Om at blive født lige præcis på sin fødselsdag

Tid og evighed XII

De gamle grækere var ikke så tossede. De opfandt mytologiske skikkelser, der som fuldfede, næsten-levende metaforer kunne kødeliggøre begreber, der ellers kan være svære at forstå.

Til at illustrere det komplekse fænomen tid havde man to gudelignende figurer, Chronos og Kairos.

Chronos er legemliggørelsen af den tid, som kan måles. Den tid, som vi tæller og kontrollerer med vores kronometre, ure. Det er selvfølgelig også Chronos, der sørger for at ting bliver ordnet kronologisk og ham, der holder øje med anakronismer. Det er kronos, der forsyner os med stopure og kalendere, aftaler og tidspunkter, fødselsdage, ferier og deres afslutning og i sidste ende sørger for, at vi husker at dø.

Chronos' sidekick er Kairos, som er den anden tid. Den særlige tid. Det helt specielle øjeblik når evigheden bryder ind i timeligheden. Kairos er den rette tid, Guds øjeblik; det kvalitative modstykke til Chronos' kvantitative bogholdertid. I kristendommen er det ultimative kairosøjeblik den tid, som også kaldes tidens fylde.

(Udtrykket tidens fylde stammer fra den tid, da man målte tiden ved at lade vanddråber ramme ned i et kar. Tidens fylde var det særlige øjeblik, da karret var fyldt og tiden var inde til et nyt.)

Tidens fylde er i kristen sammenhæng et udtryk for, at tiden for Jesu fødsel var den helt rigtige - helt uanset hvad den moderne kronosorienterede videnskab måtte kunne regne sig frem til. Med Jesus skete netop det helt særlige møde mellem det jordiske og det guddommelige: Gud lod sig føde som et lille, fattigt menneskebarn.

Det er selvfølgelig et spørgsmål om tro, om man tror på netop den historie, men de fleste, som har oplevet et af disse øjeblikke, hvor tiden står stille og på en gang bliver bittelille og kæmpestor, vil forhåbentlig kunne se det smukke i ideen om tidens fylde.

Nedtællingen til juleaften er begyndt. På bedste kronosmanér tæller vi ned - eller snarere op - med vores julekalendere og adventskranse til det, som vi drømmer om og længes efter: det øjeblik, når anden er sprød, gaverne er pakket ind, lysene er tændt og vigtigst af alt: at vi kan mærke den udefinerbare juleglæde, der giver alting mening. Måske indfinder den sig når vi hører Last Christmas første gang, måske når vi tager hinanden i hænderne og går rundt om juletræet, måske når vi pakker Tante Sofies skrækkelige striktrøje ud og ved, at hun mener det godt.

Det kan også være, at juleglæden ikke dukker op; at julen snarere bringer fokus på alt det, som ikke er som det skal være, og at andres juleglæde ender med at stikke som en torn i øjet. Den 1., 2., 8., 24. og 25. december kommer og går uden tilsynekomsten af den glæde, som alle taler om.

Men det er jo på godt og ondt netop kendetegnet ved Kairos. Han kommer ikke nødvendigvis nøjagtig til den tid, som Chronos har udregnet og planlagt. Vi har lov til - og er somme tider nødt til - at tro og håbe, at tiden - min tid, din tid - er gravid som Maria, og at glæden bliver født lige præcis på sin fødselsdag - i tidens fylde.

Tillykke med lige netop din fødselsdag og glædelig jul!