mandag den 10. september 2012

Evighed og øjeblikke - Tid og evighed II

Min krop er gået i et med papiret. Jeg er en del af koordinatsystemer og matematiske formler. Tid og sted er ophævet. Verden er uendelig. Der er hverken op eller ned, ud eller ind, før eller nu. Ikke liv eller død. Kun grafer, tal og beregninger. I mig og omkring mig. Og så pludselig lugter der af gammel madpakke og sved. Øjeblikket er væk, og jeg er tilbage i den anden virkelighed. Jeg sidder på en stol i et lokale med grønne vægge. Jeg laver udregninger på et almindeligt stykke papir. Jeg er til terminsprøve i matematik i gymnasiet.
 En to-dimensionel Homer erfarer en tredje dimension. Og så bare plus én, så har vi fat i noget af det rigtige...
Indrømmet, jeg var glad for matematik dengang, men oplevelsen husker jeg stadig som noget ganske særligt. Jeg husker netop den terminsprøve for det besynderlige sammenbrud af tid, som jeg sidenhen har oplevet i mindre glimt, når jeg har været stærkt optaget af noget. Jeg havde erfaringen med mig, da jeg begyndte at læse teologi, og den fik det til at give mening på en god måde, når talen faldt på det sære fænomen ”evighed”.

I dagligsproget forbinder vi ofte betegnelsen Evigheden med uendelige mængder af tid, og det kan vel også være en del af betydningen af begrebet. Men min oplevelse i lokalet med de grønne vægge har gjort mig helt sikker på, at en anden betydning af evighed ikke handler om tidsKVANTITET men om en særlig tidsKVALITET. At tiden kan udvide sig i et øjeblik og blive grænseløs.
Men det er uendelig svært at forklare for andre, hvordan denne kvalitativt anderledes tid er. Måske er det dét, der forsøges, når kristne taler om et Gudsrige der ”allerede og endnu ikke” ER brudt igennem. Hvis evigheden ”bare” var udtryk for rigtig meget mere af noget velkendt, så ville det ikke være så interessant.
Simpsons møder Salvador Dali og The Persistence of Memory” 
Jeg tror faktisk, at de fleste kender til den slags øjeblikke, hvor man er lysvågen, men hvor man alligevel glemmer sig selv helt og aldeles og tiden ophører med at eksistere. Oplagt kunne det ske, når man dyrker rigtig god sex. Når man læser en god bog, eller måske når man er helt opslugt af en god film i biografen. Nogen hævder, at det er noget i den retning, der sker, når fx en god fodboldspiller slår den almindelige bevidste hjerne fra og lader kroppen score et sindssygt mål med et saksespark i et uforglemmeligt YouTube-øjeblik.

Jeg forestiller mig, at det er evighedsoplevelser af den type, der faciliteres med indtagelsen af visse former for bevidsthedsudvidende stoffer. Fascinerende og skræmmende, for hvad nu hvis man bliver hængende i dén virkelighed? Er den lige så god som den, vi normalt færdes i? Hvor meget evighed kan vi mon tåle, før vi bliver vanvittige?

Evigheden kan – måske – skaffes fra en matematikpusher nær dig…

Lise Lotz 
Akademisk medarbejder

Ingen kommentarer: