Nyt år, nyt semester, nye tider

Velkommen til et nyt år og et nyt semester!

(Indlæg i MOK, uge 6, 2009)

Studenterpræsten er - som i det gamle år og det gamle semester - klar til at tage fat hvad enten det drejer sig om at være part i en personlig samtale, at stå for undervisning og studiekreds, at forestå gudstjenester, at skrive føljeton, eller simpelthen at være til stede.

Så på mange måder ligner tingene sig selv, som de har set ud i de snart ti år som Nicolai har været studenterpræst på de natur- og sundhedsvidenskabelige fakulteter. Bag kulisserne er visse ting dog ændret.

De tre præster på universitetet har indledt et tættere samarbejde, og det betyder bl.a. at de tidligere tre akademiske medarbejdere er blevet til to. De to er til gengæld er rykket fysisk tættere sammen for bedre at kunne løse de opgaver, der nu engang skal løses. Det nye sekretariat har - indtil videre - adresse på KUA, og kontoret på Panum er derfor nu præstens helt alene.

En anden ændring, som gerne skulle være i luften, når disse linjer læses, er vores tilstedeværelse på nettet. De tre studenterpræster – og herunder studentermenighederne i Indre By og på KUA – har også fået fælles hjemmeside på adressen http://studenterpraesterne.ku.dk/. Her vil vores aktiviteter være beskrevet og efterhånden vil vores store arkiv med prædikener, billeder og andre gode sager blive flyttet over i det nye digitale miljø.

Her i det gamle miljø, MOK, vil vi i de kommende uger frem mod sommerferien kaste os ud i endnu en føljeton. I dette semester bliver overskriften: ”Livet: en ligning, der ikke går op.” For at give føljetonen struktur – og måske lidt saft, kraft og kulør – vil vi organisere afsnittene efter de syv dødssynder… Nicolai lægger ud i næste uge.

I næste uge udkommer forhåbentlig også det nye fælles trykte program. Heri vil du kunne orientere dig om den samlede vifte af tilbud fra studenterpræsterne. Programmet vil også være at finde som download på den nye hjemmeside.

Rigtig god fornøjelse med studierne – og med studenterpræsternes mange tilbud.

Venlig hilsen

Lise Lotz og Nicolai Halvorsen

XI – Jeg er vejen og afvejen…

Det er svært ikke at bemærke, at det snart er jul. Derfor slutter vores føljeton om også – vi er ved vejs ende. Vi er nået frem til begyndelsen – fødslen. Snart vil mange fejre Jesu fødsel på mangfoldige måder og selvom gaveræs og julestress må høre til denne verdens og syndens perversioner, så hænder det måske at Stella eller en anden almindelig medicinstuderende ser Guds lys, gennem de flimrende tåger af cellebiologien.

Julen handler ikke (kun) om at drikke og æde. Den handler heller ikke om vores veje og planer. Men Julen er kristeligt set et udtryk for at Gud er steget ned (gået?) fra sin himmel, for at komme os i møde. Det kan virke meget forstyrrende, så kan vi lære det. Det er ikke os der styrer alting.

Men er det en grund til panik eller tro og håb? ”God is driving”

Glædelig jul til alle og et digt:

Jeg er vejen og afvejen –
ad vilde stier fører jeg dig

langs sjælens motorveje
trækker jeg dig ud gennem
blodets blindgyder

og selvom du vågner
blandt nisser med
julebryg og skalpeller

så er jeg med dig
på vejen
alle sekunder
indtil vejens
ende

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

”Jeg er vejen…” X – Bekymringsløshed…

Jeg har i mine tidligere klummeafsnit bevæget mig omkring nogle af pilgrimvandrerens syv nøgleord. Den planlagte og bevidste gang ad en kortere eller længere vej kan på en god måde flytte vandrerens fokus til andre områder, end dem, der får mest opmærksomhed i det daglige liv.

Dagens fokusområde er ”bekymringsløshed”, billedmæssigt og konkret symboliseret ved pilgrimmens bredskyggede hat. Den værner mod sol og regn, og gør vandreren i stand til at leve i nuet uanset vejret – altså de ydre omstændigheder.

Nu kan der jo være al mulig grund til at bekymre sig. Får jeg mon mad i aften? Bliver min mor rask? Kan jeg bestå eksamen? Får jeg styr på julegaverne i tide? Og det skal man ikke holde op med. Bekymring er jo et tegn på at man er til stede i sit liv og ikke er ligeglad.

Men de fleste af os kunne nok sætte pris på en pause fra de evindelige bekymringer. Det er slet ikke så let, for de sniger sig jo ind på os. Men det viser sig, at det faktisk er muligt, at skabe sig et afgrænset bekymringsløsheds-rum, når man giver sig selv den opgave at gå. Bekymringerne forsvinder ikke, men de kan sættes på stand-by for en stund så man i højere grad bliver i stand til at leve i nuet – at gribe dagen; ”Carpe Diem”. Det frisættende er i høj grad, at det rum, som man skaber, har en kendt ramme. Man kan være forvisset om, at bekymringerne og grundene til dem, er der endnu, når man vender tilbage fra sin vandring, men at de måske også kan være lidt nemmere at håndtere, når de har været lidt på afstand.

Lad nissehuen være din bekymringsløshedshat i december, og gå hen og giv dig selv – med eller uden alkohol i blodet – pauser fra bekymringerne. Det er en dejlig gave, som kan bruges igen og igen.

I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen?[…] Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage. (Matt. 6, 31-34)

Lise Lotz, akademisk medarbejder for studenterpræsten

AD! Skal vi VENTe?!

Ja, det skal vi faktisk..

På søndag er det den første søndag i advent, og selvom ordet i virkeligheden handler om at ”Han kommer”, så er betydningen, at vi nu skal vente og forberede os. Mentalt. Fordybe os. Geare ned, faste og gøre os klar til den helt store fest ved at gøre ugerne op til selve jesusbarnets fødselsdag beskedne, eftertænksomme og rolige, så kontrasten mellem hverdag og fest rigtig kan træde frem.

Det er jo ikke ligefrem sådan julemåneden ser ud for de fleste danskere her i begyndelsen af det 21. århundrede! Julen begynder i slutningen af november, og de kommende uge kører for manges vedkommende i det allerhøjeste gear. Der skal købes gaver, klippes julepynt, bages småkager, holdes julefrokoster og juleafslutninger, gøres julerent, drikkes julebryg og glögg, og mange af os ender med at være helt udmattede, flæskestegsforstoppede og nissehadende, når vi når frem til den 24. december. Den store dag bliver ofte et antiklimaks, som slet ikke kan leve op til de oppiskede forventninger og overgå de mange festlige sammenhænge, som vi har været i i løbet af december.

Det skal vi ikke nødvendigvis lave om på., men nu er tanken ført i marken: adventstiden er tænkt som en mental forberedelsestid, hvor vi gør os tanker om betydningen bag juleunderet: at et lille barn blev født, som skulle være ”en stor glæde, der skal være for hele folket”. Vi har lov til at holde lidt igen på de indledende juleløjer, hvis vi trænger til en aften hjemme i sofaen. Dén historie, der begynder i krybben julenat, udvikler sig så mærkeligt, at den godt kan fortjene en tanke eller to. Og man kan jo altid tage en pebernød, mens man tænker.

Lise Lotz, Akademisk medarbejder for studenterpræsten

Føljeton IX – Vejledning i Biblen…

Forleden blev jeg spurgt, hvordan man skulle læse i Biblen. Det var en yngre kvinde, som uforfærdet var gået i gang med at læse Den nye Aftale, som den nye hverdagsdanske oversættelse af Det ny Testamente hedder. Det viste sig alligevel at være vanskeligt. Problemet var ikke at forstå sproget, men det virkede meget lidt relevant for hende selv. Det var talt ind i en anden verden end hendes. Og var der endelig en forståelig vejledning, så virkede det umuligt at leve op til de krav der blev stillet. Kvinden læste henvendelsen som en direkte opfordring til hende selv, som en direkte vejledning.

Mange har sikkert en forestilling om religion som vejledning. Mange former for kristendom er og har været meget moralsk og derfor er det ikke mærkeligt at mange forbinder kristendommen med påbud og forbud. Men der findes ikke nogen direkte vejledning i Det ny Testamente. Få sider inde i Matthæusevangeliet støder man på en lang belæring af Jesus, som kaldes bjergprædikenen. Her hører man (i Den Nye Aftale’s formulering): I ved hvad der står i Loven: ”du må ikke slå ihjel” og ”den der slår ihjel, skal dømmes ved den lokale domstol”. Men jeg siger jer: den der bliver vred på en fra byen, skal dømmes ved den lokale domstol… Og hvis nogen kalder andre for idioter, skal han straffes med helvedes ild.

Som direkte påbud er det en umulighed. Hvem har ikke kaldt andre en idiot? Og hvem bryder sig om at blive fordømt, når man læser? Men der kunne tænkes at være en mening, men måske er den som ens eget liv lidt mindre ligefrem. Ligesom livet kan være fuld af hemmeligheder og vildveje, så forstår man det bedre i sammenhæng. Ja måske forstår man det først, når det er slut.

Jan Lindhardt – den tidligere bisp i Roskilde – har sagt, at man skal læse Biblen som et brev fra den elskede. Jeg siger jer: læs den først som en god historie. Og endelig: Biblen vil aldrig kunne vejlede dig til at blive et godt menneske, men den vil føre dig til tilgivelsens og forsoningens plads, så du kan leve et sandt liv, selvom du aldrig bliver god nok.

Der er til stadighed uenighed om hvilken status Biblen har i kristendommen. En del holder på at Biblen er Guds åbenbarede og ufejlbarlige ord – indblæst dirkete i forfatterne via Helligånden. De holder derfor på at Biblen skal læse bogstaveligt som den står og forstås umiddelbart. Det mener jeg ikke.

Jeg mener ikke det er muligt at læse og forstå noget som helst uden at fortolke det. Desuden mener jeg, at der er mange selvmodsigelser i Biblen, som kalder på forklaring.

Jeg mener, at Det nye Testamente (NT) er et vidensbyrd om mennesket Jesus, som Guds søn. I den forstand er Jesus en åbenbaring af Guds virkelighed. Men NT er skrevet af personer som har hørt om disse begivenheder og som selv er blevet påvirket af dem. Det primære er altså begivenheden.

Efter det fulgte det vi kalder kirken, som dem der troede at Jesus var en sand åbenbaring af Guds virkelighed. Herfra kommer dels den praksis at døbe, at holde gudstjeneste og nadver. Og det er i disse menigheder at Biblen er blevet til.

Jeg betragter mig som grundtvigianer, fordi jeg er enig med Grundtvig i hans kirkelige anskuelse. At kirken var der før Biblen, og at det centrale i kristendommen er det talte levende ord, som høres i bekendelse ved dåb og nadver. Det betyder ikke at Guds virkelighed ikke kan vise sig andre steder, men det betyder at Guds virkelighed ikke nås gennem læsning i Biblen. Biblen er en glimrende bog og kilde til stor indsigt, men den består af menneskelige og fejlbarlige vidnesbyrd og derfor må den også kunne kritiseres.

Nicolai Halvorsen, Studenterpræst

Føljeton VIII: Frihed fra... / frihed til...

Frihed. Et absolut plusord. Frihed er, når der ikke er nogle snærende bånd. Ikke nogen begrænsninger. Ikke noget der står i vejen for det, som jeg vil. Jo mere frihed, jo bedre. Lykken må være, at være 100% fri. Fri fra alt.

Eller kunne det mon være en lille smule mere komplekst; det her floromvundne plusord?

Tidligere tænkte jeg frihed, som jeg beskrev det herover. Jo mere frihed, jo bedre. Frihed fra autoriteter og traditioner og regler var noget, der var værd at stræbe efter, for disse ting repræsenterede det modsatte af frihed, nemlig bundethed, rammer, fasthed – ufrihed.

