Biblen. Begyndelsen.

Biblen for begyndere – en føljeton III

Begyndelsen. Biblen er en lang bog. Faktisk består den af flere forskellige bøger, der er meget forskellige i stil og indhold, og som er skrevet af flere forfattere over meget lang tid. Men hvis man prøver at se bort fra det, så er Biblen er fortælling om hele verdens historie fra skabelse til apokalypse.

På de første sider i første Mosebog berettes der om, hvordan Gud skabte ikke blot jorden, men også himlen. Og på de sidste sider i Johannes Åbenbaring fortælles i der om, hvordan jorden skal gå under i den endelige kamp mellem Gud og djævlen, men også at Gud derefter vil skabe en ny himmel og en ny jord. Vi vender senere i efteråret tilbage til Johannes Åbenbaring og vil i stedet se lidt på begyndelsen.

”I Begyndelsen skabte Gud himlen og jorden”. Sådan lyder første linje, og det er jo ganske ligefremt. Men når man læser de første kapitler i Biblen, så virker teksten mindre logisk. Næste linje lyder: ”Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene.”

Her kommer problemerne: hvordan kan der både være jord og urdyb, hvis jorden ikke er skabt endnu? Det hænger ikke rigtigt sammen, og det bliver ikke meget bedre. Lyset skabes og skilles fra mørket og betegnes hhv. dag og nat, men sol og måne skabes først nogle dage senere. Og sådan kunne man blive ved.

Det er ret oplagt, at skabelsesberetningen er en mytisk fortælling. Dens sprog er ikke logisk eller realistisk. Det er symbolsk. Pointen er ikke hvordan tingene faktisk er foregået, men hvilken betydning det hele har.

Det afgørende i Biblens skabelsesfortælling er for det første, at det er Gud, som alene skaber det hele. Der er bare Gud og Guds ånd, som skaber. Det andet afgørende er, at Gud skaber mennesket i sit billede. Det betyder, at det er Guds billede vi ser, når vi kigger på hinanden – eller ser os i spejlet.

Meget vigtigt er det også, at skabelsen er en relation, der opstår et en relation mellem Gud og det skabte. Når alt er skabt af Gud, er det fordi, Gud vil det sådan; det er altså ikke en tilfældighed. Verden har en mening for Gud.

Normalt forstår vi mening og tilblivelse kausalt, som et årsagsforløb. Skabelsesberetningen har en lignende tankegang, men af andre gode grunde kan vi ikke længere tro bogstaveligt på, at Gud skabte det hele på seks dage.

En moderne måde at forstå skabelse på er, at Gud er magten til at være til i alt, hvad der er til. Gud skaber altså stadig og hele tiden verden. Hvis Gud holdt op med det, ville alt forsvinde. Denne fortolkning er ikke uden problemer, men tiden er slut og det må vente.

Venlig hilsen
Nicolai Halvorsen, studenterpræst