Tiden, der går, fra fødsel til død

Tid og evighed III

Det mærkelige ved tiden er at den går hele tiden. Eller gør den det? Filosofferne har spekuleret på om tiden reelt går eller om det blot er noget vi oplever. Man kunne jo hævde, at tid blot er en anskuelsesform – som Immanuel Kant sagde – altså en form vi anskuer verden på eller i.

Vi er tidslige, fordi vi er endelige væsner og derfor skal dø. Tid er derfor noget vi kender som varighedens løb fra fødsel til død, og vi kan overføre denne tid til det der ligger før og det som kommer efter vores egen tid. Tid er således ganske fundamentalt bundet til fortid, nutid og fremtid. Det er dog svært at sige nøjagtigt, hvad nutiden er – andet end skæringspunktet mellem fortid og fremtid.

Fortid, nutid, fremtid. Nutiden er standarden.

Hvis man forsøgte at forestille sig en bevidsthed, der var uden begyndelse og ende – og i den forstand uendelig – så ville der for en sådan skabning ikke være tid men alting ville være samtidigt. Det er imidlertid ret vanskeligt at forestille sig noget sådant. Lettere er det at forestille sig uendeligheden eller udødeligheden. Det kunne være, at man drak af en kilde, der viste sig at være vand fra udødelighedens brønd. Man ville derefter ikke kunne dø.

Fedest – tænker du, men kun i nogle årtier eller måske, hvis du er sej nogle århundreder. Før eller siden bliver det kedsommeligt, trættende, og ensomt - især hvis man er den eneste, der har drukket af kilden. Uendeligheden forstået som uendelig meget tid er ikke noget at stræbe efter.

Den Argentinske forfatter J. L. Borges har skrevet en forrygende lille fortælling om dette, som jeg til enhver tid gerne læser op. Man skal blot sige til. (Den findes på dansk i samlingen ”Alef” fra 1983) 

Men for os går tiden. Og den går ofte for hurtigt. Men tiden går ikke kun for os, men for stort set alt omkring os. Alligevel er tiden ikke absolut, men relativ til den hastighed man (en observatør) bevæger sig med. Det er i al fald, hvad moderne fysik hævder.

Hvis man således synes, at man er i tidsnød med f.eks. eksamenslæsningen, så kan man få lidt mere tid, ved at accelerere sig selv op i fart. Man skal dog helst op i nærheden af lyshastighed, før det virkelig batter noget. Det er problematisk fordi det kræver en ganske stor mængde energi og også problematisk i forhold til eksamen, da tiden for denne formentlig ikke ændrer sig. Selvom man i fart altså får mere tid til at læse, fordi tiden går langsommere, så går tiden her jo stadig lige hurtigt. Så der er nok ikke andet at gøre, end at begynde i god tid, passe sin læsning og håbe på det bedste.

Det nytter ikke at stresse, man får ikke mere tid af det – tværtimod. Men netop stress og tid vil jeg bruge tid på næste gang.

Nicolai Halvorsen
Studenterpræst