mandag den 26. oktober 2009

Afsnit VII: Fire


Firetallet har sin helt egen betydning, når man bevæger sig bare lidt væk fra matematikken og logikken. Det vil jeg udbrede mig lidt om her i uge 44…

Der er rigtig mange ting, som der er fire af – også i Bibelen og hele det kristne univers. Hvor det tidligere omtalte tretal – med henvisning treenigheden - anses for at være guddommeligt og komplet, så er firetallet, tre plus en, det, som kommer efter. ”I begyndelsen skabte Gud…” Den treenige Gud kendes på det som han har skabt; det som kom efter Guds eksistens.

Tallet fire henviser derfor til det skabte, det jordiske. Firetallet symboliserer mennesket i dets relation til - og afhængighed - af Gud. Firetallet omfatter hele den vidunderlige, skabte verden: fire verdenshjørner, fire elementer (jord, ild, luft og vand), fire årstider, fire månefaser. I skabelsesberetningen er skabelsen af verden komplet på den fjerde dag; den femte og sjette dag bruges ”bare” til at befolke verden med dyr og mennesker.
Der er også fire ærkeengle og fire store profeter i Det gamle Testamente. Men der er ikke kun fire af de gode ting: fire grumme ryttere fra åbenbaringen på deres farvede heste bringer henholdsvis erobring, krig, samfundsmæssigt kollaps og død. Tilsammen en cocktail, som betyder total ødelæggelse af alt det skabte menneskeliv.


Til slut vil jeg nævne at firetallet også kan symbolisere Kristus i fire forskellige skikkelser: menneske, løve, okse og ørn. Disse fire skikkelser er samtidig symboler for de fire evangelister Matthæus, Markus, Lukas og Johannes.

Der er noget at tænke over næste gang du støder på et firetal!

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Ingen kommentarer: