"Du må ikke misbruge Guds navn"

De ti bud i 2011. Det andet bud.

De ti Bud. Er det ikke noget med, at man skal sove med hænderne over dynen og man ikke må slå ihjel? Handler de ti bud ikke om, at man kun er OK, hvis man opfører sig som et dydsmønster og følger nogle dødssyge regler, som andre har udstukket for længe siden? Er de ti bud ikke en arkæologisk kuriositet, som – i bedste fald - hører til på et museum over den danske kulturarv? Med streg under –arv.

Jo, det kunne man da godt være fristet til at mene. Og man kan jo også sagtens mene, som Nicolai antydede i sidste uge, at de ti bud i det store og hele er praktiske foranstaltninger, som gør det muligt at holde sammen på et samfund. Det er så pokkers upraktisk, hvis folk går rundt og slår hinanden ihjel hele tiden og stjæler hinandens ting.

Men der er måske også noget andet på spil. Måske kan de ti bud forsigtigt antyde overfor et moderne menneske, at selvom det er indlysende, at verden er centreret omkring MIG, så er JEG ikke fejlfri. Det har de fleste af os sandsynligvis oplevet, hvis vi tænker rigtigt godt efter.

Tro det eller lad være: pointen med de ti bud er IKKE, at man med al vold og magt skal forsøge at overholde dem for dermed at kvalificere sig til at være en god kristen – eller i bredere forstand et godt menneske. Pointen er, at vi skal prøve efter bedste evne - og uvægerligt opdage, at vi ikke kan lade være med at bryde buddene igen og igen.

Vi opdager med tiden, at selv vores allerbedste vilje ikke er nok til af få vores indsats i livet til at blive pletfri. Uanset hvor mange timer vi studerer, er der altid noget, vi ikke får styr på. Uanset hvor meget vi prøver at tale pænt til vores forældre, så lykkes det ikke altid. Uanset hvor meget vi anstrenger os for ikke at begære vores næstes nye iPhone, så stikker det måske alligevel lidt i hjertet. 

Og netop dét er et vilkår, der er fælles for os alle sammen. Vi kan ikke følge reglerne. Vi er ikke perfekte. Vi lyver og bander og snyder og horer og stjæler og slår ihjel. Nogen selvfølgelig mere – og mere bogstaveligt - end andre. Men vi gør det alle sammen. Og så er det alligevel i orden. I det store perspektiv.

Bud nummer to handler om, at vi ikke må ”misbruge Guds navn”. Vi må altså ikke bande og sige s’Gu’ og Fanden. Det sker ganske ofte for mange af os, og hvad er der egentlig galt i det? Den sociale konvention der siger, at det ikke lyder pænt, er måske lidt svær at tage alvorligt. Sociale konventioner er jo spændetrøjer, der forhindrer mig i at udfolde mig frit?

Muligvis, men at vise respekt for Guds navn ved ikke at bruge og misbruge det i tide og utide, viser måske, at vi stadig mener, at der faktisk er noget i verden, som har særlig værdi. Der er noget der er menneskeligt, fejlbarligt og vidunderligt, og der er noget, der er guddommeligt, fejlfrit og vidunderligt.

Forskellen mellem de to vinkler på tilværelsen hjælper mig til at huske og forstå, at alting ikke bare er dagligdag og havregrød. Og alting er ikke fest og farver. Forestil dig en uge uden weekend. Eller en weekend uden uge for den sags skyld. Begge dele vinder ved at være hinandens modsætning. Og det kan noget så oldnordisk som et bud om at jeg ikke må misbruge Guds navn hjælpe mig til at huske. Det er s’Gu da ikke så dårligt?

Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder

”Du må ikke have andre guder end mig”

De ti bud i 2011. Det første bud.

De ti bud kommer os ved, fordi flere af dem stadig taler til os. De fungerer som grundlæggende påbud, som virker rimelige. Desuden har de været virksomme op gennem historien og har derfor fået en stor betydning. Det er altså vigtigt at vide noget om denne sag, hvis man vil være et dannet menneske.

I dag skal det handle om det første bud. Allerede her melder der sig et spørgsmål. Hvad er det første bud?

Guldkalven bliver til kalvekoteletter...

