Hjernens dystopiske teater

Føljeton – Dystopier II 

Nu er semestret rigtig i gang. Det ser allerede sort ud. Jeg er bagud med det hele. Eller i hvert fald det meste. 

Sådan kan man lave sin egen lille dystopi. Som før nævnt betyder dys-topi et dårlig sted. Det er dér man ikke vil være.  Når vi har det dårligt, hvor vi er, så vil fremtiden også ofte blive truende.  Især hvis man er stresset og ikke kan nå det man gerne ville f.eks. at læse semestrets pensum. Hvis man også har det skidt af andre grunde, så får man givet svært ved at koncentrere sig og så bliver det værre. Man får læste mindre og kommer mere bagud.

Baron von Münchausen kunne redde både sig selv og sin hest op af en mose ved at trække sig i håret.
De fleste af os andre kan ikke...

Sandsynligvis kan man ikke ved viljens kraft trække sig selv op ved hårene. Man kan ikke bare tage sig sammen. Det bliver blot et ekstra pres, og det er presset på hjernen som giver stress og gør det svært.

De mere primitive og gamle dele af hjernen som amygdala og det limbiske system er gode til at huske dårlige og angstfyldte oplevelser, og angsten kan kobles til situationer, hvor man ikke burde være bange. Et eksamenslokale f.eks. især hvis man på forhånd har haft negative tanker om eksamen, fordi man måske synes, man har læst for lidt. En panikangst kan også udmærket udløses af længere tids stress.

Når man først begynder at tænke negativt og i tankerne prygler sig selv, fordi man ikke kan tage sig sammen og får lavet for lidt, så kan hjernens eget dystopiske teater køre en ind i en negativ spiral.

Hvordan kommer man ud af det?

Først og fremmest skal man prøve på at lade være med at plage sig selv.  Man må forsøge at se realistisk på, hvordan verden og en selv er lige nu. Og adskille det meget tydeligt fra ens forestilling om, hvordan det burde være.

 Er man for tiden stresset og ukoncentreret, så hjælper det ikke, at man vil være noget andet. Det er en naturlig reaktion, fordi det er ubehageligt at være stresset og ukoncentreret, og amygdala vil have en til at flygte , fordi den sammenblander ubehag med fare. Men man kan ikke være noget andet, end man er.  At ville være noget andet end man er, er det Kierkegaard kalder ”Fortvivlet ikke at ville være sig selv.”

Derfor må man begynde med at acceptere, at man er som man er: bagud, langsom og stresset. Når man ikke længere forsøger at flygte fra det, man ikke kan flygte fra, så får man mere ro og mere energi. Så kan man dernæst prøve at indse, at fremtiden ikke er virkelig. Den er mulighed, og vores forestillinger om den er forestillingen om mulighedens realisering. Men det er en forestilling. Ikke virkeligheden selv.

Vi tager ofte sorgerne på forskud, og lader dermed forestillingen om den dystopiske fremtid påvirke vores nutid. Derfor bliver vi mere stressede og mere negative. Hvis vi kan lade fremtiden være mere åben, hvilket den altid er, så kan man måske få lidt ro til at koncentere sig. Men man skal også huske at slappe af.

Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen

Studenterpræst