Det’ en hemmelighed (VIII)
Nu er jeg tilbage fra studieorlov, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været godt. Men tre måneder går hurtigt.
Jeg har arbejdet på et bogprojekt om religionskritik og ateisme, noget jeg gerne vil sige mere om; men det falder uden for emnet her. Det har ikke meget med hemmeligheder at gøre. Der kommer dog nok noget med om kristendommens mysterium, og hvordan det skal forstås. Men den del er ikke gennemarbejdet endnu. Det er om ikke hemmeligt, så stadig tåget for mig selv.
Men jeg kunne have lyst til at tale lidt om nutidens mangel på hemmeligheder. Jeg er jo efterhånden gammel, i hvert fald gammel nok til, at have haft en barndom uden computere og en ungdom uden mobiltelefoner. Dengang var der også meget få overvågningskameraer, og der var ikke noget reality TV. Der var i det hele taget meget lidt TV. Jeg tror ikke der var færre hemmeligheder end nu, men grænserne mellem det offentlige og private var anderledes.
I dag er vores liv meget mere offentligt eller i hvert fald mere eksponeret til større grupper. I kraft af Facebook ved jeg mere om, hvad mere perifere venner foretager sig end før. Og selvom jeg ikke ser Paradise Hotel, så ved jeg, at det som det meste andet reality TV forsøger at filme alt, hvad deltagerne laver. Der skal helst ikke være noget hemmeligt.
Men jeg tror ikke man lærer personerne at kende. De spiller roller, ligesom vi gør det på Facebook. Jeg har ikke set nogen interessante hemmeligheder på Facebook. Muligvis kunne efterretningstjenesten finde ud af mere om mange af os, end før vi blev digitale og mobile; men i al almindelighed har vi stadig masser af hemmeligheder. Og det er godt.
Selvfølgelig kan hemmeligheder blive for belastende. Så kan det som nævnt tidligere i denne sammenhæng være godt, at kunne dele sine byrder, sin skam og sine traumer med en, der vil lytte og som holder mund. Men på den anden side, så mener jeg, det er godt at have hemmeligheder. Små hemmeligheder eller måske store, men netop betydningsfulde fordi de er hemmelige. Ikke fordi de er handler om ulovligheder, om laster eller synder, men måske fordi de handler om noget der er godt og smukt. Men mest fordi vi bliver så flade og kedelige uden hemmeligheder.
Trangen til gennemsigtighed og åbenhed har en grænse. Det kan være fint nok i forvaltningen, men gennemsigtige personer er jo uspændende. Vi er jo netop spændende for hinanden, fordi vi er gådefulde.
Nok skal sandheden åbenbares engang, men ”endnu ser vi i et spejl, i en gåde”. (1. Kor., 13, 12)
Venlig hilsen
Nicolai Halvorsen, studenterpræst
Nu er jeg tilbage fra studieorlov, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været godt. Men tre måneder går hurtigt.
Jeg har arbejdet på et bogprojekt om religionskritik og ateisme, noget jeg gerne vil sige mere om; men det falder uden for emnet her. Det har ikke meget med hemmeligheder at gøre. Der kommer dog nok noget med om kristendommens mysterium, og hvordan det skal forstås. Men den del er ikke gennemarbejdet endnu. Det er om ikke hemmeligt, så stadig tåget for mig selv.
Men jeg kunne have lyst til at tale lidt om nutidens mangel på hemmeligheder. Jeg er jo efterhånden gammel, i hvert fald gammel nok til, at have haft en barndom uden computere og en ungdom uden mobiltelefoner. Dengang var der også meget få overvågningskameraer, og der var ikke noget reality TV. Der var i det hele taget meget lidt TV. Jeg tror ikke der var færre hemmeligheder end nu, men grænserne mellem det offentlige og private var anderledes.
I dag er vores liv meget mere offentligt eller i hvert fald mere eksponeret til større grupper. I kraft af Facebook ved jeg mere om, hvad mere perifere venner foretager sig end før. Og selvom jeg ikke ser Paradise Hotel, så ved jeg, at det som det meste andet reality TV forsøger at filme alt, hvad deltagerne laver. Der skal helst ikke være noget hemmeligt.
Men jeg tror ikke man lærer personerne at kende. De spiller roller, ligesom vi gør det på Facebook. Jeg har ikke set nogen interessante hemmeligheder på Facebook. Muligvis kunne efterretningstjenesten finde ud af mere om mange af os, end før vi blev digitale og mobile; men i al almindelighed har vi stadig masser af hemmeligheder. Og det er godt.
Selvfølgelig kan hemmeligheder blive for belastende. Så kan det som nævnt tidligere i denne sammenhæng være godt, at kunne dele sine byrder, sin skam og sine traumer med en, der vil lytte og som holder mund. Men på den anden side, så mener jeg, det er godt at have hemmeligheder. Små hemmeligheder eller måske store, men netop betydningsfulde fordi de er hemmelige. Ikke fordi de er handler om ulovligheder, om laster eller synder, men måske fordi de handler om noget der er godt og smukt. Men mest fordi vi bliver så flade og kedelige uden hemmeligheder.
Trangen til gennemsigtighed og åbenhed har en grænse. Det kan være fint nok i forvaltningen, men gennemsigtige personer er jo uspændende. Vi er jo netop spændende for hinanden, fordi vi er gådefulde.
Nok skal sandheden åbenbares engang, men ”endnu ser vi i et spejl, i en gåde”. (1. Kor., 13, 12)
Venlig hilsen
Nicolai Halvorsen, studenterpræst
Ingen kommentarer:
Send en kommentar