Hvis du ikke husker det, er det er ikke nødvendigvis fordi du ikke har fulgt med i kristendomsstimerne. Der er flere traditioner. Allerede i biblen er der to udgaver (2. Mosebog 20, 2-17 & 5. Mosebog 5,6-21), som dog er meget ens. Men i de senere traditioner har man inddelt buddene forskelligt. Men for alle gælder det at det centrale i det første bud er ”Du må ikke have andre guder end mig”. Men hvem taler? Det står allerførst: »Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset.

Men måske vil du sige: ”Jeg tror slet ikke på Gud”; men her tales ikke om tro. Her tales om at have en Gud. Hvad vil det sige. Her lader vi den gamle reformator Martin Luther svare: ”En Gud kaldes det, som man venter sig alt godt fra, og som man tager sin tilflugt til i al nød. Altså er det at have en Gud intet andet, end at man af hjertet stoler og tror på ham. Det er alene hjertets tillid og tro, der afgør, både hvad der er Gud og afgud” (Den store katekismus).

Efter den definition er det svært ikke at have en gud, men om vi holder os til Herren, er mere tvivlsomt.

I dag stoler vi nok mere på os selv, vores kundskab, magt, penge, status og uddannelse. Men sådan har det nok altid været. For de gamle israelitter var det nødvendigt at indskærpe buddet, netop fordi folket hele tiden tilbad alle mulige andre guder. Luther mente på sin tid at Mammon (penge) og Bugen (mad og drikke) var udbredte afguder. Det synes stadig at være tilfældet.

Men i dag synes det som om den gamle Gud – Herren – har mistet meget af sin autoritet. Alligevel er han ikke helt forsvundet. Der er stadig nogen som tror. Ikke mindst når man er helt lost. Når lægerne har opgivet: ”Der er ikke mere vi kan gøre nu, nu må vi bare håbe. Skal vi ringe efter præsten?”

Selvom vi formentlig alle svigter og stoler på alt muligt mærkeligt meget af tiden, så fungerer den gamle Gud stadig som krisegud. Selvom det heller ikke er altid han redder de syge. Men problemet med bøn og helbredelse må vi gemme til senere.

Vi er blevet gode til så meget og kan klare meget selv. Måske bl.a. fordi vi gik over til den ene Gud og ikke længere betragtede træer og sten som fyldt med ånder. Den anden del af det første bud – som i den Ortodokse kirke er et selvstændigt bud – det er det såkaldte billedforbud.

Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud.

Det var et problem den gang, men virker ikke som det store problem nu. Selvom man måske kan tænke sit, når sidemanden taler om sin iPhone.

Pocket God - til iPhone

Venlig hilsen
Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Hjertesproget

Vi mennesker har en særlig evne.  Evnen til symbolsk kommunikation . Jeg nævnte det allerede i den første klumme i dette semester.  Med symbolsk kommunikation mener jeg det vi kalder sprog, hvor ord eller tegn har en betydning som er løsrevet den umiddelbare situation. Det findes efter alt at dømme ikke hos dyr. 

Selvom vi ikke tænker over det er det temmelig abstrakt.  At lyde og bogstaver kan kombineres og danne særlige betydninger til forskel fra andre kombinationer af de samme lyde og bogstaver, som så danner andre betydninger.   

 Selvom nogle hæver at deres hund er meget klog, så kan den hverken læse eller skrive. Den forstår heller ikke symbolsk kommunikation, men hunde og andre dyr forstår andre ret komplicerede former for kommunikation. 

Vi kan ikke være med på hundes signaler gennem lugte. Heldigvis går vi ikke rundt og dufter til hinandens urin. Vi giver hinanden navne i stedet. Der er udbredt enighed blandt forskere om, at vores sproglige kommunikation og hjernens størrelse og funktion hænger sammen. 

Vores evne til at tale skyldes dog også en særlig udvikling af strubehovedet (larynx), svælg (pharynx) , kraniestørrelse og tungen (lingua), som angiveligt har gjort os i stand til at forme flere forskellige lyde.  

Sjovt nok at netop tungen hedder ”lingua” , som betyder sprog . Vi taler også på dansk om tungemål og modersmål  og hermed nærmer vi os hjertesproget. 

Vi kan ikke blot bruge sprog til at tale med. Vi bruger også flere forskellige former for sprog. Sproget udvikler sig. Oprindeligt betød hjertesprog en ligefrem og ærlig tale, men på grund af Grundtvig, så kom det til at betyde, det som ligger vort hjerte nærmest, det vi holder allermest af. 

