende link: http://www.berlingske.dk/article/20070725/dineord/107250894

Nicolai Halvorsen, studenterpræst