Studenterpræsten

Treenighed? Tre-i-en? Hvorfor ikke 17?

2012-03-19T05:13:00.000-07:00

Føljeton: Trosbekendelsen VIII

NU skal vi have hul på selve Trosbekendelsen! Og så måske alligevel lige et par indledende bemærkninger om Trosbekendelsens overordnede opdeling.

Treenigheden - model 1

Som Nicolai var inde på i sidste uge, så er det jo meget iøjnefaldende, at den Gud som Trosbekendelsen beskriver, og som man som kristen i tre omgange siger at jeg/vi tror på… er en bestemt Gud, som netop beskrives i tre afsnit. Det er den treenige gud, der beskrives.

Treenigheden - model 2

Det kan man jo vælge at blive vældig forvirret og/eller skeptisk over. Er der tale om én Gud eller tre? Er kristendommen ikke en monoteistisk religion – altså med kun én gud? Hvorfor er denne opsplitning nødvendig? Er treenigheden reel? Hvem siger, at det er sådan? Hvorfor skal det være så indviklet?

Treenigheden - model 5

Man kan også vælge at tage det hele lidt med ro, og se treenigheds-sagen som en mere pædagogisk/dynamisk forklaringsmodel end den rene, bogstavelige, konkrete Sandhed. Det er i hvert fald altid værd at minde sig selv om, at uanset hvor mange kloge ord vi siger eller modeller vi opstiller, så er ordene og modellerne IKKE lig med det, som de forsøger at beskrive. De er vores – gode eller mindre gode – forsøg på at få hold på sager, som er mere komplekse og omfattende, end vi lige kan overskue. Vi er nødt til at konkretisere og forsimple for at kunne tale om de store ting.

Treenigheden - model 17

Således også med Gud.

Treenigheden - model 68

Når man fra den tidlige kristendoms side har valgt at beskrive Gud som tre-enig, altså som ét væsen, men tre ”personer”, så er det i mine øjne ikke så forfærdeligt besynderligt. Jeg ville have fundet det mere tankeomstyrtende, hvis vi havde haft at gøre med en 17-enig gud eller en 2385-delt guddommelighed. Tre er trods alt et simpelt og oplagt tal at vælge, hvis man ønsker at forklare, at noget er bare en lille smule mere sammensat end som så.

Treenigheden - model 119

Tænk på, at vi eksisterer i tre dimensioner. Ting får fylde og vægt, når de breder sig på tre ledder. En stol med tre ben vipper ikke. En gud, der beskrives som tredelt er stærk, altomfattende. Om man vælger at kalde enkeltdelene Fader, Søn og Helligånd eller måske Sind, Krop og Ånd eller noget helt andet er et spørgsmål om vinkling. Den varierede vinkling, som på en dårlig dag ikke er helt ligegyldig, kan man selvfølgelig vælge at gøre til genstand for blodig krig, men man kan også vælge at lade de forskellige tredelinger være udtryk for, at mennesker begriber det ubegribelige på forskellige måder.

Treenigheden - model 274

Jeg har fx haft stor glæde af mobilselskabet 3’s brug af sangen Three is a Magic Number:

Treenigheden - model 932

Three is a magic number,
Yes it is, it's a magic number.
Somewhere in the ancient, mystic trinity
You get three as a magic number.

The past and the present and the future.
Faith and Hope and Charity,
The heart and the brain and the body
Give you three as a magic number.

[…]

A man and a woman had a little baby,
Yes, they did.
They had three in the family,
And that's a magic number.

Treenigheden - model Sct. Patrick

Jeg lover, at jeg næste gang kigger på SELVE Trosbekendelsen!

Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Hvad – eller hvem – er Gud?

2012-03-12T03:54:00.000-07:00

Trosbekendelsen VII

Hvad eller hvem er Gud? Guder kan være af mange slags. Som tidligere nævnt så er ens Gud, det man stoler på, og måske også det man frygter. Men bortset fra dette mere psykologisk-eksistentielle gudsbegreb, så er der de mange religioners bud på, hvad og hvem Gud er.

Her handler det om den kristne trosbekendelse i den udgave vi kalder den apostolske, som er den mest brugte i folkekirkens gudstjeneste og også i den romersk katolske kirke. Denne trosbekendelse giver et ret kort bud på, hvem den kristne Gud er.

Det mest mærkelige ved den kristne Gud er, at han er treenig, at han både er den almægtige Gud fader og et menneske, Jesus, som blev født på et bestemt tidspunkt og levede og døde. Dertil kommer Helligånden som er den relation der knytter faderen og sønnen sammen til en enhed. De er ét i ånden.

Det lyder mærkeligt og bureaukratisk og unødigt besværligt. Hvorfor skal der være tre i en? Det er der flere grunde til. Først må vi fastslå, at det ikke er et naturligt gudsbegreb. Den kristne Gud er en åbenbaret Gud. Det vil sige, at vi ikke selv kan tænke os til den kristne Gud. Vi kan ikke umiddelbart finde ham i os selv og vi kan heller ikke finde ham i naturen.

Det er derimod en Gud som har givet sig til kende i historien. Det fortælles der bl.a. om i Det gamle testamente, hvor Gud åbenbarer sig flere gange for Abraham, Isak, Moses osv. Denne åbenbaring har vi kun gennem disse beretninger, der selv er historiske og derfor meget vel kan være usikre og fejlbarlige. Men disse åbenbaringer gav anledning til jødedommen som religion.

Jødedommen var speciel i samtiden ved at være monoteistisk, dvs. de holdt fast ved, at der kun var en Gud, Fædrenes Gud. Og de forstod sig som det udvalgte folk. Set fra kristendommens synspunkt, så var jødedommens epoke en række mislykkede forsøg fra Gud på at gøre sin sag klar. Folket forstod ikke sagen, hvilket i kristendommen klassisk tolkes som en effekt af syndefaldet.

Både erkendelsen og moralen – eller måske rettere forholdet mellem hjerne og hjerte var blevet rodet ved syndefaldet. Gud forsøgte med en række love, for at skabe orden. Mest kendt er de ti bud. Men folket blev på den ene side bange og fik på den anden side større lyst til at bryde loven. De fleste af os kender til, at forbud giver en trang til at bryde forbuddet. Ligesom det også kan skabe en frygt for straf.

Guds strategi virkede altså ikke. Derfor måtte han til sidst blive menneske, dvs. han lod en del af sig selv føde. Hvordan det egentlig er foregået er ikke til at vide. Da vores forestillinger om Gud jo under alle omstændigheder kun kan være vores utilstrækkelige billeder og ikke en beskrivelse, så kan vores forestillinger om guds tanker jo ikke være mere dækkende. Foreløbig synes jeg selv, der er en ret rodet historie. Ikke mindst når man tænker på, at det er Guds historie.

Men forhåbentlig vil det give mere mening senere. Nu er vi nået til Jesu fødsel. Gud blev menneske. Det skal vi høre mere om næste gang.

Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Djævelen? Og alle hans gerninger? Og alt hans væsen?

2012-03-05T03:18:00.001-08:00

Føljeton: Trosbekendelsen VI

Nå, nu er vi mange uger inde i semesteret og det må være på tide, at vi kommer i gang med selve teksten: trosbekendelsen. Og så alligevel. Som Nicolai nævnte i sit allerførste indlæg tilbage i januar, så er det nærmest helt standardiseret i Danmark, at selve bekendelsen indledes med ”forsagelsen”, afvisningen.

Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Djævelen? Ham med horn i panden og gedebukkeben? Alle hans gerninger og alt hans væsen? Allerede her er det fristende at stå af. Jeg forsager jo også Julemanden, hekse og elverpiger. Er vi ikke allerede her ude i overtro, ammestuesnak og primitivt nisseri? Jo, måske.

Men man kunne jo også prøve at applikere sin begavelse og evne til at bevæge sig fra konkret til abstrakt på den sære formulering. Man kunne prøve at give slip på fristelsen til at ville forstå alting helt og aldeles bogstaveligt. Man kunne måske overveje, om der her er tale om en tekst, der IKKE fungerer som en nyhedsartikel i et dagblad eller en side i en lærebog.

Måske betyder det noget, at teksten er gammel; skrevet i en tid, der var en anden og til et publikum, der var et andet. Måske er det ikke meningen med forsagelsen, der er blevet forældet, men vores evne til at få den til at give mening, der er blevet forringet med tiden. Fordi vi er blevet så forbandet kloge. Fordi vi vil forstå alting helst i 1:1-forhold. Fordi vi ikke tør have tillid til at billedsprog og poesi kan indeholde lige så stor sandhed som fakta.

Hvad hvis nu Djævelen i forsagelsen er et billede på alt det i livet, som gør os ondt, som gør os ensomme, som bringer smerte. Alt det, som vi gerne ville være foruden, men som findes. Alt det, som vi ville ønske, at vi kunne vende ryggen, lave om på, se bort fra, være fri af, forsage, men som vi igen og igen må konstatere finder indpas i vores liv. Måske skal Forsagelsen ikke forstås som en konstatering af, at jeg/vi forsager alt det onde, altså at vi har lykkedes i kampen mod Djævelen i alle hans former, men at vi håber og ville ønske at vi kunne.

Måske netop derfor giver det mening at forsage Djævelen igen og igen, fordi vi igen og igen har brug for at gøde jorden for muligheden for forandring. Måske. Tro er en tillidsøvelse, og det er forsagelse også.

Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Trosbekendelsen V - Ubetinget tillid

2012-02-27T04:23:00.000-08:00

Føljeton - forår 2012

For 14 dage siden stillede jeg spørgsmålet ”hvad har vi ubetinget tillid til?” Enhver må selv svare, men kan vi overhovedet svare? Enhver som er blevet svigtet af forældre, kærester, venner begynder at tvivle.
Kan man overhovedet stole på nogen eller noget, når det kommer til stykket? Kan man overhovedet stole på sig selv?

Restless Heart Syndrome fra deviantART

Den barnlige ubetingede tillid er barnets privilegium. Vi er blevet klogere, men dermed måske også mere ensomme og mere usikre. Men usikkerheden og tvivlen giver en uro, som jeg tror mange længes efter af få slukket. Det er ikke en moderne følelse. Allerede den gamle kirkefader Augustin, skrev i slutningen af 300tallet de berømte ord ”mit hjerte er uroligt”.

Vores hjerter er urolige...

Men Augustin skrev det ikke til sin ven, men til Gud og han fortsatte med ordene ”indtil det finder hvile i dig”. Gudsforholdet ligner et kærlighedsforhold. Det jordiske kærlighedsforhold er stedet, hvor vi stærkest erfarer at hvile i tro og tillid. Det er dér vi erfarer at blive hele.

Vi har nok i dag lidt vanskeligere ved at finde hvile i Gud. Måske fordi vi er forvirrede om, hvad Gud er. Og her kan vi så komme tilbage til trosbekendelsen. For den beskriver jo i få ord, hvad det er for en Gud kristendommen taler om. Troen på Gud som fader og Gud som skaber. Gud som sønnen, der er blevet menneske, død og opstået fra de døde, og på ånden som er kærligheden imellem de to. Hele denne relation af fader, søn og ånd er én Gud.

Det er ikke selvindlysende. Det kan jo lyde som en Gud, der er lidt splittet. Det er også meget svært at se, hvordan trosbekendelsens ord skulle vække en tillid og tro til Gud, som vi kan hvile i. Det kan den næppe i sig selv. Og det er måske ikke trosbekendelsens opgave. Tilliden og troen er selv en gave; ligesom kærligheden er den ikke noget, vi kan arrangere. Vi kan åbne os for den, og det kan vi gøre i samtale, i praksis ved bøn og ved at gå til gudstjeneste. Troen kommer af det, som høres – siges det.

Open your heart

Trosbekendelsen er derimod en redegørelse for den kristne tros indhold i kort form. Som før nævnt en redegørelse for, hvad det er for en Gud, vi så tror på. Hvad det er for en Gud, vi håber at finde hvile i.

Det vil jeg så beskrive nærmere i de kommende afsnit.

Venlig hilsen
Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Trosbekendelsen IV – Guddommeligt teater eller...

2012-02-20T04:23:00.000-08:00

Føljeton - forår 2012

Jeg undrer mig ofte, når Trosbekendelsen bliver fremsagt. Det foregår ikke på samme måde i alle kirker, men ofte. Præsten begynder med forsagelsen, mens han vender fronten mod menigheden. Når selve Trosbekendelsen lyder, vender han sig mod alteret og siger resten med ryggen mod kirkerummet.

Det er muligt, at det kun er teologer og andre særligt liturgisk interesserede, der bider mærke i den lille bevægelse, men den giver mig en anledning til at tænke over, at en gudstjeneste er skruet sammen på en måde, der er fristende at sammenligne med et teaterstykke.

Det er jo sådan, at præsten, ceremonimesteren, som i en stor del af gudstjenesten står midt i rampelyset, har en kompleks rolle at spille. Mange vil ligefrem opfatte det som om præsten spiller hovedrollen i forestillingen. Mange, der sidder på kirkebænkene, vil i forlængelse heraf tænke om sig selv, at de er en del af publikum. Tilskuere. Passive modtagere.

Men faktisk er præsten kun sig selv, når han går på prædikestolen. Når præsten står ved alteret veksler han mellem to roller: han er enten talerør for Gud eller repræsentant for hver enkelt medlem af menigheden – inklusive ham selv. Gud og det enkelte menneske er således aktørerne i dette storladne kammerspil, men af indlysende praktiske grunde er præsten sat til at stå for opførelsen. Det ville blive noget rod med et drama, hvor den ene hovedrolle er usynlig og den anden er alle os andre!

Skiftet mellem de to roller vises ved at præsten vender sig i samme retning, som man må tænke sig, at den han taler for vender. Når han taler for Gud vender han ansigtet mod menigheden og taler til den enkelte. Når præsten ”spiller” et menneske fra menigheden, vender han den anden vej og taler i den retning, som vi symbolsk har besluttet at Gud befinder sig i: i østlig retning; mod alteret.

Man kan så undre sig over, hvad det er der sker ved fremsigelsen af Trosbekendelsen, når det foregår, som jeg indledte med at beskrive. Er forsagelsen noget, som Gud siger til os? Eller skal det bare markeres, at det ikke er en ægte del af Trosbekendelsen? Måske var jeg syg den dag, der blev givet en god forklaring…

Men egentlig er jeg ikke specielt interesseret i den gode forklaring. Jeg kan godt lide at min undren bliver vakt, og at jeg bliver mindet om, at jeg ikke er passiv tilskuer til det guddommelige teater; jeg har selv en hovedrolle, som godt nok hverken udløser Sølvbjørne eller anden personlig hyldest, men som til gengæld ydmygt fremstilles af en person i en sort dragt, der ved at spille os alle, får forbundet mig med både Gud og medmennesker. Bravo!

Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Trosbekendelsen III – Hvad vil det sig at tro. Tro og tillid.

2012-02-20T03:39:00.000-08:00

Føljeton - Forår 2012

Tror du på Gud? Jeg fik tidligere ofte dette spørgsmål. Det er aftaget lidt, måske fordi jeg er blevet præst og de fleste så antager, at jeg tror på Gud. Der var en del diskussion om spørgsmålet for en del år siden, da den daværende præst i Tårbæk – Thorkild Grosbøll – sagde, at han ikke troede på Gud. Det skabte en del ravage, selvom han havde nogle eftersætninger.

Men spørgsmålet er ikke helt klart, fordi det ikke er entydigt, hvad det vil sige at tro og heller ikke tydeligt, hvad der ligger i ordet Gud. Trosbekendelsen var fra begyndelsen et forsøg på at præcisere, hvad der lå i ordet Gud. Det var den treenige Gud. Troen på Gud som fader, søn og Helligånd. Her var troen på Gud som fader, skaber og opretholder ikke videre problematisk. Den var fælles med jøderne, og gudstro var det almindelige. Troen på Jesus, mennesket som Gud, var et problem.

Da jeg var ung, var det omvendt. Troen på Gud var ikke selvfølgelig, men troen på mennesket Jesus og hans næstekærlighed kunne man godt forbinde noget med. Måske er det stadig til dels sådan. Men der er sket noget. Globalisering har bl.a. ført mange anderledes kulturer hertil og også andre religioner. Også andre forhold har sat spørgsmålstegn ved, om vi kunne være helt sekulariserede.

Hvis vi ikke tror på Gud, hvad tror vi så? Næstekærlighed, frihed og demokrati? Eller tror vi mest på os selv? Værdier har erstattet religion eller er religion er blevet koblet til såkaldte vestlige værdier og kultur. DF og Tidehverv er et godt eksempel på det sidste.

Men undersøgelser viser, at mange har deres egen tro. De tror på Gud, men på deres egen måde. Troen er individualiseret. Troen er for rigtig mange fløjet ud af kirken, som det sted, hvor man formulerede sin tro i fællesskab med andre og som stedet for religiøs opbyggelse.

Jeg tror, at et af problemerne med trosbekendelsen er, at man føler, at man skal stå inden for noget, man ikke helt kan overskue. At der er en almægtig skaber, opstandelse fra de døde osv. Siger man ja til, at man tror på det, så siger man ja til en form for irrationalitet, som man ikke kan redegøre for.

Det er lettere at sige, at jeg tror der er mere mellem himmel og jord. Så har man ikke sagt for meget.

Men troen er ikke alene et sæt meninger om verdens indretning. Selvom troen forudsætter at det som tros er en sandhed, så behøver det jo ikke være en videnskabelig sandhed. Det handler jo om forhold, der ikke kan bevises og som vi ikke har nogen viden om. Ja måske kan vi ikke vide noget. Det handler om det, som er uden for vores kontrol. Troen er tillid. Tillid til at virkeligheden overgår vores forstand. Det er i den forstand små børn er bedre til at tro. De er tillidsfulde og lægger uden forbehold deres liv i de voksnes hænder. Det er ikke altid klogt, men hvor skulle de vide det fra?

Tillid og tro - to sider af samme sag.

Guds tro handler om ubetinget tillid. Hvad er det, vi har ubetinget tillid til? Det er tvivlsomt, om vi ved det. Det handler ikke kun om vores bevidste forestillinger og er derfor skjult for os, såvel som for andre. I den forstand tror vi alle, og i et vist omfang er vi klar over, hvad vi tror på. Penge, magt, os selv, kærlighed, fædrelandet, skønhed, videnskaben eller lidt af hvert. Men er det ubetinget tillid? Måske er det noget vi længes efter? Mere om dette næste gang.

Venlig hilsen Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Trosbekendelsen – og om at lære udenad. En tvivlsbekendelse.

2012-02-06T05:22:00.000-08:00

Føljeton II

Jeg er temmelig dårlig til at lære udenad. Måske er jeg simpelthen indrettet sådan. Måske er det noget ved udensadslære, der er mig imod. Måske øver jeg mig bare ikke nok. I hvert fald rammes jeg ofte af et lille skamfuldt stik, når jeg skal præstere noget, som jeg ”bør” kunne udenad.

At huske udenad - to know by heart. Swarovski kan hjælpe, hvis dit eget hjerte er genstridigt...

Her taler vi særligt om intellektuelle præstationer, for jeg har erfaret, at ny kropslig udenadslære – fx trinene i en særlig dans – kan godt lagre sig i mig efter et antal gentagelser og hentes frem ved en senere lejlighed. Måske er der noget andet på færde her. Eller også er det det samme, men anderledes på den måde at små ”skønhedsfejl” i en dans i mange tilfælde kan bortforklares som variationer eller udslag af kunstnerisk frihed. En berigelse af den originale ”remse”. Så nemt slipper man sjældent, når der er tale om at lære ord udenad.

Her SKAL hvert ord være rigtigt; i den rigtige rækkefølge; rigtige endelser og småord. Ikke mindst i kirkelige sammenhænge kan helt små ændringer i øjnene på en alvorlig Holger Fortolker betyde forskellen på liv og død.

En præst blev i 1999 fradømt retten til at fungere som præst, fordi han ville døbe børn ”til” treenigheden og ikke ”i” treenighedens navn, som det er formuleret i det autoriserede dåbsritual. Her var der godt nok ikke tale om, at præsten ikke kunne sit rituals ordlyd udenad, men giver alligevel et fingerpeg om, hvor vigtige også helt små ord er, og om hvor alvorlige konsekvenser det kan få, hvis man ikke har styr på dem.

Måske er det en blanding af præstationsangst og stemmen fra min indre Rasmus Modsat, der gør, at jeg i kirken altid er ca. et splitsekund bagefter, når trosbekendelsen skal siges højt i fællesskab. Måske er det også noget med, at det selv efter mange års øvelse i at tolke ordlyden hen til en mening, som jeg kan stå inde for, er svært for mig at sige højt, at jeg tror på ”syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv” og alt det andet hokus pokus.

Jeg arbejder stadig på sagen. Jeg arbejder på at tillade mig selv at lære og sige ting udenad, som jeg ikke nødvendigvis forstår til bunds. Jeg øver mig i at sige ordene i trosbekendelsen som den rituelle og poetiske formular det også er. Jeg prøver at huske trygheden og skønheden i, at jeg ved at sige ordene indskriver mig i et fællesskab, som ikke er afhængigt af min mentale kapacitet.

Jeg prøver - og lykkes somme tider med – at tage springet ud på troens og tillidens dybe vand. Med skønhedsfejl, mangler og variationer. Jeg tvivler. Jeg tror.

Venlig hilsen
Lise Lotz, akademisk medarbejder

Forårsprogrammet 2012

2012-02-02T05:44:00.000-08:00

Open publication

Trosbekendelsen 1: Forsagelsen

2012-01-30T02:37:00.000-08:00

Velkommen til 2012 og velkommen til et nyt semester. Vi håber at kunne underholde og måske oplyse vores gamle læsere, men ikke mindst ser vi frem til, at nye studerende også vil blive nye læsere.

”Vi” er studenterpræst Nicolai Halvorsen og akademisk medarbejder Lise Lotz, begge uddannet i teologi og så alligevel meget forskellige både i teologi og andre ting. Men vi vil skrive en føljeton her i løbet af semestret, som vi har gjort en del år nu. Dette semester vil vores føljeton kredse om Den apostolske trosbekendelse, der unægtelig er et at de meste centrale dokumenter ikke bare i folkekirken, men i kristendommen i almindelighed.

Zzzzzzzz....?

Nu kan vi allerede høre hundredvis af læsere, som jubler af begejstring – eller var det lyden af snorken, fordi læserne faldt i søvn? Trosbekendelsen! Det dokument fra 300tallet, det lyder godt nok kedeligt. Ja, vi kan i munterhed næppe konkurrere med bestsellere som ”Bevægeapparatets anatomi” eller standardværket i cellebiologi, men livet er ikke bare sjov og ballade. Det er også alvor, og herunder hører trosbekendelsen. Det er til gengæld meget nyttigt at kende til trosbekendelsen, da det forøger ens score-chancer i Den Teologiske Fredagsbar med mange længder.

Men nu må det være nok med indledningen. Vi må til sagen. Der er dog ikke meget spalteplads tilbage, så vi nøjes med lige at nævne ”forsagelsen”. Når man bliver døbt i den danske folkekirke, tilspørges gudmor eller gudfar på trosbekendelse, men vi har før det et spørgsmål om djævlen. Populært kaldet Forsagelsen.

Nogen forsager nisser.

”Forsager du djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen?” Og så skal man helst svare ”ja”. Den bruges også i gudstjenestens trosbekendelse ”Vi forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen”. Den hører egentlig ikke til trosbekendelsen i sig selv, men siden oldkirken har forsagelsen af djævlen eller Satan været faste led i forbindelse med dåb. Når vi i modsætning til mange andre lutherske kirker i dag, stadig har det med i Danmark, så skyldes det som så meget andet N.F.S. Grundtvig.
Se, nu når vi ikke mere i dag. Men det vigtige er ikke at tale om djævlen eller det onde, men at forsage det.

Men kan dog som tidligere læse denne klumme på vores blog, hvor der foruden billeder vil være links til videre studier og mulighed for at kommentere og stille spørgsmål.

Man skal ikke forsage hjælpemidler...

Hold hjertet varmt og hovedet koldt – vi ses næste uge.

Venlig hilsen
Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Læs Trosbekendelsen på Folkekirken.dk
Læs om Satan, Gudssønnen, der blev hersker i Helvede (Astrid Korsbæk Madsen) på Kristendom.dk

Føljetonen om De ti Bud - nu som samlet tekst.

2011-12-13T06:14:00.000-08:00

Lige til at downloade og printe ud. Glædelig jul!

Teksten er skrevet på skift af studenterpræst Nicolai Halvorsen og akademisk medarbejder Lise Lotz, og den udkom både her på bloggen og i MedicinerOrganisationernes Kommunikationsorgan (kaldet MOK) i løbet af foråret 2011.

Open publication - Free publishing - More etik

Biblen. Læs selv videre...

2011-12-05T04:01:00.000-08:00

Biblen for begyndere – en føljeton XII

Som semesterets føljeton måske har antydet, så er Biblen en bog med en vis betydning – uanset om man tror på det, som står i den eller ej. For nogle mennesker er daglig bibellæsning en afgørende del af tilværelsen, for andre står Biblen i reolen og bliver åbnet ved mere eller mindre hyppige, særlige lejligheder og for atter andre er Biblen et symbol på fundamentalisme og overtro.

For de fleste mennesker i en vestlig kultur sniger bibelske idiomer – faste sproglige udtryk som fx ”at sætte sit lys under en skæppe” eller ”at skille fårene fra bukkene” – sig ind i det daglige sprog, og uanset hvordan man forholder sig til Biblen må det vel gælde her, som i så mange andre felter: det er godt at vide, hvad man taler om.

Derfor er dagens opsamlingsheat en henvisning til nogle ressourcer, hvor det er muligt at skaffe egenindsigt i Biblen.

Først den klassiske model i papir: Bibelselskabet, som udgiver autoriserede Bibler i Danmark, har 30 forskellige bibeludgaver til salg på deres hjemmeside. Det går fra helt små lommemodeller kun med Det nye Testamente til kr. 50 over standardudgaver med faktasider til kr. 200 og slægtsbibler til kr. 500 til luksusmodellen i kalveskind til kr. 1700.

Bibelselskabet tilbyder desuden – helt gratis - en online-bibel, som er søgbar på alle leder og kanter. Du kan søge på ord, skriftsteder, prædikentekster, til særlige højtider eller du kan simpelthen følge en bibellæseplan med daglige tekstlæsningsforslag, så man i løbet af et (kirke-)år kommer godt rundt i den store bog.

Den helt nyligt påbegyndte 2011-2012 (det nye kirkeår begynder som bekendt (?) første søndag i advent) bibellæseplan har som særligt tema Ørken og vand. Planen kan hentes som pdf-fil på Bibelselskabets hjemmeside.

For ganske nylig har Bibelselskabet herudover udgivet en Bibel-app, Bible Pomegranate, til iPhone og iPad. Adgang til selve Pomegranate-universet koster kr. 12, og der følger en engelsk bibeloversættelse med i prisen. Adgang til danske oversættelser skal tilkøbes.

Der findes masser af andre Bibelapp’s bl.a. på engelsk. Mange af dem er gratis, nogle har fx oplæsningsfunktion og nogle er tilrettelagt for børn. Søg, og I skal finde! (Matt. 7,7)

Den seriøse bibelstuderende kan finde en guldgrube af viden hos Biblos.com. Sprolige sammenligninger, lexikon, ordbog, atlas, tidslinjer, bibelsk mål og vægt, persongalleri mmm.

I den muntre ende vil jeg anbefale The lolcat Bible. Den er især sjov, hvis man har et vist kendskab til Biblen OG lolcat-lingoen. Her er fx skabelsen: Boreded Ceiling Cat makinkgz Urf n stuffs . 1 Oh hai. In teh beginnin Ceiling Cat maded teh skiez An da Urfs, but he did not eated dem. Senere møder vi Happy Cat (Jesus) og Basement Cat (Satan). Check også: The Saga of Ceiling Cat.

Venlig hilsen
Lise Lotz, akademisk medarbejder

Paulus Homo - Det ny Testamente og homoseksualitet

2011-11-28T03:27:00.000-08:00

Biblen for begyndere – en føljeton XI

I den forgangne uge har kirke- og ligestillingsministeren fremsat et forslag om at det skal være muligt for bøsser og lesbiske at blive gift i kirken og kalde sig ægtefolk. Det skal han herfra ikke have utak for. Det er på tide vi får barberet den ged. Debatten er dog stadig glødende, meningerne er delte og der argumenteres bl.a. ud fra Biblen.

Som det måske er fremgået af tidligere klummer hører jeg ikke til dem, der mener at Biblen uden videre kan bruges som rettesnor for vore handlinger, vores moral eller livsførelse. Man kan ikke argumentere med Biblen som sådan, for der er altid tale om en fortolkning. Selv hos dem, der kalder sig bibeltro.

Det er også hos dem, man ofte finder skriftstedsargumenter. Ofte bliver apostlen Paulus hentet frem. De steder han udtaler sig om homoseksualitet er det negativt: Rom.1,26-27, 1. Kor. 6,9 og 1. Tim. 1,10. (Lyder det græsk, så læs Lise’s indlæg fra sidste uge omforkortelser).

Ingen tvivl om at Paulus var imod homoseksualitet, selvom ingen af eksemplerne nævner lesbiske forhold. I de to sidste eksempler opregner Paulus folk, der er uretfærdige og derfor ikke skal arve Guds rige og herunder kommer så ”mænd der ligger med mænd” sammen med bl.a. drabsmænd, løgnere, griske mennesker, afgudsdyrkere og drukkenbolte.

Paulus

Paulus var altså imod rigtig mange ting. Han mente også at kvinder skulle tie i forsamlinger, underordne sig deres mænd og have tildækket hoved, når hun bad eller talte profetisk (1. Kor. 11,4-5 og 1. Kor 14,34).

I øvrigt mente Paulus, at det var bedst at være helt afholdende som ham selv, men kan man ikke dette så er det bedre at gifte sig ”for at undgå utugt” ( 1. Kor 7, 1ff). Det afgørende er at man er vendt mod Gud. For Paulus er der tale om hans egen mening og hans moralopfattelse afspejler på mange måder hans samtids. Den behøver vi ikke overtage, for kristendommen står og falder ikke med det.

Som en anden klog teolog har sagt, så kan Paulus tale om homoseksualitet uden videre fjernes uden at hans teologi ændrer sig. (Thomas Reinholdt Rasmussen, Skriften, kirken og homoseksualitet, Kristeligt Dagblad, 10. feb. 2011 .)

Ganske interessant er det også, at Jesus i evangelierne ikke nævner homoseksualitet. Men der er mange eksempler på at han rækker ud efter de udstødte og dem de andre ikke vil være sammen med. Han opløser sociale og moralske skel. Meget ofte i konfrontation med almindelig borgerlig moral. Sammenfattende må man sige, at Kristus vil inkludere det udstødte og fortabte. Derfor synes jeg det giver god mening også at inkludere de homoseksuelle.

Nu handler meget af den aktuelle diskussion om, hvad et ægteskab er – i kristen forstand. Det har jeg ikke været inde på. Men et er ikke svært at finde litteratur, eller anden information om emnet. Og hvis du vil høre min mening, så er du velkommen til at komme forbi kontoret.

Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Biblen. Kapitler og vers - en kode for fanatikere eller et praktisk værktøj?

2011-11-21T03:38:00.000-08:00

Biblen for begyndere – en føljeton X

1. Kor. 5,14; 5. Mos. 31,16-31. WTF? Dagens afsnit handler om at slå op i Biblen. For mange er det kendt stof. For mange er det et helt nyt sted på landkortet. Du springer bare over, hvis du synes, at der bliver talt ned til dig… Det er under alle omstændigheder praktisk at kende systemet, når man i forskellige sammenhænge møder henvisninger til bibelske tekster.

Kend din Bibel - og le eller græd...

Biblen er som tidligere antydet en stor bog med mange sider, mange typer af tekster og mange afsnit, som man kan have lyst til at dele med andre. Biblen findes også i rigtig mange forskellige udgaver og oversættelser, men selve teksten er nogenlunde den samme i alle udgivelser.

Derfor er der opfundet et smart kodesystem, som gør det nemt at henvise til et bestemt sted i Biblen, uafhængigt af papirstørrelser og sprog.

Kodesproget kan se mystisk ud, men i virkeligheden er det temmelig simpelt.

Bog: hver del-bog i Biblen har sit eget unikke navn, som har sin egen unikke forkortelse. Nogle bøger findes der to eller flere af, men de er så individuelt nummererede. Matthæusevangeliget hedder Matt., Paulus' 2. brev til Korintherne hedder 2. Kor., Johannes' Åbenbaring hedder Åb. - og sådan er det hele vejen igennem. Forkortelserne er indlysende, især hvis man kender navnene på de bibelske bøger (som kan findes som indholdsfortegnelse i enhver Bibel.)

Kapitel: De fleste bøger i Bibelen er så lange, at de er delt op i kapitler. Disse kapitler er nummereret. Det første tal efter forkortelsen af bogens navn henviser til kapitelnummeret.

Vers: Kapitlerne er igen opdelt i vers, som kan være kortere eller længere. Versene er også nummereret. I hvert kapitel begyndes forfra fra 1. Tallet efter kommaet giver nummeret på det første vers, som man vil henvise til. Hvis der er tale om flere vers i henvisningen nævnes slutversets nummer også.

Så simpelt. Så praktisk.

Dette billede havde måske egentlig været forklaring alt nok.

Venlig hilsen
Lise Lotz , akademisk medarbejder

P.S. Her er et par gode henvisninger, som det er godt at kunne, hvis du vil være lidt fanatikeragtig i en snæver vending:

Matt. 7,12: Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne.

Mark. 14,38: Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt.

1. Kor. 13,4-7: Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Biblen. Det store epos

2011-11-14T10:40:00.000-08:00

Biblen for begyndere – en føljeton IX

Som lovet for 14 dage siden vil jeg nu udfolde, hvordan Biblen kan læses som et stort epos. En dramatisk beretning med en begyndelse en midte og en slutning. Meget kort sagt handler det om Guds forhold til mennesket. Ikke først det enkelte menneske, men slægten.

Det begynder med skabelsen som er god, men Adam og Eva som i sig har hele den kommende slægt, ødelægger freden ved syndefaldet. Døden kommer ind i verden og forholdet mellem Gud og mennesker bliver brudt, ligesom også mennesket selv bliver brudt. Fremmedgjort og uden ro.

Så bliver Abraham stamfader til alle slægter. Hele GT handler om hvordan Gud laver en pagt, først med Abraham og siden fornyer den med Moses, hvor den dog er indskrænket til Israels folk, som er efterkommerne af Patriarken Jakob, Abrahams barnebarn.

Denne pagt eller aftale går ud på, at Gud vil gøre folket stort og mægtigt, mod at de holder sig til ham og gør hvad han siger. Det går hele tiden galt, selvom det tilsyneladende også går fremad. Jerusalem bliver en stor by og kong David bygger et tempel dér. Men det ender med krig, som tabes til Babylonierne og hele folket føres i fangenskab til Babylon – det nuværende Irak.

Fra The Pangea Blog

Men de kommer tilbage, dog kun for at føre krige igen. Aldrig bliver der fred og det ender med at landet besættes af romerne. Men profeter som Esajas havde sagt, at der vil komme fred, en konge ville komme, en frelser. Derfor ventede man en konge – en salvet, ”Messias” hedder det på hebræisk og på græsk ”Kristus”. Det står dog ikke helt så tydeligt i GT.

Men ifølge de kristne, så kom omslaget med Jesus. Han var den ventede frelser, Messias eller Kristus, men i stedet for at være almindelig heltekonge som smed romerne ud med superkræfter, så gik han bare rundt og prædikede og helbredte.

Han tolkede loven anderledes, som en vej til kærlighed og ikke som en forhindring. Han kaldte Gud for sin far og sagde, at han var et med Gud. Han var Guds søn eller Gud selv. Han var kommet for at frelse det fortabte.

Det gjorde han ved at leve uden synd, ved at gøre det som Adam ikke kunne. I stedet for at falde, så blev han fældet af de mennesker, der blev bange for ham og frygtede ham. Han døde uden skyld. Men netop derfor kunne døden ikke holde på ham. Efter tre dage opstod han fra de døde.

Og nu begyndte hans tilhængere endelig at fatte, hvad den egentlige mening var. Så forsvandt han – efter sigende op i himlen til sin far. Men i stedet kom ånden – Helligånden – og gennem disciplene som fik ånden blev kirken til. Freden var sådan set allerede kommet, den indre fred eller troens fred. Men verden var stadig også syndens verden.

Lillian Smith

Derfor lever vi stadig i spænding mellem troens fred og den fremmedgørelse som viser sig ved frygt og vold. Men Biblen har forudgrebet slutningen i det sidste skrift. Johannes åbenbaring er en vision, hvor den endelige kamp mellem Gud og synden eller ondskaben finder sted og alt ender godt.

Biblen er således en fortælling om skabelse, fald og ny frelse. Men det er også en dobbelt historie, der i sig rummer fortid, nutid og fremtid.

Kærlig hilsen
Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Biblen. Hvordan finder jeg rundt? NT

2011-11-07T03:22:00.000-08:00

Biblen for begyndere – en føljeton VIII

For 14 dage siden skrev jeg om Det gamle Testamente, GT; i denne uge giver jeg en kort intro til Det nye Testamente, NT. NT er for alvor de kristnes grundbog. Heri fortælles – på mangfoldig vis – om Jesus, tømrersønnen med den bemærkelsesværdige skæbne.

Ligesom GT består af skrifter af forskellig art, er også NT en samling af mange genrer. Nogle pæne, beskrivende og temmelig lige ud af landevejen; andre er opmuntrende eller formanende breve til nye menigheder og atter andre – bare et enkelt – er et religiøst syretrip af de helt vilde.

Evangelierne - læst af Wordle

Først har vi de fire evangelier skrevet af Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. Evangelium betyder gode nyheder. Før NT blev skrevet brugte man begrebet, når fx en militær sejr skulle meddeles. Med NT og de fire beskrivelser af Jesu liv blev betegnelsen evangelium en ny genre.

Som Nicolai udfoldede i sidste uge, er det dog vigtigt at huske på, at Biblen – herunder NT - IKKE er skrevet af veluddannede, velinformerede kritiske journalister eller historikere, der har objektivitet som ledestjerne. Teksterne er skrevet med et bestemt syn på de begivenheder, som de beskriver. Den troendes syn. Derfor er de fire evangelier ikke enslydende. Derfor gik han på vandet. Derfor kunne to brød og fem fisk mætte folkeskarer. Derfor kan man ikke læse NT på samme måde som man læser avisen eller en historiebog.

Nu skal det retfærdigvis nævnes, at der er MANGE kristne rundt om i verden, som IKKE foretager denne skelnen. De læser både GT og NT som bogstaveligt sande tekster; altså som beretninger, der skal tages direkte for pålydende. Det skaber store konflikter med de erfaringer, som videnskaben og vi selv gør os hele tiden.

NT består ud over evangelierne, der handler om Jesus af den bog, som vi kalder ”Apostlenes Gerninger”, som handler om disciplenes, efterfølgernes, gøren og laden i tiden efter henrettelsen af Jesus.

Et praktisk tidsdiagram. Gospels=Evangelierne; Acts=Apostlenes Gerninger

Derudover fylder breve skrevet af den siden så kendte Paulus en hel del. Han var en tidligere teltmager, som var stærkt kritisk over for den nye Jesusbevægelse, men som pludselig blev omvendt. Han blev en overordentligt flittig missionær og skribent, der har betydet alverden for formuleringen af hvordan Jesus’ budskab skulle forstås. Dog uden at være så entydig, at al diskussion er forstummet…

Den sidste og mærkeligste tekst i NT er Johannes’ Åbenbaring
St. John's Apocalypse fra dorianx
Hvis du synes at Bibelen og NT mangler action og saftigt billedsprog, så prøv at læse her. Her møder vi dødsryttere og slagtede martyrer. Her er syvhovedede uhyrer og en babylonsk hore. Her er jordskælv og et lam, der skal giftes. En by af guld og en mærkelig låst bog.

God læselyst!

Venlig hilsen
Lise Lotz, akademisk medarbejder

LÆNGSEL I NATTEN: Ulla Henningsen lægger stemme og krop til Edith Södergrans digte.

2011-11-03T08:58:00.000-07:00

Musik, poesi og ord om længslens drømme og håb, uro og begær fylder det tusmørke kirkerum

Livet rummer mange slags længsler…

Længsel efter kærlighed og mening, efter forandringen eller ro. Længslen efter det uendelige – en religiøs længsel som har med vores tydning af mening og livsforståelse at gøre.

”Jeg længes mod landet som ikke er,
for alting som er, er jeg træt af at begære…”

Edith Södergran (1892-1923), der er en af de mest anerkendte og læste digtere i det 20. århundredes nordiske poesi, skrev digtet kort før sin død som 31-årig. Hendes digtning er præget af inderlig længsel samt et modsætningsfyldt forhold til det religiøse, hvilket litteraturforsker Benedicte F. Rostbøll vil udfolde i løbet af aftenen.

Undervejs fyldes kirkerummet med smukke toner fra Bachs Lieder og Ave verum corpus af W. A. Mozart.

Der vil være mulighed for en forfriskning.

GRATIS ADGANG

ONSDAG DEN 16. NOVEMBER KL. 20

I SCT. THOMAS KIRKE, ROLIGHEDSVEJ 16, 1958 FREDERIKSBERG

Medvirkende:
Skuespiller Ulla Henningsen
Litteraturforsker og anmelder Benedicte F. Rostbøll
Sopran Ellen Kristiansen, solist og sanger i Radiokoret
Cellist Live Johannes
Studenterpræsten på Frederiksberg Charlotte Cappi Grunnet

Biblen. Der er andre sandheder end de videnskabelige

2011-10-31T03:59:00.000-07:00

Biblen for begyndere – en føljeton VII

Sidst var Lise (lav)praktisk, så det passer godt at jeg nu kan være (høj)teoretisk. Eller måske alligevel ikke.

Når vi læser er det vel altid en blanding af teori og praksis. Men jeg vil bruge nogle linjer på en læsevejledning. Som Lise var inde på i sidste uge, så er spørgsmålet om sandhed ofte oppe i forbindelse med biblen. Er det virkelig sandt? Jeg har tidligere skrevet om forskellige sprogformer, hvor modsætningen mellem det videnskabelige og magiske/eventyrlige blev nævnt.

Her skelnede jeg mellem tre overordnede sprogformer. Det poetisk-magiske sprog, det prosaisk-fortællende sprog og det beskrivende-videnskabelige sprog. Man kan formentlig finde alle sprogformerne i Biblen og vi kan også finde dem i dag. Men i dag er det beskrivende videnskabelige sprog den afgørende norm for sandhed. Det var det ikke, da biblen blev skrevet.

Det store gennembrud for det videnskabelige sprog kommer i 1600-tallet med den moderne naturvidenskabs gennembrud. Sandheden bliver det, der stemmer overens med eksperimenter og naturiagttagelse. Senere i 17- og især 1800-tallet kommer denne tankegang også til det historiske. Det historisk sande er det som virkelige er foregået.

Og her bliver det svært at fastslå, at Biblen er historisk sand. Der er ikke mange andre kilder til begivenhederne og i GT var der flere steder modsigende beretninger om det samme. Ud fra den objektive videnskabelige autoritet blev det meget svært at sige, hvad der var sandt. Det meste var formentlig digt.

Men enhver som læser Biblen, finder hurtigt ud af, at det ikke er en neutral beskrivelse af, hvad der er foregået. Den er stærkt værdiladet. Der er ikke blot helte og skurke, men Gud blander sig selv, og teksten vil gerne engagere læseren.

Hvis man læser hele Biblen fremstår den kolossalt rodet. Som en blanding af genrer og stilarter. Men den kan læses som et kæmpe epos. En fortælling om Gud og hans folk. Det vil jeg udfolde næste gang.

Men tilbage står her, at Biblens sandhed nok må ligge på et andet plan end det rent bogstavelige. Er den så ikke overflødig? Det synes jeg ikke; men den er ikke nødvendig. Biblen er stadig aktuel, fordi dens tankeformer og fortællinger har været med til at forme kulturen i både øst og vest.

Men den kan også stadig give mening som et spejl, som noget man må gå ind i, som man må læse, kæmpe med og som kan give en eksistentiel mening. Og uden at man behøver at give køb på videnskabelighed. Man skal blot være åben for, at der er andre sandheder end de videnskabelige.

Kærlig hilsen

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Biblen. Hvordan finder jeg rundt? GT

2011-10-24T03:31:00.000-07:00

Biblen for begyndere – en føljeton VI

Jeg fortsætter, hvor jeg slap i uge 40: med en temmelig lavpraktisk indføring i den store bog. Denne gang handler det om Det gamle Testamente (GT).

GT er også jødernes helligskrift, men de kalder det IKKE Det gamle Testamente, for det forudsætter, at der også er et nyt. Eftersom jøder ikke anerkender Jesus som den ventede frelser Messias anerkender de naturligvis heller ikke skrifterne om ham som noget særligt, og dermed opererer de ikke med Det nye Testamente (NT).

Her er det måske værd at indskyde, at ordet testamente i denne sammenhæng ikke er at forstå som det juridiske dokument man efterlader som rettesnor for, hvad der skal ske med ens ejendomme, når man er død. Testamente betyder her en pagt – altså en aftale – mellem Gud og mennesker.

Kristne ser GT som en del af tekstgrundlaget for kristendommen, men på mange måder kan det siges, at NT overtrumfer GT: GT var den gamle aftale; nu har vi en ny og bedre. Det er dog ikke uvæsentligt, at hovedpersonen i NT, nemlig Jesus, selv var jøde og derfor talte og handlede med GT som forståelseshorisont.

Det gamle testamente indeholder som nævnt en masse mindre skrifter – i alt 39 bøger - af meget varierende art. Noget er letlæst og spændende; andet er sværere tilgængeligt. I grove træk kan GT deles op på følgende måde: Lovstof (1.-5. Mosebog), Israels historie, visdomsstof og profetisk stof. Enhver kategorisering og opdeling kan selvfølgelig diskuteres – og er blevet det – men altså: i grove træk. Denne kategorisering er nogenlunde dækkende for de enkelte skrifters placering i GT.

Både Nicolai og jeg vil formodentlig i løbet af de kommende uger komme ind på hvordan man kan/skal læse og forstå de bibelske tekster, men jeg vil allerede nu varme op under synspunktet, at det er de færreste begavede og moderne kristne, der forstår de bibelske tekster – herunder teksterne fra GT – bogstaveligt.

De fleste kristne - i Danmark i hvert fald - vil ikke have noget problem med at lade fx Skabelsesberetningen fra 1. Mosebog have mening og betydning samtidig med at man tilslutter sig moderne teorier om Big Bang og evolution. De to typer af fortællinger om verdens rette sammenhæng taler forskellige ”sprog” og taler til forskellige forståelsessfærer. Mere om det senere.

Da lod Gud Herren en tung søvn falde over Adam, og mens han sov, tog han et af hans ribben og lukkede til med kød. Af det ribben, Gud Herren havde taget fra Adam, byggede han en kvinde og førte hende til Adam. Da sagde Adam:
»Nu er det ben af mine ben
og kød af mit kød.
Hun skal kaldes kvinde,
for af manden er hun taget.«
(1. Mos. 2,21-23)

Venlig hilsen
Lise Lotz, akademisk medarbejder

Biblen. Poesi i Det gamle Testamente

2011-10-10T03:15:00.000-07:00

Biblen for begyndere – en føljeton V

Sidste uge beskrev Lise Det gamle Testamente (GT – ikke at forveksle med Guld Tuborg) som ”fyldt med ramasjang og kedsommelige opremsninger. Med krig og drama og udførlige regelsæt.” Dette er kun til dels sandt. Der er også meget poetisk stof i GT.

Salmernes bog er f.eks. en række digte som man siger at kong David skrev, derfor kaldes de også Davids salmer. De har ikke noget at gøre med salmebogen som vi bruger i kirken, selvom nogle af dem er sat i musik og enkelte af dem er gendigtede i salmebogen.

Man finder meget forskelligt i salmernes bog, men de er meget ofte henvendt til Gud eller Herren. Men ikke alle. En af de mest kendte er salme 23, og den er ikke henvendt til Gud, men handler om det Gud gør for mig. Begyndelsen lyder: ”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød"

Herren er min hyrde... Adi Holzer

Noget af det mest berømte poesi er Salomons Højsang. Det er et temmelig saftigt kærlighedsdigt. Man kan undre sig over, hvorfor det er kommet med i en religiøs bog. Mange har undret sig. Digtet er dialogisk, sådan at det veksler mellem en mandestemme og en kvindestemme, der lovpriser og længes efter den anden. ”Dine bryster er som hjortekalve, / gazelletvillinger/ der græsser blandt liljerne.” eller ”Hans gane er sødme,/ alt ved ham er dejligt./ Sådan er min elskede, sådan er min ven/Jerusalems døtre”.

Højsangen/Song of Solomon - He Qi

I det blomstrende erotiske billedsprog beskrives de forelskedes fortærende lidenskab og hen imod slutningen kommer der en slags konklusion: ”Læg mig som en seglring ved dit hjerte,/ som en seglring om din arm,/ For kærligheden er stærk som døden,/ lidenskaben grum som dødsriget,/ dens flammer er flammer af ild,/ en voldsom brand./ Vældige vande kan ikke/ slukke kærligheden,/ floder kan ikke skylle den bort…” (kap 8,6-7).

Læs selv hele Højsangen, hvis du synes anatomien bliver for tør.

Højsangen/Song of Songs - Eric Gill

Højsangen har selvfølgelig været tolket som et billede på kærligheden mellem Gud og hans menighed, eller Jesus og den troende sjæl. Det var bl.a. et synspunkt som den store munk Bernhard af Clairvaux blev berømt for i middelalderen.

Umiddelbart virker højsangen som før nævnt mere som et digt om den kropslige kærlighed, men den har jo også en åndelig dimension. Menneskene er i al fald ikke holdt op med at skrive sange om kærligheden.

Kiss and hug!

Venlig hilsen
Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Biblen. Hvordan finder jeg rundt? GT og NT

2011-10-03T02:20:00.000-07:00

Biblen for begyndere – en føljeton IV

Tillad mig at være helt lavpraktisk. Spring dette afsnit af føljetonnen over, hvis du er fortrolig med Biblen og dens organisering. Det handler om at orientere sig i den store bog. Den er nemlig ikke kun stor i overført betydning; det er simpelthen en bog med rigtig mange sider i. Og jeg har endnu ikke set en bibel, som er udstyret med et alfabetisk indeks bagerst. Den fungerer på sin egen måde.

Den bog, som du – måske – har stående på reolen hedder Biblen. Biblen er delt op i to hoveddele: Det gamle Testamente (GT) og Det nye Testamente (NT).

De to dele er indholdsmæssigt meget forskellige. GT er – groft sagt – fortællingen om det jødiske folks historie. Fra altings begyndelse til profetiske udsagn om tiderne, der skal komme. NT er fortællingen om Jesus, jøden og mennesket, der ifølge kristendommen er Kristus, Guds søn. Fra hans slægtshistorie, fødsel og gang på jorden til hans død og dramatiske forudsigelser om hans genkomst.

I GT møder vi kändisser som Adam, Eva og slangen, vi er på tur med Noah, Moses henter De ti Bud på bjerget, vi møder Job, der går så grueligt meget ondt igennem og vi kan læse Højsangen, som er et uendeligt smukt og mærkværdigt kærlighedsdigt. GT er fyldt med ramasjang og kedsommelige opremsninger. Med krig og drama og udførlige regelsæt. Og ovenover alting råder Fader Gud, der udstikker regler og straffe, men er med sit folk. GT fylder omtrent tre gange så meget som NT.

I NT er Jesus den ubestridte hovedperson. Her har vi teksterne, der gør kristendom til kristendom. Ikke sådan at forstå, at de er entydige, eller at der er nogen udbredt enighed om, hvordan det hele skal forstås. Men de fleste kristne kan blive enige om, at Jesus betyder noget særligt, og at det meste af, hvad vi ved om ham, kan vi læse i Biblen.

Peter Callesens A4-Jesus

Det er en begyndelse. Mere senere.

Venlig hilsen
Lise Lotz, akademisk medarbejder

Biblen. Begyndelsen.

2011-09-26T03:20:00.000-07:00

Biblen for begyndere – en føljeton III

Begyndelsen. Biblen er en lang bog. Faktisk består den af flere forskellige bøger, der er meget forskellige i stil og indhold, og som er skrevet af flere forfattere over meget lang tid. Men hvis man prøver at se bort fra det, så er Biblen er fortælling om hele verdens historie fra skabelse til apokalypse.

På de første sider i første Mosebog berettes der om, hvordan Gud skabte ikke blot jorden, men også himlen. Og på de sidste sider i Johannes Åbenbaring fortælles i der om, hvordan jorden skal gå under i den endelige kamp mellem Gud og djævlen, men også at Gud derefter vil skabe en ny himmel og en ny jord. Vi vender senere i efteråret tilbage til Johannes Åbenbaring og vil i stedet se lidt på begyndelsen.

”I Begyndelsen skabte Gud himlen og jorden”. Sådan lyder første linje, og det er jo ganske ligefremt. Men når man læser de første kapitler i Biblen, så virker teksten mindre logisk. Næste linje lyder: ”Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene.”

Her kommer problemerne: hvordan kan der både være jord og urdyb, hvis jorden ikke er skabt endnu? Det hænger ikke rigtigt sammen, og det bliver ikke meget bedre. Lyset skabes og skilles fra mørket og betegnes hhv. dag og nat, men sol og måne skabes først nogle dage senere. Og sådan kunne man blive ved.

Det er ret oplagt, at skabelsesberetningen er en mytisk fortælling. Dens sprog er ikke logisk eller realistisk. Det er symbolsk. Pointen er ikke hvordan tingene faktisk er foregået, men hvilken betydning det hele har.

Det afgørende i Biblens skabelsesfortælling er for det første, at det er Gud, som alene skaber det hele. Der er bare Gud og Guds ånd, som skaber. Det andet afgørende er, at Gud skaber mennesket i sit billede. Det betyder, at det er Guds billede vi ser, når vi kigger på hinanden – eller ser os i spejlet.

Meget vigtigt er det også, at skabelsen er en relation, der opstår et en relation mellem Gud og det skabte. Når alt er skabt af Gud, er det fordi, Gud vil det sådan; det er altså ikke en tilfældighed. Verden har en mening for Gud.

Normalt forstår vi mening og tilblivelse kausalt, som et årsagsforløb. Skabelsesberetningen har en lignende tankegang, men af andre gode grunde kan vi ikke længere tro bogstaveligt på, at Gud skabte det hele på seks dage.

En moderne måde at forstå skabelse på er, at Gud er magten til at være til i alt, hvad der er til. Gud skaber altså stadig og hele tiden verden. Hvis Gud holdt op med det, ville alt forsvinde. Denne fortolkning er ikke uden problemer, men tiden er slut og det må vente.

Venlig hilsen
Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Biblen, et spørgsmål om svar – eller et spørgsmål om spørgsmål?

2011-09-12T02:55:00.000-07:00

Biblen for begyndere – en føljeton II

Ja, hvad er det med den bibel? Hvorfor bliver folk ved med at sige, at den er vigtig?

I Studentermenighedens trykte program er føljetonnen omtalt med en række spørgsmål: Hvad er Bibelen for en størrelse? Skal man tro på, hvad der står i den, hvis man vil kalde sig kristen? Hvordan finder man rundt i den? Hvem har skrevet den tykke bog? Gud? Mennesker? Kan man tage noget seriøst, der er både selvmodsigende og uvidenskabeligt? Kunne Jesus virkelig gå på vandet?

Der er mange flere spørgsmål, man kunne stille til Biblen, og måske – måske ikke – kommer Nicolai og jeg rundt om dem i løbet af det kommende semester.

Jeg er godt nok cand.theol. og burde måske have styr på om ikke alle, så i hvert fald de fleste af svarene, som man kan stille til Biblen. Jeg har bare stadig selv mange spørgsmål; jeg kan huske de spørgsmål jeg stillede tidligere, og jeg kender de spørgsmål, som jeg stadig hører fra andre.

Og så synes jeg dybest set, at spørgsmål er mere interessante end fuldt-færdige svar. Min forståelse af Biblen og kristendommen bakker op om den indstilling.

Jeg vil i al diskretion komme med en indrømmelse, som jeg ikke er helt stolt af: Jeg har stadig IKKE læst hele Biblen, og jeg synes, at mange passager er kedelige og svære at finde mening i. Men det udelukker ikke, at jeg synes, at det er en helt enestående bog, som jeg nok ville tage med ud på en øde ø.)

Spørgsmål – og gode svar naturligvis – kan åbne for nye spørgsmål. Spørgsmål er dynamiske; svar – i hvert fald dårlige svar – kan lukke af for al videre tænkning og være tilsvarende dræbende for et personligt arbejde med at gøre Biblen meningsfuld ind i lige præcis MIN tilværelse.

Billedet er brugt før, men det er stadig godt...

Jeg er selvfølgelig godt klar over, at mange kristne går til Biblen for at finde svar på livsspørgsmål; netop for at få et kvalificeret bud på en sag, som de ikke selv kan finde op og ned på. Det er en stor del af tiltrækningskraften ved religion. Svarene. Forklaringerne. Det absolutte.

Der er bare det ved det, at de fleste af os bærer viden og erfaringer med os, som ikke uformidlet eller utolket er i overensstemmelse med Biblens mange ord. Og det kan simpelthen ikke passe, at glæden ved at sætte livet ind i en større sammenhæng end den daglige omgang med krop og kartofler lader ane, kun er for dem, der villigt suspenderer forstanden og erfaringerne.

Derfor vil jeg i de kommende uger dele ud af mine spørgsmål. Måske får det dig til at stille dine egne spørgsmål. Måske kan jeg vække en nysgerrighed, der som et godt spørgsmål, kan få dig til at åbne Biblen i stedet for at lukke den. Måske svarer du bare Nej.

Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Sms'er fra Studentermenigheden? Tilmeld dig her!

2011-09-06T06:11:00.000-07:00

Vil du have sms'er fra Studentermenigheden? Påmindelser? Tips? Hilsener?

Udfyld navn og mobilnummmer (og evt. email og fødselsdag) herunder.
Klik på "Send mig en kode!". Du modtager nu en kode på sms; skriv den ind i kodefeltet.
Afslut tilmeldingen ved at trykke på "Tilmeld mig sms-service".

Efterårsføljeton: Biblen for begyndere

2011-09-05T03:33:00.000-07:00

Kend din bibel! Eller din vens…

Er du tynget af viden om Biblen? Nej, det er ikke sandsynligt. Men hvorfor skulle du også være det? Det er jo ikke pensum.

Måske fylder Biblen ikke så meget i din verden...

Biblen er den mest solgte bog i verden. Det er givetvis også den mest indflydelsesrige bog, og derfor bør alle vide lidt om den. Biblen er helligskrift og grundbog for alle kristne, men den har betydet uendelig meget for kulturen især i hele Europa og Amerika, og den betyder stadigvæk rigtig meget. Derfor bør du kende lidt til biblen også selvom du ikke er religiøs eller ikke er kristen.

Måske ikke. Men den stiller mange gode spørgsmål...

Og derfor præsenterer studenterpræsten dette efterår: Biblen for begyndere – en føljeton.

Du kan nemlig få glæde af bibelkundskab: du kan imponere (eller skræmme?) dine venner, få en større forståelse af den kultur du er en del af og forstå en masse kunst meget bedre. Og måske synes du ligefrem at nogle af historierne i Biblen kan have interesse i sig selv.

Vi vil forsøge at give faktuel viden, udrydde nogle almindelige fordomme, give redskaber til at læse Biblen med, oplyse om forskellige bibelsyn, se på biblen i kulturen og mere i den retning. Vi agter ikke at bruge meget krudt på egentlig forkyndelse, inderlig opbyggelighed eller fromhedsbrug. Ikke fordi vi er imod den slags, men fordi det gøres bedre i andre fora. Er du interesseret i det, så kan du kontakte studenterpræsten.

Ordet bibel (biblia) er græsk og betyder ”bøger” (tænk på bibliotek), og Biblen består netop af mange enkeltbøger. Vi taler her og fremover om den kristne bibel. Den består af to hoveddele: Det gamle Testamente og Det nye Testamente.

Det gamle Testamente svarer næsten til den jødiske bibel ”tanakh”, og det er meget mere omfattende end Det nye Testamente, som er den specielt kristne del af Biblen. Min almindelige danske bibeludgave er på over 1100 sider med ret lille skriftstørrelse. Det er en omfattende bog og den er ikke skrevet på én gang og ikke en gang på ét sprog. Men mere om det næste gang.

Min akademiske medarbejder og jeg vil på skift skrive et afsnit i føljetonnen.

Venlig hilsen
Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Et alternativ eller et supplement? Opsamling og tilføjelser IV

2011-05-23T03:29:00.000-07:00

De ti bud i 2011

Nu har studenterpræsten og jeg beskæftiget os med de ti bud i et helt semester. Du synes måske stadig, at de er antikverede og formynderiske, og hvis du gør, er du ikke den eneste.

Den engelske evolutionsteoretiker, ateist og humanist Richard Dawkins har i hvert fald gjort sig nogle overvejelser om, hvordan man i kort form kan opliste ti gode leveregler, og i bogen ”The God Delusion” (Illusionen om Gud) giver han følgende bud:

1. Do not do to others what you would not want them to do to you
2. In all things, strive to cause no harm
3. Treat your fellow human beings, your fellow living things, and the world in general with love, honesty, faithfulness and respect.
4. Do not overlook evil or shrink from administering justice, but always be ready to forgive wrongdoing freely admitted and honestly regretted.
5. Live life with a sense of joy and wonder
6. Always seek to be learning something new
7. Test all things; always check your ideas against the facts, and be ready to discard even a cherished belief if it does not conform to them.
8. Never seek to censor or cut yourself off from dissent; always respect the right of others to disagree with you.
9. Form independent opinions on the basis of your own reason and experience; do not allow yourself to be led blindly by others.
10. Question everything

Meget sympatiske regler, synes jeg. Og et fremragende supplement til de originale ti bud. Man kan aldrig få at vide for tit, at man skal tænke sig om, være aktivt, kritisk og nysgerrigt til stede i sin egen tilværelse og i det hele taget leve så godt og ordentligt, som man kan. Thumbs up til Dawkins for den påmindelse.

Hans alternative ti bud har selvfølgelig også nogle svagheder, som i sidste ende kan blive en belastning eller begrænsning, for den, som følger hans regler. Jeg vil her bare nævne en enkelt.

Dawkins’ regler sætter individet helt og aldeles enerådende i centrum for alting. Det er der naturligvis al mulig god grund til at gøre, for det er jo sådan, at vi erfarer verden gennem vores egne øjne og ører, vores egen forstand, vores egen krop – og ikke nogen andres. Vi ER centrum for vores erfaringer.

Men jeg har med egne øjne og ører, forstand og krop erfaret, at det er i mødet med det, som er noget andet end mig, at jeg for alvor opdager, hvem jeg er og hvad mine erfaringer egentlig fortæller mig. Og jeg forestiller mig, at andre har gjort lignende erfaringer: jeg bliver først for alvor mig selv i mødet med det, som ikke er mig selv.

Det er Dawkins ikke blind for i sine bud ved fx at se positivt på uenighed og ny viden, men i et svagt øjeblik kunne hans jeg-fokus måske alligevel få én til at glemme vigtigheden af det andet. Hvad enten det så er den ydre verden i almindelighed, et andet menneske eller ligefrem det, som vi vælger at kalde det guddommelige.

Der bliver ikke meget plads til blik for - eller ligefrem taknemmelighed for - det, som det/den/de anderledes bidrager med i vores tilværelse; alt det gode, som vi modtager – ofte helt og aldeles ufortjent, og det giver i mine øjne en lidt indskrænket relation med livet.

If the only prayer you ever say in your whole life is "thank you," that would suffice. Mester Eckehart

Derfor: Dawkins er et godt supplement – ikke et alternativ..

Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Forbud og overtrædelser

2011-05-16T04:42:00.000-07:00

De ti bud i 2011 – opsamling og tilføjelser III

I dag skal det handle om forbuddets natur. Hvad er det forbud gør? Andet end at forbyde noget. De ti bud – som er semesterets tema - er formuleret som forbud. ”Du må ikke…”

Forbuddet forudsætter en vilje og et valg. Dermed forudsætter den også bevidsthed; at der forud for handlingen finder en overvejelse sted. Forbuddet påbyder en at afstå fra en handling. Det er ganske simpelt, men hvad nu hvis der ikke var noget forbud? Hvordan ville jeg så tænke om handlingen?

Det er ganske velkendt, at forbud skaber opmærksomhed mod det forbudte. Handlingen bliver tematiseret og dermed skærpes valget – i hvert fald psykologisk. Vi kender det fra børn og måske fra os selv, at forbud vækker en nysgerrighed. Hvad mon der sker, hvis jeg bryder forbuddet? Så i en vis forstand sætter forbuddet fokus på den forbudte handling.

Don't think about a pink elephant

Forbuddet sætter handlingen som forbudt. Dermed sætter den et skel og et valg. Den gør vores liv mere bevidst, fordi den får os til at tænke over vore handlinger. Hvis alle bare uden overvejelser gjorde det rigtige, ville vi være gode men bevidstløse. Forbuddet skaber en bevidsthed omkring de handlinger vi kan foretage os. Man kunne sige at forbuddet skaber samvittigheden.

Hvis man kigger på Biblen, er det allerførste forbud interessant. Allerførst da Gud havde skabt Adam og Eva og slipper dem ud i Paradisets have, da er der et forbud. De må ikke spise af træet midt i haven, træet til kundskab om godt og ondt. Problemet er, at hvis de ikke kender forskel på godt og ondt, så er de uskyldige i bevidstløs forstand, og forbuddet vil ikke give mening. Men hvis forbuddet skaber bevidsthed om valget, dette enten–eller, så kan man sige, at Gud selv ved sit forbud skaber overtrædelsens mulighed. Det har Søren Kierkegaard skrevet en hel del om i bl.a. i bogen ”Begrebet angest”.

Nu er det ikke forbuddet alene, som er virksomt. Som regel følger der en trussel om straf, hvis forbuddet overtrædes. Adam og Eva blev truet med døden, noget de heller ikke kunne vide, hvad var.

Men for os andre er straffen ofte klar nok. Hvis du snyder til eksamen, bliver du smidt ud af studiet.

Forbuddet virker således i kraft af frygt for straf. Dette er nødvendigt, fordi vi ikke er perfekte og ikke lever i en perfekt verden. Men det er ikke juraen, men psykologien som her skal interessere os.

Forbud giver os en forståelse af rigtigt og forkert, men det kan ofte – især hos børn – føre til identifikation. Hvis jeg gør det rigtige, er jeg rigtig. Gør jeg det gode, så er jeg god. Og omvendt, gør jeg ikke det gode, men det onde er jeg ond eller et dårligt menneske. Har man altid fået at vide, at man ikke var god nok, blev man altid skældt ud, så sætter det sig som skam. Man ser sig selv med den dømmende omverdens øjne, og finder intet godt. Jeg er dum, grim, uduelig osv. – og selvom man bliver medicinstuderende, og knokler for at gøre det godt, så er det aldrig godt nok.

Men det er ikke mennesker, der er forkerte. Det er handlingerne. Mennesker er, som de er, og de kan være tåbelige, søde, svage, modige, feje, kærlige og tankeløse. Ofte er vi det alt sammen i større eller mindre grad. Derfor er kærligheden det, som kommer både før og efter forbuddet. Kærlighed er lovens fylde.

For kærlighed er det at kunne se mennesker og sig selv, som andet end deres handlinger. Guds kærlighed er derfor større end Guds lov, ellers var vi helt fortabte.

Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

De ti Bud - Opsamling og tilføjelser II

2011-05-09T03:47:00.000-07:00

De ti bud i 2011

”Fy, fy, skamme, skamme” er en klassiker fra 80’erne. Der er vel nok mange ting man ikke må, når man er barn i en pæn familie. Og de ting, som man må, er der ikke meget sjov ved.

Må man male sig med øllebrød? Må man kaste rundt med sutter?
Må man tegne på tapetet? Må man slå en masse prutter?
Må man hænge i gardinet og hælde mælk på stolen?
Må man spise alle blomsterne og vælte bogreolen?
Næ, næ næ næ næ det må vi ikke
Fy fy skamme skamme fy fy ah ah
slemme slemme fy fy næ næ nix nix
slut forbudt - men hva' må vi så?

Må man bade telefonen? Må man bide i en støvle?

Må man tisse i klaveret? Må man sludre, må man vrøvle?
Må man vaske sig med kaffe og komme mel i huen?
Må man gi' grammofonen ble på og tøm' mudder ind i stuen?
Næ, næ næ næ næ det må vi ikke
Fy fy skamme skamme fy fy ah ah
slemme slemme fy fy næ næ nix nix
slut forbudt - men hva' må vi så?

Må vi godt la' vær' og svine? Må vi sidde musestille?

Må vi gerne vaske hænder? Må vi godt la' vær' at spilde?
Må vi sige nej til kager men ja til torskerognen?
Må vi syn's at far er dygtig når han vasker Folkevognen?
Ja ja ja ja ja det må vi gerne
Næ sikke fin fin ja ja meget fin
stor stor klap klap fin fin flot flot
det var godt - Nå det må vi godt

Må man trampe hårdt i gulvet? Må man tigge må man plage?
Må man skrige højt og tude for at få en ekstra kage?
Må man hælde sovs i sengen og tørre op med kjolen?
Må man gi' sin undulat et ord'ntligt strint med vandpistolen?
Næ, næ næ næ næ det må vi ikke
Fy fy skamme skamme fy fy ah ah
slemme slemme fy fy næ næ nix nix
slut forbudt - men hva' må vi så?

Er det sådan, de ti bud er? Alt det sjove er forbudt og det kedelige er det, som vi må, skal og bør? Er det mon derfor, at det kan trække overskrifter, når en undersøgelse viser, at kristne fx snyder lige så meget som ”almindelige” mennesker? Altså at det er en almindelig forestilling, at troende rent faktisk overholder de regler, som deres tro stiller frem? Og sover med hænderne over dynen? Tro om igen!

En hovedpointe i kristendommen er en erkendelse af at vi er mennesker, ikke guder. Vi har muligvis guddommelige øjeblikke, men i det store perspektiv er vi ikke i stand til kun at gøre det gode. Vi fejler. De fleste af os gør os umage med vores liv, men vi fejler alligevel. ” … det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.” (Rom. 7,19)

Mon ikke de fleste af os kan genkende den fornemmelse? At man gerne ville gøre noget, men kom til at gøre noget andet. Råbe af kæresten i stedet for at tage det roligt. Drikke øl i stedet for at studere. Tage på stranden i stedet for at ringe til mor på Mors Dag. Store ting. Små ting.

Og betyder det så, at vi er dømt ude? Nej, det betyder lige netop, at vi er dømt inde. Betyder det så, at man kan tillade sig hvad som helst? Nej, det betyder det sådan set ikke. Det er ikke en pointe, at man skal være ligeglad, og at alt er tilladt. Den totalt irriterende og besværlige mellemvej, som er pointen, handler om at åbne øjnene; om at se sin begrænsning, sin sårbarhed og sin afhængighed af det, som er udenfor en selv.

Det kan de ti bud hjælpe med til. Vi – og buddene - må gerne stille krav til os og til vores indsats i tilværelsen, men vi må også gerne tage imod den lettelse det er at vide, at vi er elskede, selvom vi maler os med øllebrød, tigger og plager og glemmer at sige ja til torskerogn.

Billedet udlånt af www.fiskehuset.com. Tak!

Venlig hilsen
Lise Lotz, akademisk medarbejder

De ti Bud - Opsamling og tilføjelser I

2011-05-02T04:39:00.000-07:00

De ti bud i 2011

Hvad skal vi så egentlig med de ti bud i dag? Det giver ikke megen mening bare at have dem som moralske forskrifter, som noget man ganske ureflekteret bare skal overholde. Selve indholdet i forbuddene kan være meget gode retningslinjer, men som det er fremgået, så kan vi faktisk ikke overholde buddene.

Det kan være særdeles svært ikke at lyve, eller ikke at begære næstens kvinde eller ejendele. Jeg mener ikke rent faktisk at stjæle hans eller hendes ting eller kæreste – det kan også være svært – men bare det at tænke på at gøre det. Begæret – det er sådan set allerede det, som er forbudt.
Som det også fremgår i Jesu bjergprædiken i Matthæusevangeliet, hvor buddene skærpes: bare du ser på din næste hustru, har du begået hor med hende i dit hjerte. (Matt. 5, 28).

Meningen med denne skærpelse i kristen forstand, er som Lise allerede har været inde på, at retfærdig bliver man ikke ved at overholde loven (eksempelvis de ti bud), men man bliver det af tro på Jesus som Guds søn, fordi han som den eneste kunne overholde loven. Det er det man kalder lovens anden brug, at den fører til tro på Kristus, fordi man ikke kan overholde den og derfor bliver fortvivlet.
Det virker antikveret. Men det er faktisk aktuelt. I dag er loven bare ikke konkret, men det at være god nok. Enhver der føler at de lige skal løbe lidt mere for at bliver tynde nok, læse lidt mere for at blive gode nok, gøre noget for at blive god – de handler som den, der fortvivlet forsøger at bliver retfærdig ved egne gerninger.

Men det er meget svært at blive god nok. God nok er noget man er, noget andre skal sige til en og noget man skal tro. Psykologisk kan det være meget svært at tro, og det bedste middel er kærlighed. Som en mor eller far, der elsker sit barn, der derfor altid er god nok, og som moren måske nok kan skælde ud, men altid vil bære over med. Men forældre-kærlighed kan mangle, den kan svigte og den kan virke pinlig, når man er ved at blive voksen og skal klare sig selv.

Kristus er billedet på Guds kærlighed, den kærlighed der går i døden for den elskede. Den kærlighed, der aldrig svigter. Den kan ikke garantere, at man består eksamen; men i Guds øjne er du alligevel så god som ny, et Guds barn.
Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

”Du må ikke begære din næstes ..." (X)

2011-04-11T03:48:00.000-07:00

De ti bud i 2011

Ja, din næstes hvad? Som optakt til dagens afsnit gik jeg lige for en sikkerheds skyld både til salmebogen og på Wikipedia for at checke, hvad det helt præcis er, der står i det tiende bud. Og tænk, jeg blev totalt forvirret! Her er jeg, teolog og alting, der tror, at de ti bud er det ti bud. Mejslet i sten. WRONG!

Jeg ved jo godt, at der er noget om kildekritik og gamle tekster. Jeg ved også godt, at forskellige kirkelige retninger har hver deres udlægning af buddenes ordlyd og rækkefølge, men jeg havde egentlig den simple forestilling, at der ligesom var taget en beslutning om, hvordan den danske folkekirke forstår de ti bud. At det er vedtaget, hvad det er, som nogen kan tvinge nogen andre til at lære udenad. Sådan er det ikke! Man er nødt til at tænke lidt selv. Hvor anstrengende!

Der er fx ikke helt klarhed om, hvorvidt niende bud omhandler din næstes hus eller din næstes hustru. Nicolai skrev med udgangspunkt idet upassende i at begære sin næstes hus i sidste uge, men det vil så betyde, at hustruen bliver smidt i fællespulje i det tiende bud sammen med din næstes andre mindre ejendele. Det er højst sandsynligt, at i den kontekst, som buddene er skrevet i, er det en helt naturlig opdeling. Kvinder, kvæg og andre materielle goder skal man ikke hverken stjæle eller overveje at stjæle fra sin næste. Men der kan også argumenteres for at hustruen har en lille særstilling.

Det giver i hvert fald mig anledning til at tænke på ny. Hvor meget skal der tolkes på de ti bud for at få dem til at give mening?

Når jeg nu forud har besluttet mig for, at de ti bud er gode at få forstand af, hvor meget kan jeg så tillade mig at vride det, der rent faktisk står, for at jeg kan holde det ud? Er der frit valg? Hvis bare argumenterne er i orden?

Jeg har ikke svaret. Vi er allerede nået igennem de ti bud, men mon ikke Nicolai og jeg i de kommende uger vil tænke lidt videre og dele vores overvejelser med dig…

Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder

”Du må ikke begære din næstes hus” (IX)

2011-04-04T03:28:00.000-07:00

De ti bud i 2011

Begæret er en stærk kraft. Det er naturligt må man gå ud fra. Vi begærer alt muligt helt af os selv. Gamle Freud mente at begæret hørte til urkræfterne, drifterne og meget af det var gemt i underbevidstheden. Ethvert samfund måtte tøjle begæret og begrænse det, da det ellers ville være destruktivt. Enhver grundlæggende lov er en sådan begrænsning af begæret.

Med ordet begær tænker vi ofte mest på det seksuelle begær og det har vi været inde på. De ti bud absolut ikke udtryk for en seksualforskrækkelse, men styrer blot begæret udenom andre mænds koner. Hvis man læser hele moseloven er der dog en del flere forbud på det område. Men her er det altså specifikt næstens hus som skal skærmes mod begæret.

Begæret mod næstens hus får i dag afløb i populære programmer som hammerslag og liebhaverne, men der er formentlig ikke mange i vores del af verden som decideret stjæler andres huse.

Det virker også lidt sært at der skulle være et helt specifikt bud om næstens hus. Det skyldes en senere inddeling. Oprindeligt var det første bud, forbuddet mod andre guder delt i to; men det samlede man til et og så havde man kun 9 bud. Den gik ikke, derfor delte man det sidste bud i to, fordi det allerede gentog forbuddet ” du må ikke begære”. ”Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.«

Men hustruer, trælle, okser og ejendom må vente til næste uge.

Covet (= begær) by Sarah Jessica Parker - I had to have it

Imidlertid må vi konstatere at begæret i dag vurderes mere positivt. Det er jo grundlaget under markedet og den liberale økonomi. Det går galt ind i mellem, hvor begæret efter penge skaber bobler, der brister efter en tid.

Den nuværende økonomiske krise begyndte fordi flere amerikanere havde fået lov til at låne penge i deres huse, selvom de ikke var noget værd. Boblen bristede og rigtig mange mistede deres hus og arbejde. Alligevel er der vist ikke rigtigt lavet love, som for alvor regulerer den form for begær.

Mit eksempel viser også forskellen på de ti buds etik og nutidens samfund. De ti bud er udtryk for en nærhedsetik, den handler om næsten, dem der er i lokalsamfundet. Men nutidens samfund kræver andre love og reguleringer, for det de gør på den anden side af kloden, det påvirker også os.

Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Du må ikke vidne falsk mod din næste (VIII)

2011-03-28T03:05:00.000-07:00

De ti bud i 2011.

Med andre ord: Du må ikke lyve. Hvor svært kan det være? Meget svært, åbenbart.

Jeg ved godt, at jeg er lidt sær, men jeg har et nærmest autistisk forhold til det at lyve: jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg forstår ikke, at det skal være nødvendigt. Jeg forstår ikke, at mange mennesker bruger løgne – små og store, sorte og hvide – hver dag og hele tiden. Jeg forstår ikke den åndelige dovenskab og den manglende ansvarsfølelse, som jeg ser det som udtryk for.

Måske er det fordi jeg er helt og aldeles enig med Kant, der sagde: Opfør dig sådan, at grundlaget for dine beslutninger også kan danne grundlag for en almengyldig lovgivning. Måske er jeg mere kantianer end bibelfundametalist, for Bibelens Gyldne regel er en lidt anden: "Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem."

Det kan man på en dårlig – eller god – dag vel udlægge som en lidt kræmmeragtig snusfornuft, som ikke nødvendigvis fortjener at blive ophøjet til et almengyldigt livsprincip. Det er vel egentlig et udtryk for noget-for-noget-metaliteten – den slags findes altså også i Bibelen - i modsætning til den kristne nåde-for-ingenting-tanken. Altså at vi modtager noget – nåde og kærlighed – fra Gud uden at vi gør eller kan gøre os fortjent til det; alene fordi han elsker os. På samme måde kunne vi vel forventes at i det mindste stræbe efter at give – her sandhed – uden at forlange at få sandhed eller tak igen. Det er svært, men hvem har lovet os, at livet skulle være nemt? Ønsker vi os et nemt liv eller et sandt liv? Det er vel det store spørgsmål.

Hvorfor er sandheden så svær at håndtere? Hvorfor er det så svært at rumme, at virkeligheden er besværlig og gør ondt, at man lukker øjnene for det og sniger sig udenom med en usandhed? I mine øjne er det kun at trække pinen ud. Og min erfaring fortæller mig, at sandheden vender tilbage som en boomerang. Somme tider med mere brutalitet og ihærdighed end i første ombæring.

”Jamen, jeg vil jo ikke såre nogen,” tænker du måske, og det er da også smukt tænkt. Jeg har det bare – personligt – sådan, at jeg finder det respektløst og derfor sårende, hvis nogen finder det nødvendigt at holde sandheden fra mig. Jeg kan GODT tåle at høre, at du hellere vil i biografen med din fætter, end du vil drikke kaffe med mig. Jeg kan godt klare at se den virkelighed, der er, at jeg ikke i alle sammenhænge og til hver en tid er det vigtigste menneske i dit liv. Det er muligt, at den virkelighed er smertelig, men den er virkelig. Og det er den virkelighed, som jeg gerne vil leve i. Ikke i en eller anden sminket virkelighed, der hele tiden truer med at bryde sammen, hvis ikke vi bruger en masse kræfter på at holde løgnene sammen.

Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Du må ikke stjæle (VII)

2011-03-21T04:08:00.000-07:00

De ti bud i 2011

Dette bud er ikke rigtigt omdiskuteret. Et klogt menneske har en gang sagt, at regler, påbud og normers fornuft og rimelighed kan testes ved at vende sagen på hovedet og se, hvad det fører til. Det gør vi lige: ”Du må stjæle” eller mere radikalt ”Du skal stjæle”. Det holder jo ikke, hvilket en hver kan se. Selv tyve synes jo ikke det er ok, at stjæle fra dem.

Men hvad menes der med buddet? Hvad vi det sige at stjæle? Hvad er omfattet? Man må efter straffeloven ikke stjæle andre penge, men må man stjæle andres tid? Eller deres opmærksomhed? (Som jeg prøver på med denne klumme). Det siger straffeloven ikke noget om.

Hvad med fremtiden? Der tales meget om min og mine forældres generationstyveri, hvormed menes at vi kynisk forbruger goder og rager til os uden at tænke på den regning, vi sender videre til børn og især børnebørn og oldebørn. Selvom det er en mere diffus proces og mere et politisk slogan, så spiller det på den moralske forargelse ved ordet ”tyveri”.

Og før børn og unge i Danmark og andre vestlige lande bliver alt for moralsk forargede, så kan man sagtens hævde at de heller ikke er helt rene. Blot ved at være en del af EU stjæler vi hele tiden fra de fattige lande bl.a. pga. den kolossale landbrugsstøtte, som fastholder mange ulandsbønder i fattigdom. Foruden at det også udpiner planeten.

Men det er alligevel lidt svært med kollektiv skyld og ansvar. Hverken min kære læser eller jeg stjæler jo bevidst fra en fattig bonde i Colombia eller Malawi. Vi køber bare ind i Netto, fordi det er billigt og vi gerne vil have vores surt tjente penge til at række længst muligt.

Men måske skal vi erkende, at vores måde at leve på ikke er omkostningsfri. Der er andre som betaler en pris for vores levestandard. Verden er ikke retfærdig, og vi er medskyldige i den uretfærdighed, der findes. Vi kan derfor ikke være pletfri og rene, og det er en god erkendelse, for dem, der mener sig pletfri og rene har altid været gode til at finde pletter på andre. De er altid gode til at slå andre oven i hovedet med loven. Men der kommer hverken lykke, kærlighed eller fællesskab fra loven eller fra moralske pegefingre.

Men måske fordi nogen siger at du er god nok, selvom du også er en tyv. Du er værd at holde af, selvom du ikke er perfekt. Så kunne det være, det blev lettere at holde op med at stjæle, eller med bare at tænke på sig selv. Så kunne det være vi ikke ville gøre det rigtige af pligt, men fordi vi havde lyst.

Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Du må ikke bryde ægteskab (VI)

2011-03-14T04:15:00.000-07:00

De ti bud i 2011

Nu bliver det jo interessant. Sex og utroskab har altid kunnet sælge aviser. Men er det ikke trist med al den begrænsning i den seksuelle udfoldelse? Men er det ikke et lidt kedeligt bud? Er det ikke for alvor tydeligt kristendommen er seksualforskrækket og bare røvkedelig?

Men det må jeg jo klart nok svare nej til. En sådan slutning viser en mangel på læseevner i liga med Penkowas manglende evner til at tælle mus (eller var det rotter).

Det handler ikke om sex. Det handler om orden og om ejendomsforhold. I hvert fald hvis vi ser på buddet oprindelige sammenhæng i Det gamle Testamente. Hvis man brød ægteskabet og lå med en anden mands kone eller mand (hvis man var en kvinde), så ville der være usikkerhed om hvem der var far til børnene.

Det ville betyde at en anden mands barn kunne komme til at arve min formue og ejendom, og det er noget rod. Så det handler ikke om sex, der står ikke noget om sex før eller efter ægteskabet, og i Det gamle Testamente er det ikke usædvanligt med flerkoneri. Kong Salomon havde f.eks. mange koner. Det tyder ikke på seksualforskrækkelse, men derimod på et patriarkalsk samfund og et noget antikveret kvindesyn.

Kvinder kunne nemlig ikke have flere mænd. Faktisk var kvinder en form for ejendom og derfor var det at bryde ægteskabet og tage en anden mands kone et brud på ejendomsretten.

Men hvad med i dag? Hvad skal vi med buddet? Det er min erfaring fra sjælesorg og en række vielsessamtaler at de fleste betragter ægteskabet med ret stor alvor. Det handler om troskab, om at finde den eneste ene.

Ægteskabet er i langt højere grad end tidligere bygget på følelser og kærlighed, selvom hensyn til børn også spiller en vis rolle. Så i dag må man sige, at den almindelige indstilling er for buddet. Vi stræber efter at blive i ægteskabet eller også holder vi os fra det. ”Du må ikke bryde ægteskabet” er således stadig et ideal, men realistisk ville vi måske tilføje ”med mindre det ikke kan være anderledes”.

Og der er jo rigtigt mange som bliver skilt og i mange tilfælde er det godt sådan. Hvis ægteskabet nedbryder menneskerne i det, så kan er det måske en god idé at skilles ad. Det viser bl.a. at vi har en mere individualistisk kultur, at både kvinder og mænd er økonomisk uafhængige. Men det viser også, at følelser – herunder romantisk kærlighed – kan være et skrøbeligt fundament at bygge et liv på.

At ægteskabet så stadig er ret populært – så populært at nu også homoseksuelle gerne vil ha’ det og helst også med kirkens velsignelse (hvilket jeg i parentes bemærket går ind for) – det må skyldes at det måske er en meget god ramme om livet. At frihed måske ikke altid er friheden til bare at være sig selv. Ja måske bliver man netop sig selv ved fællesskabet med et andet selv.

Du må ikke slå ihjel (V)

2011-03-07T03:13:00.000-08:00

De ti bud i 2011

Ah, endelig et bud, hvorom det er nemt at sige, Det overholder jeg 100%!

I tidligere føljetonafsnit har Nicolai skrevet om de ti bud som gode og praktiske leveregler, som gør det muligt at holde sammen på et samfund. Her er netop femte bud oplagt at nævne. Det bliver simpelthen noget rod, hvis vi myrder løs på hinanden for et godt ord.

Jeg nævnte efterfølgende (i uge 7), at en pointe med de ti bud – udover det rent praktiske – kunne være, at de simpelthen viser, at det er svært at være menneske, for set i bakspejlet viser det sig, at selv den mest ihærdige og renskurede kristne fundamentalist ikke kan se sig fri for at have forbrudt sig mod buddene. Det er ganske enkelt ikke muligt at leve et helt liv uden at forbryde sig - i større eller mindre grad – mod disse ellers udmærkede principper. Den erkendelse er sund.

Men er det femte bud så en fribillet for de fleste af os? Eller indeholder dette enkle bud også stof til eftertanke? Det kan forekomme så enkelt og absolut, og så er det alligevel svært ikke at prøve at snige fortolkninger ind, der åbner for omgåelser.

Der rejser sig en lang række spørgsmål, som ikke er helt så enkle; faktisk rører det femte bud ved noget af det mest fundamentale og vanskelige i livet, nemlig forholdet mellem liv øg død. Døden er desuden provokerende irreversibel; et taget liv kan ikke gives tilbage igen.

Hvad er egentlig liv? Hvornår kan vi anse et befrugtet æg for at være liv, som ikke må slås ihjel? Hvorfor kan grænsen flyttes? Gælder buddet også dyr? Må vi slå dyr ihjel, for at få mad på bordet? Hvis vi slagter dem humant? Overtræder jeg det femte bud, når jeg klasker en myg med vilje? Eller når jeg uforvarende træder på en regnorm?

Har planter liv? Kan vi forhandle om buddets gyldighed, når tanker om aktiv dødshjælp dukker op? Er det i orden at dræbe i selvforsvar? Eller for at forsvare sine kære? Eller sine venner? Har jeg retten til at tage mit eget liv?

Hvad med krig? Hvorfor kan en stat – som repræsenterer mig - tillade drab i en politisk sammenhæng? Og hvad skal vi mene om dødsstraf? Kan det give mening i visse sammenhænge og ikke i andre?

Death - Life ambigram

Jeg har ikke noget enkelt svar. Eller det vil sige, at det enkle svar ville være, at det femte bud gælder absolut, uden undtagelse, altid, overfor alt liv. Det enkle svar vil så bare betyde, at jeg alligevel må indse, at jeg ikke engang kan overholde det femte bud. Slet ikke. Og så er jeg tilbage ved min oprindelige pointe.

Det svar, som skal til, for at jeg kan hævde, at jeg overholder det, kan jeg ikke komme med.

Så jeg kan selvfølgelig også bare acceptere, at det femte bud – eller de ti bud i det hele taget – ikke har nogen relevans eller gyldighed i moralsk forstand. Reglen om at man ikke må slå ihjel er rent praktisk og samfundsopretholdende i den forstand, at grænserne for reglens udbredelse til en hver tid er til forhandling.

Men spørgsmålene er stillet. Og det er måske et mål i sig selv.

Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Du skal ære din far og din mor (IV)

2011-02-28T04:03:00.000-08:00

De ti bud i 2011

Den er svær. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan præstere en sammenhængende, udtømmende, gennemført og meningsfuld redegørelse for det fjerde bud. Du må tage til takke med famlende overvejelser. Måske kan du selv famle videre.

Det er jo fuldkommen umuligt at forestille sig, at oplyste, kritiske, veluddannede, ansvarlige og fornuftsstyrede mennesker ærer far og mor, fordi de er far og mor. Det er muligt, at man har gode og ordentlige forældre, der fortjener ære og respekt, men det kan lige så vel tænkes at man har mindre gode og mindre ordentlige forældre, som det er svært at mobilisere ærbødighed overfor. Og ære udført som pligt, er det ære?

Det er ikke ret moderne at ære nogen. Og da slet ikke mor og far. I Danmark anno 2011 er det vist mere moderne, at forældre ærer deres børn. Det er jo forældrene, der har valgt at sætte dem i verden, og det er forældrene, der har ansvaret for at børnenes trivsel og velfærd er i orden – helt op i en temmelig høj alder.

Buddet om at man skal ære sine forældre kan anses for at være en slags ”overgangsbud”. De første bud handler om Gud, og om hvordan mennesker skal forholde sig til Gud – eller noget absolut; noget der er væsensforskelligt fra en selv. De sidste bud handler om mennesker, og om hvordan vi skal forholde os til hinanden – dem, der er ligesom vi selv er. Forældre er en mellemkategori og samtidig en allegori, der kan hjælpe til at forstå forholdet til Gud.

Forældre kan ikke skiftes ud, hvor fristende, det end kunne være. Man kan ikke un-friend’e sine forældre. Ikke helt og aldeles. Forældre har det biologiske ansvar for at et barn eksisterer og i mange børns perspektiv har forældre en slags gudestatus - indtil de med alderen bliver klogere og opdager, at deres forældre er mennesker ligesom alle andre.

Det kan være en vanskelig og smertefuld overgangsfase, for det giver stabilitet og tryghed i tilværelsen, at der er en fast struktur. Noget der er op og ned, som ikke står til diskussion. Når man selv bliver voksen og selv skal skabe retning og mening i sin tilværelse, går det måske op for en, at selv når man fejler, har man gjort sit bedste – og den indsats er måske værd at ære; både i sig selv og sine forældre.

Thumbs up til de gamle...

Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Du skal holde hviledagen hellig (III)

2011-02-21T03:26:00.000-08:00

De ti bud i 2011

De fleste synes måske ikke, det er noget oprivende bud. Hviledage og helligdage er vel noget man enten tager selv eller tager som de kommer. Og som studerende har man jo alligevel aldrig fri. Selvom der ikke er undervisning, så er der et pensum. Der er meget man skal nå og tiden er knap, så derfor må man bruge tiden. Og hvorfor skal det så være vigtigt med hviledagen, og hvorfor skal lige den være hellig?

Jeg vil godt indrømme, at det er et af de mindre væsentlige bud. Men jeg synes der er en pointe i at tid er forskellig. Ikke al tid er den samme. Det er simpelthen et ganske udmærket livsprincip, at der er en tid til at arbejde og en tid til at holde fri. Fysiologisk og mentalt giver det mening, at kroppen har brug for både aktivitet og hvile. Hjernen kan ikke indlære 20 timer i døgnet 7 dage om ugen. Så derfor er det menneskeligt set fornuftigt at holde fri ind i mellem.

Søndag - Sunday. Pudsigt, at Herrens dag har navnet Solens dag

Gennem historien har der været forskellige fortolkninger af, hvordan man så skulle helligholde hviledagen. Visse jødiske kredse holder på, at man skal lave så lidt som muligt, idet de tolker arbejde som stort set enhver fysisk aktivitet. Det skyldes nok, at buddet i den originale udgave i 2. Mosebog er mere omfattende: Husk sabbatsdagen og hold den hellig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer. For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den. (2. Mosebog, 20, 8-11)

I mere ortodokse jødiske kredse må man derfor ikke varme mad, ikke tage telefonen og man bør ikke gå udenfor. Andre er mere afslappede.

For lidt over 100 år siden opstod en mængde andelsmejerier i Danmark og de grundtvigske bønder arbejdede om søndagen, hvorimod de missionske ikke gjorde. Det var bekosteligt og upraktisk for et mejeri ikke at køre om søndagen, men de missionske holdt på at hviledagen skulle holdes hellig.

I Danmark har søndagen været helligdag i ca. 1000 år pga. kristendommen og det har stadig betydning for lovgivning om lukkeloven og den slags. Selvom det bunder i buddet om at holde hviledagen hellig og passe sin kirkegang, så er det i dag mere en kamp om butikkernes begær efter evig åbningstid og de ansattes kamp for fritid. Men netop den kamp viser også, at hviledagen måske netop skal sikres ved lov, fordi det er et alment menneskeligt behov at der er forskel på dagene, og fordi vi åbenbart altid skal sikres mod at alting bliver arbejde.
Man skal ikke være hysterisk, for liv står over loven. Derfor skal læger arbejde også om søndagen, hvis det er nødvendigt. Men for dem som ikke er på vagt, er det måske heller ikke en dårlig idé at passe sin gudstjeneste – uanset hvilken religion man har.

Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

"Du må ikke misbruge Guds navn"

2011-02-10T09:52:00.000-08:00

De ti bud i 2011. Det andet bud.

De ti Bud. Er det ikke noget med, at man skal sove med hænderne over dynen og man ikke må slå ihjel? Handler de ti bud ikke om, at man kun er OK, hvis man opfører sig som et dydsmønster og følger nogle dødssyge regler, som andre har udstukket for længe siden? Er de ti bud ikke en arkæologisk kuriositet, som – i bedste fald - hører til på et museum over den danske kulturarv? Med streg under –arv.

Jo, det kunne man da godt være fristet til at mene. Og man kan jo også sagtens mene, som Nicolai antydede i sidste uge, at de ti bud i det store og hele er praktiske foranstaltninger, som gør det muligt at holde sammen på et samfund. Det er så pokkers upraktisk, hvis folk går rundt og slår hinanden ihjel hele tiden og stjæler hinandens ting.

Men der er måske også noget andet på spil. Måske kan de ti bud forsigtigt antyde overfor et moderne menneske, at selvom det er indlysende, at verden er centreret omkring MIG, så er JEG ikke fejlfri. Det har de fleste af os sandsynligvis oplevet, hvis vi tænker rigtigt godt efter.

Tro det eller lad være: pointen med de ti bud er IKKE, at man med al vold og magt skal forsøge at overholde dem for dermed at kvalificere sig til at være en god kristen – eller i bredere forstand et godt menneske. Pointen er, at vi skal prøve efter bedste evne - og uvægerligt opdage, at vi ikke kan lade være med at bryde buddene igen og igen.

Vi opdager med tiden, at selv vores allerbedste vilje ikke er nok til af få vores indsats i livet til at blive pletfri. Uanset hvor mange timer vi studerer, er der altid noget, vi ikke får styr på. Uanset hvor meget vi prøver at tale pænt til vores forældre, så lykkes det ikke altid. Uanset hvor meget vi anstrenger os for ikke at begære vores næstes nye iPhone, så stikker det måske alligevel lidt i hjertet.

Og netop dét er et vilkår, der er fælles for os alle sammen. Vi kan ikke følge reglerne. Vi er ikke perfekte. Vi lyver og bander og snyder og horer og stjæler og slår ihjel. Nogen selvfølgelig mere – og mere bogstaveligt - end andre. Men vi gør det alle sammen. Og så er det alligevel i orden. I det store perspektiv.

Bud nummer to handler om, at vi ikke må ”misbruge Guds navn”. Vi må altså ikke bande og sige s’Gu’ og Fanden. Det sker ganske ofte for mange af os, og hvad er der egentlig galt i det? Den sociale konvention der siger, at det ikke lyder pænt, er måske lidt svær at tage alvorligt. Sociale konventioner er jo spændetrøjer, der forhindrer mig i at udfolde mig frit?

Muligvis, men at vise respekt for Guds navn ved ikke at bruge og misbruge det i tide og utide, viser måske, at vi stadig mener, at der faktisk er noget i verden, som har særlig værdi. Der er noget der er menneskeligt, fejlbarligt og vidunderligt, og der er noget, der er guddommeligt, fejlfrit og vidunderligt.

Forskellen mellem de to vinkler på tilværelsen hjælper mig til at huske og forstå, at alting ikke bare er dagligdag og havregrød. Og alting er ikke fest og farver. Forestil dig en uge uden weekend. Eller en weekend uden uge for den sags skyld. Begge dele vinder ved at være hinandens modsætning. Og det kan noget så oldnordisk som et bud om at jeg ikke må misbruge Guds navn hjælpe mig til at huske. Det er s’Gu da ikke så dårligt?

Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder

”Du må ikke have andre guder end mig”

2011-02-07T03:44:00.000-08:00

De ti bud i 2011. Det første bud.

De ti bud kommer os ved, fordi flere af dem stadig taler til os. De fungerer som grundlæggende påbud, som virker rimelige. Desuden har de været virksomme op gennem historien og har derfor fået en stor betydning. Det er altså vigtigt at vide noget om denne sag, hvis man vil være et dannet menneske.

I dag skal det handle om det første bud. Allerede her melder der sig et spørgsmål. Hvad er det første bud?

Guldkalven bliver til kalvekoteletter...

Hvis du ikke husker det, er det er ikke nødvendigvis fordi du ikke har fulgt med i kristendomsstimerne. Der er flere traditioner. Allerede i biblen er der to udgaver (2. Mosebog 20, 2-17 & 5. Mosebog 5,6-21), som dog er meget ens. Men i de senere traditioner har man inddelt buddene forskelligt. Men for alle gælder det at det centrale i det første bud er ”Du må ikke have andre guder end mig”. Men hvem taler? Det står allerførst: »Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset.

Men måske vil du sige: ”Jeg tror slet ikke på Gud”; men her tales ikke om tro. Her tales om at have en Gud. Hvad vil det sige. Her lader vi den gamle reformator Martin Luther svare: ”En Gud kaldes det, som man venter sig alt godt fra, og som man tager sin tilflugt til i al nød. Altså er det at have en Gud intet andet, end at man af hjertet stoler og tror på ham. Det er alene hjertets tillid og tro, der afgør, både hvad der er Gud og afgud” (Den store katekismus).

Efter den definition er det svært ikke at have en gud, men om vi holder os til Herren, er mere tvivlsomt.

I dag stoler vi nok mere på os selv, vores kundskab, magt, penge, status og uddannelse. Men sådan har det nok altid været. For de gamle israelitter var det nødvendigt at indskærpe buddet, netop fordi folket hele tiden tilbad alle mulige andre guder. Luther mente på sin tid at Mammon (penge) og Bugen (mad og drikke) var udbredte afguder. Det synes stadig at være tilfældet.

Men i dag synes det som om den gamle Gud – Herren – har mistet meget af sin autoritet. Alligevel er han ikke helt forsvundet. Der er stadig nogen som tror. Ikke mindst når man er helt lost. Når lægerne har opgivet: ”Der er ikke mere vi kan gøre nu, nu må vi bare håbe. Skal vi ringe efter præsten?”

Selvom vi formentlig alle svigter og stoler på alt muligt mærkeligt meget af tiden, så fungerer den gamle Gud stadig som krisegud. Selvom det heller ikke er altid han redder de syge. Men problemet med bøn og helbredelse må vi gemme til senere.

Vi er blevet gode til så meget og kan klare meget selv. Måske bl.a. fordi vi gik over til den ene Gud og ikke længere betragtede træer og sten som fyldt med ånder. Den anden del af det første bud – som i den Ortodokse kirke er et selvstændigt bud – det er det såkaldte billedforbud.

Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud.

Det var et problem den gang, men virker ikke som det store problem nu. Selvom man måske kan tænke sit, når sidemanden taler om sin iPhone.

Pocket God - til iPhone

Venlig hilsen
Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Hjertesproget

2010-12-06T03:12:00.000-08:00

Vi mennesker har en særlig evne. Evnen til symbolsk kommunikation . Jeg nævnte det allerede i den første klumme i dette semester. Med symbolsk kommunikation mener jeg det vi kalder sprog, hvor ord eller tegn har en betydning som er løsrevet den umiddelbare situation. Det findes efter alt at dømme ikke hos dyr.

Selvom vi ikke tænker over det er det temmelig abstrakt. At lyde og bogstaver kan kombineres og danne særlige betydninger til forskel fra andre kombinationer af de samme lyde og bogstaver, som så danner andre betydninger.

Selvom nogle hæver at deres hund er meget klog, så kan den hverken læse eller skrive. Den forstår heller ikke symbolsk kommunikation, men hunde og andre dyr forstår andre ret komplicerede former for kommunikation.

Vi kan ikke være med på hundes signaler gennem lugte. Heldigvis går vi ikke rundt og dufter til hinandens urin. Vi giver hinanden navne i stedet. Der er udbredt enighed blandt forskere om, at vores sproglige kommunikation og hjernens størrelse og funktion hænger sammen.

Vores evne til at tale skyldes dog også en særlig udvikling af strubehovedet (larynx), svælg (pharynx) , kraniestørrelse og tungen (lingua), som angiveligt har gjort os i stand til at forme flere forskellige lyde.

Sjovt nok at netop tungen hedder ”lingua” , som betyder sprog . Vi taler også på dansk om tungemål og modersmål og hermed nærmer vi os hjertesproget.

Vi kan ikke blot bruge sprog til at tale med. Vi bruger også flere forskellige former for sprog. Sproget udvikler sig. Oprindeligt betød hjertesprog en ligefrem og ærlig tale, men på grund af Grundtvig, så kom det til at betyde, det som ligger vort hjerte nærmest, det vi holder allermest af.

Det skyldtes Grundtvigs sang ”Moders navn er en himmelsk lyd” fra 1837. Her hedder det

”Modersmål er vort hjertesprog,
kun løs er al fremmed tale,
det alene i mund og bog
kan vække et folk at dvale.
Sødt i lyst og sødt i nød,
sødt i liv og sødt i død,
sødt i eftermælet! ”

Hvor problematisk Grundtvigs synspunkter til tider kan være, idet vi bemærker både det nationalt folkelige og vækkelsen. Men når det er sagt, så er det alligevel sandt at modersmålet har en særlig betydning.

Fremmedsprog kan være glimrende og i visse henseender bedre end dansk ( lægelatin?), men når jeg bruger fx engelsk, så giver det en distance, som jeg ikke kan få på dansk. Det er ikke helt så forpligtende at sige ”I love you”, som at sige ”jeg elsker dig”.

Når lægen skal give en følsom besked, så virker det ufølsomt, hvis hun siger det i et teknisk objektiverende sprog. ”Jeg beklager at måtte meddele dem, at vi canceren har spredt sig fra mammae og vi har fundet metastaser i knoglerne og i leveren og yderligere behandlinger vil ikke kunne forhindre en terminal udgang” .

Derfor er det nødvendigt også for kommende læger, at træne deres hjertesprog og de poetiske muskler. Det udvider også ens egen verden i dybden og i bredden.

Modersmålet ved Øresund
og trindt i de grønne lunde
dejligt klinger i allen stund,
men dejligst i pigemunde.
Sødt i lyst og sødt i nød,
sødt i liv og sødt i død,
sødt i eftermælet!

Glædelig jul.

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Vinterpoesi og stilhed

2010-11-29T03:28:00.000-08:00

- om sprog og kommunikationsformer X

Man kan ikke forklare stilheden, der opstår, når verden bliver dækket af sne. Der er ingen logik i mørket. Stjernerne siger ingenting.

Vores almindelige sprog kommer ofte til kort, når vi vil udtrykke den virkelighed, der findes i begreber og følelser. Derfor prøver vi andre måder. Kropssprog. Gaver. Musik. Billedkunst. Tøj. Poesi.

Kommunikationen ad disse veje er usikker. Det er den for så vidt også, når vi bruger det mest konventionelle sprog. Vi misforstår hinanden hele tiden. Vi fortolker og lægger betydninger ind i ordene. Lovtekster kan diskuteres. Det er ikke til at vide, om modtageren forstår det, som afsenderen vil udtrykke. Nogen gange er det ligegyldigt; andre gange er det skæbnesvangert.

En af de værste former for ”tortur” man kan påføre et barn er at ignorere det. At lade være med at reagere, når det henvender sig - over længere tid. Et menneskes identitetsfølelse er afhængigt af dets evne til at påvirke omgivelserne, og derfor kommunikerer vi. Hele tiden.

Måske er en forklaring på vores trang til at kommunikere uafladeligt, at der er alt for få der lytter og lader sig påvirke. Vores identitet bliver udfordret, og så siger vi noget mere. Se mig! Hør mig! Læs mig!

Vi nærmer os julen med al dens trængsel og alarm. Det er herligt. Og rædsomt. Lad mig afslutte dagens lille tankerække om sprog med endnu en hyldest til tavsheden og stilheden. Giv stilheden lidt plads.

Silent night, holy night
All is calm, all is bright
Round yon Virgin Mother and Child
Holy Infant so tender and mild
Sleep in heavenly peace
Sleep in heavenly peace

Silent night, holy night!
Shepherds quake at the sight
Glories stream from heaven afar
Heavenly hosts sing Alleluia!
Christ, the Saviour is born
Christ, the Saviour is born

Silent night, holy night
Son of God, love's pure light
Radiant beams from Thy holy face
With the dawn of redeeming grace
Jesus, Lord, at Thy birth
Jesus, Lord, at Thy birth

Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Afskaf (ikke) eventyret...

2010-11-25T01:37:00.000-08:00

- om sprog og kommunikationsformer IX

Jeg hørte i en udsendelse i radioen om filosofi for børn. Et interview med filosoffen og forfatteren Christoffer Boserup Skov som stod bag nogle bøger med en dreng som hedder Sebastian , der kommer ud for ting og tænker over det. Så var der tilknyttet en hjemmeside, Metafysisk Institut, hvor børn kunne drøfte alle mulige filosofiske spørgsmål.

Det var alt sammen meget godt og der var eksempler på børns anderledes sprog i forhold til metafysiske spørgsmål. F. eks. svarer Andreas på spørgsmålet, om man kan købe alt for penge, at man ikke kan købe solskinsdage for penge. Og det er jo sandt. Godt initiativ.

Men så kom forfatteren Christoffer til slut i udsendelsen med et udfald mod eventyr, nisser og lignende overnaturlige fænomener. Det mente han man skulle skåne børn for, fordi man som voksen bandt dem noget på ærmet. Vi ved at nisser ikke eksisterer, men det gør børnene ikke, og derfor skabes der et usundt magtforhold syntes han at mene. ”Vi behøver slet ikke opfinde historier om hverken trolde eller julemanden for at fange børnenes opmærksomhed.” I stedet skulle vi tale om evolution og den foreliggende verden, for der var børn og voksne mere lige. Hvad?

Jeg må erklære mig ganske uenig. De voksne vil ofte vide mere også om evolution og vil derfor altid have mere magt end børnene. Det betyder ikke at de nødvendigvis misbruger magten til at udnytte børnene, men mere ofte at de faktisk bruger deres magt på at beskytte børnene.

Desuden tror jeg, at opfattelsen af det overnaturlige i eventyr som nisser og trolde knytter sig til en sprogform, som ikke lader sig udrydde. Som intervieweren antydede, så mener jeg børn er mere fantasifulde eller mere magiske i deres forestillinger. Men jeg mener at det er en særlig sprogform, som ikke kan udryddes uden at forarme vores eksistens.

Skematisk kan man sige, at der er tre overordnede sprogformer. Det poetisk-magiske sprog, det prosaisk-fortællende sprog og det beskrivende-videnskabelige sprog. Ofte bruges de i større eller mindre blandinger. Eventyret eller myten kan være fortællende, men have magiske elementer. Som f.eks. trolde, magiske fyrtøj, havfruer, nisser eller talende slanger.

Faktisk peger evolutionsteoretisk hjerneforskning på, at vi er gearet til at tillægge vores omverden sådanne overnaturlige agenter. Og alene derfor synes det svært at udrydde.

Det er selvfølgelig rigtigt, at sådanne magiske forestillinger kan være dumme, farlige eller problematiske – hvis man ser det fra det videnskabelige synspunkt perspektiv. F.eks. er et problematisk at mange afrikanere tillægger forskellige ritualer eller urter kraft til at beskytte mod aids. Men jeg har faktisk ikke mødt danske børn, som troede at julemanden beskyttede dem mod biler i trafikken.

Jeg er med på at videnskaben og dens sprog skal have sin rette plads og undren over den faktiske verden også skal opmuntres; men det kan ikke erstatte eventyr og poesi. Hverken børn eller voksne tager skade af eventyr, men tværtimod så lærer man noget om sig selv og verden, når man mister barnetroen på det magiske. Men det betyder ikke at hverken troen eller magien forsvinder. Ordene har stadig magt.

Hvis nogen kalder en for et svin en gang, så kan man overhøre det. Men hvis man bliver kaldt et svin hver dag, så kommer man selv til at tro på det. Selvom man også er tilhænger af evolutionsteorien. Og også selvom det ikke er sandt. Og måske skal der siges noget andet med en vis kraft, som kan frigøre det menneske fra sin svineidentitet.
Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Og resten er tavshed

2010-11-09T02:40:00.000-08:00

- om sprog og kommunikationsformer VIII

Er det ikke underligt, at man kan lytte til nogen der taler, og så trænger ingenting ind?

Det er selvfølgelig oplagt, hvis den man lytter til taler kinesisk, og man ikke selv har lært sproget, men jeg tænker på de situationer, hvor man lytter til én, der taler ens eget modersmål. Man forstår de enkelte ord; sætningerne måske også, og alligevel bliver ordstrømmen til mudder, når den kommer frem til ens hjerne.

Det kinesiske tegn for "at lytte"!

Jeg har oplevet det mange gange i et auditorium, hvor en underviser har forsøgt at lære mig noget. En dygtig underviser. Klog. Veltalende. Velforberedt. Og alligevel sad jeg med en mistanke om, at jeg havde en fysisk defekt, der gjorde, at ordene blev til ingenting på vejen mellem øret og den del af min hjerne, der skulle tage imod lærdommen/visdommen.