Det skyldtes Grundtvigs sang ”Moders navn er en himmelsk lyd” fra 1837. Her hedder det

”Modersmål er vort hjertesprog,
kun løs er al fremmed tale,
det alene i mund og bog
kan vække et folk at dvale.
Sødt i lyst og sødt i nød,
sødt i liv og sødt i død,
sødt i eftermælet! ”

Hvor problematisk Grundtvigs synspunkter til tider kan være, idet vi bemærker både det nationalt folkelige og vækkelsen. Men når det er sagt, så er det alligevel sandt at modersmålet har en særlig betydning.  

Fremmedsprog kan være glimrende og i visse henseender bedre end dansk ( lægelatin?), men når jeg bruger fx engelsk, så giver det en distance, som jeg ikke kan få på dansk. Det er ikke helt så forpligtende at sige ”I love you”, som at sige ”jeg elsker dig”. 

Når lægen skal give en følsom besked, så virker det ufølsomt, hvis hun siger det i et teknisk objektiverende sprog.  ”Jeg beklager at måtte meddele dem, at vi canceren har spredt sig fra mammae og vi har fundet metastaser i  knoglerne og i leveren  og yderligere behandlinger vil ikke kunne forhindre en terminal udgang” .

Derfor er det nødvendigt også for kommende læger, at træne deres hjertesprog og de poetiske muskler. Det udvider også ens egen verden i dybden og i bredden. 

Modersmålet ved Øresund
og trindt i de grønne lunde
dejligt klinger i allen stund,
men dejligst i pigemunde.
Sødt i lyst og sødt i nød,
sødt i liv og sødt i død,
sødt i eftermælet! 

Glædelig jul.

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Vinterpoesi og stilhed

- om sprog og kommunikationsformer X

Man kan ikke forklare stilheden, der opstår, når verden bliver dækket af sne. Der er ingen logik i mørket. Stjernerne siger ingenting.

Vores almindelige sprog kommer ofte til kort, når vi vil udtrykke den virkelighed, der findes i begreber og følelser. Derfor prøver vi andre måder. Kropssprog. Gaver. Musik. Billedkunst. Tøj. Poesi.

Kommunikationen ad disse veje er usikker. Det er den for så vidt også, når vi bruger det mest konventionelle sprog. Vi misforstår hinanden hele tiden. Vi fortolker og lægger betydninger ind i ordene. Lovtekster kan diskuteres. Det er ikke til at vide, om modtageren forstår det, som afsenderen vil udtrykke. Nogen gange er det ligegyldigt; andre gange er det skæbnesvangert.

En af de værste former for ”tortur” man kan påføre et barn er at ignorere det. At lade være med at reagere, når det henvender sig - over længere tid. Et menneskes identitetsfølelse er afhængigt af dets evne til at påvirke omgivelserne, og derfor kommunikerer vi. Hele tiden.

Måske er en forklaring på vores trang til at kommunikere uafladeligt, at der er alt for få der lytter og lader sig påvirke. Vores identitet bliver udfordret, og så siger vi noget mere. Se mig! Hør mig! Læs mig!

Vi nærmer os julen med al dens trængsel og alarm. Det er herligt. Og rædsomt. Lad mig afslutte dagens lille tankerække om sprog med endnu en hyldest til tavsheden og stilheden. Giv stilheden lidt plads.

Silent night, holy night
All is calm, all is bright
Round yon Virgin Mother and Child
Holy Infant so tender and mild
Sleep in heavenly peace
Sleep in heavenly peace


Silent night, holy night!
Shepherds quake at the sight
Glories stream from heaven afar
Heavenly hosts sing Alleluia!
Christ, the Saviour is born
Christ, the Saviour is born


Silent night, holy night
Son of God, love's pure light
Radiant beams from Thy holy face
With the dawn of redeeming grace
Jesus, Lord, at Thy birth
Jesus, Lord, at Thy birth


Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Afskaf (ikke) eventyret...

- om sprog og kommunikationsformer IX

Jeg hørte i en udsendelse i radioen om filosofi for børn. Et interview med filosoffen og forfatteren Christoffer Boserup Skov som stod bag nogle bøger med en dreng som hedder Sebastian , der kommer ud for ting og tænker over det. Så var der tilknyttet en hjemmeside, Metafysisk Institut, hvor børn kunne drøfte alle mulige filosofiske spørgsmål.

Det var alt sammen meget godt og der var eksempler på børns anderledes sprog i forhold til metafysiske spørgsmål. F. eks. svarer Andreas på spørgsmålet, om man kan købe alt for penge, at man ikke kan købe solskinsdage for penge. Og det er jo sandt. Godt initiativ.

Men så kom forfatteren Christoffer til slut i udsendelsen med et udfald mod eventyr, nisser og lignende overnaturlige fænomener. Det mente han man skulle skåne børn for, fordi man som voksen bandt dem noget på ærmet. Vi ved at nisser ikke eksisterer, men det gør børnene ikke, og derfor skabes der et usundt magtforhold syntes han at mene. ”Vi behøver slet ikke opfinde historier om hverken trolde eller julemanden for at fange børnenes opmærksomhed.” I stedet skulle vi tale om evolution og den foreliggende verden, for der var børn og voksne mere lige. Hvad?

Jeg må erklære mig ganske uenig. De voksne vil ofte vide mere også om evolution og vil derfor altid have mere magt end børnene. Det betyder ikke at de nødvendigvis misbruger magten til at udnytte børnene, men mere ofte at de faktisk bruger deres magt på at beskytte børnene.

Desuden tror jeg, at opfattelsen af det overnaturlige i eventyr som nisser og trolde knytter sig til en sprogform, som ikke lader sig udrydde. Som intervieweren antydede, så mener jeg børn er mere fantasifulde eller mere magiske i deres forestillinger. Men jeg mener at det er en særlig sprogform, som ikke kan udryddes uden at forarme vores eksistens.

Skematisk kan man sige, at der er tre overordnede sprogformer. Det poetisk-magiske sprog, det prosaisk-fortællende sprog og det beskrivende-videnskabelige sprog. Ofte bruges de i større eller mindre blandinger. Eventyret eller myten kan være fortællende, men have magiske elementer. Som f.eks. trolde, magiske fyrtøj, havfruer, nisser eller talende slanger.

Faktisk peger evolutionsteoretisk hjerneforskning på, at vi er gearet til at tillægge vores omverden sådanne overnaturlige agenter. Og alene derfor synes det svært at udrydde.

Det er selvfølgelig rigtigt, at sådanne magiske forestillinger kan være dumme, farlige eller problematiske – hvis man ser det fra det videnskabelige synspunkt perspektiv. F.eks. er et problematisk at mange afrikanere tillægger forskellige ritualer eller urter kraft til at beskytte mod aids. Men jeg har faktisk ikke mødt danske børn, som troede at julemanden beskyttede dem mod biler i trafikken.

Jeg er med på at videnskaben og dens sprog skal have sin rette plads og undren over den faktiske verden også skal opmuntres; men det kan ikke erstatte eventyr og poesi. Hverken børn eller voksne tager skade af eventyr, men tværtimod så lærer man noget om sig selv og verden, når man mister barnetroen på det magiske. Men det betyder ikke at hverken troen eller magien forsvinder. Ordene har stadig magt.

Hvis nogen kalder en for et svin en gang, så kan man overhøre det. Men hvis man bliver kaldt et svin hver dag, så kommer man selv til at tro på det. Selvom man også er tilhænger af evolutionsteorien. Og også selvom det ikke er sandt. Og måske skal der siges noget andet med en vis kraft, som kan frigøre det menneske fra sin svineidentitet.
Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Og resten er tavshed

- om sprog og kommunikationsformer VIII

Er det ikke underligt, at man kan lytte til nogen der taler, og så trænger ingenting ind?

Det er selvfølgelig oplagt, hvis den man lytter til taler kinesisk, og man ikke selv har lært sproget, men jeg tænker på de situationer, hvor man lytter til én, der taler ens eget modersmål. Man forstår de enkelte ord; sætningerne måske også, og alligevel bliver ordstrømmen til mudder, når den kommer frem til ens hjerne.

Det kinesiske tegn for "at lytte"!

Jeg har oplevet det mange gange i et auditorium, hvor en underviser har forsøgt at lære mig noget. En dygtig underviser. Klog. Veltalende. Velforberedt. Og alligevel sad jeg med en mistanke om, at jeg havde en fysisk defekt, der gjorde, at ordene blev til ingenting på vejen mellem øret og den del af min hjerne, der skulle tage imod lærdommen/visdommen.

Det skræmmende er, at jeg – der er teolog – også stadig somme tider har den oplevelse når jeg går i kirke. Der står en præst på prædikestolen og vil så gerne formidle noget vigtigt til mig – og ingenting sker der. Jo, jeg hører ordene; jeg kan høre, at de er ”rigtige”, men de har ingenting at hægte sig fast på, jeg kan ikke se relevansen, meningen og de svæver derfor lige så stille ud af mine ører igen. Og jeg er så tilpas overskudsagtig og moderne, at jeg ikke engang skammer mig over det.

Jeg forventer af præsten, at han/hun kan formidle, så jeg får noget med mig. Hvis ikke det sker umiddelbart, føler jeg mig i min gode ret til at håne vedkommende indvendigt og til at tænke at det er præstens fejl at kommunikationen ikke lykkes. Jeg har hverken tid eller tålmodighed til at lære lige præcis den præsts særlige ”lingo” eller tankegang at kende, og jeg søger videre til noget andet.

Det er godt nok hårde odds, man er oppe imod, når man har noget på hjerte i dagens Danmark – hvad enten man fx står bag et kateder, på Folketingets talerstol, på en prædikestol eller på side 8 i MOK - og vil kommunikere til folk, der er selvbevidste, veluddannede og ikke særligt autoritetstro.

Mærkeligt nok bliver vi ved. Måske er der nogen, der lytter. Måske er der noget der siver ind. En lillebitte lyd midt i tavsheden.

Mallebrok er død i krigen
fili-ong-gong-gong og tinge-linge-ling.
Mallebrok er død i krigen i attenfireogtres.
I attenfireogtres,attenfireogtres.
Mallebrok er død i krigen i attenfireogtres.


Han blev til graven båren
fili-ong-gong-gong og tinge-linge-ling.
Han blev til graven båren
af fire hædersmænd...


Den ene bar hans sabel
den anden hans gevær.


Den tredje bar hans skjorte
den fjerde ingenting.


Og da de kom til graven
så var der ingen hul.


Så tog de hver en teske
og graved' så et hul.


Og præsten holdt en tale
han sagde ingenting.


Nu ligger han i graven
og tygger på en skrå.


Og når den så bli´r gammel
så ta´r han sig en ny.

Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Skrift, læsning og tidsrejser

- om sprog og kommunikationsformer VII

Jeg har desværre været syg og kunne derfor ikke deltage i den netop overståede 69 timers bar. I stedet for at foretage den rejse tilbage i den menneskelige evolution, som indtagelsen af alkohol befordrer, har jeg måttet blive i sengen. Men også der kan man rejse i tiden uden at bevæge sig særligt meget.

Opfindelsen af skriftsprog har muliggjort tidsrejser. Det kan lyde som en sensationsoverskrift, men er en gammel nyhed og en almindelig erfaring. Vi lægger bare ikke mærke til den, fordi den er så selvfølgelig.
”Hvad sker der, når vi læser? Øjet følger sorte bogstavtegn på det hvide papir fra venstre til højre, igen og igen. Og væsener, natur og tanker, som en anden har tænkt, for nylig eller for tusind år siden, træder frem i vores fantasi. Det er et under større end at man har fået sædekorn fra faraonernes grave til at gro. ” Sådan skildrer den svenske forfatter Olof Lagercrantz læsningens indbyggede under.

Og det er mærkværdigt, at vi på den måde kan kommunikere med for længst afdøde personer og tidsaldre. Det kan undre, at vi kan forstå dem. At vi kan forstå Hippokrates tanker om lægekunsten, selv om de er ca. 2400 år gamle, det er forunderligt. Skriften er en del af forklaringen, selvom viden og tanker også i mundtlige kulturer kan overleveres fra mund til mund gennem generationer, så er skriften alligevel noget for sig.

Tegn som kan tydes og sættes sammen og lagres på f.eks. et stykke skind (pergament er dyreskind, som er behandlet). Det kan blive væk og blive fundet tusind år efter og læst, hvis man ellers kan tyde skriften.

Den nutidige læser, som læser en gammel tekst, rejser i sin bevidsthed tilbage til tekstens tid og forfatterens bevidsthed. Der sker et møde. Det er ikke uden problemer, for der kan være ting man ikke forstår. Men også det man ikke forstår, kan være en spore til at prøve at forstå. Det gælder gamle tekster og ens nutidige omgivelser.

Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen, studenterpræst