Og så oplevede jeg alligevel ind imellem, at den frihed, som jeg jo besad – og besidder – i rigt mål: frihed til at vælge uddannelse, frihed til at leve stort set som jeg vil, frihed til at rejse, frihed til at ytre mig, frihed til at vælge mine venner, frihed til – næsten selv – at bestemme hvornår jeg vil stå op, frihed til at spise, læse, købe, tænke, gøre – den næsten grænseløse frihed kunne opleves som en belastning. For med frihed følger ansvar. Når jeg selv beslutter alt i min tilværelse, så bærer jeg også ansvaret for konsekvenserne. Selv. Og de nærmest uendeligt mange valgmuligheder kunne – og kan stadig – gøre mig nærmest handlingslammet.

Og hvad har det nu med semesterføljetonnens tema ”Jeg er vejen…” at gøre? Jo, såmænd det, at frihed er et af pilgrimsvandrerens nøgleord. For man kan jo hævde, at det er meget lidt frit, at vælge at gå en rute, som andre har valgt, som andre har gået før, og som er fastlagt fra begyndelse til enden. Men det forunderlige er, at oplevelsen ved at gå pilgrimsruten – eller i den mindre labyrint – kan være den stik modsatte: at det at vælge at gå en vej, som er udstukket på forhånd, kan opleves som en utrolig frihed. Man bliver måske ikke fri FRA alt, men man bliver fri TIL noget vigtigt. Fri til at være sig selv på ruten.

Man er naturligvis nødt til at begive sig ind på ruten i tillid til – eller man kunne måske ligefrem sige tro på – at ruten er OK. At de, som har gået der før, har haft fat i noget. Og selvom man udviser tillid, behøver man jo ikke at tage hovedet under armen. Hvis ruten bliver for lang, et træ vælter ned over vejer eller man får frygtelig hjemve, så er man også fri til at holde pause eller afbryde rejsen. For måske at genoptage den senere. Man er fri til at være med – og fri til at lade være. Friheden ligger gemt i tilliden.

Lise Lotz, akademisk medarbejder for studenterpræsten

Føljeton VII – På mine fødder

Den engang århusianske rockgruppe Gnags (pladeaktuel med albummet Legepladsen) lavede en gang et hit med titlen ”Fodgænger”:

Ja, jeg kan gå på mine fødder

Jeg er fodgænger, så er man da noget

Jeg kan gå igennem byen

Koster ikke noget,

så har man da råd

Det er helt tilbage fra albummet X, som kom i 1983. Det kan være nummeret får fornyet aktualitet med den økonomiske krise, for fodgænger har de fleste alligevel råd til at være. I disse klimatider er fødderne også meget bæredygtige.

I nutiden har fødderne fået renæssance med fænomenet pilgrimsvandring. Flere og flere går ad gamle ruter til Santiago de Compostella eller ad Hærvejen. Alle steder vandres der. Formålet med pilgrimsvandringer er ofte at få ro. Der er et mentalt aspekt. At finde eller genfinde sig selv, hvilket er godt for mange, der i det daglige drøner af sted og glemmer, hvem de er og hvad der egentlig betyder noget. Den indsigt havde Gnags allerede for 15 år siden, ”jeg er fodgænger, så er man da noget.”

At gå skaber bevidsthed om, hvem man er. Her åbner sig en række filosofiske og videnskabelige døre. F.eks. kroppens og bevægelsens indre sammenhæng med bevidstheden. ”Jeg går, altså er jeg (fodgænger)”. Man kunne også nævne bipodaliteten som et afgørende udviklingsmæssigt træk. Men jeg skynder mig at smække alle døre i og gå videre.

Som nævnt i en tidligere klumme, så er det i kristendommen Guds vej til os, som er det primære. Man kan ikke gå sig til frelsen. Men når det er sagt, så gik Jesus også meget rundt og mange gik med ham. Jesus var en fodgænger. Og mange blev frelst på vejen. Dvs. de blev frie fra de fysiske eller mentale byrder, der lammede dem. Denne frihed er stadig tilgængelig for troen. Men når man er fri til at gå og har genfundet sig selv, så skal man gå hen til de andre. Selv mod ensrettet.

Venter på dig,

venter på en fodgænger

Venter på kys og kærlige ord

Nicolai Halvorsen, Studenterpræst