Det skræmmende er, at jeg – der er teolog – også stadig somme tider har den oplevelse når jeg går i kirke. Der står en præst på prædikestolen og vil så gerne formidle noget vigtigt til mig – og ingenting sker der. Jo, jeg hører ordene; jeg kan høre, at de er ”rigtige”, men de har ingenting at hægte sig fast på, jeg kan ikke se relevansen, meningen og de svæver derfor lige så stille ud af mine ører igen. Og jeg er så tilpas overskudsagtig og moderne, at jeg ikke engang skammer mig over det.

Jeg forventer af præsten, at han/hun kan formidle, så jeg får noget med mig. Hvis ikke det sker umiddelbart, føler jeg mig i min gode ret til at håne vedkommende indvendigt og til at tænke at det er præstens fejl at kommunikationen ikke lykkes. Jeg har hverken tid eller tålmodighed til at lære lige præcis den præsts særlige ”lingo” eller tankegang at kende, og jeg søger videre til noget andet.

Det er godt nok hårde odds, man er oppe imod, når man har noget på hjerte i dagens Danmark – hvad enten man fx står bag et kateder, på Folketingets talerstol, på en prædikestol eller på side 8 i MOK - og vil kommunikere til folk, der er selvbevidste, veluddannede og ikke særligt autoritetstro.

Mærkeligt nok bliver vi ved. Måske er der nogen, der lytter. Måske er der noget der siver ind. En lillebitte lyd midt i tavsheden.

Mallebrok er død i krigen
fili-ong-gong-gong og tinge-linge-ling.
Mallebrok er død i krigen i attenfireogtres.
I attenfireogtres,attenfireogtres.
Mallebrok er død i krigen i attenfireogtres.

Han blev til graven båren
fili-ong-gong-gong og tinge-linge-ling.
Han blev til graven båren
af fire hædersmænd...

Den ene bar hans sabel
den anden hans gevær.

Den tredje bar hans skjorte
den fjerde ingenting.

Og da de kom til graven
så var der ingen hul.

Så tog de hver en teske
og graved' så et hul.

Og præsten holdt en tale
han sagde ingenting.

Nu ligger han i graven
og tygger på en skrå.

Og når den så bli´r gammel
så ta´r han sig en ny.

Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Skrift, læsning og tidsrejser

2010-11-01T03:49:00.000-07:00

- om sprog og kommunikationsformer VII

Jeg har desværre været syg og kunne derfor ikke deltage i den netop overståede 69 timers bar. I stedet for at foretage den rejse tilbage i den menneskelige evolution, som indtagelsen af alkohol befordrer, har jeg måttet blive i sengen. Men også der kan man rejse i tiden uden at bevæge sig særligt meget.

Opfindelsen af skriftsprog har muliggjort tidsrejser. Det kan lyde som en sensationsoverskrift, men er en gammel nyhed og en almindelig erfaring. Vi lægger bare ikke mærke til den, fordi den er så selvfølgelig.
”Hvad sker der, når vi læser? Øjet følger sorte bogstavtegn på det hvide papir fra venstre til højre, igen og igen. Og væsener, natur og tanker, som en anden har tænkt, for nylig eller for tusind år siden, træder frem i vores fantasi. Det er et under større end at man har fået sædekorn fra faraonernes grave til at gro. ” Sådan skildrer den svenske forfatter Olof Lagercrantz læsningens indbyggede under.

Og det er mærkværdigt, at vi på den måde kan kommunikere med for længst afdøde personer og tidsaldre. Det kan undre, at vi kan forstå dem. At vi kan forstå Hippokrates tanker om lægekunsten, selv om de er ca. 2400 år gamle, det er forunderligt. Skriften er en del af forklaringen, selvom viden og tanker også i mundtlige kulturer kan overleveres fra mund til mund gennem generationer, så er skriften alligevel noget for sig.

Tegn som kan tydes og sættes sammen og lagres på f.eks. et stykke skind (pergament er dyreskind, som er behandlet). Det kan blive væk og blive fundet tusind år efter og læst, hvis man ellers kan tyde skriften.

Den nutidige læser, som læser en gammel tekst, rejser i sin bevidsthed tilbage til tekstens tid og forfatterens bevidsthed. Der sker et møde. Det er ikke uden problemer, for der kan være ting man ikke forstår. Men også det man ikke forstår, kan være en spore til at prøve at forstå. Det gælder gamle tekster og ens nutidige omgivelser.

Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

The Sound of Silence - om sprog og kommunikationsformer VI

2010-10-25T03:05:00.000-07:00

Kære læser,

Jeg er nødt til at afvige lidt fra skriveplanen. Planen var at skrive noget mere om kommunikation i de sociale medier, men et eller andet sted hørte jeg noget vigtigt: at vor tids største kommunikationsproblem ikke er, at vi har brug for at blive bedre til at få vores budskaber, holdninger, statusopdateringer, ideer ud.

Problemet er, at vi er blevet alt for dårlige til at lytte.

Vi har ikke tid og ro til at lytte ordentligt til de budskaber, som vi bliver bombarderet med fra morgen til aften. Det gælder ikke kun de organiserede reklamebudskaber, tv-udsendelser, radio, aviser mm. men også de langt mere personlige henvendelser, som vi prøver at dele med hinanden. De bliver sorteret og i stor stil omdannet til lydtapeter, der ikke får fokus.

Det er simpelthen svært at få ”ørenlyd”. Svært at få et andet menneskes fulde opmærksomhed. Og tid. Fordi det andet menneske også er så optaget af at få kommunikeret SIN mening, SIN følelse, SIN idé til dig og til alle andre, der vil lytte.

Resultatet er, at mange af os brænder inde med de ting, som vi virkelig har brug for at dele med andre. Det gør vi, fordi de er for vigtige og for følsomme til at kommunikere, når der er fare for, at de bliver afbrudt eller overdøvet. Med tiden bliver vi måske ligefrem så bange for stilhed, at vi undgår den, fordi stilheden lokker de indebrændte tanker frem. De tanker, der indeholder smerte og angst, usikkerhed og tvivl, uro og kaos.

Min lange ordrække, som jo paradoksalt nok er en del af støjbilledet, skal derfor afrundes med en hyldest til stilheden – og en reklame for studenterpræsten som samtalepartner. En af studenterpræstens fineste egenskaber er evnen til at tie stille. Han kan give dig tid og rum til at dele de svære tanker med sig. Han kan lytte. Benyt dig af det!

Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Det skabende ord - om sprog og kommunikationsformer V

2010-10-11T03:33:00.000-07:00

Kære læser,

”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er.”

Sådan lyder de berømte første linjer i Johannesevangeliet. Det er oprindeligt skrevet på græsk og ”Ordet” er en dansk oversættelse af det græske ”Logos”. Det har en lidt bredere betydning end ord. Tanke og fornuft er også en del af logos. Men ifølge Johannes er Gud er det fornuftige ordnende sproglige princip, hvilket ikke er helt fremmed for en græsk tankegang. Imidlertid tænker Johannes også på begyndelsen af Det gamle Testamente. I første Mosebogs første kapitel hører vi om Gud, der skaber med sit ord. ”Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys.”

Som det blev nævnt i min sidste klumme for 14 dage siden, så er vores dagligsprog og politikernes sprog sjældent sådan. Der er ret skarpe grænser for, hvad vi kan lave om med vores tale. Og statsministeren stod frem og sagde: ”Lad der blive arbejdspladser og fremgang i økonomien” og se, der skete som han havde sagt. Nej, det gjorde det så ikke. Og det er nok heldigt, at vi ikke har den grad af magt.

Men der findes skabende sprog. Ord der skaber, hvad de nævner. Mest håndfast det som sprogforskerne kalder performative talehandlinger: Når en politimand siger ”Du er anholdt”, når man siger ”Ja” foran alteret på forespørgslen om man vil have NN som hos dig står til din ægtemand/hustru. Der er tale om at man skaber en symbolsk – og det kan også være juridisk – realitet med ordene. Det forudsætter en myndighed, hos dem der taler og en særlig situation.

Men der er også blødere situationer, der kan skabe ændringer. Sprog der taler til tro og håb. Tænk på Obamas taler i valgkampen, der fik folk til at føle et håb. Jeg har oplevet mennesker, der ranker ryggen og bliver mere frie efter at have fået en velsignelse. Og man kan høre et digt som skaber den stemning eller den verden det skriver frem. F.eks. følgende af Inger Christensen:

Efteråret findes; eftersmagen og eftertanken
Findes; og enerummet findes; englene,
Enkerne og elsdyret findes; enkelthederne
Findes, erindringen, erindringens lys;
og efterlyset findes, egetræet og elmetræet
findes, og enebærbusken, ensheden, ensomheden
findes, og edderfuglen og edderkoppen findes,
og eddiken findes, og eftertiden, eftertiden

Venlig hilsen
Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Platforme

2010-10-05T12:31:00.000-07:00

- om sprog og kommunikationsformer IV

Kære læser,

Som Nicolai antydede i sidste uge, da han skrev om ”talegaver”, så bruger man sproget forskelligt afhængigt af hvilken sammenhæng man befinder sig i. Talesprog er fx flere ting. Det kan være vores almindelige hverdagstale, som vi bruger indbyrdes helt uformelt, men det kan altså også forstås som det langt mere formelle og ofte svulstige sprog, som anvendes i taler – i sidste uge eksemplificeret ved en politisk tale af statsministeren.

På tilsvarende måde med skriftsproget – og i snævrere forstand det skriftsprog, som vi bruger på internettet. Internettet fyldes i dag i langt højere grad end for bare ganske få år siden af ”brugergenereret stof” og det er nemt for enhver at taste indhold ind, som i løbet af et blink med øjet og et klik med musen er offentliggjort til alverden.

Internettet 2,0 udgøres af et væld af forskellige platforme og muligheder for at bidrage med tekst – og billeder – på nettet, og det er ikke ligegyldigt, hvordan man bruger sproget på de forskellige platforme. Og i videre forstand – hvordan der kommunikeres. For kommunikation er jo ikke kun sprog i form af ord.

Noget som allerede er en anelse old school er at etablere en hjemmeside. Det er i hvert fald so last year at have en hjemmeside, som IKKE er interaktiv. At etablere en helt udynamisk hjemmeside, som kun indeholder information i en envejskommunikationsstrøm – FRA mig TIL dig – det er IKKE 2010-stil. Med mindre altså, at man supplerer med noget andet. Og her kommer Facebook, Twitter, blogs, YouTube og alle de andre sociale netværk ind i billedet.

Studenterpræsten – og studentermenigheden – har en hjemmeside på www.studenterpraesterne.ku.dk, men vi er også til stede på andre platforme. Vi arbejder løbende med at få kommunikeret vores eksistens og vores tilbud ud til vores målgruppe – dig og alle de andre studerende i København – og må derfor også løbende overveje vores sprogbrug.

Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Talegaver...

2010-09-27T03:12:00.000-07:00

Kære læser,

”Danmark er et godt land at leve i. Vi har bygget et rigt samfund på foretagsomhed, opfindsomhed og godt købmandskab. Vi har skabt et trygt samfund på gensidig tillid og respekt. Vi har skabt et rimeligt samfund, hvor de bredeste skuldre bærer de største byrder.”

Sådan kan det danske sprog lyde. Men hvad er det, der siges og hvem kunne sige noget på den måde?

Jeg vil straks afsløre, at det er ingen andre end vores egen Statsminister Lars Løkke Rasmussen. Og så er der nok nogen der tænker: ”Det er en tale”, og det er ganske rigtigt og godt set.

Det er talesprog. Korte hovedsætninger og der tales ud fra et vi, som har gjort store ting. Dermed bliver vi, der hører talen, inkluderet. Senere i talen nævnes alle problemerne, for der er også problemer. Rigtig mange problemer. Men taleren vil gøre noget ved sagen. Taleren har løsninger på problemerne, som til slut gentages i en række ”vi skal..” F.eks. ” Vi skal tage et syvmileskridt mod nye moderne sygehuse i hele landet”.

En Lars Løkke-tale kørt igennem ordlegetøjet "Wordle"

Og måske har du gættet det nu. Det er intet mindre end Løkkes tale ved Folketingets åbning sidste år. Jeg vil ikke analysere talen. Meningerne om den var delte. Og det kommer vist ikke bag på nogen.
En sådan tale er en særlig form for sprog. Jeg har allerede bemærket nogle af de retoriske kneb, der bruges for at få tilhørerne med. Men det er også magtens tale. Ikke magtsprog. Men den tale, hvor statsministeren som regeringens leder kommer med redegørelse for "rigets almindelige stilling og de af regeringen påtænkte foranstaltninger" sådan som grundloven foreskriver.

Det med sygehusene har derfor en anden vægt end, hvis jeg havde sagt det. Lars Løkkes ord har derfor en anden vægt. Men det er dog ikke sådan, at ordene skaber, hvad de nævner. Selvom det på en måde er, hvad Lars Løkke og alle politiske talere forsøger. Med ord at skabe den velvilje hos tilhøreren, som gør at man kan få sin politik igennem.

Obama Rhetoric machine

Men ordene alene kan ikke skabe nye sygehuse og bedre økonomi. Selvom man kan få en følelse af håb og tro på fremtiden gennem sådan en tale. Men her skal man måske tænke på Obama, mere end lille Lars fra Græsted. Men selv Obama har nu problemer med at få realiteterne til at leve op til de ord som gjorde ham til præsident.

Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Pølsesnak og platforme - Lises intro

2010-09-10T06:31:00.000-07:00

Kære læser,

I sidste uge bød Nicolai velkommen og tog hul på efterårets føljeton. I dag er det min tur.

Vi vil på skift skrive om sprog og kommunikation. Nicolai vil have sin særlige vinkel på stoffet, og jeg vil især udbrede mig om de platforme, som man i dag kan bruge når man vil sende en besked til verden. Jeg vil både gøre mig en tanke eller to om det rent generelle, men jeg vil selvfølgelig også snige noget slet skjult reklame – vi er ikke for fine til product placement - for vores aktiviteter på forskellige medier ind i mine indlæg.

Vi føler os jo vældigt fremme på beatet, selvom vi selvfølgelig er smerteligt klar over, at risikoen for at vi bare forkølet prøver at være ”unge med de unge” er overhængende.

Følg med i vores føljeton hér, dér og alle vegne og se om du kan bruge pølsesnakken til noget.

Venlig hilsen

Akademisk medarbejder

Sproget har mange former

2010-09-06T03:10:00.000-07:00

Kære læser

Velkommen til nutiden. Velkommen til efterårssemestret 2010. Hvad enten du er ny studerende eller gammel i gårde, så hjerteligt velkommen til studenterpræstens klumme, der som vanligt vil huse en føljeton over et særligt emne. Undertegnede og min akademiske medarbejder Lise, vil i efterårets MOK på skift skrive om sprog.

Sprog er mange ting og alligevel tænker vi sjældent over det. Vi bruger det sprog vi har lært og som vi har gjort til vores eget. At have et sprog og evnen til at udtrykke sig er måske noget af det mest betydningsfulde for vores art.

Dyr kan også kommunikere, men det menneskelige sprog er efter alt at dømme meget mere avanceret og varieret end alle andre dyrs. Vores sprog er - i modsætning til andre dyrs - et symbolsk sprog. Dermed mener jeg blot, at vi bruger ord – lyde og skrifttegn – der dels ikke ligner det de udtrykker og dels at sprog følger en særlig orden eller et særligt system. Vi har f.eks. navneord, udsagnsord og tillægsord, hvilket ingen dyr har.

Sprog er altså noget meget særligt, men det har også mange forskellige former. Der er - som de nye studerende nu skal lære – fagsprog.: lægelatin – ikke blot manus og caput, men også medulla oblongata, cerebellum, glandulla lacrimalis og vagina.

Ja, det sidste kendte du jo nok i forvejen. Kønsdelenes betegnelser er ofte velkendte og mangfoldige. Kært barn har mange navne, siger man jo. Men det er vigtigt at vide, hvornår man skal bruge de forskellige betegnelser.

Sproget har således mange former, og det skal vi se nærmere på i de kommende numre af MOK. Føljetonen vil efterfølgende være at finde her på bloggen.
Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Navn*:
Mobilnummer*:
E-mail:
Fødselsdag:		/
		Kode*:

Afmeld
* = skal udfyldes